arbejdsfunkti-oner, der skal varetages inden for et laboratorium, hvor arbejdsopgaverne er tæt knytte-de til produktionen, eller arbejdsfunktioner, knytte-der er retteknytte-de mod udvikling og forskning.
I relation til laborantgruppens arbejdsfunktioner i fremtiden vil en central overvejelse være, hvordan og om jobområdet vil indskrænkes eller udvides. I undersøgelsen er der både set tendenser til, at laborantens arbejdsfunktion indskrænkes, og en del arbejdsop-gaver overgår til andre faggrupper, og til at den samtidig inden for andre områder udvi-des med andre opgaver, der tidligere blev varetaget af andre faggrupper.
En af de udviklingstendenser, der trækker i retning af færre og snævrere arbejdsfunktio-ner, er den øgede automatisering. Særligt inden for produktionslaboratorier fører det til, at en stadigt større del af laborantens arbejdsfunktion i stigende omfang varetages af mere og mere avancerede analyseapparater. Den teknologiske udvikling har samtidig muliggjort, at en del laborantopgaver decentraliseres til produktionen, hvor prøvetag-ning og mere simple test gennemføres af ufaglærte og faglærte produktionsmedarbejde-re på selve produktionsstedet.
Flertallet af respondenterne giver udtryk for, at de til trods for disse udviklingstendenser fortsat vurderer, at der også fremover vil være brug for laboranter inden for produkti-onslaboratorierne. Laborantens kernefunktion vil fortsat være at foretage kontrol og analyser af produkter og produktionsproces. Men arbejdsfeltet vil ændre sig i takt med den teknologiske udvikling, og det er forventningen, at der vil være brug for færre labo-ranter til at varetage de funktioner, der resterer i laboratoriet.
Inden for forsknings- og udviklingslaboratorier ses der derimod tendenser til, at arbejds-feltet for laboranter potentielt kan udvides. Flere laboranter varetager således allerede i dag arbejdsfunktioner, der tidligere alene blev varetaget af AC’ere (kemikere) - og flere interviewede forventer, at dette vil fortsætte fremover. Der er på den led tale om jobud-videlse og -berigelse.
En del af dette nye arbejde kan blandt andet bestå i, at laboranten bidrager mere aktivt med ’problemknuser- funktionen’ - eksempelvis optimering af analysemetoderne, under-søgelse af apparaterne (afsøgning af muligheder med apparaterne) og i højere grad fore-står en større del af resultatbearbejdningen. Denne udvikling stiller dog nye krav til la-boranterne - og rejser spørgsmål ved, om der er brug for at understøtte den proces ud-dannelsesmæssigt, så mulighederne styrkes for at laboranterne formår at ’bide sig fast’
på disse nye områder.
En anden mulig udviklingstendens kunne være, at laborantens arbejdsfunktion overta-ges af medarbejdere med en lignende uddannelsesbaggrund, eksempelvis at bioanalyt i-kere vinder indpas på bekostning af laboranter. Denne mulighed synes ikke at være et udpræget fænomen i denne undersøgelse. Der er i undersøgelsen set flere eksempler på, at laboranter og bioanalytikere arbejder side om side. Bioanalytikere og laboranter kan altså potentielt dække samme arbejdsfunktioner (inden for nogle virksomhedssegmen-ter). Men det arbejde, der udføres, karakteriseres af de interviewede som ’laborant-arbejde’.
Det samlede billede af laboranternes arbejdsfunktion er således, at den udvikler sig, og at der for grupper af laboranter - særligt på produktionslaboratorier - bliver behov for færre laboranter, mens der inden for forsknings- og udviklingslaboratorier i højere grad
sker en jobberigelse. Fælles for begge typer arbejdspladser er dog, at arbejdsfunktioner-ne ændres, og at der fremover vil blive stillet ændrede og nye kompetencekrav.
Foruden de kompetencekrav, der er blevet fremhævet ge nnem undersøgelsen, har analy-sen også tydeliggjort overvejelser, der vedrører erfaringer med uddannelanaly-sen som den ser ud i dag - og uddannelsens muligheder for at medvirke til at sikre, at de kandidater, man får ud på arbejdspladserne, har de kompetencer, der modsvarer de arbejdsfunktioner, de forventes at kunne varetage. Vægtningen mellem teori og praksis er helt central for dis-se overvejeldis-ser, hvor særligt det praksisnære element i uddanneldis-sen vægtes højt.
Netop koblingen og vekselvirkningen mellem teori og praksis bliver set som en styrke ved den danske laborantuddannelse - også sammenlignet med udenlandske laborantud-dannede. Rollen som oversætter på ’mellemniveauet’ - forstået som en, der både har den teoretiske indsigt samtidig med den praktiske viden - bliver i den forbindelse set som en styrke. Den danske laborantuddannelse adskiller sig i den forbindelse ved sin kobling af teori og praksis. Det er lige præcis dette ’mellemniveau’ - oversætter-niveau, man også er så begejstret for i udlandet.
Laborantens styrke som en medarbejder på mellemniveau og i ’oversætter-rollen’ spiller også ind på vurderingen af, hvorvidt uddannelsen burde være længere. Flere intervie w-ede ønsker ikke, at uddannelsen forlænges. Flere peger på, at hvis uddannelsen blev længere, bliver laboranterne ’jo kemikere’ - og hvis uddannelsen blev længere, ville det også betyde, at laboranterne skulle have mere i løn. Hvis det var situationen, ville flere virksomheder foretrække at ansætte en kemiker.
På tilsvarende vis er der også indvendinger mod at afkorte uddannelsen eller at udbyde en kortere, assistentlignende uddannelse. Et af argumenterne er blandt andet, at der er brug for fleksibilitet, så medarbejdere kan rotere mellem arbejdsopgaver og indgå for hinanden i forbindelse med ferie og sygdom.
Der synes heller ikke at være udbredt stemning for at indføre mere specialiserede forløb som del af laborantuddanne lsen. Enkelte forventer, at dette blot vil kunne føre til en længere uddannelse, hvis der blev indført en specialisering fra starten af uddannelsen. I stedet peges der på, at det kunne være relevant for nogle laboranter med en mulighed for en overbygning til laborantuddannelsen. Særligt laboranter, der ’gerne vil lidt mere’.