Før finanskrisen havde de danske banker et fornuftigt indtjeningsgrundlag, hvor stigende
nettorenteindtægter ofte forekom via adgang til forholdsvis billig finansiering samt høj udlånsvækst i markedet. Efter krisen har situationen været anderledes, hvor udlånsvolumen og
indlånsmarginalen er blevet påvirket negativt grundet det lave renteniveau. Ifølge Nationalbanken har bankerne gennemført en række tiltag på indtægtssiden, hvor blandt andet en justering af udlånsmarginalerne er foretaget samt en ændring i gebyrpolitikken. De faldende indtægter har nødvendiggjort den tidligere nævnte effektivisering med lukning af filialer og
medarbejderreducering. Disse initiativer vil først slå fuldt igennem på lang sigt, men kan dog allerede nu aflæses i bankernes regnskaber.
Bilag 5, viser ligeledes, at banksektoren som helhed har nettorenteindtægter som deres med afstand største indtægtskilde, mens gebyrindtægter er den næststørste post. Det gælder således for såvel systematiske som ikke-systematiske pengeinstitutter. Kursreguleringer spiller således kun en mindre rolle.
Egenkapitalforrentningen i sektoren ligger ca. på halvdelen af det niveau den var i 2000, hvilket som udgangspunkt skyldes en voldsom nedgang i krise årene 2007 og 2008. Siden da har
udviklingen stort set været stødt stigende. Det ses endvidere når man over hele perioden ser, at de store systematiske pengeinstitutter, Danske Bank og Nordea, har en bedre egenkapitalforrentning end de ikke-systematiske pengeinstitutter. De ikke-systematiske banker klarer sig nogenlunde ligeså godt som de små pengeinstitutter, dog en smule bedre når man ser på hele perioden. Der har dog været en stor spredning i resultaterne for de enkelte pengeinstitutter indenfor alle grupperne, hvor både store og små banker har klaret sig hhv. godt og dårligt igennem krisen (Danmarks
Nationalbank, a, 2013, s. 40-43)
En dekomponering af egenkapitalforrentningen viser, at de små banker har haft en bedre
afkastningsgrad end de systematiske banker i de gode år, mens det i kriseårene og tiden frem til i dag har været lige omvendt. Dette skyldes kundesammensætningen i de to typer af banker. Som udgangspunkt er udlånsmarginalen højere for private kunder og mindre for erhvervsvirksomheder sammenlignet med udlån til andre kreditinstitutter og større erhvervsvirksomheder. Mindre banker vil som udgangspunkt have flere kunder i den første kategori, og større banker vil alt andet lige tiltrække flere større kunder. Dette gør, at de små banker ligger over de store banker under en højkonjunktur, mens det omvendte gør sig gældende i økonomiske svære tider. Angående
nedskrivninger har tendensen siden 2007 også været klar i forhold til, at jo mindre en bank er, jo større har nedskrivningerne været (Danmarks Nationalbank, a, 2013, s. 42).
I Bilag 6 ses et specifikt øjebliksbillede af seks bankers procent- og beløbsmæssige fordeling af både indtægter og udgifter. Kendetegnet for samtlige banker er, som tidligere analyseret, at størstedelen af deres indtægt udledes fra renteindtægter. Renteindtægterne udgør mellem 59,4 % - 73,6 % af den samlede indtægt, hvilket giver et gennemsnit på 66,3 % i vores undersøgelse.
Derudover bibringer regnskabsposten modtagne gebyrer en væsentlig del af de samlede indtægter på i gennemsnit 21,4 %. Samlet set udgør de to poster mellem 77,2 % - 97,4 % af bankens totale indtægter. Tallene tyder derfor ikke på en korrelation mellem størrelse på banken og deres indtægtsfordeling, da alle bankerne viser tilnærmelsesvis samme procentvise indtægtsfordeling uagtet bankens størrelse.
Når man derimod ser på omkostningssiden tegner der sig et andet billede. I gennemsnit udgør posten personale- og administrations omkostninger 50,2 % af de samlede omkostninger i de seks banker i Bilag 6. De to mindste banker bruger procentvis klart flest ressourcer på dette område hhv.
66,6 % og 60,1 %. Sydbank og Jyske Bank bruger procentvis lidt færre ressourcer (43,3 % og 57,1
%), mens Nordea og Danske Bank bruger færrest (40,8 % og 33,4 %). Det tyder derfor i store træk på en negativ korrelation mellem bankernes størrelse og personale- og administrationsudgifter, hvilket formentlig kan henledes til omkostningseffektivitet. Det kunne derfor tyde på, at der er et minimum i forhold til kapacitetsniveauet, hvilket procentvis udgør en større andel for mindre banker. Omvendt ser der til gengæld ud til at være en positiv korrelation mellem bankstørrelsen og renteudgifter. Hvis man ser nærmere på bankernes årsregnskaber, ses det at Danske Bank og Nordeas renteudgifter primært er præget af udstedte obligationer, hvor de mindre banker har markant større vægt på indlån. De større banker har derfor en kapacitet, der gør, at de ikke kan nøjes med finansiering via indlån og er derfor i højere grad nødt til at søge funding i markedet, hvorved de større banker bliver af en mere kompleks art end de helt små banker, der groft sagt kun beskæftiger sig med indlån og udlån.
5.4.1 Porteføljesammensætning
Nordea er en af de banker, der har klaret sig bedst gennem den økonomiske krise sammenlignet med mange af de andre banker, der opererer på det danske marked. Derfor vil der i det kommende afsnit blive analyseret, hvilke kriterier der har gjort sig gældende for Nordeas positive situation.
5.4.1.1 Risikospredning
Nordea kan bedst betegnes som en nordeuropæisk bank og betegner også sig selv som den største finanskoncern indenfor dette område (Nordea, Dato n/a). Netop denne geografiske spredning i deres portefølje kan være en del af forklaringen på deres gode performance. Hvis man ser på
bankens geografiske spredning i Bilag 7 er det største marked Sverige med 29 %, mens Danmark er næststørst med 27 %. Finland er det tredjestørste marked med 21 % og efterfølges af Norge med 18
%. De resterende 5 % udgøres af Rusland og de baltiske lande.
Ifølge Nordea har risikospredningen i de nordiske lande, alt andet lige, betydet en mindre exposure i forhold til deres konkurrenter. Det ses i Bilag 7, at Nordeas højeste exposure på et enkelt marked ligger på 29 %. Nordeas egen sammenligning med fem tilsvarende banker i Norden viser, at disse har en exposure mellem 60 % - 85 % på deres primære marked.
Fordelen ved at diversificere sin portefølje geografisk er, at virksomheden bliver mindre følsom overfor konjunkturudsving i det enkelte land. Som det ses i Bilag 8 har Danmark i perioden 2007 - 2013 haft den laveste vækst i BNP sammenlignet med resten af de udvalgte nordiske lande. Alle landene i Bilag 8 har været påvirket af den økonomiske krise, dog ikke i lige høj grad. Det ses at Danmark har været mest påvirket af krisen, hvorimod Sverige og Norge har klaret sig bedre i langt de fleste af krisens år. Derimod har Finland haft en mere volatil udvikling, men har i gennemsnit haft en bedre BNP-udvikling end Danmark. Banker der udelukkende opererer på det danske marked vil derfor alt andet lige have haft dårligere forudsætninger i perioden. Nordeas differentiering har derimod medvirket til, at de forholdsmæssigt har klaret sig bedre igennem perioden.
5.4.1.2 Kundeporteføljesammensætning
En anden del af forklaringen på Nordeas positive præstation kan formentlig tilskrives deres
kundeporteføljesammensætning. Nordeas kundeporteføljesammensætning udgør procentmæssigt en inddeling i runde tal på 42 % for erhvervskunder, 45 % for privatkunder og 10 % til andre
kreditinstitutioner. Indenfor erhverv er de største kunder fødevarevirksomheder, ejendomshandel og industrielle kommercielle tjenester med hhv. 0,09 %, 0,09 % og 0,06 % af Nordeas totale udlån (Nordeas årsrapport, 2013, s. 57). Dette underbygger, at fordelingen af Nordeas erhvervskunder er spredt udover mange brancher. En sådan spredning i kundeporteføljen minimerer derved bankens usystematiske risiko.
For at kunne varetage dette brede udsnit af kundesegmenter og deres komplekse behov, kræver det en vis medarbejderkapacitet. At foretage den samme diversifikation som Nordea, nødvendiggør akademiske specialister, eftersom en bankuddannet ikke nødvendigvis har den rette ekspertise til at kunne rådgive omkring komplekse finansielle produkter.