Dersom en kommunalbestyrelse har handlet i strid med lovgivnin
gen, herunder undladt at udføre en foranstaltning, hvortil den er forpligtet, kan tilsynsmyndigheden efter styrelseslovens § 61, stk. 2, i fornødent fald rejse sag ved domstolene om personligt ansvar for medlemmer af kommunalbestyrelsen for den pågældende beslutning eller undladelse.
Der tilkommer derimod ikke tilsynsmyndigheden nogen adgang til på egen hånd at pålægge medlemmer af en kommunalbestyrelse pligt til at yde erstatning til kommunens kasse.
Bestemmelsen i styrelsesloven om adgang til personligt erstat- ningssøgsmål mod kommunalbestyrelsens enkelte medlemmer er en videreførelse af de tidligere gældende bestemmelser i købstad- kommunallovens § 30 og landkommunallovens §§ 31, stk. 3, og 32, stk. 2. Det må i overensstemmelse med opfattelsen under den tid
ligere lovgivning fortsat være en betingelse for pålæggelse af ansvar, at der fra de pågældende medlemmers side er udvist forhold, der kan karakteriseres som forsømmelse eller skødesløshed ved udførel
sen af hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem [2].
Domme, der statuerer erstatningsansvar for kommunalbestyrel
sesmedlemmer, er sjældne. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor en sognerådsformand, der var direktør for og ejer af aktiema
joriteten i et aktieselskab, lod nogle materialeleverancer til kommu
nen gå gennem aktieselskabet, hvorved han bl.a. unddrog kommu
nen en rabat, som den leverende fabrik normalt ydede kommuner.
Sognerådsformanden blev dømt til at erstatte kommunen dens tab ved, at levering ikke var sket direkte til kommunen [3].
Det kan imidlertid forekomme, at kommunalbestyrelsesmedlem
mer udreder erstatning til kommunens kasse, selv om et erstatnings
ansvar ikke er fastslået ved nogen domstolsafgørelse. Tilsynsmyn
digheden har vel som nævnt ingen adgang til at pålægge et sådant ansvar, dersom den eller de pågældende kommunalbestyrelsesmed
lemmer modsætter sig det, men det er i praksis forekommet, at til
synsmyndigheden har tilkendegivet, at man er af den opfattelse, at medlemmer af en kommunalbestyrelse har pådraget sig et erstat
ningsansvar over for kommunen og at man agter at anlægge sag mod de pågældende, medmindre de inden en vis frist indbetaler et nærmere fastsat beløb til kommunekassen. Som eksempel kan næv
nes, at et sogneråd i en årrække trods påtale fra amtsrevisionen havde udvist passivitet og forsømmelse med hensyn til afvikling af et gartneris restancer for levering af fjernvarme fra den kommunale fjernvarmeforsyning, hvorved der var påført kommunekassen et tab af en størrelsesorden af formentlig omkring 150.000 kr. I anledning
2. Jfr. Ernst Andersen pag. 311.
3. U.f.R. 1961. 482 H. Sagen var anlagt af sognerådet efter pålæg af amts
rådet.
af en klage fra en borger udtalte indenrigsministeriet overfor amts
rådet, at det i forbindelse med behandlingen af et andragende fra sognerådet om samtykke til optagelse af lån til dækning af kommu
nens tab måtte påhvile amtsrådet at tage stilling til, om tabet var forvoldt ved en adfærd, der kunne begrunde ansvar, og at amtsrå
det i bekræftende fald som tilsynsmyndighed, jfr. landkommunallo- vens § 31, måtte foranstalte det videre fornødne til, at ansvaret blev gjort gældende [4].
Amtsrådet tog herefter ansvarsspørgsmålet under behandling og nåede til det resultat, at der var udvist en sådan forsømmelse i for
bindelse med oppebørslen af de skyldige beløb for leveret fjernvar
me, at der var opstået et personligt retsligt ansvar for sognerådets medlemmer. Amtsrådet vedtog imidlertid, at man uden derved at begrænse sin påstand under en eventuel retssag ville tilkendegive sognerådet, at man ville undlade at anlægge sag mod sognerådets medlemmer efter landkommunallovens § 31 vedrørende det om
handlede erstatningskrav, såfremt de pågældende medlemmer in solidum indbetalte et beløb på 20.000 kr. til kommunens kasse in
den en nærmere fastsat frist. Man meddelte samtidig, at man i mod
sat fald så sig nødsaget til at anlægge erstatningssag. Amtsrådet ved
tog dog på et senere møde bl.a. under hensyn til fremkomne hen
vendelser fra lokale vælgerforeninger om, at sognerådets langmo
dighed med restancerne ikke skyldtes ligegyldighed, men menneske
lige hensyn, at nedsætte det beløb, man krævede indbetalt til kom
munekassen som forudsætning for undladelse af søgsmål, til 10.000 kr. Dette beløb blev indbetalt og sagen fandt herved sin afslutning.
Indenrigsministeriet, der var holdt underrettet om amtsrådets be
slutninger, udtalte senere i en skrivelse til klageren, at man var af den opfattelse, at der ikke kunne pålægges amtsrådet noget ansvar i anledning af den måde, hvorpå dets tilsynsbeføjelser i forhold til sognerådet var udøvet [5].
Man kan imidlertid rejse det spørgsmål, om en fremgangsmåde som den nævnte, hvorefter tilsynsmyndigheden afstår fra sagsanlæg mod indbetaling af et nærmere fastsat beløb, der er mindre end det tab, kommunen har lidt, er i overensstemmelse med styrelseslovens
§ 6 1 . Dette må dog formodentlig antages under hensyn til, at an
vendelsen af de i § 61 nævnte tvangsmidler ikke er obligatorisk, men
4. Indenrigsministeriets skr. af 7. november 1968.
5. Indenrigsministeriets skr. af 5. september 1969.
beror på tilsynsmyndighedens diskretionære afgørelse [6]. Frem
gangsmåden må iøvrigt siges at repræsentere en hensigtsmæssig mel
lemløsning i de tilfælde, hvor der vel er udvist et erstatningspådra
gende forhold af en vis grovhed, men hvor der samtidig foreligger visse undskyldende momenter, der ville gøre det mindre rimeligt at pålægge de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmer at erstatte det fulde tab. Det kan herved også spille en vis rolle, at karakteren af den kommunale virksomhed kan medføre tab af meget betydelig størrelse.
C. Spørgsmålet om objektivt strafansvar for kommunalbestyrelsens