3 VIDA
3.2 Implementeres kerneelementerne?
Det er centralt for midtvejsevalueringen at vurdere, hvorvidt metodens kerneelementer imple-menteres. Kerneelementerne i VIDA er først og fremmest opkvalificeringen via kursusforløb med efterfølgende organisatorisk læring i kraft af videndeling. Ifølge kursusudbyderen VIA har 128 deltagere gennemført syv kursusgange i perioden august til december 2015. VIA oplyser,
dvs. at ledere og medarbejdere fra samme institution har samme opfattelse. Hvor nogle infor-manter er tilfredse og udtrykker, at der er god balance mellem teori og praksis, finder andre informanter undervisningen meget teoretisk og afkoblet fra praksis.
De informanter, der udtrykker tilfredshed, omtaler underviserne som engagerede og påpeger, at underviserne supplerer med ny teori og herved opdaterer materialet: ”Vores underviser har været god til også at inddrage nyere forskning.” (Leder i vedkommendes andet interview).
Oplevelsen er helt modsat hos andre informanter.
Idet fundene adskiller sig på institutionsniveau og ikke i nævneværdig grad på personniveau, vurderer evaluator, at forskellene kan tilskrives forskellige undervisningshold.
Det er en generel pointe blandt informanterne, at materialet trænger til en opdatering både i form af at få inddraget ny viden, og hvad angår layout samt billedmateriale. I forlængelse heraf påpeger flere, at der ikke er tale om ny viden: ”Jeg forventer at blive forstyrret og udfordret mere.” (Medarbejder med kursus i vedkommendes andet interview). Under andet besøg er der – som bl.a. citatet viser – stadig kritiske røster, selvom der også kan spores forbedringer.
Videndelingen opleves som svær
Den organisatoriske læring beror på videndelingen mellem deltagerne på kurserne og de øvrige medarbejdere. Alle seks besøgte daginstitutioner har brugt personalemøder mere eller mindre kontinuerligt til at videreformidle, mens tre af de seks besøgte daginstitutioner derudover har anvendt temamøder eller pædagogiske dage til en mere sammenhængende formidling. Et en-kelt sted har man fundet det nødvendigt selv at udarbejde et materiale, som danner grundlag for videndelingen.
Den organisatoriske læring er en akilleshæl i VIDA, hvilket midtvejsevalueringen viser, gør konceptets implementering sårbar. Risikoen beskrives tydeligt i nedenstående citat, hvor in-formanten trækker tråden fra en negativ vurdering af undervisningen, hvor inin-formanten ople-ver en distancering til indholdet, der ”smitter” ned gennem videndelingen på institutionsniveau:
”Underviserne er en stor udfordring – de skal brænde for noget. Underviserne har haft en distance til det, og så har jeg fået det, og nu har medarbejderne det også.” (Leder i vedkom-mendes andet interview). Omvendt fortæller en leder, at hun har oplevet en underviser, der evnede at gøre det lærte praksisorienteret: ”Jeg synes, vores underviser har givet god mulig-hed for, at vi kunne snakke praksis undervejs. Jeg tror, det er meget forskelligt, alt afhængigt af hvilken underviser vi har. Vores har været god til at kombinere teori og praksis”. (Leder i vedkommendes andet interview)
Flere af kursusdeltagerne (ledere såvel som medarbejdere) reflekterer i interviewene over, hvornår det er hensigtsmæssigt at påbegynde en videreformidling i institutionen: Skal det være fra starten – med fare for at vide for lidt til at kunne formidle indholdet overbevisende og til at kunne besvare spørgsmål? Eller skal man vente, til man selv har fået fod på indholdet – med fare for, at de øvrige medarbejdere i daginstitutionen oplever at blive holdt hen, og med risiko for, at indsatsen bliver opfattet som ’noget mystisk’? Informanternes refleksion fører ikke til en anbefaling, men evaluator vurderer, at det er en relevant refleksion at gøre sig eventuelt blot sammen med kursusdeltagerne i forhold til at støtte dem yderligere i deres videreformid-ling af VIDA.
ningen. Det er tydeligt for evaluator, at disse kursusdeltagere oplever sig ladt alene med for-midlingsopgaven, vel vidende at lederseminaret omhandlede facilitering. ”Det kunne have væ-ret hjælpsomt, hvis underviserne havde hjulpet med at fortælle, hvordan man på den bedst mulige måde kunne formidle det til min personalegruppe.” (Leder i vedkommendes andet in-terview). Citatet stammer fra en leder, der er positivt stemt over for undervisningen, og hvor interviewene i den pågældende daginstitution viser stort engagement i hele institutionen, hvil-ket efter evaluators vurdering øger efterspørgslen. Det er tydeligt for evaluator, at hovedparten af kursusdeltagerne samlet – uanset undervisningshold – savner en faglig sparring om netop videndelingen som opgave.
Analyserne viser derudover, at sårbarheden i den organisatoriske læring også ligger i kursus-deltagernes evne til at videreformidle samt det manglende fælles ejerskab og den manglende fælles forståelse af VIDA som indsats i institutionen. Her holder informanterne ofte oplevelsen af VIDA op mod andre opkvalificeringsforløb. Den organisatoriske læring omtales som ”en smuk tanke”, men vurderes negativt i forhold til indsatser, hvor flere eller alle institutionens medar-bejdere har deltaget helt eller delvist i en opkvalificering.
Det er ydermere et fund, at det har været uklart for de deltagende institutioners ledere og medarbejdere ved projektets start, at opkvalificeringen ville foregå i form af undervisning af få af institutionens medarbejdere. ”Der er rigtigt meget VIDA, som bliver inde i hovedet på dem, der er på kursus. […] som ”normal” medarbejder får jeg kun et lille stykke af kagen. Dem, som er på kursus, kommer til at fokusere på det, som er håndgribeligt og konkret, hvor jeg måske havde forstået mere, hvis jeg selv havde været på kursus. Måske kommer [kursusdeltagerne, red.] til at formidle det, som er lettest”. (Medarbejder uden kursus anden runde)
Der, hvor videndelingen tyder på at være lykkedes, er videreformidlingen gjort meget konkret og fx anvendt i forbindelse med eksisterende rutiner såsom udarbejdelse af læreplaner: ”[Le-deren, red.] har brugt det, hun har lært på VIDA, og taget det med ind i vores læreplanstema.
Det skal være håndgribeligt, ellers bliver det ikke brugt. Jeg har brugt mange af de ord og begreber, som hun har haft med fra VIDA. Det er blevet mere konkret i forhold til, hvad man skal kigge efter hos børnene. Det har gjort, at vi har fået et fælles sprog. Det føles meget relevant – især, når vi får det ind i læreplanstema”. (Medarbejder uden kursus i vedkommendes andet interview)
Sårbarheden i den organisatoriske læring kan således spores til flere årsager, men den mest tydelige i datagrundlaget er en samstemmende efterspørgsel efter øget støtte til videndelingen i forbindelse med selve undervisningen. Informanternes oplevelse bekræftes af de kommunale projektledere på midtvejsseminaret. Gruppen af kommunale projektledere har på midtvejsse-minaret anført flere mulige greb til at imødegå udfordringen: 1) lederinternatet fremrykkes i processen; 2) oversættelse til praksis kan understøttes, ved at undervisningen i teori afrundes med tre refleksionsspørgsmål, som kan inspirere til drøftelserne i refleksionsrummet; 3) Op-delingen i ’undervisning’ og ’refleksionsrum’ kan genovervejes, således at relatering til praksis også indgår i undervisningen, mens den konkrete oversættelse til egen praksis ligger i reflek-sionsrummet.
Refleksionsværtøjet er implementeret, og eksperimenterne er godt på vej
Et andet kerneelement er anvendelsen af VIDAs refleksionsværktøjer, hvor der udfyldes
deltagende institutioner skal gennemføre et eksperiment inden sommerferien 2017, men der er ved midtvejsmålingen endnu ikke gennemført eksperimenter i de besøgte daginstitutioner.
De første eksperimenter er i andet kvartal af 2016 planlagt og meget tæt på søsætning. Ind-holdsmæssigt varierer eksperimenterne naturligvis, idet behovene er forskellige i institutio-nerne. Evalueringen vil i forbindelse med de kommende besøg i daginstitutioner frem mod slutevalueringen kunne indhente viden om, i hvor høj grad eksperimenterne nytænker institu-tionens praksis, og hvorvidt dette sker med afsæt i børnenes ressourcer. Det viste sig i forsk-ningsprojektet fra 2013, at når ressourcesynet skulle omsættes til eksperimenter, faldt mange tilbage i et indhold, der havde til hensigt at rette op på fejl og mangler, frem for at udbygge ændret adfærd på baggrund af børnenes ressourcer (Jensen, 2013:12).
Forældrene informeres, men involveres endnu kun få steder
De fleste har informeret forældrene via nyhedsbreve, mens enkelte også har brugt forældre-møder til information. I en af de besøgte daginstitutioner er forældremødet også blevet anvendt til at involvere forældrene: ”På sidste forældremøde inddrog vi dem ved at spørge ind til, hvor-dan en ideel børnehavedag ser ud. Og hvorhvor-dan de [forældrene, red.] kan bidrag til det. Det har vi taget med og inddraget i forhold til eksperimentet. Det handler om at åbne deres [for-ældrenes, red.] øjne for, hvad de selv kan gøre for at forbedre børnenes hverdag – ikke kun for børn i dårlig trivsel”. (Medarbejder med kursus i vedkommendes andet interview)
Nogle af eksperimenterne kræver forældrenes opbakning med hensyn til, at de fx skal aflevere inden for et særligt tidsrum eller skal sætte barnet i gang med en aktivitet frem for at aflevere til en voksen. Det overvejes i en af de besøgte daginstitutioner, om man kan motivere foræl-drene til at lave nogle børne-yogaøvelser hjemme.
Opsummerende vurderer evaluator, at kerneelementerne kursusforløb og refleksionsværktø-jer er implementeret, mens der i en mere kvalitativ vurdering af proces og indhold viser sig nogle sårbare punkter i forbindelse med implementeringen. Sårbarheden omhandler den orga-nisatoriske læring som implementerings- og forankringsmedie. Dette er samtidig det absolut centrale element i konceptet. Her er der grund til at være opmærksom på, om undervisningen understøtter den organisatoriske læring bedst muligt, og dermed i øget grad at tage højde for, at kursusdeltagerne oplever det som endog meget udfordrende at skulle videreformidle viden fra kurserne.