Risikofaktor 2: Overgreb og forsømmelse

7.2 Risikofaktor 2: Overgreb og forsømmelse

Hvilke indsatstyper kan aktivere mekanismerne?

• Pædagogisk praksisstøtte: Er en foranstaltning, der gives for, at familier får en mere sammenhængende hverdag. Den består oftest af et hjemme-besøg én gang ugentligt af en familiebehandler, der vejleder og støtter fa-miliens hverdag. I forbindelse med den pædagogiske praksisstøtte, yder familiebehandleren også både parrådgivning samt foretager mægling fx mellem familien og skolen.

• Hjemmebesøg til nybagte mødre: Gives typisk ugentligt til mødre, der lider af fødselsdepression, hvorfor der kan være en sårbar tilknytning mel-lem mor og barn. I forbindelse med hjemmebesøg anvender en familietera-peut eller psykolog ofte kognitiv adfærdsterapi til at støtte mødrene i at ændre et negativt selvbillede og øge deres følsomhed overfor barnet.

• Gruppeundervisning for forældre: Anvendes som en del af familiebe-handling, hvor flere forældre deltager i gruppeundervisning, hvor de får vi-den og laver rollespil for at styrke deres forældrekompetencer. Her kan De Utrolige År fx anvendes.

Hvor på indsatstrappen placeres indsatstyperne?

Indsats i almenmiljøet

Forebyggende indsatser

Hjemme-baserede foranstaltninger

Anbringelse slægt el.

netværk

Anbringelse familiepleje

Anbringelse institution

Hvad omhandler risikofaktoren?

Risikofaktoren overgreb og forsømmelse handler om familier, hvor forældrene enten er i risiko for at forsømme eller begå overgreb på deres børn, eller hvor barnet har været udsat for eller vidne til én af delene, fx vold mellem forældrene, hvor den voldelige forælder ikke længere er til stede i hjemmet. Indsatser, der har fokus på risikofaktoren, er typisk rettet mod forældrene, så overgreb og forsømmelse forebygges, men kan også indebære et bør-nerettet element i de familier, hvor én af delene har fundet sted, og der skal genetableres en god familiedynamik. I de familier, hvor (risiko for) forsømmelse eller overgreb er størst, anbringes børnene typisk udenfor hjemmet i en slægtskabsanbringelse, hos en plejefamilie eller på en døgninstitution.

De inkluderede studier fordeler sig primært i to grupper. En gruppe, der omhandler indsat-ser rettet mod forældre, der er i øget risiko for at begå overgreb eller forsømmelse bl.a. på grund af udfordrede forældrekompetencer. Blandt disse familier har mange også socioøko-nomiske problemstillinger som fx arbejdsløshed, bopæl i udsat boligområde, dårlig økono-mi mv. Den anden – og økono-mindre – gruppe handler om indsatser rettet mod mor-barn-forholdet, hvor mor (og evt. barn) har været udsat for vold eller en anden risikofaktor (fx misbrug), der medvirker til en udfordret interaktion og tillid mellem mor og barn.

Forskningen viser, at børn og unge, der er vidne til vold i hjemmet eller selv udsættes for vold, er i stor risiko for en række negative følgevirkninger, der spænder over fysiske, psy-kiske og sociale problemer. Barnet kan eksempelvis udvikle psykosociale problemer, som fx angst og depression, få problemer med sit fysiske helbred og/eller udvikle antisocial adfærd (Rambøll Management Consulting, 2015). Desuden er der stærk empirisk evidens for, at børn, der oplever ægteskabelig vold i familien, med stor sandsynlighed udvikler problemer med selvreguleringsevnen og problemer i forhold til emotionel, social og kogni-tiv funktionsevne (Lieberman et al., 2006).

Virksomme mekanismer

• Mekanisme 1: Aktivering af ressourcer

I de inkluderede studier beskrives indsatser, der aktiverer familiernes ressourcer. Det handler om, at den pågældende familie, og især forældrene, vurderes individuelt for at afsøge eventuelle sociale og faglige ressourcer i familiens nærmiljø, der kan inddrages i forbindelse med at forbedre familiens dagligdag og dynamik. Gennem en dybdegående undersøgelse af den enkelte families styrker og svagheder samt sociale netværk bliver det muligt at understøtte forældrenes styrker og sikre, at familiens ressourcer aktiveres mest hensigtsmæssigt (DePanfilis & Dubowitz, 2005; Swenson et al., 2010). I de familier, hvor overgreb og/eller omsorgssvigt har fundet sted eller risikoen vurderes særdeles høj, bliver en aktivering af ressourcer i form af socialt netværk yderligere afsøgt. Mekanismen aktive-res således ikke blot som middel til at familien får den relevante støtte, men får karakter af en aflastning og mere indgribende karakter (Winokur et al., 2014).

I indsatser, der aktiverer familiens ressourcer, oplever forældre deres børn mindre vanske-lige, de føler sig mindre stressede, og der opstår en bedre og mere positiv familiedynamik og sammenhæng (DePanfilis & Dubowitz, 2005; Swenson et al., 2010).

Ifølge et af studierne er der en økonomisk gevinst ved en tremåneders indsats fremfor en ni måneders indsats rettet mod forældre til 5-11-årige børn. Dette skyldes, at indsatserne har samme effekt på at styrke overordnede beskyttelsesfaktorer som fx forældrekompe-tencer og forhold mellem barn og forælder. Dog viser studiet også, at ni måneders-indsatsen har bedre effekt på barnets adfærd end en tremåneders-måneders-indsatsen, hvilket for-klares med, at forældrene inkorporerer nye opdragelsesmønstre bedre, hvis de undervises over en længere periode (DePanfilis et al., 2008). I endnu et andet studie, der beskæftiger sig med indsatser af mere indgribende karakter, får mekanismen en positiv indvirkning på barnets adfærdsmæssige vanskeligheder og psykiske velbefindende (Winokur et al., 2014) Eksempler på indsatser, der understøtter en aktivering af ressourcer, er eksempelvis inter-ventioner med hjemmebesøg, hvor en behandler besøger familien og foretager en kort-lægning af familiens ressourcer.

I et af studierne suppleres hjemmebesøg af en tovholderfunktion, hvor familien tildeles en sagsbehandler eller socialrådgiver, der følger op på familiens trivsel løbende og støtter familien gennem en empowerment-tilgang, der lægger vægt på, at familien – især foræl-drene – tager ansvar for at få familien til at hænge sammen på en god måde (DePanfilis &

Dubowitz, 2005). Mekanismen aktiveres også i forbindelse med barnets anbringelse hos en slægtskabsfamilie, der bliver en ressource for barnet og barnets biologiske familie, og har en mere positiv virkning for barnet end en anbringelse hos en plejefamilie (Winokur et al., 2014). En slægtskabsanbringelse viser sig også at være mere omkostningseffektiv end anbringelse hos en plejefamilie (Rambøll Management Consulting 2012).

• Mekanisme 2: Aktivering af adfærdsgenkendelse og regulering

I de inkluderede studier beskrives indsatser, der aktiverer mekanismen adfærdsgenkendel-se og regulering. Mekanismen kan både være rettet mod børnene og deres forældre. Hen-sigten med mekanismen overfor forældrene er, at forældrene skal lære at genkende deres egen adfærd og de følelser, der er knyttet hertil, for derigennem at forstå deres egne reak-tions- og adfærdsmønstre for derved at kunne regulere deres handlinger. Et af studierne beskriver hvordan mekanismen iværksættes gennem et fokus på adfærdsgenkendelse i forældrenes egen opvækst, der gør det muligt for forældrene at blive bevidste om den måde, hvorpå de selv udøver forældreskab (Maher et al.k 2013).

Når mekanismen iværksættes overfor børnene, betyder det, at de lærer at genkende deres egne følelser og øver sig i at reagere konstruktivt på dem. I indsatser, der iværksætter adfærdsgenkendelse og regulering, ses en signifikant forbedring hos forældrene i forhold til risiko for omsorgssvigt og fysisk aggression, mens brugen af ikkevoldelig grænsesæt-ning øges. I en indsats for unge ses en signifikant forbedring i de unges PTSD, depressive symptomer og sociale kompetencer (Swenson et al.k 2010).

En indsats, der aktiverer mekanismen, er blandt andet Multisystemisk terapi for børnemis-handling og omsorgssvigt (MST-CAN). MST-CAN administreres fra en offentlig klinik (men-tal health center), der generelt håndterer sager om fysiske overgreb mod børn og unge.

Indsatsen tilpasses den enkelte familie, men består typisk af en række hjemmebesøg en-ten dagligt eller en til to gange ugentligt. Behandlerne foretager samtaler med familiemed-lemmerne for at identificere drivkræfter bag den negative adfærd, der skal ændres for at mindske risikoen for/omfanget af de fysiske overgreb (Swenson et al.k 2010).

Et andet studie viser, at en indsats rettet mod den enkelte forælders adfærd virker bedre end en gruppeindsats i henhold til adfærdsgenkendelse, fordi et gruppeforløb også inde-bærer en række andre mekanismer, der kan forstyrre forælderens egen forståelse (Lun-dahl et al., 2006).

• Mekanisme 3: Aktivering af tilknytning og positiv interaktion

Mekanismen aktivering af tilknytning og forældreresponsivitet handler om, at forælderen lærer at reagere på barnets kommunikation og de behov, barnet giver udtryk for at have. I forbindelse med denne risikofaktor handler det i høj grad om, at forældrene opnår en mere positiv og omsorgsfuld funktion overfor barnet, for at modvirke omsorgssvigt og/eller overgreb. Indsatserne skal således hjælpe forældrene til at etablere nye interaktionsmøn-stre mellem barnet og forælderen, da et positivt forælder-barn-forhold har afgørende be-tydning for barnets emotionelle, kognitive og sociale udvikling (Lieberman et al., 2006).

Mekanismen aktiveres også, når forældre kvalificeres i forhold til barnets udviklingstrin og den dertilhørende adfærd. Det gør forældrene i stand til at give barnet den omsorg, det har behov for (Dumont et al., 2008; Lundahl et al., 2006).

I indsatser, der aktiverer mekanismen, ses en reduktion af symptomer på posttraumatisk stress og en reduktion af sociale problemer for både forældre og børn (Lieberman et al.2006; Oldrup & Vitus 2011).Desuden tyder det på, at indsatser rettet mod mødrene resulterer i, at de får et mere positivt selvbillede, og risikoen for fysisk aggression samt for hård grænsesætning reduceres (Fraser, 2013; Dumont et al., 2008).

Aktivering af tilknytning og positiv interaktion er en respons på indsatser, der eksempelvis gør brug af hjemmebesøg og psykoterapi, hvor der arbejdes med at etablere et positivt forhold mellem barn og forældre ved at fokusere på sikkerhed og følelsesregulering, og ved at skabe fælles narrativer om voldsepisoden. Dette kan ske fx gennem leg, hvor man forsøger at etablere/styrke tillid mellem mor og barn (Lieberman et al., 2006; Akai et al., 2008). Et af de inkluderede studier viser dog, at hjemmebaserede indsatser ikke altid har en økonomisk fordel; men at de mest omkostningseffektive hjemmebesøgsprogrammer er målrettet højrisiko socialt udsatte familier samt anvender professionelle familieterapeuter, der indgår i tværfaglige teams (Dalziel & Segal, 2012). En anden indsats, der aktiverer mekanismen, er Multisystemisk terapi, som understøtter en forbedring af interaktions-mønstre i familien gennem både forældretræning og følelsesmæssig støtte til både foræl-dre og børn (Heather et al., 2005).

Hvilke indsatstyper kan aktivere mekanismerne?

• Tovholderfunktion og dertilhørende hjemmebesøg: For familier, der har behov for en fast kontaktperson, der kan støtte og vejlede dem i kon-krete problematikker i hverdagen, samt guide dem til andre relevante til-bud. Her anvendes ofte psykoterapi og/eller legeterapi, der bidrager til en øget tilknytning mellem forælder og barn.

• Hjemmebesøg med multisystemisk fokus: Opmærksomhed på hele familiens dynamik samt deres netværk og omkringliggende miljø. Her ud-arbejdes både sikkerhedsplan for familien og ud-arbejdes med adfærdsorien-terede og regulerende metoder som fx vredeshåndtering. Multisystemic Therapy for Child Abuse and Neglect (MST-CAN) er et eksempel på en virk-ningsfuld indsats.

• Psykoterapeutisk forløb: For mor og barn og består af ugentlige møder på sundhedsklinikker, hvor mor-barn-relationen støttes og eventuelle symptomer på PTSD og adfærdsvanskeligheder, forbundet med oplevelser med vold i hjemmet, behandles. Et eksempel på denne indsatstype er fx den relationsbaserede indsats Child Parent Psychotherapy (CPP).

• Slægtskabsanbringelse: ved familier med (høj risiko for) overgreb og forsømmelse, kan barnet anbringes hos en slægtning, hvilket kan bevare en grad af barnets tilhørsforhold og normalitet.