Et socialhistorisk nybrud
I 1980’ernes begyndelse kunne Fortid og Nutids læsere registrere en genopli
vet interesse for socialhistorie, nu ikke blot opfattet som befolkningsflertal
lets livshistorie på godt og ondt, men også som beretningen om hverdagsli
vets hjemlige slidere og om minoritets
gruppernes ofte så barske skæbne ude på samfundslivets overdrev. I en kort
fattet skildring af hekseforfølgelsens danske historiografi ville Jens Chri
stensen og Jens Chr. V. Johansen der
for tildele amatørhistorikerne prisen som den historikergruppe, som mest vedholdende havde beskæftiget sig med dette så morbide emne.94
Faghistorikerne havde nok skrevet en del herom, men mest omkring år
hundredskiftet. Efter de to forfatteres opfattelse skyldtes det først og frem
mest, at emnet aldrig var blevet kano
niseret som et stykke ægte socialhisto
rie i modsætning til f.eks. gårdmands- historien, som blev dyrket af både læg og lærd i bestræbelsen på at rodfæste netop denne gruppe i fortiden. Ama
tørhistorikerne havde som nævnt ar
bejdet en del med hekseprocesser, ikke altid lige kvalificeret, måtte det erken
des, men her var i hvert fald tilveje
bragt et omfattende arkivmateriale, som med fordel kunne bruges af fag
folk.
Kvindernes historiske tabskonto kunne let gøres meget større, var es
sensen af det korte debatindlæg, Beth Grothe Nielsen præsenterede i samme nummer af tidsskriftet.95 Hendes ho
vedkilde var et retshistorisk materiale på 89 domme 1719-1805 ved det nør- rejyske landsting over kvinder, i de fle
ste tilfælde ugifte tjenestepiger, som blev anklaget for at have ombragt de
res nyfødte børn. De skulle ifølge Dan
ske Lovs 6. bog, 6. kapitel, 7. artikel miste deris Hals, og deris Hovet settis paa een Stage, som skrevet står. Og med omvendt bevisbyrde, fordi kvin
den for at blive frifundet selv skulle bevise sin manglende skyld i barnets død. I de fleste tilfælde blev hun dog benådet - med en langvarig tugthus
straf. Det viser kvindeundertrykkel
sen i sin mest ekstreme for, konklude
res det.
Her blev 89 ulykkelige kvindeskæb
ner trukket delvis ud af forglemmel
sens mørke. Det samme var efter Tin
ne Vammens opfattelse ved at ske med det hårde, ubetalte slid, som husmød
renes store, tave skarer i århundreder havde udøvet til glæde for mand og børn.96 Drøftede (økonomiske) histori
kere arbejdslivet, mente de selvfølge
lig erhvervslivet, hvorved de overså, at når manden pligtskyldigt mødte op om morgenen med sin madpakke i lom
men, tilkom æren herfor rettelig ko
nen derhjemme. Selv en nyere tids fa
miliehistorikere var tilbøjelige til at skøjte let hen over husholdningsarbej
dets betydning, måtte Tinne Vammen konstatere.
I samme nummer af Fortid og Nutid bragtes desuden anmeldelser af skil
dringer af sociale særtilfælde som Krybskytten fra Nederskoven og Mor
det i Sønder Økse. Det fik redaktions
sekretæren Jørgen Dieckmann Ras
mussen til i sin anmeldelse af morde
ren Ole Kollerøds egen livshistorie at stille det spørgsmål, om man ikke var ved at gå for vidt i sin posthume dyr
kelse af den slags lovbrydere.97
Udgiveren af Ole Kollerøds livshi
storie havde sammenkomponeret sin indledning ved at bringe bidrag fra folk, der gik for at være »Ole Kollerød- kendere«, som det formuleres. Et par af disse ville Dieckmann Rasmussen bestemt ikke tildele denne hæder; de vendte nærmest Danmarkshistorien på vrangen i deres iver efter at friken
de hovedpersonen for enhver personlig
skyld. Desuden havde udgiveren for
sømt at kontrollere Kollerøds generel
le pålidelighed. I sin pedantiske gengi
velse af sit synderegister havde Kolle- rød som regel noteret sine omgivelser som de egentlige skyldige. Han opfat
tede med andre ord sig selv som et pro
dukt af et samfund, der på nærmest forbryderisk vis tvang de fattige til at tage loven i deres egen hånd for over
hovedet at overleve. Det var alt for stor en hæder at karakterisere Ole Kollerød som en »oprører« i slægt med den engelske socialhistoriker Eric Hobsbawns »sociale bandit« å la Robin Hood, mente Dieckmann Rasmussen.
De sociale oprørere, respektive tabe
re, fik til gengæld for lidt spalteplads stillet til rådighed i syvbindsværket Dansk Socialhistorie, kan man udlede af den 14 sider lange anmeldelse, For
tid og Nutid helligede dette værk.98 Gennemgående kritiseredes de enkel
te forfattere enten for at mangle teore
tisk indsigt eller for at levere en social adfærdsbeskrivelse, som ret så ufor
døjet havde den økonomiske liberalis
me som den almindelige samfundsmo
del. Den forudsatte en lighed, som ab
solut ikke var til stede i det 18. og 19.
århundrede, understregedes det.
Det er ikke stedet her at gå dybere ind på denne anmeldelse endsige dens genstand, men vurderet i et lokalhisto
risk perspektiv var det snarere de lo
kale socialgrupper end lokaliteternes socialhistorie, der på ny tiltvang sig in
teresse fra såvel forfatteres som an
melderes side.
Til gengæld stod lokaliteten i mere end én forstand i centrum for den pub
likation, en projektgruppe under Sta
tens humanistiske Forskningsråd fremlagde som oplæg til en planlagt historisk kulegravning af den danske stationsby. Her havde 16 mænd - de tre fra Erhvervsarkivet - og kun to kvinder, bemærkedes det lidt spydigt i anmeldelsen, givet en forsmag på, hvad den historisk interesserede of
fentlighed kunne vente at få ud af de mange rare forskningsmidler, der her var stillet til rådighed.99
Resultatet tegnede dog lidt pauvert, mente anmelderen Helle Askgaard, mest fordi der ikke opereredes med klare afgrænsninger og definitioner.
Man kunne ikke engang få en forkla
ring på, hvad en stationsby egentlig var for en lokalitet. Ordets udsagn om en jernbanetilknytning, den være sig nok så historisk, stod ikke engang til troende. Stort set fandt kun materiale
oversigten med tilhørende katalog over mulige forskningsemner nåde for debatanmelderens blik.
Hvordan man end definerede en sta
tionsby, måtte man på forhånd vente at finde mange henvisninger til denne lokalitetstype i en lokalhistorisk film
vejviser, Danmarks Radios meget kyn
dige filmarkivar Ole Brage havde redi
geret.100 Ikke færre end 1.355 film fra perioden 1902-1978 var her blevet præsenteret, behørigt registreret un
der de lokaliteter, som filmene bragte optagelser fra. Lokalhistorien havde gennem filmmediet fået en ny og le
vende dimension. Når hertil føjes hun
dredtusinder af fotografier og billeder, kunne de skriftlige vidnesbyrd til en
hver tid suppleres, ja næsten erstattes af de illustrative, hvis nærmest sug
gestive virkning enhver gæst på en lo
kalhistorisk udstilling har prøvet at ligge under for.
Det er ikke for meget sagt, at offent
lighedens billedlige erindring om det gamle bondesamfund først og frem
mest skyldes maleren Rasmus Chri
stiansens oliemalerier og akvareller.
Kulturhistorisk vurderet er de ret pro
blematiske, og Rasmus Christiansen er ikke en stor kunstner, højest en dyg
tig maler. Alligevel vil den historisk in
teresserede til sin glæde og forbavselse kunne nikke genkendende til mange af Rasmus Christiansens bondehisto
riske akvareller, sådan som de nu er lagt frem for offentligheden.101 Sådan
var landbolivet jo i gamle dage - lærte man i skolen ved at studere læsebo
gens gengivelse af Rasmus Christian
sens billeder!
En nok så knivskarp og pålidelig re
gistrering af bondelivet i gamle dage får man nok ved at læse den gengivel
se, Frederik Lange Grundtvig, præst i Den danske Kirke i Amerika, har præsteret af bondesønnen Lars Ras
mussens erindringsbilleder fra sin op
vækst i barndomshjemmet på Klok
kergården i Systofte sogn nordøst for Nykøbing F.102 Lars Rasmussen, der som 43-årig var udvandret 1880, for
talte pastor Grundtvig, Clinton, Iowa, om sine minder fra barndom og ung
dom, og dem bestræbte Grundtvig sig på at fastholde netop så præcist, som Lars Rasmussen havde fremført dem på sin velbevarede, falstringske dia
lekt.
Lokalhistorie er folkeoplysning
Sådan formulerede formanden for S.L.F. Ole Warthoe-Hansen sin princi
pielle opfattelse i en artikel i Lokalhi
storisk Journal.102, I hvert fald ville han sætte det som en samlende over
skrift for S.L.F.s virksomhed, udmøn
tet i metodiske historiske lærdomme for enhver, som det udtryktes. Først og fremmest ville han gerne slå et slag for skolingen af lokale årbogsredaktører og andre, som nu gik aktivt ind i arbej
det på at udforske de folkelige be
vægelsers historie.
Lige i hælene på formanden kom den standhaftige tinsoldat marcheren
de, sådan som den lokalhistoriske kon
sulent siden 1976, Verner Bruhn, ka
rakteriserede sin virksomhed.104 Trods den tiltagende professionalisering af det lokalhistoriske arbejde var der sta
dig behov for denne servicevirksomhed over for den folkelige historie, pointe
rede han. Helst så han dog denne form for konsulentvirksomhed placeret un
der et lokalhistorisk institut, som deri
gennem både kunne løse forsknings- mæssige opgaver og yde hjælp til lo
kalhistoriens udøvere.
Dette synspunkt kunne Flemming Just helt tilslutte sig, idet han for sin part både ville decentralisere S.L.F.s virksomhed med de amtshistoriske samfund som regionale centre og ud
bygge Knud Pranges Lokalhistoriske Afdeling til et egentligt institut. Des
uden skulle kursusvirksomhedem ud
vides i bredden og i dybden.105 Såvel S.L.A. som S.L.F. betrådte da også nye veje i deres kursusvirksomhed; S.L.A.
ved at afholde et kursus i lokalhistorie i undervisningen på Hindsgavl 2.-4.
april 1982 og S.L.F. ved at etablere et kursus om landsbymennesker på Re
fugiet Fuglsang 23.-15. april samme år.106
Da Warthoe-Hansen på årsmødet på Askov Højskole 27. august 1982 aflag
de sin sidste beretning som formand for S.L.F., dvælede han meget ved pro
blemerne omkring en udvidelse af kur
susvirksomheden på regionalt hold.
Det krævede efter hans opfattelse et tæt underlag af dygtige forenings- og arkivfolk på egnen at gennemføre det
te med held.107 For at reducere afstan
den mellem S.L.F. og de lokalhistori
ske foreninger så han gerne produce
ret en videofilm om at udforske og skrive sognehistorie. Løsningen af den slags opgaver fordrede imidlertid et tæt sammenhold inden for forenings- strukturen, og han sluttede da meget apropos sin beretning med en stærk påkaldelse af dette. Som hans efterføl
ger valgtes lederen af Erhvervsarkivet i Aarhus, over arkivar Finn H. Laurid
sen.Det må have glædet Warthoe-Han
sen, at den nye ledelse af S.L.F. så hel
hjertet gik ind for at fæstne forbindel
sen mellem S.L.F. og dens medlemsfor- eninger. Et sådant initiativ var en »for- eningsdag«, man afholdt 19. november 1983 på Gladsaxe Hovedbibliotek. Her fik man en god orientering om aktuelle
forskningsprojekter af lokalhistorisk interesse, såsom det såkaldte Stations
byprojekt, som Statens humanistiske Forskningsråd som nævnt havde iværksat. Desuden drøftede man på
trængende foreningsproblemer af al
men interesse, ikke mindst forholdet til lokalpressen. Det blev ved den lejlig
hed besluttet, at Journalen skulle pub
licere de meddelelser om foreningsnyt, de enkelte foreninger ønskede at få bragt.
Der var imidlertid ved at fremstå en ny, samlende overskrift til det daglige arbejde i landets lokalhistoriske for
eninger og arkiver: 50-årsdagen for Danmarks befrielse den 5. maj 1945.
Med Peter Bondesen i spidsen havde man i Randers dels udgivet en kilde
samling om besættelsestiden til brug ved den lokale skoleundervisning, dels iværksat et større indsamlingsarbejde for at få bevaret dokumenter, genstan
de og andet kildemateriale fra en tid, der efterhånden var ved at blive histo
rie.108 I samarbejde med Finn Laurid
sen fra S.L.F. arrangerede Peter Bon
desen en østjysk temadag om Besæt
telsen den 20. april 1985 på amtscen
tralen i Randers.109 Der kunne nævnes mange flere af den slags arrangemen
ter, men fælles for dem alle var, at de i høj grad var med til at styrke interes
sen for det lokalhistoriske arbejde, ik
ke mindst i foreningsregi.
Da Verner Bruhn ved årsmødet i S.L.F. den 31. august 1985 trak sig til
bage som lokalhistorisk konsulent, blev Peter Bondesen udpeget som hans vestdanske efterfølger, mens ansvaret for det østdanske område blev overdra
get arkivar ved Rigsarkivet, cand.mag.
Margit Mogensen. Den standhaftige tinsoldat havde omsider fået ikke én, men to efterfølgere.
Naturens og menneskets fælles historie I en debatanmeldelse af biokemikeren Jesper Hoffmeyers bog Samfundets
naturhistorie hævdede Bjørn Matsen, at når den voluminøse lokalhistorie ik
ke havde formået at påkalde sig større rigshistorisk interesse, skyldtes det hovedsaglig fremstillingens manglen
de sammenhæng.110 Der blev nok refe
reret til forskellige forklaringsmodel
ler, men de spillede ikke rigtig sam
men. Her kunne Jesper Hoffmeyer, be
hørigt korrigeret af Bjørn Matsen, til
byde en marxistisk inspireret forkla- ringsform, som stærkt forenklet kan formuleres således: De forhåndenvæ
rende energistrømme afgrænser råde
rummet for menneskets mulighed for at udnytte jordens ressourcer. Ved at udvikle produktivkræfterne efter gra
den af den materielle nød eller »na
turtvangen« i samfundet, kan menne
sket dog få mere ud af de forhånden
værende energistrømme. Det kan ske enten ved en kvantitativ eller ved en kvalitativ produktiv kraftudvikling, eller bedre udtrykt: en normal og en revolutionær udvikling. Mest effektivt virker den revolutionære form, som indførelsen af agerbruget i sin tid re
præsenterede.
Så langt var Bjørn Matsen enig med Hoffmeyer, men ville dog hellere er
statte begrebet materiel nød med øget ressourcepres. Desuden ville han mod
virke den glidning bort fra Marxs rene lære, som Hoffmeyer gjorde sig skyldig i, ved at erindre om begrebet klasse
kamp. Overklassen ville til enhver tid gennem udbytning af arbejderklassen tilegne sig gevinsten ved en produkti
vitetsforøgelse, og det kunne den gøre så meget lettere, som den kontrollere
de energistrømmene.
Dermed havde man efter Bjørn Mat- sens opfattelse fået en helhedsopfat
telse, en teori, hvis anvendelsesværdi derefter kunne testes på lokale punkt
undersøgelser. Egen research i de dan
ske landbrugsreformer i 1700-tallet, dvs. de store landboreformer, havde overbevist ham om, at der fandtes sto
re regionale og lokale variationer. Dis
»Den standhaftige tinsoldat« - SLF’s lo
kal historiske konsu
lent fra 1976 til 1985 - Verner Bruhn af
lægger her beretning under årsmødet på Klarskovgård i 1978.
Foto: gengivet efter Journalen 1992, s.
13.
ses omfang og betydning måtte fast
lægges, før man kunne gå videre i hel- hedstolkningen.
Her arbejdede Bjørn Matsen videre med et tema, som var slået nok så kraftigt an i det foregående nummer af Fortid og Nutid. Her havde Kristof K. Kristiansen og Niels Steensgaard som repræsentanter for hhv. en marx
istisk og en positivistisk historikerret
ning i fællesskab fremlagt en samling foredrag, holdt ved en seminarrække på Historisk Institut ved Københavns Universitet efteråret 1981 over Økolo
gisk balance og historisk forandring.m I indledningen udpegedes de viden
skabseksterne forhold som inspira
tionskilden til den stigende interesse blandt historikere for forholdet mel
lem samfund og natur. Det åbnede et helt nyt perspektiv på den førmoderne bonde. I stedet for at blive udskældt som et stokkonservativt drog blev han nu anskuet som et menneske, som på basis af århundredlange erfaringer le
vede i pagt med miljøets naturlige ek
sistensmuligheder. Fortidens bønder
var skam miljøbevidste foretagere og ikke hensynsløse industribaroner, som i deres evige jagt på profit udnyttede naturen og miljøet ud over alle græn
ser.På den anden side var det gamle bondesamfund dog præget af skarpe konjunkturbevægelser, hvis virknin
ger automatisk forplantede sig til an
dre sektorer. Efter 2. verdenskrig ar
bejdedes der mange steder i udlandet på at sætte disse konjunkturbevægel
ser ind i en såkaldt malthusiansk for
klaringsramme, inspireret af den en
gelske økonom T.R. Malthus’ lære om den kritiske sammenhæng mellem be
folkningstal og ressourcer. Voksede be
folkningen for stærkt, var der simpelt
hen ikke mad nok til at ernære hele befolkningen, og resultatet blev dels faldende fødselstal, dels en barsk re
duktion af befolkningen i form af kri
ge, pest og hungersnød.
Malthus’ klassiske lære fandt i ef
terkrigstiden mange tilhængere, som ved hjælp af udbuds- og efterspørgsels- mekanismen, sådan som den afspejle
de sig i løn, priser, indkomstfordeling og profitter, tolkede den så at sige na
turgivne sammenhæng mellem befolk
ningsudvikling og konjunkturbevægel
ser.Marxistiske historikere og sam
fundsforskere ville dog erstatte den
»neomalthusianske model« med en op
fattelse af klassekampen, dvs. magt
kampen mellem godsejere og bønder, som nok så afgørende. Desuden kunne marxister og ikke-marxister efter de to forfatteres opfattelse nok forenes i et fælles ønske om at bruge en økologisk tolkningsnøgle. Den danske udvik- lingsøkonom Ester Boserup havde f.eks. udformet en antimalthusiansk forklaringsmodel, som hævdede, at det gennem en forøget produktion pr. are
alenhed var muligt at føde en voksen
de befolkning. Det gik til gengæld ud over arbejdsproduktiviteten. Fortidens bønder gik ikke som deres kapitalisti
ske efterfølgere efter profitmaksime
ring, men ville i stedet opretholde en bestemt, socialt defineret levestan
dard, mente Ester Boserup.112
Kristof K. Kristiansen og Niels Steensgaard gjorde dog opmærksom på, at Boserup-modellen ikke havde vundet almindelig accept, bl.a. fordi en mærkbar forøgelse af produktionen for
drede kapitalkrævende innovationer.
Dermed var foregrebet de økologisk-hi- storiske modelbetragtninger, som på forskellig måde gennemspilledes i de efterfølgende indlæg fra seminaret.
I tre af foredragene anvendtes en hypotetisk-deduktiv metode.113 Her var udgangspunktet en nærmere be
skrevet virkemåde i en bestemt ideal
type, en model af en historisk »virke
lighed« på et højt abstraktionsniveau.
Herfra blev udledt en række forkla
ringer, som derefter konfronteredes med de naturgivne rammer og med en nærmere defineret forhåndsanta- gelse af en vis almenmenneskelig ra
tionalitet. Derved indkredsedes de forhold, der betingede forandringer,
dvs. vekselvirkningen mellem de ydre påvirkninger og det indre vækstpo
tentiale.
Heroverfor stod et par empirisk do
kumenterede studier fra oldtidens Rom og Iran, hvor der blev beskrevet et sæt historiske strukturer, som efter alt at dømme havde været udslagsgi
vende for eksistens- og handlemulig
hederne i de datidige samfund.114 Også her brugtes en art deduktiv metode, hvor den historiske »virkelighed« op
fattedes som de historiske personers formentlige reaktionsmønster over for de ydre, givne rammer.
En antropologisk (lokal)historie?
Historikerne havde på dette tidspunkt indledt en ny runde i fagets aldrig hvi
lende granskning af andre fag og disci
pliner for at kunne hjemtage ny inspi
ration på det emnemæssige og metodi
ske område. Et særlig interessant stu
dieobjekt bød sig da i antropologien, som syntes at åbne helt nye mulighe
der for at studere det historiske men
neske i videste forstand. Men her lød det advarende fra etnologen Palle O.
Christiansen: Historie tilsat et stænk antropologi er ingenlunde at betragte som historisk antropologi.115
Hans forslag til løsning af denne grænsekonflikt mellem de to fag var at undersøge, hvor langt og hvordan man med fordel kunne begive sig ind på hinandens arbejdsfelter.
Som baggrund for dette i sig selv li
det revolutionerende forslag drøftede han i store træk en forskningssitua
tion som sin egen, hvor endemålet var at analysere et stykke dansk godshi
storie (det østsjællandske Giesegård) med det formål ikke at klarlægge ba
nale historiske forhold, men at afdæk
ke nye sammenhænge og varierende konstellationer i det sociale felt. Den slags ting lå efter Palle O. Christian
sens opfattelse uden for det historiske arbejdsområde, og derfor måtte han
stort set kassere hele den landbohisto
riske litteratur om emnet.
Naturligvis ville etnologen præstere den af historikerne åbenbart så efter- higede helhedstolkning, men den skul
le ikke motiveres ud fra ønsket om at skrive en totalitetshistorie i sig selv. I stedet skulle den begrundes ud fra be
hovet for at finde en lokalitet, der in
deholdt de for undersøgelsen nødven
dige strukturfænomener.
Det er ikke stedet her at forsøge at trænge dybere ind på etnologiens me
todiske grundproblemer, men et par supplerende betragtninger af lokalhi
storisk natur kan dog nok være på sin plads, eftersom Palle O. Christiansen ikke var ene om at tilbyde mere eller mindre komplekse forskningsmodeller til brug ved analyser af et lokalt ind
storisk natur kan dog nok være på sin plads, eftersom Palle O. Christiansen ikke var ene om at tilbyde mere eller mindre komplekse forskningsmodeller til brug ved analyser af et lokalt ind