anden faglig uddannelse – gælder det, at både blandt danskere og indvandrere er der flest mænd. Endelig har vi også fundet, at der er væsentlig flere danske kvin-der end mænd, kvin-der har en kort, mellemlang eller lang vikvin-deregående uddannelse, mens der omvendt er flest indvandrermænd med en sådan baggrund. Det lavere uddannelsesniveau blandt indvandrere sammenlignet med danskere kan delvist modsvares af, at indvandrere kan have en uddannelse fra hjemlandet, som ikke er blevet godskrevet i Danmark.
For de grupper af indvandrere, vi her ser på, oplyser en tredjedel, at de er meget gode – flydende – til dansk, og en anden tredjedel, at de er gode – næsten flydende – til dansk. Godt en fjerdedel siger, at de er nogenlunde til dansk, og godt hver tyvende, at de taler dansk dårligt eller endog meget dårligt – taler ikke dansk.
Igen er det pakistanere, der skiller sig ud fra de andre indvandrere ved også at være bedre til dansk, idet tre ud af fire angiver, at de taler flydende eller næsten flydende dansk, mod mellem halvdelen og to tredjedele af irakerne.
Der er en positiv sammenhæng mellem det sprog, man taler hjemme, og hvor god man er til dansk. Hvis man er meget god til dansk, taler hver fjerde udeluk-kende dansk i hjemmet og to ud af tre både dansk og et andet sprog – formentlig hjemlandets. Hvis man derimod kun er nogenlunde god til dansk, er andelen med to sprog i hjemmet godt 80 mod 16 pct. udelukkende andet sprog og 5 pct. udeluk-kende dansk. Er man dårlig til dansk, taler halvdelen udelukudeluk-kende et andet sprog og den anden halvdel både dansk og et andet sprog. Det er kun i godt hver tiende af indvandrerfamilierne, at der udelukkende tales dansk.
De mest læsende blandt indvandrere – eller i hvert fald dem med flest bøger – er tyrkere, pakistanere og eksjugoslavere (40-35 bøger), hvorefter følger irakere og libanesere med 20 bøger som det almindelige. Sammenlignet med danskere betyder det, at hvor lidt over 40 pct. af indvandrere har under 25 bøger, har en næsten lige så stor andel danskere mere end 200 bøger.
Der er betydelige forskelle i, hvilke tv-kanaler man ser. Omkring hver fjerde iraker og libaneser ser næsten kun danske tv-kanaler og evt. andre udenlandske end hjemlandets, mens det gælder for omkring en tredjedel for tyrkere og pakistanere og seks ud af ti eksjugoslavere. Omvendt er det kun lidt mere end hver tyvende, der næsten kun ser tv-kanaler fra deres hjemland.
Det er forventeligt, at samværet med familie og venner har betydning for, hvor integreret man er i samfundet. Det gælder for godt fire ud af ti indvandrere, at de har besøg af hhv. besøger danskere og andre landsmænd eller ikke-landsmænd, hvortil kommer godt 10 pct., som oplyser, at de kun har besøg af og besøger danskere. Det betyder omvendt, at knap hver tredje indvandrer enten kun har besøg af landsmænd eller aldrig/sjældent har besøg, eller besøger nogle eller kun landsmænd.
Mellem hver tredje og halvdelen af ikke-vestlige indvandrere er medlem af en
eller anden forening, og for de foreningsaktive er det mest almindelige at være medlem af indvandrerforeninger, hvorefter følger foreninger med både dansk og etnisk deltagelse. Det mindst almindelige for indvandrere er at være medlem af overvejende danske foreninger. Det viser sig, at sportsklubber/-foreninger er de mest populære. Hver anden indvandrer er således medlem af en sådan forening, mens medlemskab af kulturelle/religiøse/politiske foreninger gælder for knap hver anden, og kun hver tredje er medlem af andre foreninger. Til sammenligning kan nævnes, at 41 pct. af danskerne i 2008 var medlem af en sports- eller fritidsfor-ening. For alle nævnte foreningstyper er der tale om, at der for mere end halvdelens vedkommende både er deltagere med dansk og etnisk baggrund, mens knap hvert tredje medlemskab af sportsklubber/foreninger finder sted i foreninger med over-vejende etnisk baggrund. For sportsklubber og -foreninger er der tale om, at mere end hvert fjerde medlem er i en klub eller forening, hvor deltagerne overvejende er danskere, mens resten af deltagerne er i klubber med deltagelse af både danskere og indvandrere/efterkommere.
Der er klare sammenhænge mellem aktiviteterne, idet der ikke er nogen af de nævnte aktiviteter, som man deltager i, uden at der også er en vis sandsynlighed for, at man også deltager i nogle af de andre aktiviteter. Der er også gennemført en såkaldt faktoranalyse for at undersøge dette, og den kommer tilsvarende frem til, at deltagelse i blot én af aktiviteterne er en god markør for, at man lige så godt kunne være aktiv i en anden af aktiviteterne.
Endelig har vi i kapitler set på, hvad der kan bidrage til at forklare, hvorfor nogle indvandrere er mere aktive end andre, eller i hvert fald hvad det at være aktiv kan hænge sammen med. Det viser sig her, at pakistanere og eksjugoslavere skiller sig ud fra tyrkere ved at være mere aktive i det civile liv, hvorimod irakere og libane-sere på dette punkt ligner tyrkere. Der er derimod ingen forskelle mellem kvinder og mænd, hvorvidt man er gift/samboende eller bor alene, eller har ét eller flere børn. Uddannelsesbaggrund spiller derimod en rolle for aktivitetsniveauet, idet indvandrere med en videregående uddannelse – kort, mellemlang eller lang – er mere aktive end indvandrere uden kompetencegivende uddannelse. Tilsvarende er beskæftigede mere aktive uden for arbejdsmarkedet end ikke-beskæftigede. Alderen hænger derimod negativt sammen med aktivitetsniveauet, hvilket måske hænger sammen med, hvornår man er kommet til Danmark. Omvendt er der en positiv sammenhæng mellem opholdstiden i Danmark og aktivitetsniveauet: Jo længere opholdstid, desto mere aktiv er indvandrere i forhold til kontakter til venner, for-eningsdeltagelse og beherskelse af det danske sprog.
6 . Arbejdsmarkedet
En vigtig dimension i hverdagslivet er omfanget og karakteren af tilknytningen til arbejdsmarkedet. I dette kapitel ser vi derfor på, hvor meget og hvornår indvandrere arbejder sammenlignet med danskere, og i hvilket omfang arbejdstidsmønsteret adskiller sig for de to grupper. Spørgsmålet er med andre ord, om det danske ar-bejdsmarked er “dobbelt segregeret” forstået på den måde, at indvandrere ikke kun har de dårligst betalte job, men også de skæveste arbejdstider?
For at se arbejdstidsmønsteret i sammenhæng med arbejdslivet i øvrigt vil der i det følgende blive givet en introduktion til beskæftigelsesmønsteret blandt danskere, ikke-vestlige indvandrere generelt samt for de fem nationaliteter (Eksjugoslavien, Irak, Libanon, Pakistan og Tyrkiet), som indgår i vores spørgeskemaundersøgelse
“Immigrants Time-Use and Consumption” (ITUC). Da der på arbejdsmarkedsom-rådet findes værdifuld information i de tilgængelige registre i Danmarks Statistik, anvender vi i kapitlet både spørgeskema- og registeroplysninger.