Besiddelsesretten til Øen. — Kalkbruddet. — Græsningen.
— Øens Bestyrelse; Beboelse; Sogneret; Landgilde.
B
esiddelsesretten til Saltholmen har fra gammel Tid tilhørt Amagers Beboere eller Brugere, som stadig har svaret baade Landgilde og Grundskat af Øen. Christiern d. 2.overdrog Øen med fuld Brugsret til Hollænderne. Da de Hol
lændere, som havde taget Bopæl derovre, flyttede derfra, be
nyttede Kongen Lejligheden til at give de danske Amagere den samme Ret til Øen, som Hollænderne havde havt. Ved de to Kongebreve af 1547, 18. Juni og 13. Juli, gives der begge Parter uindskrænket Ret til at »hafifwe nyde oc beholde oc ingen anden fornefthte wort Landt Saltholm til Gresgang oc i andre Maade, hvor the thennem thet til nytte bruge kunde« imod at svare — i Stedet for den tidligere Afgift paa 21/» Td. Smør — for Fremtiden 40 Jochiinsdaler og 200 gode Læs Kalksten aarlig.
At denne Ret imidlertid ikke af de følgende Konger blev betragtet som Ejendomsret, viste sig derved, at Kronen frem
deles lod bryde Kalksten paa Øen uden at have taget noget Forbehold i den Retning. Først ved Konfirmationen af de danske Amageres Privilegier 1585 og 1648 forbeholder Kon
gen sig Ret til at forandre de givne Indrømmelser, saafremt Rigets og hans Undersaatters Tarv maatte kræve det; og overfor Hollænderne toges Forbeholdet slet ikke, da det vilde
i6y
ære stridende mod deres Selvejerrettigheder. Endelig ved
^onfirmationen 1670 gøres den almindelige Tilføjelse: »Saa det icke voris absolutum dominium Souverainitet og Arfve Ret kand præjudicere«. Det kan maaske siges, at den
’ Som Amagerne saaledes havde til Øen kun var en Fæste-
’ ,ngen Ejendomsret. Kronen benyttede sig ialfald stadig al ,^ettcn til Kalkstensbruddet, skønt Amagerne aarlig sva- e e deres Afgift deraf og vedblev dermed lige indtil Hart-
°rnsky Idsætningen indtraadte og burde derfor ved Fæste-
*?aalets Overgang til Privateje have søgt at faa tilkendt sig n som Ejendom paa samme Maade som deres andre Fæl- AflCr s^ele langt senere mod Betaling af en klækkelig Afløsningssum til Staten.
Kalkstensbruddet har lige fra Middelalderen været benyttet mange offentlige og private Formaals Tjeneste. Man maa Undres over at se, hvilken Mængde Kalk der i Tidens Løb er Eleven brudt paa Saltholmen lige fra Valdemarernes Tid nu; og man faar uvilkaarligt den Tanke, at Øen oprindelig
!^aa have havt høje Kalkklipper, som man kunde bryde af.
a kstenen blev fra gammel Tid benyttet til mange konge-
°e kirkelige Byggeforetagender, baade her hjemme og i andet. Det ses, at Christiern d. 2. 1512 anmoder Lens
manden paa Kjøbenhavn om at skaffe sig en Skude fuld med alksten fra Saltholmen, maaske til Opførelse af Hvidøre1).
532 fik Lensmanden Befaling til at forsyne Kongens Byg«
nister Morten Buszertt med 100 Læster Kalk, som skulde rydes paa Øen2). Senere skulde Hollænderne og de andre magere bryde 200 Læs aarlig til Kronens Brug eller For«
landling. 1554 fik Lensmanden Brev om at hjælpe Jørgen kinckel til en Skude Kalksten for Betaling. 1559 anmoder
°ngen om, at lade et af hans store Brændefartøjer løbe til altholmen efter tre eller fire Ladninger Kalksten og føre isse til Warberg til Slottets Istandsættelse. Samme Aar skal skafles Hertug Adolf af Holsten 100 Læster, naar han sender
*) Bilng 1.
) Frederik d. i. trykte Reg. 470.
i68
Skibe efter dem. 1562 skal Lensmanden skaffe Sten til 1000 Læster Kalk og lade føre til nærmeste Havn ved (ulæseligt), at de der kan hentes til Slottet. 1564 faar Hertug Ulrich af Mecklenborg en Ladning og 1565 faar Hertug Adolf atter 100 Læster, og 1572 endnu 200 Læster. Bønderne skal hjælpe med Brydningen. 1577 skal Lensmanden lade bryde en Lad
ning eller to og sende til Kronborg1).
Derefter har, saavidt ses, ingen synderlig Brydning fundet Sted gennem hele det 17. Aarh. Amagerne havde paa den Tid afløst deres Kalkstensleverancer med Penge, indtil Af
giften gik over i Hartkornsansættelsen; og Kronen havde neppe nogen Tanke for at indvinde Bygningssten ad den Vej, efter at Teglværker var opstaaet rundt omkring. Men efter den store Brand i Kjøbenhavn 1728 fik man atter Øje paa Saltholmen, og Kongen gav Stadens Borgere Tilladelse til at lade bryde Kalksten her til deres Bygningers Genopførelse.
De synes ogsaa at have benyttet sig deraf i rigt Maal; efter hvad Pontoppidan siger, sparede de derved mange Tønder Guld i Bygningsudgifter.
Græsningen var naturligvis det væsentlige for Amagerne;
men dog særlig for Hollænderne, som udnyttede den mest, var den af overordentlig stor Vigtighed for deres Produktion af Mælk, Smør og Ost. Græsset har altid været rigeligt og af en fortrinlig og sund Beskaffenhed, hvad der tilskrives Pug' tigheden og Søluftens Indvirken. Opholdet for Kreaturerne paa Øen i fri Tilstand har altid havt en gavnlig og velgørende Indflydelse paa Bestanden, hvad ogsaa gav sig tilkende ved deres Ydelser. Da Kongen gav Øen til Amagerne, forbeholdt han sig derfor at have fri Græsgang til Hoffets Øxne og Heste derovre; og det ses senere, at der gives Tilhold om at lade to Islands Gangere sætte paa Saltholmen, at de kan blive tilpas igen.
Om Fordelingen af Græsningsretten se vi, at denne fore
toges efter Antallet af Fløveder, som man havde Brug for
’) Kane. Brevb. 1551—55. 305; 1556 — 60. 285. 304; 1561—65. 95. 4Sl- 554; >57« —75- >08; '576-79.
'50-169
læsning til paa Øen. Omkring 1600 svarede Hollænderne af de 40 Jochimsdaler (160 Mark), som Græsningsafgiften l°nen var, og de danske Bønder Vs, eller henholdsvis 64 1 ** 96 Mark; disse Summer maa antages at have staaet nogen- JVj0 6 * forhold til Græsningsretten. Efter Christian d. 5., atrikkel (1688) viser det sig, at Hollænderne havde Græs- til 450 Høveder og taxeredes derefter til 28 Tdr. 1 Skp.
artkorn deraf, nemlig '/2 Skp. Hartk. pr. Høved, medens e danske Byer fik tillagt 64 Tdr. 3 Skp. Hartk. og altsaa ulde svare Skat af 1030 Hoveders Græsning. En saa stor r‘esningsret har de danske Byer dog neppe benyttet. De Vcæ tilsammen ikke stort flere Høveder end Hollænderbyen b har vistnok ikke kunnet udleje et ligesaa stort Antal
ræsninger, som de selv benyttede.
agen var den, at Hollænderbyen opgav kun den Græs-
^lngsiet, som Byen virkelig brugte under Et, medens de andre yer blev taxeret gaardvis og regnet til omtrent et Høveds udæSn*n^ f°r hVer Td- Hartkorn, der paahvilte Gaardene, en Hensyn til om de benyttede saa mange Græsninger eller J- Der førtes vistnok sjældent mere end 1000 Høveder paa a tholmen hvert Aar. i ældre Tid var Øen tilmed mere ud- f°r Oversvømmelse end nu; det hændte ikke sjældent, at j0^n^et Overskyllede en stor Del af den. I Efteraaret 1696
° Kronen foretage et større Dæmningsarbejde derovre, ledet j Overkonduktør Hoftmann. Det kostede 300 Rdlr.; Dag-
°n,len for en Arbejder var 6 Skilling.
1 Øens Bestyrelse og Regnskabsføring synes gennem hele det I Aarh. underlagt Schouten i Holiændcrbyen. I de ældste ænsregnskaber, Jordebøger, Extraskatmandtaller og Matrikler taar øcn stadig- opført under denne Kommune; endnu 1717 fredes Landgilden af Schouten som Øens Regnskabsfører.
Verførsel af Kreaturer fandt sikkert Sted baade over Dragor
? Kastrup; det sidste Sted findes der allerede paa Kortet
*656 en gammel Skibsbro, som sikkert har været benyttet 1 dette Øjemed.
Af Beboelse paa Øen finde vi kun et Par Ilusmænd, for- 10dentlig en Opsynsmand og en Vogter. 1648 nævnes et Hus
170
og en øde Plads. Beboerne hørte til Taarnby Sogn, hvad vi maa slutte deraf, at de svarede personlig Extraskat, et Skatte
forhold, som Hollænderkommunen ikke havde. De har da og- saa sikkert havt Sogneret under Taarnby Sogn og i retslig Henseende hørt under Taarnby Birkething.
Landgilde af Øen svaredes, som vi har set, af begge Sogne i Forening, nemlig af Hollænderbyen med 16 Rdlr. og af danske Byer med 24 Rdlr., samt for begge Sogne 12V2 Ræ1'- i Afløsning for de 200 Læs Kalksten, regnet til 6 Skilling pi'- Læs. Ved Matrikuleringen sattes Øen til 92 Tdr. 3 */2 Skp- Hartkorn, der ogsaa fordeltes mellem de to Sogne efter Græs- ningsretten, som nylig omtalt. Men senere reguleredes Harl- kornsfordelingen saaledes, at Hollænderbyen svarede 1/s (hvor
af */i2 for Ladegaarden) og Taarnby Sogn 2/3» eller henholds
vis ca. 31 og 62 Tdr., hvorefter Saltholmsrettigheden nogen
lunde afpassedes, saaledes at hver Gaard havde sit bestemte Antal Græsninger, hvad Sognebestyrelsen i hvert Sogn fø>te Kontrol med.