Hvordan kan jeg spørge ind til partnervold?
3.4 Opmærksomhed på børn/
unge, der (potentielt) oplever vold i hjemmet
Hvis der er børn i et hjem, hvor du har mistanke eller viden om, at der er vold, er det vigtigt, at du eller en kollega også taler med barnet. Børn fortæller oftest ikke andre om deres oplevelser og står derfor ofte alene om at forstå og bear bejde deres oplevelser. Børn har derfor brug for, at der er nogle voksne, de er trygge ved, som tør spørge ind til deres oplevelser.
Der er flere grunde til, at det er svært for børn at tale om vold i hjemmet. Det kan fx skyldes, at barnet føler skam eller skyld over det, der er sket. Det kan også skyldes, at barnet føler loyalitet over for forældrene og ikke vil sige noget, der kan skade dem, eller at barnet direkte eller
indirekte har fået at vide af dets forældre, at det ikke må fortælle om volden eller er blevet truet til tavshed.
I nogle tilfælde ved barnet ikke, at de handlinger, det oplever, er overgreb, og at handlingerne er forkerte. Det kan fx være tilfældet, hvis volden er blevet normaliseret, eller hvis volden er mere subtil (fx psykisk vold), og derfor kan være sværere for barnet at sætte ord på.
I andre tilfælde fortæller barnet ikke om volden, fordi barnet er bange for udøveren og frygter, hvilke konsekvenser det kan have, hvis det fortæller om volden. Fx at barnet fjernes fra hjemmet, eller at forældrene bliver sure eller kede af det.
Der vil derfor oftest være behov for, at du som fagperson tager initiativ til samtalen med barnet, hvis du har mistanke eller viden om, at barnet oplever vold i hjemmet. Der vil typisk også være behov for flere samtaler med barnet, før det fortæller om sine oplevelser. Det skyldes bl.a., at mange børn har brug for først at se den voksne an, før de føler sig trygge nok til at dele deres oplevelser, og fordi børn nogle gange skal overveje og tænke over spørgsmål, før de er klar til at give et svar.
Har den pårørende brug for mere vejledning og støtte?
Oplys den pårørende om, at vedkommende har mulig-hed for at sparre med professionelle om, hvordan man som pårørende kan tale med og støtte den voldsudsatte.
Den pårørende kan ringe anonymt til Lev Uden Volds nationale hotline på tlf. 1888 og få rådgivning af specialise-rede rådgivere. Her kan vedkommende også blive henvist til organisationer, som tilbyder pårørendesamtaler enten fysisk eller over telefon.
Er der børn i hjemmet?
Har den pårørende kendskab til eller mistanke om, at et barn udsættes for vold i hjemmet, har vedkommende pligt til at foretage en underretning, jf.
service lovens § 154. Hvis den pårørende oplever en ambivalens ift. at under- rette, fx af frygt for at skade forholdet til den voldsudsatte, er det vigtigt både at udvise forståelse for den pårørendes situation, men også at fortælle om de følgevirkninger, det kan have for børn at vokse op i familier, hvor der er vold (se afsnit 2.3), samt at pårørende også har et ansvar for at gøre opmærksom på, hvis et barn har brug for hjælp. Tilbyd den pårørende, at du kan hjælpe med at lave underretningen.
Hvordan opsporer og håndterer jeg sager om partnervold?
Servicelovens
§ 153, stk. 1 (skærpet underretningspligt) Hvis der er børn i et hjem med vold, har man som offentligt ansat en skærpet underretningspligt over for de sociale myndigheder, der er forpligtet til at iværksætte for-anstaltninger for at sikre beskyttelse af barnet mod yderligere vold og omsorgssvigt.
Kommunens handlepligt ved modtagelse
af en underretning (servicelovens § 155 stk. 2) Kommunen skal sikre, at der iværk-sættes en systematisk vurdering af alle underretninger med henblik på at afklare, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Kommunen skal, jf. § 155 stk. 2, senest 24 timer efter modtagelse af en underretning vurdere, om barnets eller den unges sundhed og udvikling er i fare, og om der er behov for at iværksætte akutte foranstaltninger for barnet eller den unge. Dette krav omfatter også weekender, helligdage mv. Fristen gælder fra det tidspunkt, underret-ningen er modtaget i den del af forvaltningen, som behandler underretninger, jf. § 155 stk. 2.
Bisidder til barnet
Barnet har ret til at have en bisidder med til samtalen, jf. servicelovens § 48 a stk. 1.
En bisidder skal hjælpe barnet med at føle sig tryg i samtalen og kan fx være en lærer fra barnets skole eller en pædagog fra barnets SFO.
Barnets ret til have en bisidder kan dog, jf. servicelovens § 48 a stk. 2, vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Det kan fx være tilfældet, hvis bisidderen reelt er valgt af forældrene i strid med barnets eller den unges interesser. Forældrene eller for eksempel personale fra et anbrin-gelsessted kan ligeledes udelukkes som bisiddere, hvis det ud fra en konkret vurdering vurderes, at de lægger pres på barnet eller den unge.
Bogen Mig og min særlige rygsæk
Hvis du gennem dit arbejde mødes med barnet jævnligt over en periode, kan du benytte bogen Mig og min (særlige) rygsæk i dine samtaler med barnet. Bogen er skrevet til børn og unge, deres forældre og fagpersoner på området.
Bogen indeholder viden om vold i nære relationer og personlige erfarin-ger fra børn og unge, der har oplevet voldsomme konflikter og vold i deres familie. I bogen er der også øvelser og tegninger, som børnene selv kan tegne videre på og farvelægge.
Du kan downloade eller købe bogen samt finde en vejledning til, hvordan du som fagperson kan benytte bogen på Lev Uden Volds hjemmeside:
www.levudenvold.dk
Du kan også finde øvelser fra bogen, som du kan lave sammen med barnet på Lev Uden Volds hjemmeside:
www.levudenvold.dk
Hvordan opsporer og håndterer jeg sager om partnervold?
12 råd til din samtale med et barn, der potentielt oplever vold i hjemmet Det kan som fagperson være svært at tale om vold med børn, og man kan være bange for at gøre ondt værre. Måske vil du kunne mærke på barnet, at det hverken er nemt eller behageligt at tale om volden, og det kan gøre, at du ikke får stillet alle de relevante spørgsmål. Det er i denne sammenhæng vigtigt at huske, at barnet allerede er i smerte, og at det ikke gør mere ondt, fordi du taler med barnet om dets oplevelse. Tværtimod er det barnets adgang til, at volden kan stoppes. Det er dog vigtigt, at samtalen er tryg for barnet. Du kan følge nedenstående 12 råd til din samtale med barnet.
1. Tal med barnet uden forældrene er til stede. Du kan risikere, at barnet ikke vil være ærligt, hvis forældrene er til stede, når du tager samtalen, fordi barnet fx kan frygte konsekvenser af egne udsagn eller føler loyalitet over for forældrene. Hvis du vil motivere barnet til at fortælle dig om sine oplevelser, bør du tale med barnet alene eller sammen med fx en lærer eller pædagog som ikke har part i familiens problemer. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor, jf. servicelovens
§§ 50, stk. 3 og 48, stk. 1.
2. Sæt god tid af til samtalen og skab tillid til barnet. Start samtalen med mere ufarlige emner såsom barnets fritidsinteresser. Barnet kan synes, det er svært at gå direkte til de svære emner. Fortæl også barnet, hvor lang tid I skal tale sammen.
3. Tilpas samtalen og dit sprog til barnets alder og stil konkrete, handlings-specifikke spørgsmål. Det er ikke sikkert, at barnet ved, hvad det selv har oplevet. Brug derfor de ord, som barnet selv anvender om de voldelige hændelser, barnet eventuelt har overværet eller været udsat for. Du kan fx spørge: Hvad sker der, når far bliver et monster/meget vred? Hvad siger mor, når hun siger grimme ord til dig?
4. Informer barnet om, hvorfor du stiller dine spørgsmål, og hvad din rolle er.
Fortæl fx, at du er bekymret, eller at du har mulighed for at hjælpe, hvis der foregår ting i hjemmet, som barnet ikke bryder sig om. Fortæl barnet, hvordan du passer på børn, som oplever ting, de ikke bryder sig om. Fortæl både, hvad du kan gøre her og nu, og hvad forløbet vil være fremover. Du bør også fortælle, hvad barnets mor og far får at vide.
” Jeg var rigtig flov over, at min mor opførte sig sådan over for mig og mine søskende. Jeg ville hellere huske på alt det gode. Derfor snakkede jeg ikke med nogen om det, men det var som om, at alt det dårlige blev til en knude i min mave.
Pige, 14 år
5. Vær lyttende, rolig og støttende. Det er vigtigt, at du kan bevare roen, og du bør derfor skjule de ubehagelige følelsesmæssige reaktioner, som barnets fortælling kan skabe i dig, og samtidigt fremstå varm og lyttende.
6. Lad samtalen foregå på barnets præmisser. Lad barnet fortælle det, som det selv er klar til at tale om og undgå at presse barnet til at fortælle mere. Lad samtalen foregå i det tempo, som barnet selv foretrækker. Og giv barnet mulighed for at kunne ”trykke på en pauseknap” i samtalen og lave noget andet. Hvis barnet ikke virker tryg ved at tale med dig, kan du spørge, om der er andre voksne, som barnet godt kan lide at tale med.
7. Vis forståelse for den loyalitetskonflikt barnet kan føle ift. forældrene. Du bør lytte til barnet uden at tale negativt om eller placere ansvar eller skyld hos forældrene.
8. Stil ikke ledende spørgsmål. Ledende spørgsmål kan påvirke barnets udtalelser.
Stil i stedet åbne spørgsmål, såsom: Hvordan går det hjemme hos dig? Har du ondt nogen steder i kroppen? Har nogen rørt dig på en måde, du ikke kan lide?
Hvad gør dine forældre, når de bliver sure?
9. Anerkend barnets følelser og oplevelser. Børn kan være i tvivl om, hvorvidt deres oplevelser er reelle. Det er derfor vigtigt, at du bekræfter barnet i, at dets oplevelser af hændelserne er reelle og forståelige. Efter samtalen er det vigtigt at bekræfte barnet i, at det har handlet rigtigt, og at det kan forvente hjælp.
10. Normaliser barnets oplevelser, men hold stadigvæk fast i, at det, barnet har oplevet, ikke er i orden. Fortæl barnet, at det ikke står alene med sine oplevelser.
Du kan fx sige: ”Jeg har talt med flere andre børn, der har oplevet noget af det samme som dig. De har også været kede af det og haft brug for nogen at snakke med. Dem har jeg henvist til dette tilbud.”
11. Bekræft barnet i, at konflikter eller vold i hjemmet aldrig af barnets skyld:
Mange børn føler skyld og skam, når der er vold i hjemmet, og derfor er det vigtigt at understrege overfor barnet, at konflikter og vold i hjemmet aldrig er barnets skyld.
12. Gentag hvad du har hørt og giv information om, hvad der vil ske fremadrettet.
Det er vigtigt, at barnet føler sig set og hørt, og at du, i din genfortælling af det barnet har fortalt, bruger nogle af de samme vendinger, som barnet har brugt om sine oplevelser. Fortæl barnet, hvad der videre kommer til at ske. Du bør også informere barnet, hvis du er nødsaget til at fortælle andre om barnets udsagn.