Vi udsendte desuden to plakater med lay-out af Erik Hagens med billeder af de civilstrømere, der forsøgte at infiltrere venstrefløjen.
Socialistisk Information var stærkt infil-treret. En af grundene til at man infiltrere-de infiltrere-dem var jo at infiltrere-de arbejinfiltrere-deinfiltrere-de entristisk, dengang. Det vil sige, at man søger indflydelse i andre organisationer for at påvirke dem med egen politik og ideologi.
Hvis man havde en i ledelsen hos de daværende trotskister eller revolutionære socialister, så fik man jo at vide, hvad der foregik i bl.a. SF og DKP og alt muligt andet. Det var skide smart.
Kejsergade og
erfarede det, fordi han skrev i Studenter-bladet og hørte til inderkredsen i Danske Studerendes Fællesråd, som vi jo var ualmindelig forlovet med gennem samarbejde; og nogle var jo medlemmer af Demos, og de har også vidst det. Pe-ter Wivel skrev jo artikler i StudenPe-ter- Studenter-bladet, bl.a. under navnet Kirsten Boesen. Jeg kan huske Tove og jeg var på efterårsferien ferie i Sverige. Så blev jeg ringet op, og jeg blev skruptosset.
Han brød en stiltiende aftale, vi alle sammen havde om, at demonstrationen skulle have offentliggjort det. I virke-ligheden er der ingen af os der ved, hvad der foregik i kælderen under Kejsergade.
Vores formodning er, at de havde en sløjfe over et par telefoner så de kunne aflytte de udenlandske ambassaders
kommunikation via telefonen. Ja, og så mente man også, der var foregået andre former for telefon-aflytning. Ninn Hansen blev fire gange i Folketinget spurgt, om grundloven var blevet overtrådt, underforstået, at der var blevet aflyttet danske folk. Det ville han ikke svare på, så det formoder vi også. Men der er aldrig kommet en erklæring om, hvad fanden der foregik, andet end at de blev dybt frustrerede over afsløringen. Og da studenterne så siden besatte universitetet, fandt de jo i arkivet referater af møder mellem rektor og Forsvaret om lejen af den der kælder.
Politiet rykkede ud, da der var spontane demonstrationer ved Kejsergade, og de passede på lågen ned til stedet. De demonstrationer ebbede efterhånden ud.
Beslaglæggelse af Politisk Revy i trykkeriet.
Og så kommer jeg i tanke om, at Niels Frölich jo så en af dem, han havde arbejdet sammen med i Forsvarets Cen-tralradio. Derfor var vi helt sikre på, at det var forsvarets lyttestation, der var dér.
Ja, så skal vi jo også til beslaglæggelsen.
Det udkommer jo først i november, og der havde vi en aftale med Politisk Revy om, at vi afslørede historien samtidig, og det medførte, at Politisk Revy blev be-slaglagt i trykkeriet. Det kom aldrig ud, mens vi var mere heldige. Vi havde oplaget gemt af vejen. Det skete på den måde, at jeg var til et stort pressemøde i anledning af udgivelsen af en Carl Madsen bog, og der delte jeg ud til journalisterne af det nye nummer af Vietnamsolidaritet, der lige var kommet fra trykken, og Vagn delte nogle andre ud til nogle andre journalister. Det var aftalen, at det skulle offentliggøres nu, og en af de journalister eller måske flere af dem har så ringet til Forsvarets Efter-retningstjeneste for at få en kommentar, og pågældende siger så til journalisten, at det er forbudt. Det skal beslaglægges.
Men han havde ikke en skid forstand på beslaglæggelse. Det skulle jo først igen-nem en ret og have en retskendelse, og politiet skulle informeres.
En af de folk, som havde været med i Vietnamkomiteerne og nu var i udkanten af dem, en af de gamle fra Clarté, Peter Schäffer, arbejdede nu på Ritzaus Bu-reau som telegramchef, og han ringede til mig på studenterkursus, hvor jeg underviste, og jeg fik organiseret, at en meget stor del af oplaget blev kørt væk.
Vi fik kun beslaglagt 4-500 hos postvæsenet, og så kørte vi rundt med dem på alle mulige mystiske steder, og så sendte vi dem ud med post neutralt bagefter, så folk fik deres blad - også de abonnenter, der ikke fik det via post-væsenet. Politiet gik rundt oppe i de små kontorer. Der lå enkelte blade på en hylde, dem tog de ikke. De anede ikke, hvad de skulle kigge efter. Da de ikke kunne finde sådan en stabel, gik de igen.
Så de fik ikke vores.
Vi blev jo anklaget for dit og dat, og til alt held syntes Børge Outze41, at det var en anklage mod trykkefriheden, så han genoptrykte det i Information, og så var både dommer og politi og politiske partier i syv sind. Information var jo NATO-venlig, og bladet var rundet af Mod-standsbevægelsen. Så de vidste faktisk ikke hvad ben, de skulle stå på, og de greb ikke ind overfor Information, andet end, at bladet fik dagbøder - ligesom Bente Hansen og Otto Sand som redaktører af henholdsvis Politisk Revy og Vietnamsolidaritet.
Vi bragte jo både nogle fotooptagelser fra det indre af den store radar i Torshavn.
Radaren i Mjørkadalen ved Thorshavn
41 Børge Outze fra Det illegale Informations redaktion var 4. maj 1945 med til at besætte det nazistiske dagblad Fædrelandets redaktionsbygninger i Store Kongensgade i København. Information har fortsat til huse i de samme bygninger. Børge Outze tegnede den redaktionelle linje indtil 1980.
Og vi havde en artikel om de hemmelige hydrofoner mellem Helsingør og Helsingborg. De kunne lige så godt have beslaglagt dem. Det var jo lige så ulovligt.
Den med hydrofonerne imødegik de på den måde, at de fik en NATO-venlig journalist ved Jyllandsposten til at skrive om det i bløde vendinger, så vi kunne ikke få nogen debat om det. Der kom de jo os i forkøbet42 og jeg har den mistanke, at det var det samme der skete under Kejsergade. Men ellers bruger de altid, den der med at hentyde til vores udenlandske samarbejdspartnere.
Og der er jo ingen tvivl om, at grunden til at de slog så hårdt ned på os, det var jo, at vi kædede de der aflytningsstationer sammen med National Security Agency, som var helt ukendt her i offentligheden.
Og det var faktisk kun, fordi jeg havde læst om det i Julius Maders bog, om CIA43. Der var også et lille afsnit om National Security Agency. Det var første gang jeg læste om det. Så kædede jeg det sammen med aflytningsstationerne og påstod, at de var et led i NSA’s 2000 aflytningsstationer rundt omkring - og det havde jeg fra Mader, og den var jo bin-go. Derfor ville de ikke have nogen til at lytte med, fordi så kunne vi jo påvise samarbejdet med amerikanerne, ikke?