DANSKE VIDER OG VEDTÆGTER
Poul Bjerge ogThyge J. Søegaard, Danske Vider og Vedtægter. I—III.
Kbh. 1905—20. Lehmann og Stage.
Med det nu udkomne tredje hæfte af tredje bind er dette store arbejde lykkelig ført til ende, efter at dets udgivelse har stået på i det meste af en snes år. Der er al grund til at lykønske højskolelærer Poul Bjerge til at han med sejg jydsk udholdenhed har gennemført værket, der gør en af hovedkilderne til dansk kulturhistorie tilgængelig for forskeren.
Da udgaven i sin tid ved sin fremkomst er bleven gjort til genstand for en udførlig anmeldelse fra min side her i tidsskriftet (DSt. 1906 s. 56—64), skal jeg her kun ganske kort henlede opmærksomheden på dens afslutning og anbefale den på det bedste til den kultur- og agrarhistoriske såvel som den topografiske forsker, for hvem den indeholder en sand guldgrube af oplysninger ikke alene om landsbyernes gamle driftsformer i fællesskabets tid, men også om bøndernes selvstyre og indbyrdes sammenslutning i bygilder under oldermandens forsæde. Udgiveren har forsynet det sidste hæfte med et forord, hvoraf det fremgår, at der under udgivelsen stadig er fundet flere vider og vedtægter, og at ingenlunde alle de fundne har nået at komme med i 3. bind, der efter planen skulde omfatte Sønder-jylland og Efterslæt til de to første bind, som indeholdt vedtægterne fra
øerne og fra Jylland. Han stiller derfor udgivelsen af et fjerde bind i udsigt, såfremt tid og kræfter slår til, og man må meget ønske at dette hans håb må gå i opfyldelse. Udgiveren har desuden i sidste hæfte skrevet en smuk og forstående minderune over sin mangeårige medarbejder oberstlieutenant Thyge J. Søegaard, som desværre bortreves af døden, da værket endnu kun var halvt fuldendt. Fremdeles har udgiveren forsynet værket ikke alene med de nødvendige person- og stedregistre, men også med et meget omfattende sagregister, der i høj grad vil lette kommende forskere oversigten over alle de brogede enkeltheder, hvoraf landsbylovenes mosaik er sammensat, og bidrage til at finde de store linjer i udviklingen, som utvivlsomt også kan afvindes dette egenartede stof. Dog bør forskeren aldrig glemme, at de gamle lovtekster er et meget ensidigt kildestof, og at der andetsteds og navnb'g i de gamle tingbøger er mange små træk at hente om landsbyfællesskabets virkemåde og bygildets forhold til de en-kelte medlemmer — småtræk hvoraf jeg i min forrige anmeldelse har
NORSKE FOLKEVISER 47 meddelt adskillige prøver. Meget glædeligt vilde det være, om udgavens lykkelige afslutning vilde give forskningen et stød til i højere grad end hidtil at kaste sig over nogle af de mange interessante problemer, der knytter sig til landsbyfællesskabets opståen og udvikling gennem tiderne.
Jørgen Olrik.
NORSKE FOLKEVISER
Norslce Folkevisor. Folkeutgåve ved Knut Liestøl og Moltke Moe. I.
Kristiania. 1920. J. Dybwads Forlag.
Landstads omfangsrige Samling af norske Folkeviser fra 1853 lader nu endelig til at ville faa en passende Afløser i den af Professor Knut Liestøl med stor Kyndighed tilrettelagte „Folkeudgave" af norske Viser.
Foreløbig er første Bind udkommen; det indeholder ikke mindre end 40 Viser (i restitueret Form ved Liestøl og nu afdøde Professor Moltke Moe), desuden historiske Indledninger og Ordforklaringer. En Del af de med-delte 40 Viser kendes ogsaa fra dansk Overlevering men andre — som f. Eks. „Draumkvædet", „Steinfinn Fefinnsson", „Kong Eirik og blakkjen",
„Dei tri vilkori" — er interessante Prøver paa norsk, (eller i hvert Fald vestnordisk) middelalderlig Digtekunst. Naar Udgaven foreligger afsluttet i de projekterede 3 Bind, vil den blive en nyttig Haandbog for enhver, der vil skaffe sig hurtigt Overblik over de norske Folkevisers Stil og Ind-hold. Professor Liestøl vil utvivlsomt faa Glæde af sit Arbejde; det vil forstaa i vide Kredse at vække Interesse for norsk Folkevisedigtning, saaledes at der sikkert hurtigt vil vise sig Offervillighed til Bekostning ogsaa af en videnskabelig norsk Viseudgave, der giver Stoffet — ikke som denne eller liin Professor mener at det bør være — men saaledes som det er os overleveret i Folketraditionen. Kun ved Udgivelse af en saadan Materialsamling kan der skabes et Grundlag for alvorlig Forskning af hver enkelt Vises og hele Visedigtningens Udviklingshistorie.
Jeg benytter Lejligheden til et Par Smaaindvendinger mod det ud-komne Bind af Folkeudgaven. Hvorfor meddeles der ikke Melodier til Viseteksterne? Folkeviser bør selvfølgelig synges; de har aldrig været bestemte til at fremsiges eller oplæses. — Hvorfor skal de lyriske Ind-ledninger, f. Eks. til Visen om Jomfruen i Hinde- og Ørne-Ham, absolut forklares som interessante Levninger af en lyrisk Dansevisepoesi fra 12.
og 13. Aarh., naar den Slags Lyrik lige saa godt kan tænkes at være digtet under Paavirkning af det 15.—16. Aarh.s lyriske Poesi (jf. Bemærkn. til DgF. 516). — Hvorfor skal Visen om „Margjit og Targjei" forklares som en Digtning, „som skildrar samkværnet med yvernaturlege vette og dei fylgjone, det kann få for menneskjet", naar selve Visen overhovedet ikke handler om noget overnaturligt Væsen, men er en Behandling af det i flere an-dre Folkeviser benyttede Motiv om den frugtsommelige Brud (jf. DgF.
277). — Den ubetydelige Skæmtevise om „Tosstein", der falder gennem Isen, er noget ufuldkomment kommenteret. Der burde være oplyst, at Visen i nogle Opskrifter gaar over i Skæmtevisen om „Den sære Mand"
(E. T. Kristensen: Skæmteviser Nr. 7), og at den meddelte Opskrifts
sid-48 KULTUR OG FOLKEMINDER
ste Vers er paavirket af Visen om „Møllerdatteren" (E. T. Kristensen: Skæm-teviser Nr. 43). — Endelig kan indvendes at Visen om „Kongssønen af Norgesland" (restitueret af Moltke Moe) alt for brat slutter med Verset om, at Fuglen vender tilbage med Besked til den bejlende Kongesøn:
„Du tar inkje til jomfruva bele, de er kort nei". Der burde vist tilføjes et Slutningsvers om, at Fuglen, da den vender hjem, finder sine Unger døde. Denne Slutning findes i hvert Fald i en enkelt norsk Opskrift, samt i de ellers meget afvigende danske Former fra 16. Aarh. (DgF. 506).
H. Grimer-Nielsen.
GERHARD KEMPE
Lektor ved Kathedralskolen i Kristiania G. Birkeland har vist mig den store Interesse at sende mig efterfølgende Oplysninger:
„Den i Deres artikler i DSt. 1919 s. 104 flg. og 1920 s. 48 om-talte Gerhard Kempe kan muligvis være identisk med den hos A. Erlandsen, Biographiske Efterretninger om Geistligheden i Tromsø Stift (Ghra. 1857), S. 133 nævnte Gert Kempe, som var missjonær i Saltdalen fra 1755.
Ifl. samme verk s. 112 var han hjelpeprest hos sin bror Cornelius Kempe, spr. til Steigen, fra 1760 til 1762, hvorefter han „blev forrykt og skal være død i Kjøbenhavn i Armod." Det kan jo tænkes at han har skrevet Bit manuskript før han blev „forrykt", og at han siden har tat det med
sig til Kbh.
Navnene Gerhard og Gert brukes jo tildels om hverandre, og i be-tragtning av de norske presters bekjendte interesser for naturhistoriske og folkloristiske studier i'anden halvdel av 18. aarh., anser jeg det ikke for helt umulig at vi her kunde ha forfatteren av optegnelserne."
J. W. S. Johnsson.