Af Mads Linnet Perner
Af uforklarlige grunde undgik Danmark koleraen, da den begyndte at skylle hen over Europa. Da epidemien ramte lan
det i 1850, havde mange forudsagt, at den ville ramme København, men i ste
det ramte den den lille havneby Band
holm. Denne artikel beretter om ud
bruddet af koleraen i Bandholm og om Peter Ludvig Panum, en ung epidemio- log, der af myndighederne blev sendt til området for at kvæle sygdommen. Først gives der en redegørelse for udbruddet, og derefter vurderes de forholdsregler, som Panum tog i brug for at forhindre sygdommen i at sprede sig yderligere.
Til sidst diskuteres, hvorledes Panums indsats blev modtaget af lægestanden i Danmark. Hele hændelsesforløbet ses i lyset af samtidige tendenser i lægevi
denskaben i Europa, hvor der med hen
syn til kolera var ved at ske et skifte fra kontagionisme til anti-kontagionisme.
I 18OO-tallet var Europa hjemsøgtaf kole raens spøgelse, en frygtelig sygdom, som jævnligt rejste tværs over landegrænser ne og udbrød i epidemier i storbyerne. Til de fleste lægers overraskelse fik Danmark først besøg afsygdommen i 1850, og da
ikke i København, som det ellers varblevet forudsagt. I stedet ramte koleraen Band holm, en lille lollandsk havneby, som der
med blev centrum for et mindre drama i danskmedicinhistorie.
Justitsministeriet udpegede hurtigt Pe ter L. Panum til at rejse til Bandholm og stoppe epidemien. Panum og epidemien i Bandholm er ikke et nyt emne i dansk medicinhistorie. Episoden er tidligere gengivet i flere værker, herunder også i nærværende tidsskrift, hvor forfatteren H.
Kjærgaard kunne bemærke, at koleraens tidlige forsvinden fra Bandholm skyldtes
“en enkelt mands enestående,målbevidste indsats”.1 Panum besadifølgeKjærgaardet videnskabeligt klarsyn isærklasse oghav de med sin rationelle pragmatik forhindret en større lokal katastrofe. Dette billede af denungeog geniale, menafdatidens læger negligerede Panum er mere eller mindre at finde i hele den tidligere litteratur om emnet.2 I denne artikel vil jeg i stedet se Panum og koleraen i Bandholm i lyset af den kontroversielle internationale diskus sion om koleraens smitte. Debatten rasede fra 1817, da de første engelske læger ob serverede sygdommen fra Indien, og indtil flere årefter den tyske læge Robert Koch opdagede årsagen til kolera, bakterien Vi
brio cholerae, i 1883.
I 1850 var den vestlige lægestand skarpt opdelt, når det kom til deepidemiske syg domme. Kategorien talte udover kolera også tyfus, gul feber og pest.3 På den ene side stod kontagionisteme, som mente, at sygdommenesmitter fra menneske tilmen neske. På den anden side stod en oprørsk gruppe læger- miasmatikere eller blot ‘an-ti-kontagionister’ - sommente,atepidemi skesygdommeopstår spontant idårlig luft, der uddunsterfrauhumskmødding, fugtige vægge, menneskelig og andet råddent ma
teriale. I starten af 1800-tallet var næsten alle vesteuropæiske læger kontagionister, men den miasmatiske bølge tog fart i de følgende årtier, især efter de første store koleraepidemier i Europa i 1831.
Omkring 1850 var størstedelen af læ
gerne miasmatikere. Det gjaldt også for Danmark, hvor man i 1852 - året før den store koleraepidemi i 1853 - ophævede den omfattende epidemiforordning fra 1782, som påbød karantæne for skibe, der kom sejlende fra sygdomsramte områder.4
Heni-Koleraen blev italesat som et spøgelse, der nåede at hjemsøge Europa i flere omgange i løbet af 1800-tallet. Her er spøgelset ajbilledet i meget bogstavelig forstand på en fransk avisforside.
Bibliothéque nationale de France.
LE CHOLERA
Den voldsomme diarré fra kolera dehydrerer kroppen med synlig effekt på den syge: den spinkle og væ- sketømte krop gør, at huden lægger sig i folder og farves blå. Her er en ung kvinde af billedet før og efter sygdommens symptomer. Wellcome Library, London.
mod slutningen af århundredet, med bakte
riologiensgennembrud, kom smitteteorien, omend ien anden form, igen ihøjsædethos de europæiske læger.5
Det meget hurtige og markante skift mod miasmeteori harfrustreret historikere optil idag. Setmedfremskridtstroensbrillerstod miasmatikemefor et tilbageskridt, vækfra troen på smitte mellem mennesker, samme tro som lægevidenskaben senere bekræfte de med bakteriens opdagelse. Det er dogen grov forsimpling at fremstille udviklingen sådan; i en bredere kontekst var det mias-meteorien, som var et nybrud i 1800-tallets medicinske tænkning, mens kontagionis-men af datidens lægerblev betragtet somen forældetidéfrapestens tid.6 Selvom konta-gionisteme troede på smitte mellem menne
sker, havde de ingen nøjagtig forklaring på, hvordan det foregik. De kunne heller ikke forklare tilsyneladende isolerede kolera
tilfælde, som opstod uden spor af smittens oprindelse. I dag ved vi, at der i koleraud
brud findes et stort antal raske smittebære
re, som ikke viser symptomer, men stadig kan overførebakterien, ogdeterformentlig forklaringen på de isolerede tilfælde. Men i 18OO-tallet lød den bedste forklaring, at sygdommen var opstået lokalt i den fæle, forurenede luft. Miasmemes storhedstid som forklaringsmodel skyldtes ikke fagligt blinde, somnoglehistorikere har fremstillet det,men snarere en rationel slutningud fra de mønstre, man kunne observere i samti den, og ikke mindst en vilje til at gøre op med den gamle smitteteori frapestenstid.7
Før vi stiller skarpt på koleraens hærgen i Bandholm og de indgreb, som Panum iværksatte for at bremse epidemien, giver det mening at dedikere et par sætninger til koleraens biologiske kendetegn.8 Kolera er en akut diarrésygdom, somskyldes bakteri
enVibrio cholerae. Når bakterierneer kom met ind i kroppen gennem munden, forme rer de sig i tarmen. Her ødelægger de cel
levæggene, hvilket fårtarmentil at udskille store mængder væskeridenhvide, risvand- sagtige diarré,som karakteriserer koleraen.
På denne vis kan kolerasyge miste op mod 1 liter væske i timen - det erdehydrering, som gør koleraen livsfarlig. På nutidens kolerahospitaler måler man patienternes væsketab og sørger for, at deindtager sam me mængde væske igen, i en blanding af vand, sukker og salt. Denne relativt simp
le, men uhyre effektive behandling kendte man ikke til i 1800-tallet, og dødstalletvar derforhøjt: omkring 60% af de syge.
Kolera betragtes i dag som skoleeksem plet på fækal-oral sygdomssmitte; det vil sige, at bakterien lever og formerer sig i de syges afføring. For at sygdommen kan smitte skal bakterierne ind igennem mun
den. Traditionelt regner man forurenet drik
kevand for at være sygdommens primære smittevej, men i de senere år harforsknin genvist, at også smitte fra fødevarerog di
rekte smitte mellem menneskerermuligt.
Koleraenkommer til Bandholm Det første mistænkelige tilfælde i Band
holmviste sig d. 1. august 1850. Koleraen varkendt forat rammede fattigste kvarte
rer i Europas store byer, men i Bandholm vardet - til at starte med - en anden hi
storie. Den syge var Alfred, 6/2 år gammel og søn af handelsfuldmægtig Lund. Symp
tomerne var voldsomme: “heftig Diarrhöe og Brækning, med Krampe i Læggemusk- leme, Collaps, blaalig Farvning afHænder, Födder og Læber, Marmorkulde,brænden
de Törst oglilleneppe föleligPuls.”9 Dren gen blevsettil af den lokalepraktiserende læge Claussen, som af mistanke for kole ra straks tog kontakt til distriktslæge Wil-hjelm. Wilhjelm kunne tilslutte sig Claus sens mistanke, men devar enigeom, at et enkelt mistænkeligt tilfælde ikke var grund nok til at alarmere hele landet. Alfred Lund overlevede sin sygdom, og der gik 4 dage, før koleraen viste sig igen.
Med de næste tilfælde ramte sygdom men dog for alvor. Først ramtes Johanne Jørgensdatter, Lund-familienstjenestepige, d. 15. augustogdødedagenefter. Ommor genen d. 17. august blevhandelsfuldmæg tig Lunds kone syg og døde samme aften.
Lund var da selv blevet så syg, at han, da han blevvækket kl. 21 til beskeden om ko nens nært forestående død, “følte sig saa syg og apathisk, at han ikkevilde staae op, omendskjöndt Familieforholdet havde væ
ret meget kjærligt”, som Panum skriver.10 Lund døde selv om aftenen dagen efter - påfådage havde koleraen næsten udryddet en hel husstand. Symptomerne for alle tre ofre vartydelige, de samme somhos dren gen Alfred, nemlig kraftig risvandsdiarré, opkast og blåfarvning af huden (cyanose).
Distriktslæge Wilhjelm, som var ankom met til Lund-familiens hus nattentil d. 18.
august og havde fulgt mandens sygdom, havde tilkaldt stiftsfysikus Köbke, der an
kom fra Nykøbing samme aften. De var ikke i tvivl: Bandholm var ramt af kolera, og Sundhedskollegiet i København blev alarmeret. Nyheden jog en skræk gennem Danmark, og især i København, hvor man med stort held havde undsluppetdenførste europæiskepandemi i 1831.
Lokalt i Bandholm snakkede man i kro gene om koleraens opståen. Et rygte gik på, at koleraen skyldtes forgiftning fra en rødgrød kogt i fortinnede kar, mens syg
dommen ifølge et andet rygte kom fra overspisning af anderagout.11 Panum kan
10Q0 ZOOO Å
I -r- . .. . . 1
Plan over Bandholm med Hensyn lil Cholera -Epidemien.
Panums kort over kolera
epidemien. Husene er nummereret kronologisk efter tidspunktet for sygdommens optræden.
dog forsikre os om, at hverken rødgrød eller anderagout stod bag tragedien hos Lund-familien,en oplysning hanhavde fra flere affamiliens nærmeste venner. Der er i øvrigt en interessantbemærkninghos Pa
num i denne sammenhæng, nemlig at han ikke så nogen tegnpå, at epidemien skulle være kommet udefra. Dette var et centralt spørgsmål i striden mellem kontagionister og miasmatikere; hvis sygdommen kom
udefra, som de første ville mene, kunne den nemlig stoppes med karantæne. Hvis sygdommen derimod opstod lokalt, som var opfattelsen hos miasmatikere, var ka
rantæner ikke blot dyre, men også uden nogen effekt.
Hvadjeg hidtil harberettetomde første dage af epidemien i Bandholm, stammerfra Panums egen artikel om forløbet. Han må have indsamlet de tidligste oplysninger fra
sinelægekolleger eller andrei byen senere, for Panum kom førsttil Lolland, da epide
mienvarifuldtflor. Efter at Bandholm blev erklæretkoleraramt, søgteJustitsministeri
et en lægetil at biståmedsygehjælplokalt samtforhindresygdommen i at sprede sig.
Valget faldt på den unge Panum, som på trods af sinalder allerede havde envæsent
lig erfaring med epidemiske sygdomme.12 Efter athave svaret på et lignendekald fire år før, da han netop var udsprunget som medicinsk kandidat, blev han sendt til Fær
øerne for at studere og begrænse en omfat
tende mæslingeepidemi.Ved hjemkomsten, i en alder af blot 27år,skrevhanen langaf handling, som vakte stor opmærksomhedi udlandet.13Derfor var Panumet oplagt valg tilopgaven iBandholm.
Panum ankom til byen d. 30. august. I mellemtiden var situationen forværret væ sentligt. Først var den gal på Latona, et en gelskskib som lå ved havnen i Bandholm.
Styrmanden fik koleralignende symptomer ogblevflyttet til Lund-familiensbolig,som nu stod tom. Styrmanden kom sig, men på sammetidlængereoppei byen var endreng blevet syg. Drengen, søn af formerHansen, lå syg i flere dage, før han døde,og lægen Claussen blev først kaldt til hjemmet mor genen efter, da beggeforældre vistesymp tomer. Det skulle blive fatalt for husstan den, at lægen ikke blev tilkaldt tidligere. I stedet for atflyttedrengenud af huset(som måske var, hvad forældrene frygtede) var de nu udsat for kolerasmitten under dren gensfleredage lange sygdomsforløb. Mens fader Hansen overlevede, måtte moderen lade livet til sygdommen, og inden Panum nåede til Bandholm var fire andre beboere i husetblevet syge.Vedhansankomst havde koleraen ramt 22 mennesker, blandt disse var 13 døde, fordelt i fire af husene i den lilleby på knap600 indbyggere.14 Situatio nen var allerede kritisk; nu skulle den unge læge forhindre katastrofen.
Panums kampmod koleraen
For at forstå Panums handlen i Bandholm er det væsentligt, at vi sætter os ind i hans egen forståelse af kolera. Kolera var et af de mest følsomme emneri 1800-tallets me
dicinske debat. Det var Panum formentlig ganske klarover; det er i hvert faldi meget forsigtige vendinger, at han giver udtryk for sit syn på sagen i sin afhandling: “Da jeg blev kaldet til [Bandholm] kunde jeg, ved demodstridende Anskuelser om denne Sygdoms Smitsomhed, ikke haabe at lose den mig stillede Opgave paa en Maade der tilfredsstillede Alle. Jeg havde altsaa at handle saaledes, som det efter min egen Overbeviisning var rigtigst.”15 Heldigvis, skriver han, stod han hverken på den ene eller anden side. Diskussionen var ført på en “temmelig ulogisk Maade”, da miasma-tikeme kun arbejdede forat modbevise den eksklusive kontagionisme, mens kontagi- onister omvendt forsøgte at bevise denne på et svagt grundlag. Begge parter havde glemt at overveje en meget nærliggende forklaring, nemlig at kolera, som tyfus, både kunne udbrede sig kontagionistisk og miasmatisk. Panumopstillersit syn på ko
leraen i trepunkter:
1 At kolera jævnligt opstår under forhold, hvor smitte mellem individer kan ude lukkes.
2 At der påtrods af dette, er tungt bevis for, at kolera kan smitte mellem individer.
3 For at koleraen kan smitte mellem indi
vider,skal den først gennemgå en trans
formation, som sker under ukendte “at- mosphæriske” forhold.
Panum falder i en kategori, som den en
gelske historiker Margaret Pelling kalder
“contingent contagionists”, med andre ord en kontagionist med forbehold, som ikke befinder sig helhjertet i én af de to lejre.16 Med sit sidste punkt fremgår det i øvrigt
implicit, at Panum ikke mente, at kolera
en importeredes, men derimod at den først og fremmest opstod lokalt. Den opfattelse delte han med de fleste øvrige danske læ ger på tidspunktet, og dermed kan man for mode, at han også delte deres skepsis mod karantænen for tilrejsende handelsskibe. På lokalt plan troede Panum bestemt på karan
tænensnytte, og han følte sig ogsåforplig tettilatindretteen karantæne, så længe der
“i theoretisk Henseendekunde værenogen som helst grundet Formodning om, at den var istand til at udbrede sigved et Conta-gium.”17 Det var ikke mindst hans erfaring med mæslingeme på Færøerne, hvor der var en tydelig forskel på sygdommen i af spærrede og ikke-afspærrede områder, som styrkede hansoverbevisning.
Imidlertid var karantænen fra søsiden strakstrådtikraft,daBandholmblev erklæ
ret koleraramt. Detløstedogkun halvdelen afproblemet; Bandholmvarpå ingenmåde selvforsynende og var afhængig af varerfra Maribo,ogPanum måtte hurtigt erkende, at det ville være umuligt med en karantæne på landsiden. Det var hellerikke muligt at af
spærre de enkeltekolerabefængte familier, for en gård kunne huse op til otte familier, ogenafspærring ville yderligere udsætte de mange raske mennesker forsygdommen.18 Desuden havde Panum dårligerfaringmed disciplinen hos karantænevogtere der, så snart vejret bød på regn ellerkulde, kunne findepåat forsømme deres opgave og søge ly inde i desygdomsbefængte huse. Daaf spærring af såvel hele byen som afenkelte huse var umuligt, ville Panum i stedet op
rette et midlertidigt koleralazaret, hvor de sygekunneflyttes hen. Det lykkedes ham at fa sogneforstanderskabets godkendelse, og projektet blev igangsat. Lazarettet kom til at ligge i Lund-familiens tomme hus, hvor nogle patienter alleredevar blevet anbragt før Panums ankomst. Proceduren var som følger:
1. Alle kolerasyge blev flyttet fra deres hjem til hospitalet. Hjemmet blevheref
ter tømt forraskeog blev renset grundigt med klor.
2. Af de raske familier, som midlertidigt måtte forlade deres hjem, blev de voks ne ansat som hjælpere på lazarettet, mens børnene blev anbragt i et dertil indrettet asyl.
Af frygt for lokal modstand blev der vedta get en undtagelse til reglen, nemlig at den syge, hvis personen ellerfamilienønskede det, skulle behandles i sit eget hjem. Des
uden tillodman også de raske atblive ihu
set,hvisdeabsolut ønskede det, ogi såfald måtte de først forlade huset efterfemdages karantæne efter den syges helbredelse el ler død. Til formåletskullederansættes to politibetjentetil at opretholde denne orden.
Overraskende nok blev undtagelsen aldrig taget i brug, ogalle syge indvilligede i at lade sig indlægge på lazarettet.19
3. Den lokale læge Claussen skulle hver dag patruljere ethvert hus i byen for at findeog indlægge ny sygdomstilfælde.
4. Ingenaf dem, der gjorde tjeneste på la zarettet, ej heller Panum, måtte nærme sig huse, som ikke havde været udsat forsmitte. Samme regel gjaldt for øvri
ge raske personer, der var blevet flyttet fra deres hjem, men som ikke tjente på lazarettet. Overtrædelse af denne regel kunnestraffesmedbødeellerfemdages streng isolation (det er uklart, om Pa
num mener dette som en almen karan
tæne elleren slags fængselsstraf).
5. Kontakt med kolerasyge kunne i flere sammenhænge tillades, men altid efter fulgt af fem dages karantæne.
6. Endelig blev alt materiale, der kunne forbindes med smitten fra en kolerasyg, enten begravet, brændt eller renset om hyggeligt med klor.20
Arealtegning af B andholm- huse fra Panums egen hånd.
Den illustrerer problemet ved afspærring af enkelte huse;
flere fam ilier boede sammen og delte endda køkken, og det ville være umuligt at afspærre enkelte familier uden at ramme resten af beboerne. Tegningen findes i den håndskrevne
rapport, som Panum afleverede til Sundhedskollegiet efter hjemkomsten.
Panums tosidede forståelse af kolera kom til udtryk gennem foranstaltningerne i den forstand, at dele af dem forebyggede syg dom fra et miasmatisk standpunkt, mens andre appellerede til kontagionismen. Mi-asmatikeme havdesværtved at sluge hans karantæner, men roste ham senere for at fj eme de raske mennesker fra deres syg domsbefængte hjem. Det viljeg vendetil
bage til. For Panum vardet påfaldende, at de første,der ramtes afkolera,var den vel
havendeLund-familie, der levede iet stort ogluftigthus ved havnen. Han kunne ikke findenoget bevisfor, at familien havde væ
ret i kontakt med kolerasmitte, og konklu derede, at sygdommen måtte være opstået lokaltundernogle særligehygiejniske for hold, som han i første omgang havde
over-Samlede antal syge og døde fra kolera i Bandholm
Epidemiens forløb i akkumulerede tal. Det er et tydeligt mønster, at kurven flader ud omkring tidspunktet for Panums ankomst.
set. Det måtte desuden være etforhold,som familienLund delte med deøvrige, væsent
ligt fattigere, familier,så kost eller sociale faktorer var næppe relevante.21 Han fandt mudder- og affaldspøle og svinestier nær alle husene og erkendte, at det nok kunne være en vigtig faktor, men “hvis man kun vildetage Hensyn til sammes Qvantitet, da vilde utallige Huse i Landet have et stort Fortrin fremforde omtalte Steder og langt bedre egne sig til at udvikle et Miasma.”22 Til gengæld fandt han et mønster, da han rettedeopmærksomheden mod fugt. Samt lige angrebne huse havde alvorlige fugt
problemer, sjaskede lergulve og skimmel
svamp langt op ad væggene. Selv hosden fine Lund-familie var luftenså forurenet af skimmelsvamp, at Panum dårligt nok kun ne opholde sig i rummet.23 Han bemærkede desuden,atde familier, som havde træ- og stengulv i stedet forler, gik fri for kolera.
Derforkunnehan passende sammenfatte, at det særlige hygiejniske forhold, som havde gjort visse husesærligt udsatte, kunne kal
des ’gunstige Betingelserfor Udvikling af Skimmelplanter. ’24
Efterspillet
Fra København kunne lægestanden følge epidemiens forløb i Ugeskrift for Læger, hvor Sundhedskollegiet hver uge skrev et indlæg om de epidemiske forhold. D. 31.
august kunne lægerne læse, at koleraen havde vist sig på Lolland, at karantænefor- anstaltningeme var på plads, samt at den unge Panum var sendt til Bandholm for at stoppe epidemien.25 D. 14. septemberkun ne de læse, at epidemien langsomt var ved at dø, takket være Panums lazaret,26 og d.
12. oktober,at karantænen mod Lolland nu var ophævet.27 Det var også her det blev annnonceretd. 7. december, at Peter L. Pa-