Samarbejde om og organisering af indsatsen

at der ikke foregår behandlerskift for det enkelte barn eller unge, der kan have svært ved at åbne sig op overfor flere.

Flere af tilbuddene har valgt at inkludere frivillige som del af indsatsen overfor målgruppen. De frivillige bliver, ifølge nogle af behandlerne, et godt supplement til terapeutiske aktiviteter, da de får mere uformel karakter og ofte består af sociale aktiviteter med andre børn og unge også.

6.3 Fastholdelse af målgruppen i tilbuddene

En lovende praksis er bl.a. karakteriseret ved en individuel tilrettelæggelse, hvor medarbejdere tager udgangspunkt i de konkrete styrker, udfordringer og ønsker hos den gruppe borgere, indsatsen er rettet mod – og involverer borgerne i praksis.

På tværs af tilbuddene opleves en række drivkræfter og barrierer i forbindelse med fastholdelse af børnene og de unge i behandlingsindsatsen, når de er rekrutteret og har deltaget et par gange.

Nogle af tilbuddene er, som tidligere nævnt, udfordret af store geografiske strækninger og begræn-set offentlig transport. Det kan således afhænge af børnene og de unges forældre om, hvorvidt de fx kommer til gruppebehandlingen på ugentlig basis. Her har nogle tilbud valgt at gennemføre be-handlingsindsatsen på skolerne eller uddannelsesinstitutionen, hvor børnene og de unge kan deltage i forlængelse af deres skoledag.

Et par af tilbuddene har svært ved at fastholde unge drenge i indsatsen, og her har man bl.a. haft god erfaring med at etablere en god relation til en omsorgsperson i de unge drenges nærmiljø, der kan støtte op om hans deltagelse i indsatsen. Omsorgspersonen kan være alt fra forældre, søskende, kontaktperson og en gadeplansmedarbejder.

Netop forældreinddragelse har vist sig at være en drivkraft for fastholdelsen i indsatsen (såvel som rekruttering og det oplevede udbytte) på tværs af hele målgruppen. En stor del af behandlerne oplever det som en afgørende faktor, at størstedelen af børnene og de unge forbinder misbruget i deres familie med både skyld og skam, hvorfor det ofte kræver en håndholdt og længerevarende proces at sikre barnets eller den unges deltagelse i det pågældende tilbud.

Hovedparten af behandlingstilbuddene arbejder direkte med henholdsvis holdningsbearbejdelse og involvering af forældrene – primært forælderen uden et misbrug – som del af behandlingsindsatsen overfor børnene og de unge. Ligesom den yngre del af målgruppen især rekrutteres via forældrene (der har markant større beslutningskompetence jo yngre barnet er), har den yngre del af målgrup-pen også behov for, at forældrene er tæt involveret og bidrager til at sikre, at barnet føler sig trygt i at indgå i indsatsen.

Den del af behandlingsindsatsen, der har fokus på holdningsbearbejdelse hos forældre uden misbrug og pårørende, lægger især vægt på, at forældrene bliver bevidste om rusmiddelproblemets indvirk-ning på det pågældende barn eller ung. Forælderen med misbruget bliver især hjulpet til at se konsekvenserne af misbruget i forhold til barnet eller den unge og understøttes i at tage ansvar for problematikken, så barnet/den unge ikke oplever problemet som hans eller hendes. Dette har flere af tilbuddene også oplevet som en drivkraft for, at forælderen med misbrug selv vælger at gå i behandling.

6.4 Samarbejde om og organisering af indsatsen

Behandlingstilbuddene under denne pulje er vidt forskelligt forankret og har deraf også vidt forskellig organisering, ledelse og samarbejdsrelationer. En lovende praksis er bl.a. karakteriseret af et rela-tionelt samarbejde, som understøttes af, at medarbejderne har de rette professionelle relations-kompetencer til at samarbejde konstruktivt med borgere, kolleger og andre fagprofessionelle.

Som det fremgår af kapitel fire modtager næsten halvdelen af målgruppen øvrig støtte udover at indgå i behandlingsindsatsen. Hovedparten af behandlingstilbuddene oplever også, at der er behov for stor opmærksomhed på de øvrige tilbud, barnet eller den unge indgår i, og koordinering hermed.

Det kan bl.a. dreje sig om, at barnet eller den unge går til psykolog eller har en mentor, som også arbejder med den unges trivsel og positive udvikling. Nogle af tilbuddene oplever det som en barri-ere, hvis der ikke er tilstrækkelig viden om både, hvilken støtte barnet eller den unge får, såvel som indholdet heri, da de risikerer, at målgruppen oplever sit forløb usammenhængende og uklart. En stor del af behandlingstilbuddene oplever det afgørende, at målgruppen og dennes familie ’tages i hånden’, hvis de fx henvises til et andet relevant tilbud. Et af tilbuddene har bl.a. god erfaring med at invitere familien til et møde med begge tilbud eller invitere familien med på besøg ved det nye tilbud sammen med deres nuværende behandler/rådgiver.

Flere af de tilbud, der er forankret i kommunalt regi, oplever det som en fordel at være organiseret i tæt tilknytning fx til den kommunale misbrugsbehandling, da den relationelle koordinering med samarbejdsaktører omkring målgruppen er nemmere. Som en af projektlederne fortæller, er tilbud-det i tæt kontakt og dialog med behandlerne, der støtter forælderen med misbrug i hans/hendes behandling, hvorfor den familieorienterede indsats nemmere koordineres.

En central drivkraft for det gode samarbejde på tværs af kommuner, organisationer og andre aktører omkring målgruppen er, ifølge hovedparten af behandlingstilbuddene, oplevelsen af at have et fæl-les syn på og holdning til, hvordan og hvornår målgruppen har behov for hjælp. Mange af behand-lingstilbuddene kan opleve udfordringer med at sikre den rette opbakning og opmærksomhed hos samarbejdspartnerne til at sætte ind overfor målgruppen. Ét af tilbuddene fremhæver eksempelvis, at det har været en udfordring at iværksætte et forløb hos et barn med én ædru forælder, da det opfattes tilstrækkeligt trygt og uproblematisk for barnets udvikling, ifølge tilbuddets kommunale samarbejdspartner. Denne erfaring har bl.a. vist et behov for at opkvalificere samarbejdspartnere med viden om risikofaktorer ved at vokse op i en familie med rusmiddelproblematikker, og dette gerne kontinuerligt og hyppigt, ifølge flere af tilbuddene.

En drivkraft, der også er fremtrædende på tværs af behandlingstilbuddene, er stærk ledelsesmæssig opmærksomhed og opbakning til behandlingstilbuddet. Mange af de tilbud, der har oplevet solid ledelsesopbakning, oplever bl.a., at det skyldes et kommunalpolitisk fokus på misbrugsproblematik-ken, som dermed ’siver ned’ gennem organisationen og kommer til udtryk i, at ledelsen i de invol-verede kommuner efterspørger viden om tilbuddets virkning. Den ledelsesmæssige opbakning ska-ber en såkaldt ro for projektlederen og behandlerne til at fokusere på kvaliteten i tilbuddet, og det opleves også som en ’adgangsbillet’ til mange af samarbejdsaktørerne, der allerede kender til pro-blematikken og prioriteringen af arbejdet hermed.

6.5 Dokumentation, anvendelse af data og datadrevet refleksion i behandlingstilbuddene En lovende praksis er bl.a. karakteriseret ved at have opstillet klare mål for målgruppen, have etableret en systematisk monitorering af målgruppens udvikling, set i forhold til de mål, der er sat, samt en løbende opfølgning og justering af indsatsen i forlængelse af monitoreringen.

Behandlingstilbuddene arbejder alle med at dokumentere den behandlingsindsats, de udbyder over-for målgruppen, og hertil anvendes en række udvalgte måleredskaber, som er nærmere udfoldet i indledningen til denne rapport. På tværs af behandlingstilbuddene fremgår vidt forskellig erfaring med og anvendelse af dokumenteret viden i arbejdet med at modne deres behandlingsindsatser.

Hvor nogle af tilbuddene har flere års erfaring med at dokumentere målgruppens udvikling, bl.a.

gennem validerede måleredskaber, har mange af behandlingstilbuddene begrænset erfaring med systematisk dokumentationspraksis og datadrevet refleksion.

Den løbende monitorering af målgruppens udvikling opleves relevant hos alle behandlingstilbud, men det opleves vanskeligt for nogle af tilbuddene at etablere faste arbejdsgange og systematik for indberetning af data. En af barriererne er oplevelsen af bl.a. dokumentationens omfang og be-handlernes begrænsede tid til dokumentationen. Flere af behandlerne og projektlederne fortæller dog også, at dokumentationens omfang kan føles omfattende, fordi der netop ikke er etableret faste arbejdsgange, og behandlerne endnu ikke har fået redskaberne ”ind under huden”, som en projekt-leder fortæller. Dette gør sig især gældende i de behandlingstilbud, der har iværksat et nyt tilbud og/eller ny metode, hvor ressourcerne er blevet brugt på at rekruttere til indsatsen og etablere arbejdsgangene for selve indsatsen, mens dokumentationspraksis har haft en lavere prioritet.

Som allerede nævnt, har behandlerne på tværs af tilbuddene mange forskellige faglige forudsæt-ninger og erfaringer, der også har indflydelse på, hvor rutinerede de er ift. at dokumentere til daglig i et it-understøttet system. Her oplever hovedparten af behandlingstilbuddene dog, at opkvalificering i dokumentationsmodellen og muligheden for teknisk support har været en drivkraft i omstillingen til og udviklingen i at arbejde mere datafokuseret.

Mange af behandlingstilbuddene har gjort sig en række erfaringer og overvejelser forbundet med anvendelsen af data, der foregår på forskellig vis på tværs af tilbuddene.

En af måderne, hvorpå tilbuddene anvender data, er i den datadrevne faglige refleksion omkring behandlingsindsatsen i sin helhed. Behandlerne oplever det som et godt udgangspunkt for fælles drøftelser om indsatsens fremdrift og virkning, og i enkelte tilbud arbejder man aktivt med at ud-forske målgruppens udvikling med afsæt i data på månedlige personalemøder. Her drøftes og tolkes, i hvilken grad data illustrerer den virkning, man ønsker, at indsatsen skal have. Flere af projektle-derne oplever det som afgørende, at behandlerne har en forståelse for hele opdraget for målingerne og kan tolke på den indberettede data. Derudover opleves især fidelitetsmålingerne positivt blandt mange af tilbuddene, da udfyldelsen af fidelitetsskemaerne ’tvinger’ behandlerne til at reflektere over egen praksis i højere grad, end de har gjort tidligere. Disse skemaer opleves dog også om-fangsrige, hvilket nogle oplever som en barriere, da de risikerer at være misvisende, fordi de er udfyldt uden rum for refleksion grundet tidspres. Det opleves derfor centralt, at det drøftes i med-arbejdergruppen, hvordan skemaerne bedst muligt forankres i den eksisterende praksis og ikke opleves som en ekstra opgave isoleret fra praksis og fra den faglige refleksion generelt.

En anden måde, hvorpå data anvendes, er i dialogen med den enkelte ung og som udgangspunkt for den individuelle tilrettelæggelse af indsatsen. Feedback Informed Treatment (FIT) opleves posi-tivt i mange af tilbuddene, og mange af behandlerne anvender målingerne direkte i dialogen med barnet eller den unge til at drøfte, hvorfor der fx ses positiv udvikling siden sidst. Flere af behand-lerne fortæller bl.a., at FIT understøtter indsigter i, hvad der fylder i børnene og de unges liv, som de dermed i mindre grad skal analysere sig frem til over længere tid. Dette understøtter også, at indsatsen kan målrettes til at tage højde for det enkelte barn eller unges situation, og behandleren kan tage hensyn til eventuelle udfordringer i barnets/den unges liv i behandlingen af den enkelte.

Enkelte tilbud kan dog også finde det udfordrende at anvende viden fra FIT, hvis behandlingstilbud-det fx er tilrettelagt som et struktureret gruppeforløb, der ikke nødvendigvis kan tilpasses den en-keltes behov ved hver mødegang. Her kan viden fra FIT indikere et behov for fx at give det enkelte barn eller ung en supplerende individuel indsats, der bedre imødekommer barnet/den unge.

En sidste anvendelse af data i mange af behandlingstilbuddene er overfor relevante beslutnings-tagere i kommunalt regi eller egen organisation. En del af projektlederne arbejder løbende på at formidle resultaterne af tilbuddet til relevante beslutningstagere mod en forventning om, at det øger den ledelsesmæssige opbakning og prioritering undervejs, samt øger sandsynligheden for at tilbud-det forankres på længere sigt. En af projektlederne medbringer fx rapporterne fra dokumentations-systemet på styregruppemøder for at illustrere erfaringer og resultater med indsatsen, mens en anden projektleder fremsender rapporterne til medlemmer i ledelsen, inden mødet afholdes, hvor

resultaterne drøftes mere indgående. At bruge rapporterne og behandlingsindsatsens eventuelle positive resultater kan således blive en løftestang til at sikre ledelsesmæssig opbakning. Udover at fremvise de overordnede resultater af behandlingsindsatsen, tyder det på også at være en drivkraft at analysere resultaterne inden for tilbuddets politiske kontekst. Hermed menes, at projektlederne med fordel kan arbejde strategisk med resultaterne og fx præsentere de data, der viser, at mål-gruppen ofte kommer fra familier med højt konfliktniveau og vold, hvis dette er et særligt fokusom-råde hos lokalpolitikere og/eller i de kommunale strategier. Med andre ord kan data anvendes stra-tegisk – under forudsætning af, at det tolkes korrekt – hvis der fx er et ønske om at forankre det på længere sigt.