Metodologi og metoder

Ethvert projekts forskningsdesign og konkrete metodevalg bør afhænge af en lang række faktorer, der strækker sig lige fra projektets bagvedliggende syn på virkeligheden til de praktiske muligheder for indsamling af empiri. Som den britiske samfundsforsker David Silverman påpeger: ”Your research strategy must always depend upon what you are trying to find out and the ressources you have available to do this” (Silverman 2006: 279). Den danske samfundsforsker Thomas Harboe-Jepsen præciserer i forlængelse heraf, at det først og fremmest er et projekts problemstilling, der ideelt set bør styre valget af forskningsdesign og metode(r) (Harboe-Jepsen 1997: 43). Ethvert valg af metode fordrer således en overvejelse af, hvilke svar den kan hjælpe med at give: Hvilken metodologi er med andre ord bedst egnet til at generere en viden, som kan give svar på mit forskningsspørgsmål? I det følgende vil jeg redegøre for de metodiske overvejelser og valg, som har karakteriseret etableringen af mit projekts forskningsdesign samt indsamling, bearbejdning og analyse af empirisk datamateriale. Det vedrører både de teoretiske og praktiske aspekter, som har påvirket og styret det empiriske arbejde, de anvendte metoder og tilgangen anvendt i analysen af data.

Casestudiet som forskningstilgang

Det kan være svært at undersøge et fænomen i dets fulde omfang på én gang, og man er nødsaget til at foretage et valg: Skal man gå i dybden med én enkelt eller få cases eller foretage en mere bred

undersøgelse på tværs af et felt? Jeg har valgt det første, idet jeg anvender casestudiet som

afhandlingens overordnede forskningstilgang. Den danske samfundsforsker Bent Flyvbjerg forklarer om casestudiet: ”Fordelen ved casestudiet er, at det kan ’zoome ind’ på situationer fra det levede liv og teste synspunkter direkte i relation til fænomenerne, efterhånden som de udfolder sig i praksis”

(Flyvbjerg 2009: 100). Ifølge Flyvbjerg er casestudiet en velvalgt forskningstilgang, hvis man ønsker kontekstafhængig viden. Casestudier er ofte kendetegnet ved de metoder og underliggende erkendelsesinteresser, som de gør brug af. I forlængelse af Flyvbjerg påpeger Harboe-Jepsen om casestudier og de metoder, de typisk anvender, at:

Hensigten i casestudiet er at tilvejebringe et dybere indblik i afgrænsede enkeltområder (cases), og casestudiet er netop kendetegnet ved dets udforskende/eksplorative afdækning af alle hjørnerne inden for et problemfelt. Dette indebærer, at

indsamlingsmetoderne i casestudier hovedsageligt er kvalitative metoder – især de kvalitative metoder der primært opererer med indføling og indlevelse, hvilket for eksempel er tilfældet i deltagerobservation (Harboe-Jepsen 1997: 38).

Fordelen ved casestudier er altså dybden (Flyvbjerg 2001: 158; Harboe-Jepsen 1997), mens de til gengæld ofte mangler den bredde, som eksempelvis kvantitativ forskning i form af

spørgeskemaundersøgelser eller stikprøver kan generere. Der er dog bred enighed om, at netop forskellen på den type af viden, som de kvantitative og kvalitative tilgange kan producere, gør dem anvendelige til forskellige typer af undersøgelser (Schrøder et al. 2003; Yin 2004; Silverman 2001, 2006).

Det er kendetegnende for kvalitative undersøgelser, at svarene ikke kan kvantificeres og optælles på samme måde, som det er muligt i fx spørgeskemaundersøgelser. I stedet er det den kvalitative forsknings styrke at påvise detaljer og nuancer og dermed dokumentere en diversitet, som den kvantitative forskning ikke kan rumme. I den forstand kan et kvalitativt metodisk afsæt styrke

47 nærværende afhandlings fokus på at afdække betydninger og forstå sammenhænge mellem dele, helhed og kontekst.

Harboe-Jepsen anfører, at casestudiets potentielle kompleksitet gør ”selve afgrænsningen og den efterfølgende udvælgelse af aktører og enheder vigtig” (Harboe-Jepsen 2006: 69). Ethvert casestudie giver anledning til spørgsmål om, hvorfor den pågældende case er valgt, samt om viden fra casen siger noget om andet end den specifikke case (Vestergaard 2012: 48). Sagt med andre ord: Hvorfor har jeg valgt VÆGGEN som case, og hvilke former for viden kan en analyse af VÆGGEN og VÆGGENs brugere generere? Er viden erhvervet fra VÆGGEN som case på nogen måde generealisérbar? Hvilke empiriske elementer skal indgå i undersøgelsen af min case, og hvilke metoder skal bruges til indsamling og efterfølgende analyse af det samlede datamateriale? I mit tilfælde er VÆGGEN valgt af flere årsager, der spænder fra det specifikke over det generelle til det mere praktiske: da jeg planlagde mit

forskningsprojekt, var VÆGGEN en ny, stor satsning inden for digital museumsformidling, og den var speciel både pga. dens størrelse, dens specialtillavede design, dens placering i et byrum og dens kontekstuelle sammenhæng til de sideløbende arkæologiske udgravninger i forbindelse med

Metrobyggeriet i København. Som digital, interaktiv og deltagelsesfaciliterende formidlingsinstallation repræsenterer VÆGGEN i bredere sammenhæng nogle aktuelle strømninger i såvel museumsverdenen som i politiske og teoretiske diskurser.

Ofte kan det være ganske praktiske overvejelser, der afgør udpegningen af en case (Silverman 2006). Det kan måske lyde banalt, men, som Vestergaard påpeger (2012: 48), kan manglende eller begrænset adgang være en væsentlig hindring i udførelsen af et forskningsprojekt. En rent praktisk årsag til, at valget faldt på VÆGGEN, har da også været, at jeg gennem en forudgående tilknytning til Københavns Museum allerede havde god adgang til og viden om den konkrete case og om hele

udviklingsforløbet. Det forudgående kendskab sikrede, at jeg ikke bare havde god adgang til at indsamle data, men at jeg også løbende kunne få udbygget min viden om beslutningsprocesser og den videre udvikling af VÆGGEN. Dette betragter jeg som en styrke ved valget af VÆGGEN som case.

Kvalitative brugerundersøgelser: multimetodisk tilgang

VÆGGEN er både genstand for brugernes interaktion, og den er i sig selv analyseobjekt. Dette dobbelte forhold fordrer en multimetodisk tilgang. I det følgende sammenfattes indholdet i den samlede

konstellation af empiri, inden hver enkelt metode introduceres nærmere.

Brugerundersøgelsen ved VÆGGEN

Da min problemstilling fokuserer på brugernes interaktion med og fortolkning af VÆGGEN, har materialet, der er indsamlet og analyseret i forbindelse med brugernes anvendelse af VÆGGEN, stor vægt i metodeovervejelserne og i det genererede og analyserede materiale. Metoderne, jeg i den forbindelse anvender og kombinerer, er kvalitative og omfatter observationer og interviews. Den samlede brugerundersøgelse ved VÆGGEN omfatter 40 timers observationer og 19 semistrukturerede samtaler med i alt 32 brugere af VÆGGEN.²³ Observationerne består sammenlagt af omtrent 400 brugssituationer²⁴ af meget varierende længde fra ca. 10 sekunder til 40 minutter. En bruger defineres meget bredt i projektet, idet jeg i de kvalitative brugerstudier simpelthen definerer en bruger som

23 I afhandlingens artikel 2 angives det, at interviewdelen af studiet bygger på 30 informanter fordelt på 20 samtaler. Det beror på en optællingsfejl: Det korrekte antal er 32 informanter fordelt på 19 samtaler.

24 Da op til otte personer kan interagere med VÆGGEN på én gang, og der derfor ofte foregik flere interaktioner ved forskellige grupperinger af brugere på samme tid, har det ikke været muligt at optælle antallet af

brugssituationer præcist. Antallet er fremkommet gennem et beregnet gennemsnit af tre timers observation.

48 enhver, der har nærmet sig VÆGGEN, hvad enten personen kommer alene eller i en gruppe. Det

indebærer, at en bruger ikke nødvendigvis selv har rørt ved VÆGGEN, men har deltaget verbalt og socialt i interaktionen med VÆGGEN gennem kommentarer, vejledning og forslag til den interaktion, som deres ledsager(e) udøver. En brugssituation defineres som en situation, hvor én eller flere brugere frivilligt interagerer med VÆGGEN. Brugssituationerne i undersøgelsen varierer mellem et forskelligt antal brugere fra én til større grupper af op til ti personer. Jeg har gennemført to runder af

brugerstudier ved VÆGGEN på Kgs. Nytorv i København i sommeren 2010 (slutningen af april til juli) og vinteren 2011 (februar til begyndelse af marts). Som supplement til mine observationer og

brugerinterviews har jeg fra september til november 2010 medvirket til en brugerundersøgelse gennemført af analysefirmaet Snitkergroup for Københavns Museum, som har kunnet supplere

resultaterne fra mine egne brugerundersøgelser. Snitkergroups brugerundersøgelse bestod af en tænke-højt-test med 15 brugere af VÆGGEN samt tre fokusgruppeinterviews med i alt 11 deltagere.

For at belyse hvordan brugerne selv italesætter deres brug og oplevelse af VÆGGEN, har jeg valgt at supplere observationerne med interviews med en række af brugere efter deres interaktion med

VÆGGEN. Denne metodiske tilgang er valgt, fordi jeg ønsker at undersøge brugernes oplevelser gennem både handlinger og gennem verbale italesættelser (fysisk/verbal interaktion). Målet har dermed været at få et indblik i såvel, hvad brugerne af VÆGGEN gør, som hvad de fortæller om det, de gør. Det betyder ikke, at jeg gør mig forestillinger om at kunne få et mere sandt indblik, men snarere at kombinationen af metoder kan bibringe et mere fyldestgørende billede af brugernes interaktioner. Hertil kommer, at det kan rumme analytiske indsigter at fokusere på modsætninger mellem, hvad informanterne siger, og hvad de gør. Samtalerne kan desuden give en indsigt i, hvordan brugerne af VÆGGEN udtrykker deres oplevelser med og af museer og af digital formidling. Dette fokus ligger i forlængelse af nyere

medievidenskab og især receptionsanalyse, hvor man er opmærksom på, at hverken observationer af eller interviews med mediebrugere giver et direkte billede af informanternes oplevelse (Schrøder et al.

2003: 30). Derimod åbner informanternes vægtning og italesættelse mulighed for at studere, hvordan de selv fortolker og forstår, hvad de har oplevet. Forstået gennem den konstruktivistiske optik, jeg anlægger, har hverken jeg eller brugeren selv adgang til en sand eller ufortolket adgang til brugernes oplevelse eller til, hvad der sker i tolkningen mellem tekst og læser. Jeg fokuserer altså på brugernes handlinger og deres italesatte oplevelser ud fra en forudantagelse om, at jeg ikke kan få umedieret adgang til deres subjektive oplevelses- eller meningsunivers.

VÆGGEN som analyseobjekt

Projektet former sig som et receptionsstudie, hvor fænomenet eller genstanden, der reciperes, er VÆGGEN og mere konkret VÆGGENs design og kulturhistoriske indhold. VÆGGEN fungerer både som museal repræsentations- og interaktionsform. Det empiriske afsæt for en analyse af VÆGGENs tekniske og grafiske design er billeder indsamlet af og ved VÆGGEN, beskrivelser fra VÆGGENs designere og information hentet fra Københavns Museums og VÆGGENs hjemmesider. Jeg har valgt også at interviewe en af museets inspektører, og jeg har løbende haft mere uformelle samtaler med museets direktør og de øvrige ansatte i formidlingsafdelingen, som har ansvar for VÆGGENs drift og udadrettede aktiviteter. For at få øget indsigt i processen omkring udviklingen af VÆGGEN har jeg deltaget i

formidlingsmøder og møder med projektteamet, der har konstrueret VÆGGEN. I den forbindelse har jeg indsamlet data i form af mødenotater, referater, tekniske beskrivelser mm. For at kunne understøtte fortolkningen af mine observationer har jeg med hjælp fra Gibson International, det new zealandske designfirma der står bag VÆGGEN, indsamlet film fra VÆGGENs overvågningskameraer. Som det

49 fremgår, har jeg således valgt at anvende mange forskellige metoder, og i de følgende afsnit vil

motivationen for, og den konkrete applikation af, metoderne blive udredet.