Konklusion

  Det  teoretiske  grundlag  for  narrativ  teori  og  praksis  viste  sig  i  analysen at være: a) Et opgør med sandheden, da idealet om sand‐

hed i narrativ teori betragtes som en forførende illusion, som for‐

hindrer psykoterapien, psykologien og videnskaben generelt i at se 

’selvet’ og ’menneskenaturen’ som historiske produkter og dermed  fører til kulturel stagnation og fremmedgørelse; b) at narrativ teori  og  praksis  må  orientere  sig  mod  meningsskabelse  frem  for  sand‐

hed, da menneskelig erfaring og mening er struktureret i fortællin‐

ger;  c)  antagelsen  om,  at  livet  er  kendetegnet  ved  den  samme  ubestemthed som karakteriserer litterære tekster, således at tekst  og fortolkning gives prægnans over virkelighed og sandhed, hvilket  muliggør  det  narrative  genforfattende  arbejde  og  d)  at  det  fore‐

trukne  og  nyttige  i  den  enkeltes  liv  udgør  den  pragmatiske  måle‐

stok for det genforfattende arbejde i narrativ teori og praksis frem  for repræsentation af en objektiv virkelighed. 

  I  diskussionen  af  vilkårlighedsproblematikken  anlagde  jeg  et  kritisk  blik  på  dette  teoretiske  grundlag  for  narrativ  teori  og  de  problematikker, som det kan indebære. Jeg argumenterede her for,  at  det  grundlæggende  udgangspunkt  for  narrativ  teori  indebærer  en risiko og fare for vilkårlighed, og at vilkårlighed derfor kan siges  at  udgøre  en  grundproblematik  for  narrativ  teori  og  praksis.  Jeg  argumenterede  for,  hvordan  vilkårlighed  i  det  narrative  arbejde  med fortællinger kan siges at være problematisk i epistemologisk,  etisk og social forstand, således at der ikke er grænser for: 1) Hvad  man kan fortælle, da man ikke mener sig epistemologisk forpligtet  på den sagssammenhæng fortællingen angår; 2) hvordan man kan  handle  på  baggrund  af  fortællinger,  da  man  ikke  mener  sig  etisk  forpligtet  på  fortællingen  eller  den  sagssammenhæng,  den  angår; 

3) hvilke relationer man kan indgå i med andre gennem fortællin‐

ger,  da  man  ikke  mener  sig  socialt  forpligtet  på  den  sociale  sam‐

menhæng, som fortællingen indgår i og refererer til. 

  Diskussionen  af  vilkårlighedsproblematikken  motiverede  en  reaktualisering af sandhedsspørgsmålet i forhold til narrativ teori  og praksis. Jeg gjorde her opmærksom på, at det sandhedsbegreb,  der gøres op med i narrativ teori har karakter af at være et scien‐

tistisk sandhedsbegreb, som det synes berettiget at gøre op med i  forhold  til  arbejdet  med  fortællinger,  mening  og  erfaring,  men  at  dette opgør ikke behøver medføre et opgør med sandhed som så‐

dan. Jeg argumenterede for, at der i narrativ teori gør sig et implicit  sandhedskrav gældende, og at det berettigede opgør med en særlig  form for sandhed i lyset heraf markerer nødvendigheden af at gen‐

tænke  sandhedsspørgsmålet  i  forhold  til  narrativ  teori  og  praksis  frem for at nødvendiggøre et radikalt opgør med det. Igennem dis‐

kussionen  af  vilkårlighedsproblematikken  og  reaktualiseringen  af  sandhedsspørgsmålet etablerede jeg således sandhed som et pro‐

blem, der er muligt, nødvendigt og relevant at stille spørgsmål til i  forhold til narrativ teori og praksis.  

Med sandhedsspørgsmålet etableret som problemstilling for re‐

sten af undersøgelsen, foretog jeg i en diskussion af, hvilke begre‐

ber det ville være relevant at formulere sandhedsspørgsmålet om‐

kring i forhold til narrativ teori og praksis. Jeg kom her frem til, at  det  må  stilles  omkring  begreber,  der  dels  betoner  og  nuancerer  grænser og forskelle mellem tekst og liv, dels anskuer fortællingen  som en særegen erkendelsesform i hvilken der formidles en sand‐

hed, som må begribes i sin egen ret, således at den ikke forveksles  med et scientistisk sandhedsideal eller forglemmes med vilkårlig‐

hedsproblematikker til følge. Dette viste sig muligt ved at formule‐

re  sandhedsspørgsmålet  omkring  begrebet  saglighed.  Sandheds‐

spørgsmålet i forhold til narrativ teori og praksis blev således blot‐

lagt  i  en  udlægning  af  de  tre  saglighedsaspekter:  Livssammen‐

hæng, handlingskontekst og samhørighed. Med Saglighedsbegrebet  betonede jeg fortællingens sandhedskrav og forpligtende karakter,  som  gives  af:  1)  Livssammenhængen  som  man  er  epistemologisk  bundet  af,  da  den  kræver,  at  man  forpligter  sig  fortolkningsmæs‐

sigt på den; 2) handlingskonteksten som man er etisk ramt af, da  den kræver at man handler i forhold til den og 3) samhørigheden  som man er socialt talt til igennem, og som kræver, at man holder  sig  åben  overfor  den.  Jeg  gjorde  afslutningsvist  opmærksom  på,  hvordan  de  tre  saglighedsaspekter  i  forhold  til  en  organisatorisk  kontekst  udgør  henholdsvis  1)  den  organisatoriske  institutionelle  ramme og historik, 2) de konkrete konflikter og strategiske over‐

vejelser og 3) det organisatoriske fællesskab. Saglighed som forud‐

sætning  for  narrativ  organisationsudvikling  betoner  dermed,  at  saglighedsaspekterne  udgør  en  grænse  for  fortællingers  fortolk‐

ningsmæssige indhold, og i hvilket omfang de kan være udgangs‐

punkt  for  handling  og  social  relationsskabelse.  Den  overordnede  konklusion er, at det forpligtende og mulighedsbetingende aspekt  ved  narrativ  organisationsudvikling  bedst  betones  som  forudsæt‐

ning ved at fastholde muligheden for at spørge ind til sandhed i be‐

tydningen saglighed. 

  Således  har  undersøgelsen  nået  sit  mål  om  at  tilvejebringe  spørgsmålet  og  problemstillingen  omkring  sandhed  i  forhold  til  narrativ  teori  og  organisationsudvikling.  Sandhedsspørgsmålet  i  forhold  hertil  er  et  spørgsmål  om  saglighed,  og  saglighed  er  blot‐

lagt  som  en  forpligtelse  på  fortællingens  livssammenhæng,  hand‐

lingskontekst og samhørighed. 

  Der  melder  sig  forskellige  spændende  perspektiver  i  lyset  af  disse konklusioner. I forlængelse af den teoretiske erkendelsesin‐

teresse i denne undersøgelse ville det være oplagt at afprøve sag‐

lighedsbegrebets  analytiske  udsigelseskraft  i  forhold  til  narrativ  organisationsudvikling  i  en  empirisk  sammenhæng.  Endvidere  ville det være oplagt, at undersøge saglighedsbegrebets teoretiske  og praktiske implikationer for videreudvikling af metoder i forhold  til narrativ organisationsudvikling. Udenfor den narrative kontekst  ville  det  være  interessant  kritisk  at  diskutere  implikationerne  af  sandhedskritik i andre konstruktivistiske og postmoderne former  for organisationsudvikling – og undersøge muligheden for og nød‐

vendigheden af at fastholde sandhedsspørgsmålet i forhold til dis‐

se.  

  I  en  bredere  kontekst  kan  det  narrative  opgør  med  scientisme  siges  at  adressere  et  væsentligt  problem,  der  fortsat  er  aktuelt  i  dag på et mere generelt niveau. Jeg tænker her på tendensen til at  ville  forklare  kulturelle,  æstetiske,  samfundsmæssige  og  sociale  fænomener  med  scientistiske  modeller.  På  dette  niveau  kan  spørgsmålet  om,  hvordan  der  gøres  op  med  scientistiske  sand‐

hedsidealer for teori og praksis i human‐ og samfundsvidenskabe‐

lig sammenhæng betragtes som en af samtidens væsentlige kultur‐

kritiske spørgsmål. Tænkes denne undersøgelse i sin helhed ind i  denne  bredere  kontekst  peger  den  imidlertid  også  på  et  andet  spørgsmål i denne sammenhæng, nemlig spørgsmålet om hvorvidt  sandhedsspørgsmålet i stigende grad bliver irrelevant og uønsket  som tematisk spørgsmål i dag i takt med at perspektivisme og kon‐

struktivisme  vinder  større  tilslutning.  Og  hvis  det  er  tilfældet,  så  peger undersøgelsen også på spørgsmålet om i hvilket omfang, der  bliver  taget  højde  for  den  vilkårlighedsproblematik,  som  et  radi‐

kalt opgør med sandhed indebærer. I denne sammenhæng vil det  være værd at overveje,  hvordan og i hvilket omfang vi – informe‐

ret af konstruktivistiske indsigter og deres opgør med scientistiske  sandhedsidealer  –  kan  bevare  et  sprog  for  forpligtelse  og  ansvar. 

Jeg har i denne undersøgelse argumenteret for, hvordan dette kan  gøres i forhold til narrativ teori og praksis ved at fastholde sand‐

hed som et teoretisk og filosofisk problem.