- I hvert fald har jeg flere gange været ude for at have mere kreative løsnin-ger. Jeg har fået meget ros for at tænke anderledes. Jeg har også fået tæsk for det - begge dele.
Flere respondenter understreger, at de ikke har lyst til at gøre deres sygdom til deres profes-sion, men at de må erkende, at den har givet dem en særlig indsigt, som de ikke kan undgå at inddrage i deres professionelle liv. Flere mener således, at deres erfaringer med sygdom og kampen for at komme videre har givet dem nogle uvurderlige personlige kompetencer, som der også kan drages nytte af på arbejdspladsen.
- Vi er enormt gode til at være opmærksomme på, støtte og hjælpe andre.
Men det skal vi også huske at gøre for os selv. Folk har jo tit været for gode til at tage sig af andre; det kan måske være med til at udvikle, at man bliver syg. Forhåbentlig har man lært af at være syg, at man skal passe på sig selv og ikke bruge al energi på andre.
Man har en forståelse, en evne til at lytte, men man har også nogle kontante – og dyrt indhø-stede – erfaringer om de muligheder, man har eller kan skabe sig. Flere giver direkte udtryk for, at det er behovet for at bidrage med disse erfaringer, så vejen ikke bliver lige så lang og trang for andre, der har fået dem til at melde sig til fokusgruppeinterviewet.
- Jeg tænkte: for fanden, der er jo masser af mennesker, der løber ind i de samme problemer som mig. De har behov for al den hjælp, de kan få. Jeg stod mutters alene og anede ikke, hvad der foregik.
En respondent, som også tidligere har arbejdet i sundhedssektoren, synes hun har lært meget af selv at gå fra behandler- til patientrolle. Hun har fået noget ud af det perspektivskift, som hun i dag slet ikke kan lade være med at bruge i den professionelle praksis.
- Jeg kan ikke lade være med at sige: hvor er patienten henne? Er det bare samarbejdsrelationen, får man nu hørt patienten? Og så at sige: Det er ikke bare en sygdom eller diagnose, det er et menneske. Det menneskesyn har ændret sig. Jeg har større mulighed for at signalere det, for jeg har selv væ-ret i det og jeg ved, hvad det vil sige. Jeg ser det anderledes. Jeg ser det fra en brugerside i dag.
Flere er inde på, at mennesker med et psykosocialt handicap kan have en særlig følsomhed, som kan betragtes som en kompetence i forhold til hurtigt at få øje på et dårligt arbejdsklima.
Dette vækker umiddelbart genklang hos mange.
- Jeg har tænkt på, at man kan være positiv rollemodel på den måde, at man
at legalisere, at det er okay for de andre at sige stop, før det går galt. Inden de bliver så stressede, at de bliver syge af det.
Flere tilslutter sig, at det er et argument over for arbejdsgiverne, at kan man skabe en ar-bejdsplads, hvor mennesker med en særlig sårbarhed kan leve og trives, så vil det også bety-de, at der er et kanon godt arbejdsmiljø for alle mulige andre. Det vil forebygge, at folk ryger ned med stress, udbrændthed og arbejdsbetingede depressioner, og det vil mindske en for hurtig personaleomsætning og forebygge langtidssygemeldinger, som er dyre, både for virk-somheden, samfundet og den enkelte.
En helt konkret kompetence baseret på egne erfaringer, kan være viden om medicin. En re-spondent foreslår, at personer med erfaringer med at anvende psykofarmaka må have en stor uudnyttet viden om virkninger, bivirkninger, fordele og ulemper, samt hvad man selv kan gøre udover at tage medicin for at få det bedre. Her kunne den erfaringsbaserede viden være med til at kvalificere og nuancere diskussion om medicin.
Et sidste tema, som kommer op er, at man, fordi man oplever, at man har fået en chance, som ikke er alle forundt, som medarbejder vil være særligt samvittighedsfuld, loyal og engageret.
Man tager ikke jobbet for givet, men betragter det lidt som en gave, at man overhovedet har et job. Der kan også være en tilbøjelighed til at gøre sig meget umage og være mere perfekti-onistisk – netop fordi ingen skal kunne sætte en finger på det, man laver. Disse egenskaber, som en del peger på eller genkender, indebærer også risikoen for misbrug, hvis arbejdsgive-re eller kolleger tillader, at man knokler mearbejdsgive-re end godt er. For ikke at tale om risikoen, for at man går ned med flaget – igen.
Flere er dog også inde på, at de er blevet mere skarpe, bedre til at sige nej og har fået bedre styr på deres prioriteter på grund af den proces, de har været igennem. Dette betragter de selv som en kvalitet, men er ikke altid sikre på, om arbejdsgiveren er enig.
6.3. Konklusion
Der er blandt respondenterne delte meninger om, hvorvidt personer med psykosociale han-dicap har særlige værdier, kvaliteter eller kompetencer. Der er tale om mennesker som er
lige så forskellige som alle andre, og som har de samme vanskeligheder med at komme til-bage på arbejdsmarkedet, som andre der har været udelukket i længere tid.
Nogle fremhæver at den særlige indsigt og indfølingsevne, som kan være resultatet af selv at kende til alvorlige problemer, kan være en ressource, som virksomheder kan udnytte. Om-vendt ønskes sygdommen ikke at blive gjort til en profession.
Flere fremhæver endvidere, at personer med psykosociale handicap kan have en særlig føl-somhed i forhold til arbejdspladsens psykiske arbejdsmiljø. Det kan således være en fordel for virksomhederne at ansætte medarbejdere med psykosociale handicap, fordi deres føl-somhed i forhold til arbejdsmiljøet vil kunne forebygge udviklingen af stress m.v., som kan føre til udstødelse fra arbejdsmarkedet.