Kontrakttypologi

Vejledningens beskrivelse af mål

Vi tager udgangspunkt i Kultur- og Fritidsforvaltningens vejledning⁶³. I beskrivelsen af

kontraktstyring omtaler vejledningens side 1, at kontraktstyring giver et fælles udgangspunkt for udvikling, og at det grundlæggende handler om at åbne og give plads.

I omtalen af mål beskrives de som:

”…målene bliver mere realistiske og mere konstruktive, når virksomheden selv skal opstille dem frem for at få dem udstukket ovenfra.”

Videre står der, at ”Processen ….starter med at virksomheden beskriver hvilke mål og rammer styrer den efter.”

Disse forhold beskrives og går igen flere steder i teksten. De tydeligste tegn, på at kontrakten er af den relationelle slags, findes under vejledningens punkt ”Gode råd”. Her står bl.a., at virksomheden skal ”…definere rammer og beskrive opgaver, udvælge indsatsområder, og sætte mål og målepunkter….”

Vejledningen lægger således i meget høj grad op til, at den kontraktstyrede kulturinstitution selv formulerer målene.

Det lægger jo op til, at kontrakttypen er af den relationelle slags. Men når vi ser vejledningen nærmere efter i sømmene for sin beskrivelse af mål, bliver det sværere at fastlægge

kontrakttypen.

For på den anden side siger vejledningen, at målene stadig skal være målbare og have målepunkter, og det skal fremgå af kontrakten, hvordan og hvornår der måles.

Vejledningen indeholder imidlertid en klar overvægt af elementer, der forudsætter dialog og tillid mellem kontraktparterne. Vi konkluderer derfor, at vejledningen lægger op til brug af relationelle kontrakter.

Kontrakternes beskrivelse af mål

Vi tager nu fat i selve kontrakterne for at se, om vi kan finde lige så tydelige tegn på relationelle kontraktforhold.

63 Københavns Kommune, Kultur- og Fritidsforvaltningen: ”Kontraktstyring, udgangspunkt for kontraktstyring i Kultur- og Fritidsforvaltningen” (2003) vedlagt som bilag 11.

Eksempelvis ses der i kontrakten med Københavns Bymuseum⁶⁴ mange af det, den føromtalte vejledning omtaler som ”mere realistiske og mere konstruktive” mål i form af mange anlægs- og driftsrelaterede mål. For eksempel i form af nye toiletter, kørestolslifte, øget rengøring og medhjælp til billedarkivet.

Men også mål, i form af det vejledningen kalder ”indsatsområder”, er med i kontrakten.

Kontraktens punkt 7 omtaler ”Opfølgning på den nye museumslov…, Øget formidling…., Styrkelse af den….”

Kontrakten for Huset i Magstræde⁶⁵ indeholder også omtale af ”indsatsområder”. I kontraktens mål for musik står bl.a., at ”Musikcafeen skal være et veldrevet spillested, der er ramme om koncerter af højt kvalitet, med et højt aktivitetsniveau, tidssvarende fysiske rammer og professionelt udstyr.”

Under kontraktens afsnit om dans og teater står der: ”Der skal i kontraktperioden etableres kontakt til flere dansegrupper og skabes plads til dem, på Husets scene.”

I kontrakten for kulturhuset Pilegården⁶⁶ finder vi mål som:

”Børnekulturhuset skal i kontraktperioden integreres som en del af Pilegården.

Der skal indgås nye samarbejder med områdets børneinstitutioner i kontraktperioden.

Pilegården vil fastholde og videreudvikle det Øresundsregionale samarbejde.”

Målene er, som vist i ovenstående citater fra de tre kontrakter, ofte ikke særligt præcise eller målbare. Det er kendetegnende for alle kontrakterne, at målene i vidt omfang ikke er målbare med målepunkter i traditionel forstand. Ofte er de af en slags, som gør evaluering vanskelig.

Når vi gennemgår alle kontrakter for de udvalgte kulturinstitutioner og inddeler i henholdsvis umiddelbart simple mål (målbare mål) og i kvalitative mål (vanskeligt målbare mål), er fordelingen 32 % simple mål og 68 % kvalitative mål (opgjort ud fra tabellen i afsnit 8.14).

Om målene opfyldes beror derfor oftest på en tillidssag og er noget, som bedst afklares i form af dialog mellem parterne. Målene er mere et udtryk for en ønsket udvikling i en bestemt retning end for et bestemt output i form af en detaljeret kravspecifikation.

Målfastsættelse

I vore interview spørger vi alle informanter, i kulturinstitutioner såvel som i Kultur- og Fritidsforvaltning, om hvem der fastsætter målene for kulturinstitutionerne.

64 Kontrakt med Københavns Bymuseum 2002-2005.

65 Kontrakt med Huset i Magstræde 2005-2008.

66 Kontrakt med Pilegården 2005-2008.

Nogle af svarene lyder:

”Beskrivelsen af huset er lavet her – visioner/mål er lokalt fastsat. Forvaltningen kommenterer – (Kontrakten, red.) skal godkendes i Kultur- og Fritidsudvalget v/indstilling til politikerne.

Materialet skal være af en vis kvalitet.” (Interview med kulturhusleder Jacob Kvedéris, bilag 1).

”Dem har vi selv fastsat. Klaus (Forvaltningen, red.) har pustet til dem. Vi har ikke fået noget trykket ned over hovedet.” (Interview med kulturhusleder Peter Steffensen, bilag 4).

”Medarbejdere + ledere – høj grad af medarbejderinddragelse. Ellers ingen der trækker noget ned over hovedet på dem. Op til de enkelte enheder at fastsætte.” (Interview med vicedirektør Olga Brüniche-Olsen, bilag 5).

Gennemgående er svarene, at målene fastsættes af kulturinstitutionerne selv. Men kulturinstitutionerne medgiver dog også, som de første citater antyder, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke blot tager de angivne mål til efterretning. Er målene i Kultur- og Fritidsforvaltningens øjne for uambitiøse, antyder citaterne, at den nok lægger det, vi vil kalde et let motiverende pres.

Disse udsagn falder helt i tråd med den beskrivelse vi giver under teori afsnit 6.7, hvor vi skriver, at ”relationelle kontrakter, er de kontrakter, hvor ydelserne som udgangspunkt er vanskelige at beskrive detaljeret, og hvor det er nødvendigt at lade agenten beskrive eller udfylde de krav, som kontrakten stiller. Formålet med denne type kontrakter er, at skabe en dialog mellem parterne om leveringen af ydelsen.”

Klassisk eller relationel

At kulturinstitutionerne selv angiver målene for den kommende kontraktperiode, er vel nok det mest sigende bevis på, at kontrakterne kan kategoriseres som relationel.

Om Kultur- og Fritidsforvaltningen lader kulturinstitutionerne selv beskrive målene, fordi ydelserne som udgangspunkt er vanskelige at beskrive, eller fordi det er bedre at lade kulturinstitutionerne give et bud på realistiske og konstruktive mål, kan vi ikke umiddelbart bedømme. Der er nok ikke tvivl om, at kulturelle ydelser er svære at beskrive i form af mål med tilhørende målepunkter. Uanset årsagen konstaterer vi, at målene i stor grad beskrives af kulturinstitutionerne selv, og Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår i dialog herom.

Ud fra analysen konkluderer vi, at kontrakterne, både ud fra beskrivelsen af mål i vejledningen og ud fra selve kontrakterne, er relationelle.