PETER FREDERIK SUHM
; ;
I- v
t.
; i
i
A*~
f ø li.'l • - -•
* .
> ■*
Til Indledning. — P. F. Suhms Slægt og Forældre. Barndom og tidligste Ungdom. Undervisning. Studier ved Universitetet. Em
bede og Titler. Tidligste literære Beskjæftigelser. Journalen. De første udgivne Skrifter. Forhold til Hans Gram, Hans Peter An- chersen, Jakob Langebek, Ludvig Holberg. Suhm Komedieskriver og Oversætter af Plautus, Palaprat, Moliére. Tilbageblik paa Suhms tidligste Forfattervirksomhed. Tanker om Fremtiden.
f
• t i ‘ s ’.v i .5 4 ‘ 'V k
D e t er et Tidsrum af omtrent 70 Aar, Peter Frederik Suhms Liv spænder over, fra 1728 til 1798, et Tidsrum, i hvilket Danmarks og Norges Forhold til den fremmede Ver
den i politisk Henseende ikke i nogen væsentlig Grad var Vanskeligheder eller Forviklinger underkastet, medens de indre Forhold, især i Danmark, gjennemgik en saa forbausende Ud
vikling, at det kan siges, at Folket ved Tidsrummets Slutning var blevet et helt andet, end det var ved dets Begyndelse.
Overalt hvor man seer hen, møder man noget Nyt. Sproget er næsten ikke til at kjende igjen. Man tænke paa Holbergs Stil, paa Soranernes, paa Sproget hos Forfattere som Guldberg, Malling, Heiberg, Baggesen. Gode underholdende og belærende Tidsskrifter kjendtes slet ikke 1728, men de florerede mod Slut
ningen af Aarhundredet. Kritik i literære Tidsskrifter kjendtes næsten ikke 1728, og hvor havde den ikke udviklet sig ved Aarhundredets Udløb? Hvor meget kjendte man til Filosofien, hvor meget kjendte man til en dansk Retsvidenskab 1728, og
t
hvilke Forfattere i disse Videnskaber vare ikke traadte frem 70 Aar efter? Ved Aaret 1798 havde Tullin, Johannes Ewald, Wessel længe været døde, og disse Digtere repræsenterede Ret
ninger i Digtekunsten, der bleve som Grundvolden til en ny Tid, hvilken Jens Baggesen allerede var ved at føre videre, medens den unge Adam Oehlenschlåger var modnet saameget, at han endnu før Aarhundredet løb ud kunde begynde at lade sin Muse synge.
l*
Hvad her er antydet, maa være tilstrækkeligt til at pege hen paa Noget af Udviklingen. Men lad det blive erindret, at i denne Periode fik Theatret nyt Liv og blev til det kongelige Theater, blev Kunstakademiet stiftet og levede Maleren Nikolai Abildgaard, Billedhuggeren Johannes Wiedewelt, medens Bertel Thorvaldsen i Marts 1797 kom til Kom. Lad det blive erindret, at den botaniske Have blev anlagt, at der blev stiftet et Land
husholdningsselskab, et Naturhistorie-Selskab, medens det kgl.
danske Videnskabernes Selskab, det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog ved Aarliundredets Udgang vare over et halvt Aarhundrede gamle; at der i Norge blev stiftet et Videnskabers Selskab i Trondhjem, at andre Selskaber for aandelige Interesser som Selskabet for de skjønne Viden
skaber, det skandinaviske Literaturselskab, bleve stiftede. Lad det blive erindret, at Stavnsbaandet blev strammet og blev ophævet, at Trykkefrihed blev givet og atter blev indskrænket, at Indfødsret-Loven blev givet, at Pietismen blev efterfulgt af
Rationalismen, at der stod en lang Kamp imellem Dansk og Tydsk, at Modersmaalet, imod Latinen, begyndte at komme til sin Ret ved Universitetet og den lærde Skole, som begge bleve reformerede; thi erindres alt dette, saa vil Billedet træde frem om en sjelden indholdsrig'og betydningsfuld Periode i det dan
ske og norske Folks Liv under en Forfatning, hvor Kongen var enevældig og hvor Grundloven hed Kongeloven.
I denne Periode, »Oplysningens Tidsalder,« levede og vir
kede Peter Frederik Suhm.
Den Suhmske Slægt er gammel, men det er dog mere end tvivlsomt, om den er saa gammel, som en af denne Slægt*
har udregnet i forrige Aarhundrede. Denne Mand førte i Aarenie 1716 til 1720 i Stralsund en Proces, der drejede sig om Lehnsgodser paa Rygen, og han udarbejdede da en Slægt- Tavle, der viser, at den ældste Suhm har levet mod Slutnin
gen af det niende Aarhundrede. Historikeren Suhm, om hvem det nærværende Skrift handler, omtaler et‘Dokument udfærdiget
* Ernst Heinrich Suhm, Farbroder til P. F. Suhm, født i Pinneberg 1668, var Militær, i fransk, østerigsk og dansk Tjeneste; han blev i Oktober 1728 udnævnt til Generalmajor i den chursachsiske Armé, men døde allerede den 1. Januar 1729 i Dresden.
den 16. September 1237, ved hvilket Fyrst Wiszislau i Charentz skjænkede Gods til Domkirken i Bergen paa Øen Rygen, og han fortæller, at der blandt de underskrevne Navne paa dette Aktstykke læses Navnet »Martinus Suhm, som er den første, der forekommer nævnet af min Slægt, der er fra Rygen.« I et bekjendt tydsk Adels-Lexikon fra det nittende Aarhundredes anden Halvdel, indskrænker dets Forfatter sig til at nævne, at denne gamle adelige Slægt ejede Gods paa Rygen 1389 og ud
døde der efter 1644 h
Den første Mand med Navnet Suhm, som kjendes i Danmark, hed Valentin Suhm. Han var født i Kiel 1604, tog Magistergraden ved Universitetet i Greifswald, og kom til Kjøbenhavn, hvor han den 24. August 1634 fik Bevil
ling paa at være Notarius publicus, hvilket Embede første Gang traadte i Virksomhed med ham. Han døde 1654 og han skal have været en velstaaende Mand. Hans Søn Henrik, der var født i Kjøbenhavn 1636, udmærkede sig under Kjøben
havns Belejring, men han valgte dog senere en civil Livsstil
ling og blev Amtsskriver, derefter Amtsforvalter i Pinneberg;
han fik Patent som hørende til den danske Adel den 31.
December 1683*, og han døde som Etatsraad i Aaret 1700 i Hamborg. Han var gift med Margarethe Dorothea von Felden, og i deres Ægteskab fødtes sytten Børn. Det næstyngste af disse Børn hed Ulrik Frederik Suhm. Han var født i Pinne
berg den 4. Juli 1686, kom i Aaret 1700 som Søkadet ind i den danske Marine, deltog i Søkrigen i den store nordiske Krig, i hvilken han udmærkede sig, og var naaet til Komman
dør-Kaptajns-Graden, da han i Aaret 1728 blev afskediget i Unaade og uden Pension. Han havde den 3. September 1718 ægtet Hillehorg Katharina Lerche, der var født den 9. April 1701 af Forældrene Etatsraad og Kammerjunker Christian Lerche, til Nielstrup og Engestofte, og den berømte Lærde Marquard Gudes Datter Marie Emilie. Paa den Tid, U. F. Suhm blev afskediget, den 15. Marts 1728, var han kun bleven Fader til en Datter, Henrikke Christiane, som var født 1723 og som allerede døde 1725. I det samme Aar, Afskedigelsen indtraf, blev det andet Barn, en Søn, født, den 18. Oktober 1728. Ved Daaben i
Hol-* Adelsdiplomet er aftrykt hos O. H. Moller, Histor. und geneal. Nach- richt von dem uralten adelichen Geschlecht derer von Zaum oder Suhm,
Flensb. 1775, S. 98—99, hvor følgelig det Suhmske Vaaben er beskrevet.
mens Kirke den 20. Oktober, samme Dag som Kjøbenhavns store Ildebrand udbrød, fik denne Søn Navnene Peter Friderich Suhm*. I Holmens Kirkes Kirkebog ere Faddernes Navne indførte, nemlig: Gehejmeraad [Overceremonimester] Vincenz Lerche, Etatsraad [Deputeret i Søetatens Generalkommissariat]
Lars Benzon, Doctor Christian Woscam, Kadet Christian Ler
che** ***, Fru Etatsraadinde von Stocken, Fru Majorinde Rech- oerting [?].
Det var en vanskelig Situation, i hvilken Kommandør- Kaptajn Suhm var kommen: han var uden Livsstilling, uden Indtægter, og havde dog en Famlilie at sørge for. Men han kom ud af Vanskelighederne paa den ædleste Maade, idet Kammerherre Christian Siegfried v. Piessen ikke blot tilbød ham Bolig paa sin Ejendom Næsbyholm, men ogsaa paa anden Maade sørgede for ham, saa at Kommandør-Kaptajnen med sin Familie i nogle Aar havde et behageligt Hjem paa dette smukke Sted *. Suhm var imidlertid for betydelig en Søofficer og marinekyndig Mand, til at Regjeringen vedblivende kunde lade hans Evner være ubenyttede; han blev da ogsaa 1734 kaldt tilbage til Flaaden, og Aaret efter blev han udnævnt til Holmens Chef. Han arbejdede nu en Række Aar sammen med Grev Danneskjold i god Forstaaelse og blev 1742 Admi
ral; men omsider brød der Uenighed ud imellem disse to Mænd, og i Februar 1743 fik han paany sin Afsked, dog denne Gang med en aarlig Pension af 1200 Rdl. Nu gjentog Forholdet fra 1728 sig: Suhm tog Ophold paa Næsbyholm. I December 1746 blev han igjen udnævnt til Holmens Chef, hvil
ken Stilling han beholdt til 1756, da han blev Deputeret i det kombinerede Admiralitets- og Generalkommissariats-Kollegium.
Han var 1747 ved Salvings-Højtideligheden bleven Ridder af Dannebrog; hans Valgsprog var: »Integritas sustentat omnes.«
* Naar P. F. Suhms Fornavne anføres i det Følgende, bruges som oftest den danske Form »Frederik.«
** Han var født 1711, naaede at blive Kontreadmiral 1777, afgik 1789, og døde 1793. — Familierne Suhm og von Stocken vare beslægtede. — Navnet Rechoerting er vist læst rigtig, men det klinger saa fremmedt, at der dog her er sat et tvivlende Spørgsmaalstegn efter det.
*** Sønnen fortæller i varme Ord om, hvormeget hans Fader skyldte
»denne ædle Pless,« der »er Odelheim i den udødelige Ewalds Fiskere!«
Suhm, Samlede Skrifter, IV., S. 314—15. Christian Siegfried Piessen, som 1755 solgte Næsbvholm til Greve Johan Ludv. Holstein, døde 1777.
Admiral Suhm døde den 26. November 1758; den 9. December blev hans Lig sat ned i Kornelius Lerches Begravelse i Nikolai Kirke i Kjøbenhavn*.
Admiral Suhm var af Middel-Størrelse, slank og velbygget;
hans Portræt giver Billedet af en klar, energisk Personlighed.
Han var en livlig og virksom Mand og skal have været be
gavet med stærke Sjæls-Evner, hvorpaa der anføres som Ex- empler, at han var istand til paa en Gang at kunne give Flere mundtlig Besked, og at han kunde diktere tre, fire Breve paa samme Tid. Han kunde tale, foruden sit Modersmaal, Svensk, Højtydsk, Plattydsk, Hollandsk, Engelsk og Fransk. Han var en ivrig religiøs Mand og levede et maadeholdent Liv; For
mue samlede han ikke, og han efterlod sig Intet. Han havde et lidenskabeligt Sind, blev let vred og var noget mistænksom
— af Forsigtighed, siges der; paa den anden Side var han gjerné tilbøjelig til at slutte Fred og Forlig, naar han var kommen paa Kant med Nogen; han var meget godgjørende, og Nødlidende fandt altid sikker Tilflugt hos ham. Admiralen havde megen Fortjeneste af den danske Marines Udvikling.
Admiralinde Suhm skildres som en temmelig lille Dame; hun var et godt og ædelt Menneske, der mest holdt sig borte fra Verden. Hun døde den 26. Maj 1767, og hendes Lig blev nedsat ved hendes Mands Side i Nikolai Kirke den 14. Sep
tember. Foruden de to Børn, som hun blev Moder til og som allerede ere nævnede, fødte hun en Søn Christian; han kom til Verden 1733, men døde allerede 1735 og blev den 15. Ja
nuar d. A. sat ned i Begravelsen i Nikolai Kirke ved Søste
rens Side.
Peter Frederik Suhms Barndoms- og tidligste Ungdoms- Aar gik hen under nogen Uro paa Grund af, at Forældrene gjentagne Gange bleve nødsagede til at skifte Opholdssted;
men den første Omflytning fandt Sted, medens han var for spæd eller for ung til at modtage noget Indtryk af disse For
andringer. Han var kun 6 Aar gammel, da hans Undervisning
* Etatsraad Kornelius Pedersen Lerche, f. 1615, d. 1681, der er bekjendt som Diplomat, Godsejer, Bogsamler, var ved sin Død Stiftamtmand over Lolland-Falster. I det store kongelige Bibliothek findes i ny kgl. Samling, Fol. Nr. 743, en Koncept til Gravskriften over Admiral Suhm, med mange Rettelser. Udkastet er skrevet af P. F. Suhm, men Forbedringerne og Til
føjelserne ere ikke af ham.
begyndte, og. han har selv givet ret udførlige Meddelelser om sin Skolegang, saa at det er muligt at fortælle mere om den, end sædvanlig er Tilfældet4. Den Undervisnings-Methode, som blev fulgt, er desuden paa flere Punkter ret interessant, og da den vistnok ikke har været uden Indflydelse paa Drengens og det unge Menneskes Udvikling, er der Grund til at frem
drage adskillige Momenter af Suhms Fortælling om den.
Det var Suhms Fader magtpaaliggende, til sin Søn at finde Lærere, som tilfredsstillede ham, og det varede noget, inden Forsøgene i denne Retning lykkedes. Den første Lærer, som blev antagen i Aaret 1734, hed Ulrik Frederik Schiønne-bøl; han underviste som Timelærer sin Lærling i Christen-dom og lod ham læse flittig i Bibelen; men han blev Præst i Trankebar*, og en ny Lærer blev derefter antaget. Han hed Johan Henrik Weber. Suhm fortæller om ham: han var »en god, men noget melancholsk Mand, og Fader til Registrator Weber. Han begyndte at lære mig Latin ved at læse Aurora, Donat, og at tyde noget i Cornelio. Men han blev ogsaa Præst.« Weber blev Præst paa Askø i Maj 1736; tre Aar efter kom han til Soderup, hvor han døde 1748. Det var altsaa 2 Lærere i 2 Aar. Den tredie Lærer betegner Suhm kun ved
»B . . »han var smuk og velskabt, men derhos forfængelig, vellystig og efterladen, saa at jeg bestilte næsten intet med ham . . . Som B . . . ej lærte mig det han var sat til, saa fik han sin Afsked.« Den fjerde Lærer hed Seernp, »en meget alvorlig Mand, som slog mig et Par Gange over Fingrene med en Lineal, hvilket er alle de Hug, jeg nogensinde har faaet.
For Resten vare vi dog altid meget gode Venner, og maa jeg give ham det Skudsmaal, at han var en god Latiner og havde skjønne Gaver til at lære fra sig. Med ham gjorde jeg Stil, og betjente han sig af Langens Grammatica**; vi tydede det0
* Han døde 1769, og han var da Sognepræst til Sønder Frederikshald, Idde og Eningdalen i Norge. Efter Worms Forfatterlexikon blev Schiønne- bøl Præst til Zions Menighed i Trankebar i Aaret 1737. Han maa være op
hørt tidligere at være Lærer for Suhm, da dennes anden Lærer allerede for
lod ham 1736.
** Joachim Lange, Professor i Halle, f. 1670, d. 1714, udgav 1707 en latinsk Grammatik skreven paa Tydsk, som var i Brug hele det 18. Aarh.
igjennem; den blev stereotyperet og det 42. Oplag »mit stehenden Schriften,«
paa samme Tid den 60. Udgave, udkom 1819. A. Lundhoff udgav den paa Latin og Dansk i Kjøbenhavn 1741 og 1746.
Undervisning. Lærere. 9 Holmens Kirke, 1738 personel Kapellan ved Kjøbenhavns Vaj- senhus, 1741 Sognepræst i Faaborg, hvor han døde 1753. Historicus, imidlertid er han behagelig skreven og hans Even
tyrer more Ungdommen, og bringe dem [o: de Unge] til at lære Historien ved at læse dem. Jeg lærte og Aarstal af ham og Kongernes Bader. . . . Udi Latinen var Hyldtoft svag, og der
for begyndte han med Cornelius for fra igjen, som jeg allerede
* Andreas Cellarius’s Latinitatis Liber memorialis sive Grammatica udkom første Gang 1689 i Merseburg. »Cellarius« er den latinske Form for Navnet Keller. Verba Stephani er »Nomenclatoris latino-danici Pars altera, qnæ verba omnium conjugationum ordine alphabetico exhibet.« Denne Bog er forfattet af Stephen Hansen Stephanius, Professor i Sorø, og udkom første
kunde.« Den daarlige Latin-Undervisning foranledigede, at Hyldtoft blev afskediget, og nu blev den sjete Lærer Niels
9
Christian Graae antaget. Det blev ham, som fik den bedste Indflydelse paa Peter Frederik Suhm i Undervisningsaarene, thi Graae blev først afskediget, da Suhm skulde være Student, og han vejledede ham saaledes fra Paaske 1739 til Begyndelsen af 1746, i det vigtige Tidsrum i Suhms Udvikling fra hans
11. til hans 18. Aar.
Lærerne Nr. 2—5 havde været Huslærere og havde boet hos Suhms Forældre. Men da Graae blev antaget som Lærer, var det kun som Timelærer; han læste to Formiddags- og to Eftermiddagstimer. Fra 1735 til 1743 havde Suhm to Læse- kammerater, nemlig en Fætter Karl Lerche, der var født 1728, den 18. eller 19. Oktober, og døde 1747 i Norge som Søkadet;
Frederik Christian Kaas, der var født 1727 og døde 1804 som Admiral. Nogen Forandring i Forholdene skete, da Suhms Fader anden Gang blev afskediget og han med sin Familie Hyttede til Næsbyholm, thi Graae fulgte med ud paa Landet og fortsatte Peter Frederiks Undervisning der. Om Lærer Graaes Maade at vejlede sin Discipel har denne fortalt
Føl-»
gende:
»Han vedligeholdt og opflammede Lysten hos mig til de Gamle og de gamle Sprog, ej ved at drive paa mig, langt mindre ved at knurre, men ved at gjøre Alting let ved at for
tælle mig forud Indholdet af hvert Stykke, ved at vise mig dets Nytte og Skjønheder. Naar det skete, at jeg ikke havde Lyst at bestille Noget, thi jeg var ligesaavel doven som andre, saa talede han om ligegyldige Ting med mig, fortalte mig adskilligt, han havde oplevet, læste vel og Aviser med mig, ja spadserede ud med mig, naar Vejret var godt. Herved ud
rettede han og, at jeg altid var fornøjet med ham, og altid med mig selv, at jeg ansaa Læsning og Studeringer for en Vellyst, og derfor med Behag kan gjenkalde i min Hukom
melse den Tid, jeg levede med Graae; thi mellem os var aldrig et ondt Ord, aldrig en sur Mine; vi vare og forbleve stedse Venner,« — hvilket Venskab Suhm alene tilskrev, at
Graae fulgte med til Næsbyholm.
Med Graae læste Suhm Terents, Curtius, Ciceros Skrift de officiis og 10 Bøger af hans Epistolæ ad Familiares, O vids Tristia, Virgils Bucolica og Georgica, hele Horats, »hvilken
sidste behagede mig fremfor alle, især lians Oder, som kom mig helt lette for.« Derefter begyndte han paa det græske Sprog, til hvilket blev brugt Golius’s Grammatik*; der blev læst Plutarchs Afhandling om Børnenes Opdragelse, Kebes’s Tavle, Epiktets Enchiridion, Xenophons Memorabilia og Kyro- pædi, de to første Bøger af Homers Iliade »og tilsidst det nye Testamente, hvilken hellige Bog man altid burde læse tilsidst, da dens Sprog er mindre end godt.« Endvidere fik Suhm af Graae Undervisning i Geometri og Algebra, thi Arithmetik havde han allerede lært i Kjøbenhavn. I Filosofi lod Graae sin Discipel læse »Buddeum, jeg kan tænke for det skikkelig gode Latin, han har, og Wolffs tydske Skrifter**.« »I at kate- chisere var Graae uforlignelig; han lod mig læse sine egne Diktata, men aldrig noget trykt Systema.« Suhm omtaler, at Graaes Haand var meget god, saa at hans Øje havde noget godt at rette sig efter, og at, uagtet han forhen »havde i Kjø
benhavn lært at skrive efter en ypperlig Haand, saa blev min dog ej bedre end at jeg kan kradse nogle Kragetæer med den.
Min Skrivemester hed Peer Abeisen, en meget god og from Mand; thi jeg havde den sjeldne Lykke, at alle mine Lærere vare saa.«
Med Meddelelserne om disse Lærere og hvad de under
viste i er Fortællingen om Suhms Undervisning ikke fuldendt, thi der hører et ret betydeligt Komplement til. Suhms Læse
lyst var vakt allerede i hans tidligste Aar. Ved at omtale Læreren B ..., som ingen Ting bestilte med ham, fortæller Suhm, at han selv paa sin »egen Haand læste meget i Bibelen og for Resten lutter Romaner, Komoedier og Historier paa Dansk og Tydsk, hvilket sidste Sprog jeg ikke kan erindre, hvordan jeg har lært; thi i min Faders Hus taltes næsten intet andet end Dansk. At jeg derfor har Ærbødighed for Biblen, det maa jeg takke Schiønnebøl for; at jeg er Dansk og dansk sindet, min Fader; thi vel ere vi alle dansk fødte, men hos mange, helst fornemme, høres dog næsten aldrig et dansk Ord, men alene Tydsk og Fransk; de læse og kjende
%
* Theophilus Golius’s Grammatica græca udkom første Gang 1644 i Amsterdam. Golius var Professor i Strassborg.
** Joh. Franz Buddeus, f. 1667, d. 1729, skrev forskjellige Lærebøger i de Videnskaber, Theologi og Filosofi, i hvilke han var Professor i Jena.
Wolff er den bekjendte Christian Wolff\ f. 1679, d. 1754, Professor i Halle.
4 " - ’ “ ’■' , '
Peter Frederik Suhm.
derfor ej danske Skrifter, og ere fremmede i deres eget Fædre
land.« Om sin Læsning paa Næsbyholm, medens han var under Graaes Vejledning, fortæller Suhm: »Paa Landet blev paa Undervisningen ej heller anvendt flere Timer end som i Byen, nemlig fire. Den øvrige Tid havde vi derfor til at spadsere om Sommeren, og jeg til at læse for mig selv, i hvilken Tid jeg gjennemlæste alle øvrige latinske Skribenter af Guld- og Sølvalderen, og raadførte mig med Graae om de vanskelige Steder i dem, jeg ikke forstod. Desuden gjennem
land.« Om sin Læsning paa Næsbyholm, medens han var under Graaes Vejledning, fortæller Suhm: »Paa Landet blev paa Undervisningen ej heller anvendt flere Timer end som i Byen, nemlig fire. Den øvrige Tid havde vi derfor til at spadsere om Sommeren, og jeg til at læse for mig selv, i hvilken Tid jeg gjennemlæste alle øvrige latinske Skribenter af Guld- og Sølvalderen, og raadførte mig med Graae om de vanskelige Steder i dem, jeg ikke forstod. Desuden gjennem