Lærer os sin egen Bøn,
Hvormed her Guds Børn skal stige Op til Høibords i Guds Rige, Hvor Guds Brød er evigt Liv!
V 72,8
Når håbet og Fadervor er forsvundet, da er kærligheden tilbage.
c. Kærlighed
Kærligheden er ganske vist det sidste led i treklangen og det sidste trin på væksten; men samtidig er dåben også bestemmende for kærligheden. Her genoplives den kærlighed, der var fra skabelsen af. Det er værd at bemærke, at når Grundtvig taler om kærlighed, tænker han altid på den kærlighed, der stammer fra Gud, og som Gud har indpodet i mennesket. Det er sjældent næstekærlighed, Grundtvig taler om. Kærligheden er begyndelsen til alle ting, for det var med kærlighed, at Gud skabte verden med sin ånd og med sit ord, og det er den samme kærlighed, der kommer ved menne
skets genindsættelse som Guds barn i dåben. Og samtidig er kærlig
heden det, der er tilbage, når det fuldkomne liv oprinder:
Saa er baade her og hist, Kiærligheden først og sidst, Kiærligheden, Fader kaldt,
I Guds Rige Eet og Alt, Kiærlighed til Liv og Fred, Som i Sandhed bliver ved, Kiærlighed til Kiærlighed!
I 88,16
Kærligheden er Gud selv, »Fader kaldt«. Når det er tilfældet, må kærligheden være overalt fra den første skabelse og indtil nu. Kær
ligheden er i verden nu gennem Guds Ånd, den Ånd, der er Guds stedfortræder på jorden, og det er gennem den, der skabes liv:
Gud, vor Gud, er Kiærligheden:
Livets Kilde, Livets Lyst,
Hvor Han aander, blomstrer Eden Op i Nord saavelsom Øst;
Fra Hans Rige, fra Hans Borg, Flygter Frygt og Tvivl og Sorg, Liv er Føden, Lys er Klæden, Sød og salig Himmel-Glæden!
IV 400,9
Guds kærlighed viser sig i naturen. Dens skønhed og frodighed er et kraftbevis på, at genoplivelsen gjaldt hele det jordiske område:
»Hvad betegner hvad betyder Sommer-Livet i sin Herlighed hvad hviske Bladene vel om i de maigrønne Skove, hvad dufter Lilien vel af i Brude-Klædning, hvad toner Fugle-Sangen for i Lunden, hvi opmuntrer, hvi forlyster det os saa, uden fordi det taler med Varme til vort Hjerte om Liv og Glæde, det er: om Kiærlighed« (l.s.e.trin 1823, s. 5f.).
Livet tilhører Gud som skaberen og genskaberen. Der er udfra dette sted ingen tvivl om, at Grundtvig havde et positivt syn på menneskelivet. Det er ikke så mærkeligt, at Grundtvig tager som
merlivet med dets frugtbarhed og grøde som et bevis for Guds kærlighed. Sommeren er i den naturlige verden højdepunktet af de fire årstider, og med sommeren oprinder den tredje store højtid, pinsen.
Pinsen står for Grundtvig som højdepunktet af de tre store kirke
lige fester, fordi Guds kærlighed denne dag viste sig i al sin styrke, da Helligånden kom til verden som Guds stedfortræder. Pinsens
begivenhed afslører sig i selve årstiden, sommeren, der er højde
punktet i det naturlige liv. Det naturlige og det genskabte er endnu engang forbundet, fordi det er her i den naturlige verden, at det fuldkomne liv afspejles og Guds kærlighed afsløres. Kærlighed og Ånd forbindes, de peger begge frem mod det eskatologiske Gudsri
ge gennem deres virke på jorden. Man kan sige, de foregriber det fuldkomne liv:
O, Kiærlighed selv!
Du rolige Kilde for Kræfternes Elv
Han kalder Dig Fader, som løser vort Baand, Al Livs-Kraft i Sjælen er Gnist af din Aand Dit Rige er der hvor man Død byder Trods,
Det komme til os!
III 86,11
Den anden side af kærlighedens væsen: begyndelsen på alle ting, er den egentlige årsag til tro og håb. Rettelig burde kærlighedens plads i treklangen være både før troen og efter håbet:
Kiærlighed er Hjerte-Grunden Til vor Tro og til vort Haab, Til vort Liv i Fødselsstunden A f Guds Aand ved Herrens Daab, Til vor Fred ved Naades-Ordet, Til vor Fryd ved Naade-Bordet, Er et himmelsk Moderskiød Til vor Trøst i Liv og Død.
IV 264,3
Kærligheden følger fra dåb til nadver, begyndelse og ende. Ja, mere end det. Den følger mennesket i alle livets forhold og er en grund
faktor i den menneskelige tilværelse. Uden Guds kærlighed ville væksten ikke kunne ske. Uden Guds kærlighed ville mennesket ikke kunne fatte, at det evige liv afspejles i det naturlige liv. Uden det var vækstens mål noget ganske ukendt og en helt anderledes verden. Væksten sker midt i livet mellem kærligheden som begyn
delsen og som enden. Den har rod og frugt i himlen, men væksten sker på jorden:
Kiærlighed selv er Naadens Rod, Roden i Himmerig inde,
Derfor til Naadens Frugt fuldgod Magen er ikke at finde;
Frugten har Smag af Roden sød, Frugten er sød i Liv og Død, Sødest i Saligheds-Glæden!
IV 297,2
Tro-håb-kærlighed er en meget central treklang, når det drejer sig om vækst. I gudstjenesteforløbet åbenbarer treklangen sig som bekendelse, forkyndelse og lovsang. Disse tre tegn betyder, at me
nigheden under gudstjenesteforløbet styrkes i tro-håb-kærlighed, så det kan gå tilbage til hverdagen og fortsætte væksten.
Men tro-håb-kærlighed hører også som treklang til det hele men
neskeliv. Det var Guds-Ordets sæd ved skabelsen såvelsom ved genskabelsen. Det naturlige menneske har i sig en skygge af denne treklang:
Tro og Haab og Kiærlighed V ar Guds-Ordets Sæd i Eden, De i Ørken groves ned, Pløies op igien paa Heden, Straale skal de nu paany Under Soel og over Sky!
Altid fandtes over Jord Skyggen dog og Efterskinnet, Og af Hjertedybets Ord Under Suk end leved Mindet, Røbed hvad der ledtes om, Saa de kiendtes da de kom!
Tro og Haab og Kiærlighed Med Guds-Ordet fra det Høie Sænked sig til Jorden ned Fulgte af Guds Forsyns-Øie, Laande af en Mø saa bly Kiød og Blod til Liv paany!
V 253,2-4
Tro-håb-kærlighed forbinder det naturlige og det genskabte men
neskeliv. Som før nævnt foregriber og afspejler kærligheden det evige liv her på jorden. Denne foregribelse finder man ganske sær
lig udtrykt i nadveren og dens forbindelse med væksten.
5. Dåb-nadver-fuldendelse
Når Grundtvig taler om nadver, så er nadveren ikke et entydigt begreb; men nadveren er på den ene side det sted, hvor fuldkom
menheden kommer til syne, og væksten er tilendebragt. På den anden side er nadveren det sted, hvor mennesket styrkes og næres i det, der skete ved dåben, og går tilbage til livet. Det er naturligt nok, at dåben er forudsætning for nadveren, og at nadveren viser tilbage til dåben. Grundtvig kan kalde dåben »Livets Flod« (IV, 279,4), og det er af denne flod, at nadveren, »Livets Træ« (v.6) næres og vil bære frugt. Dåben er ikke saliggørelse og frelse. Mulig
heden for frelsen og det evige liv blev givet i dåben, men vejen går kun gennem nadveren, som nærer og styrker. De følgende vers viser det fremtidige perspektiv:
Saa æde vi det Himmel-Brød, Som vinde kan og vare Og drikke Himmel-Vinen sød, Som skal vort Aasyn klare.
V 37,6