K
alundborg ligger paa Nordvestsiden af Sjælland ved den brede og dybe Kalundborg Fjord. — Ved Folketællingen 1.Decbr. 1917 havde Byen med Landdistrikt 5826 Indb. + i Landdistrikt uden
for Jurisdiktionen 249 Indb.
Kalundborg Fjord, der tidligere hed Hærvig, udvider sig inderst inde til et stort Bassin, der be
skyttes mod Vesten
stormen af Halvøen Gisseløre og afgiver en fortrinlig Anker
plads for Skibene.
Det er derfor intet Under, om man i Vikingetiden samlede Skibene her, naar man skulde paa Hærtogt og igen vendte tilbage her om Efteraaret for at dele Byttet og lægge Skibene op til næste Foraar.
Kalundborgs egentlige Historie begynder dog først efter at Borgen er bygget. — Man mener, at Navnet kommer af Kaa (Allike). Vest for Byen ligger en Bakke ved Navn Lundebakken.
Her har altsaa været en Lund, og denne har været Kaaernes Tilflugtssted og er kommen til at hedde Kaalunden. Da Bor
gen byggedes, har denne faaet Navnet Kaalundborg senere Ka
lundborg.
Det var urolige Tider, da Knud Lavards Søn, Valdemar d.
Store, var Konge i Danmark. Venderne røvede og plyndrede paa Kysterne som derfor ofte laa ubeboede og uopdyrkede hen.
Valdemars Fosterbrødre, Absalon og Esbern, Sønner af Asser Ryg i Fjenneslev, hjalp Valdemar trofast med at tugte Venderne,
44
idet de gjorde flere Togt til deres Hjemland ved Østersøens Kyst. Efter at have skaffet nogenlunde Ro for disse idelige Anfald, indsaa man, at det vilde være til Gavn for Forsvaret, om man paa de mest udsatte Steder opførte faste Borge, hvor
fra man kunde holde Udkig med Venderne og have Mandskab og Skibe til Forsvar. Absalon byggede saa Borg ved Havn, det senere Købmandshafn, og Esbern Snare byggede Kalundborg omkring Aaret 1170.
Hermed var Grunden lagt til det nuværende Kalundborg.
Man bosatte sig gerne saa nær som muligt ved en saadan Borg.
Der var Arbejde og Fortjeneste at vente paa Borgen, og kom Fjenden, var man ikke saa udsat for hans Plyndringer, man kunde i værste Tilfælde søge Ly under Borgens Mure. Borgen har ligget i Nærheden af Byens nuværende Torv, den har haft 5 toetages Fløje, der dannede en Gaardsplads med en Brønd i Midten.
Uden om selve Borgen laa andre Bygninger, saaledes fire Taarne: Faers Hat, Folen, Malttaarnet og Bagertaarnet. Faers Hat har faaet sit Navn af Tagets Form som en Spidshue og brugtes til Fængsel. I Folen opbevaredes Rigets Arkiv. Nav
nene paa de andre Taarne siger, hvad de brugtes til.
Endelig byggede Esbern Snare Kalundborg Kirke for Vor Frue. Den laa ogsaa i den ydre Borggaard og er det eneste, der er tilbage af Esberns stolte Bygningsværk. Den er bygget paa en temmetig høj Bakke og har sikkert været et Led i Forsvaret.
Før Borgens Tid var der dog en Kirke her, nemlig Set.
Olai. Den var beliggende, hvor vi endnu har Set. Olai Kirke- gaard, og var en lille lav Bindingsværks Bygning, der ved sin høje Beliggenhed kunde tjene som Sømærke. Den er nedreven i Begyndelsen af forrige Aarhundrede. — Dens sidste Altertavle, der skal have prydet Slottets Kapel, findes nu paa Kalundborg Musæum.
Partiet mellem „Vor Frue Kirke“ og Borgen er den ældste Del af Byen, og vi finder her Navnene Præstegade, Adelgade og Munkesøgade, medens man Nord og Syd for Borgens Plads har Navnene Volden og Graven (Baggraven). Munkesøgade førte i Retning af Munkesøen, en ret stor Indsø ved Byens nord
vestlige Udkant. Vandet fra denne Sø, der endnu fandtes i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, er nu ledet til Havet, og Søens Bund er Eng, Munkesøengen.
Esbern Snare døde 1204. Han faldt ned af en Trappe paa 45
Sæbygaard og brækkede Halsen. Kalundborg gik da over til hans Datter Ingeborg, der var gift med Valdemar d. II.s Drost Peder Strangesøn. Medens Ingeborg ejede Kalundborg, kom en Skare Franciskanermunke hertil og fik Tilladelse til at oprette et Kloster i Aaret 1239. — Fru Ingeborg blev senere beskyldt for at staa i Forbund med Rigets Fjender, og Kalundborg blev tilligemed Sæbygaard, som hun ogsaa ejede, inddraget under Kronen i Aaret 1262. Efter at Slottet var kommen ind under Kronen, forfaldt det. — Den berygtede norske Sørøver, Jarlen Mindre Alf, indtog det og plyndrede Byen og Omegnen i Aa
ret 1285. Det blev dog atter sat i Forsvarsstand og af Erik Menved overdraget til hans Broder Christoffer. Da han blev Konge, forlenede han Knud Porse med Kalundborg.
Valdemar Atterdag, der forgæves havde søgt at indtage Slottet, fik ved Forlig med Knud Porses Enke Ingeborg, Slottet overdraget i Aaret 1341.
Kalundborg Slot blev i den følgende Tid ofte benyttet som Statsfængsel og til Møder og Herredage. — At Kong Albrecht af Sverrig, der blev tagen til Fange af Dronning Margrete, skal have siddet her som Fange, er dog tvivlsomt.
Efterat Christian II var fordreven fra sine Lande og hans Farbroder Hertug Frederik var valgt til Konge, forblev Kalund
borg den ulykkelige Konge tro og vilde ikke overgive sig til Kong Frederik. — Man vidste, at Slottet var saa godt som uindtageligt med Magt, og man anvendte List. Kommandanten, Klaus Erichsen Bøller, fik Løfte om at blive Kong Frederiks Mand, hvis han vilde overgive Slottet. Om Natten anbragte han saa Slottets Forsvarere andre Steder, medens han selv med nogle faa fortrolige skulde forsvare Folen. 50 Soldater af Kong Frederiks Folk blev da hejset op i Folen, hvorfra de angreb Slottets øvrige Forsvarere, og Slottet blev indtaget. Klaus Bøl
ler erhvervede sig ved denne Bedrift Kongens Bevaagenhed og af Folket Navnet Klaus Slippeslot.
I Grevens Fejde blev Kalundborg igen belejret og indtaget i den fangne Christian II’s Navn. Nu belejrede Christian III Slot
tet, og efter at „Kraagen" havde overgivet sig til ham, blev Skytset, som var brugt der, ført mod Kalundborg. Slottet var nu afskaaren fra al Tilførsel og maatte overgive sig i Aaret 1536.
I den følgende Tid lod man Slottet forfalde, saa det ikke længere var forsvarsdygtigt. Dog var det endnu i Stand til at modtage kongelige Besøg. Men i Svenskekrigen .1658 blev
46
Kalundborg Slot indtaget af Svenskerne, der truede med at ville stikke Ild paa det. For at undgaa dette betalte Byen den svenske Oberst von der Wich og Major Chresten Karlsen 400 Lod Sølv og 50 Rdl. Slottet blev ogsaa skaanet for Ilden, men Svenskerne nedrev det til Grunden, og Byen maatte endogsaa betale de svenske Officerer 50 Rdl., som havde Tilsyn med Nedbrydningsarbejdet. En Del af Slottets Materiale førtes til Aarhus for at anvendes der, men Størstedelen anvendtes i Ka
lundborg, hvor der endnu findes Munkesten i de fleste gamle Huse.
Som tidligere omtalt ansaa man Kalundborg for en særlig stærk Fæstning, og
det blev jævnlig be nyttet som Stats fængsel.
Da Erik Menve<
1294 havde faae Erkebiskop ’’ Jens Grand ogDomprovst Jakob Lange af Lund i sin Vold, de va mistænkt for For
bindelse med Eril Glippings Mordere,
blev Jakob Lange Kysthospitalet Refsnæs
ført til Kalundborg og nedsat i Taarnkælderen. Han blev ved tunge Jernlænker fæstet til en Blok saa tung, at der skulde otte Karle til at bære den. Desuagtet lykkedes det ham dog efter nogle Maaneders Forløb at undslippe. — Under Christian II blev Sten Stures Enke Kirstine, f. Gyllenstjerna, og flere andre svenske Fruer og Adelsmænd indsat i Kalundborg. Men Ka
lundborgs fornemste Statsfange er dog Christian II. Da han, efter at Adelen havde opsagt ham Huldskab og Troskab, under frit Lejde vendte tilbage til Danmark i Aaret 1532 for at under
handle med sin Farbroder, Frederik I, brød man det givne Lejde og førte ham som Fange til Sønderborg, hvor han sad i strengt Fængsel' i 17 Aar. I Aaret 1549 blev han ført til Ka
lundborg, hvor han fik en mere menneskelig Behandling, ja endog havde det ret frit og godt, indtil han døde i Aaret 1559 efter 27 Aars Fængsel.
Den sidste Statsfange paa Kalundborg var en politisk For-47
bryder Dr. med. Christopher Dybvad, der under Christian UI1 talte og skrev mod Adelens Vælde og Overmod.
Slottet havde ogsaa ofte haft fyrstelige Besøg. — Valdemar Sejrs Søn, Valdemar III, der var valgt til hans Efterfølger, boede en Tid paa Kalundborg. Da han en Dag var paa Jagt paa Refsnæs, der den Gang var skovbevokset, blev han saaret i Foden med en Pil og døde af sit Saar 1231. Efter Sagnet lyste Valdemar II Forbandelse over Stedet, og det skal være Grunden til Refsnæslandets Skovløshed nu. I Aaret 1297 gæ
stede Erik Menved sin Broder Christoffer i Kalundborg. Valde
mar Atterdag holdt Rettergang her i Aarene 1350, 51 og 57,
Det kgl. Blindeinstituts Forskole
og Dronning Mar-grete kom her ofte.
Erik af Pommern holdt Rettergang her, og Christian I’s Privilegier for Hol-
>æk og Kalundborg er givne i Kalund
borg. Kong Hans modtog de 4 Stæn
ders Hylding her, og Christian I’s En
kedronning Doro- thea residerede i Kalundborg og modtog ofte Besøg af sin Søn, Kong Hans.
Christian II, der har givet Kalundborg Privilegier, sammenkaldte en Herredag i Kalundborg 1522. Jyderne udeblev, og kort Tid efter modtog Kongen sit Opsigelsesbrev. Frederik I og navnlig Frederik II gæstede jævnlig Byen, og efter Sagnet er det her, at en Bonde fra Samsø beretter Kongen, at en Havfrue har spaaet, at Dronningen skal føde en Søn, den senere Christian III.
Som før omtalt er den højtliggende Del af Byen omkring Slot og Kirke det oprindelige Kalundborg, hvor den fornemste Del af Befolkningen var til Huse. Gadenavnene vidner herom.
Da imidlertid flere og flere strømmede til Byen, var det til- sidst ikke muligt at rumme flere inden Ringmurene, og man begyndte at bygge udenfor denne. Det blev mod Øst, at Ud
videlsen fandt Sted. Her levner Naturen et temmeligt fladt Stykke Land langs med Fjorden og Hovedlandevejen, og her byggede da Næringsdrivende deres Boliger og Pakhuse helt ned til Stranden.
48
Her boede de ogsaa bekvemmere for det østlige Oplands Beboere, og efterhaanden udvandrede Haandværkere og Køb
mænd fra Overbyen til Nederbyen, som de to Bydele nu kaldtes.
Aristokratiet, der blev tilbage i Overbyen, saa med onde Øjne paa Nederbyen, der tog Næringen, og søgte paa flere Maader at raade Bod paa Skaden, der voldtes Overbyen. Saaledes ud
stedte Christian IIII paa Lensmændenes Forestillinger flere Be
falinger, som skulde drage Handelen tilbage til Overbyen, men disse Befalinger blev ikke efterkommet. Nederbyens Bebo
ere paastod, at Jorden var solgt dem som Købstadjord og at de bar de samme Byrder som Overbyen. Hans Lindenov, der var Lensmand paa
Slottet, talte 1642 Overbyens Sag for Christian IIII, og der faldt 2 Gange Lands
tingsdom til Gunst for Overbyen. Sa
gen blev saa ind
stævnet for Højeste
ret og herfra i Aaret 1649 henvist til en Kommission. Den
nes Kendelse gik ud paa, at Overbyen
havde Ret, men Billighed talte til Fordel for Nederbyen, og at den burde nyde samme Ret som Overbyen. Kort efter blev Slottet ødelagt, og Overbyens Betydning var dermed til Ende.
Under Svenskekrigen 1658—1660 havde Byen, som før omtalt, været besat af svenske Officerer. Disse brandskattede Byen paa det ubarmhjertigste baade i Penge og Naturalrepræsta- tioner. Hvor haarde disse Skatter var, faar man Idé om, naar man hører, at en Enke, der ikke var Næringsdrivende, var ansat til 260 Rdl. Skat. En Færgemand eller Skipper maatte daglig betale 5 Rdl., og en Haandværker ugentlig 8 Rdl. Den 26.
August 1658 udskrev den svenske Kammerpræsident Lars Flem
ming en Brandskat paa 4000 Rdl. og desuden en maanedlig Afgift paa 1360 Rdl. Som tidligere omtalt maatte man ogsaa betale Svenskerne for ikke at stikke Ild paa Slottet og Byen, og man maatte yde Naturalipræstationer i Udrustninger osv.
Den 7. April 1660 giver de tvende Krigskammerdeputerede Georg Muchen og Jøram Girsz Kvittering for ialt 16,059 Rdl.
49
8 Sk., som er ydet i Penge og Naturalier. Intel Under, at Fat
tigdommen tog til, saa meget mere, som Byens Borgere maatte hjælpe til ved Nedrivningen af Slottet eller lønne andre for at udføre dette Arbejde.
Byens Borgmester, Peder Frellund, var 3 Gange i Køben
havn, 1660, 62 og 68, for at forestille Byens Nød for Regeringen, og det lykkedes ham tilsidst at faa noget Afslag i Skatterne.
Foruden de direkte Skatter paahvilede der Beboerne indirekte Skatter i Form af Consumtion og Told. Fra 1675 til 1683 var Consumtionsoppebørselen betroet Magistraten. I nogle Aar derefter var den henlagt under Justitsraad Kruse, der derfor svarede en aarlig Afgift af 1900 Rdl. Efter hans Død overtoges den igen af Magistraten, og Afgiften sattes til 1800 Rdl. Hvad der indkom mere, skulde tilfalde Kongen og Borgerskabet til lige Deling. Man naaede dog aldrig denne Sum, og det mang
lende blev da lignet paa Borgerne. Da man efter 1700 begyndte at bortforpagte Consumtionen, naaede man rigelig dette Beløb.
Senere ophævedes Forpagtningssystemet, og der blev ansat en fast Forvalter ved Told- og Consumtionsvæscnet.
Tolden havde ogsaa været bortforpagtel til føromtalte Kruse for en aarlig Ydelse af 900 Rdl.
I det foregaaende har vi hørt, hvorledes Kalundborgs Stor
tid er bleven afløst af en Trængselens og Fattigdommens Tid, som Byen først lidt efter lidt arbejdede sig ud af. Og det er da Handelen, der igen skal skabe Byen en Fremtid.
Kalundborgs Beliggenhed og gode Naturhavn henviser Byen til Søhandelen, og det er da ogsaa den, Byens Handelsstand slaar ind paa.
I Slutningen af det syttende Aarhundrede drev Byen en be
tydelig Handel paa det vestlige og sydlige Europa. Kalundborg er nævnt blandt de Købstæder, der har Tilladelse til at drive en saadan Handel. Denne Handel vedvarer til Midten af det attende Aarhundrede, da den viger for Kornhandelen paa Norge.
Dette Land kunde ikke nær brødføde sig selv, medens Dan
mark havde Overflod. Da Kornet kunde afsættes der uden Hensyn til Renhed og Kvalitet, brød man sig ikke stort om at fremskaffe gode og sunde Varer, men lod det afskibe som det var fremkommen fra Producenten. Rensemaskine og Støvharpe anvendtes saa godt som ikke. Denne Handel paa Norge blev for en stor Del dreven af Skippere fra Ærø, som købte Korn- ladninger her og bragte dem til Norge, hvorfra de igen bragte Træ og andre af dette Lands Produkter hertil. Kalundborg
50
havde en stor Fordel her frem for sine Nabobyer Holbæk og Slagelse, og Handelen og dermed Haandværk og Industri blom
strede. Brændevinsbrænding og dermed Mølleriet tog et stærkt Opsving her i Byen, Raaprodukterne var jo tilstede i tilstræk
kelig Mængde, ja man kunde endogsaa udføre Korn til Brænde
ribrug til de store Brændevinsbrienderier i Flensborg. I Krigs- aarene 1807—14 led Byens Handel vel en Del, men til Gen
gæld var Havnen et godt Sted at bringe Priser i Sikkerhed, og her holdtes ofte Auktioner over opbragte Fartøjer og deres Ladninger. Delte bidrog til at holde Byens Kraft vedlige.
En Forandring i disse Forhold skete, da Norge 1814 blev skilt fra Danmark,
og Korn ikke kund' indføres der uden at betale Told.
Medens Kalund
borgs Kornhandel dreves paa Norge, havde der været Englændere her i Byen og set paa Kornvarerne her, men deres Fordrin
ger til Tørhed og
Renhed kunde man den Gang ikke opfylde. I Aaret 1817 havde England og Holland haft en mangelfuld Høst, og Korn
priserne steg betydelig. Man anskaffede da Rensemaskiner fra England, sorterede Sæden omhyggelig og frembragte snart et Produkt, som Englænderne var fuldtud tilfreds med. Det er en Selvfølge, at disse Bestræbelser fra Købmandens Side fulgtes af lignende Bestræbelser fra Producenternes, og Resultatet blev, at Kalundborg kom et Hestehoved forud for andre danske Byer ved Handelen paa England.
Blandt de Mænd, der indsaa, at en Forbedring af Kvalite
ten vilde i høj Grad gavne Kalundborgegnens Renomé for gode Kornvarer, maa nævnes Greve Christian Cornelius Lerche, Lerchenborg. Han opnaaede da ogsaa, at det af ham avlede Chevalier Byg blev anvendt til Udsæd i England, og Lerchen
borg Bygget blev særlig efterspurgt af de engelske Bryggerier.
Herhjemme vandt det en saadan Anerkendelse, at Landmæn
dene søgte til Lerchenborg for at faa Udsæd derfra. Blandt de Handelshuse i Kalundborg som i denne Periode i særlig Grad
51
tiltrak sig Opmærksomhed maa nævnes Konsul Hellesen og P.
Lassen.
Kalundborgs Opland strakte sig den Gang saa langt som til Vallekilde mod Øst og Tersløse og Slagelse mod sydøst, og den livlige Tilførsel af Landbrugsprodukter gav Anledning til, at Kalundborg forsynede dette mægtige Opland med en Mængde Varer.
En Kilde til forøget Velstand i Byen var ogsaa Smakkefar
ten paa Aarhus, Færgeløbet, som det kaldtes, holdt 6 Smakker, 3 i Kalundborg og 3 i Aarhus.
Færgefarten var langvarig og upaalidelig, og de fleste rej
sende maatte overnatte i Ka
lundborg, og dette gav Næring til en Del Mennesker. Men det varede ikke længe, før det igen begyndte at gaa tilbage for Byen. Nabobyerne Holbæk og Slagelse rejste en kraftig Kon
kurrence, og Kalundborgs Fø
rerstilling m. H. t. Bygget tabte sig efterhaanden, som andre Dele af Landet gik i de traadte Fodspor. Det gik dog især ud over Brændevinsbrænderi
erne, af hvilke der var mange her i Byen. I Slagelse oprette
des et Dampbrænderi for Kar
toffelbrænderier, og Agent H.
H. Schou i Slagelse byggede Kornmagasiner ved Mullerup Strand til Opkøb af Kornvarer. P. Lassen og Hellesen af Ka
lundborg opførte andre Magasiner sammesteds, men disse blev snart afhændede. Holbæk var, som før sagt ogsaa kraftig paa Færde for at erobre Handelsomraade fra Kalundborg, og Ka
lundborg Opland blev mindre og mindre. Smakkefartens Afløs
ning med Dampskibe forringede ogsaa Byens Indtægt, og ende
lig gjorde den direkte Dampskibsfart København—Jylland og Aabningen af København—Korsør-Banen ogsaa sit til at øde
lægge Byen.
Handelsstanden laa dog ikke paa den lade Side. I Aaret 1857 indgik Kommunalbestyrelsen med et Andragende til Inden
rigsministeriet om, at Staten enten vilde etablere telegrafisk Forbindelse med Slagelse eller give Concession paa en saadan
52
H. O. Cappelen, Chr. Gottschalck, H. Jørgensen,
Fabrikant Købmand Direktør
en saadan Forbindelse. Paa Ansøgning af Holbæk Amts øko
nomiske Selskab oprettedes Uldmarked her i Byen 15.—17.
Juni. Dette Marked blev ogsaa godt besøgt, og som Eksempel paa Omsætningen skal nævnes, at i 1838 var der tilført Mar
kedet 63,000 Pd. Uld.
I en Retning kunde dog Kalundborg endnu stadig tage Kam
pen op med Nabobyerne, og det var Kornhandelen. Der ud
førtes nu en Mængde Maltbyg til England, og denne Udførsel kulminerede i Aarene 1870—80.
Men efterhaanden som Nordamerikas, Australiens og Rus
lands uhyre Arealer opdyrkedes, kastedes saa store Kvanta af Korn paa det engelske Marked, at Kornpriserne dalede saaledes, at det ikke kunde betale sig at eksportere Kornvarerne. Den danske Landmand maatte forandre Driften, og Landbruget sving
ede over til at blive Smør, Kød og Flæskeproducerende, og Kornudførselen tabte sig.
Kalundborg svingede da ogsaa over fra at være en Eks
portby til at blive en Importby, og der fremstod snart Forret
ninger, som indførte en Mængde Foderstoffer, Korn, Kul og Trælast. Her skal først nævnes Vilh. Colding, hvis Importfor
retning senere er gaaet over til A/S Importkompagniet, Vallen
tin Jensen, Bussenius, Carl Boiesen og C. Michaelsen. 1 Aaret 1874 havde Kalundborg faaet Jernbaneforbindelse med Køben
havn og Danmarks øvrige Jernbanenet. Dette har selvfølgelig fremmet Kalundborgs Storhandel, og Markedet for de impor
terede Varer blev endnu større, da Slagelsebanen aabnedes.
Værslev—Hørve-Banen vil selvfølgelig ogsaa give denne Handel et Plus.
53
Det er en Selvfølge, at Havnen nødvendigvis maatte følge Trit med Eksporten og Importen.
1788 beskriver Paludan Havnen saaledes:
Til bekvemmere Landing for Skibene, ja og til større Sik
kerhed, er en Bro lagt ud i Havnen paa Byens sydlige Side.
Den deler sig i tvende Arme, og Hukken derimellem har faaet Navn af Slæben eller Jensens Krog. Den vestlige Arm er alene bestemt for Smakkerne eller de Færgeskibe, som ugentlig sejler herimellem til Aarhus i Jylland. Den vedligeholdes ogsaa for en Del paa deres Bekostning, som er Interessenter i dette Færge
løb. Fra Bøjningen af, eller fra det lidet nyopførte Toldhus er denne Bro bygget paa Pæle i en Længde af 70 Alen og trænger ofte til Forbedring, da Drivis fra Houet der støder an og be- skadiger den.
Den østlige Broarm er for Koffardiskibe, de to Trediedele af den er nedpælet og opfyldt, men den yderste Ende er lige
som den forrige (Smakkebroen) bygt paa Pæleværk. Paa den nordvestlige Side ind mod Byen er Plads og Dybde nok for Fiskerskuder og andre Baade fra Samsø og Fyn. Stranden deromkring med Havbredden kaldes Kejserkrogen. Et Par Slæbesleder finder paa højre og venstre Side af Broen Plads, og vel var det, om Pladsen var bestemt ved Grænser. Broens Fattigdom kunde formindskes ved at tage Leje af de oplagte Varer, som Købmanden ej straks kan bringe hjem, i Stedet for at enhver nu har Frihed til at benytte sig af den, hvor og naar han lyster.
54