Hvad kan man gøre for at støtte de tosprogede gymnasieelever?

Undersøgelsen viser, at der er nogle generelle tiltag, som går igen som oplagte

løsningsmodeller til i højere grad at integrere og motivere de tosprogede. På trods af et stort behov for særlig støtte, særligt med henblik faget og sproget dansk, er mange af deltagerne tilbageholdne med at efterspørge særligt støtte. Dette lader til at skyldes en række sociale, psykologiske og praktiske barrierer. Især er deltagerne bekymrede for den sociale stigmatisering, de forbinder med det, at skulle modtage særlig støtte (fx specialundervisning).

Denne bekymring for stigmatisering har to sider, for det første at ’særlig støtte’

forbindes med det, at være en ’svag/dum elev’, hvilket mange af eleverne enten ikke opfatter sig selv som eller ikke ønsker at blive opfattet som. For det andet er det tydeligt, at deltagerne ikke ønsker at sætte yderligere fokus på deres anderledeshed, men ønsker at blive opfattet som en del af fællesskabet. Mange ytrer derfor ønske om, at tiltagene bør gælde for alle, så man ikke unødigt skaber et skel mellem tosprogede og etniske danskere.

Måden at præsentere tiltagene på er dog essentiel for alle, da flere har oplevet det som nedværdigende at blive opfordret til at søge ”specialhjælp” i en eller anden grad. Føler man sig i forvejen som lidt ”svag” i visse fag, kan det have en selvforstærkende effekt ved at overføres til andre fag og det sociale liv generelt.

Ifølge deltagerne kan skolerne med de rette tiltag og initiativer bidrage til at mindske elevens følelse af social isolation og begrænse deres faglige problemer, så de

tosprogede elever i højere grad kan gennemføre deres uddannelse. Nogle af disse eksisterer allerede på nogle af de undersøgte skoler, men ifølge eleverne ofte på en ineffektiv måde. Fælles for tiltagene og initiativerne er, at de kan være med til at skabe de sociale og faglige fællesskaber, som deltagerne oplever, er afgørende for et

succesfuldt uddannelsesforløb.

2.2.1 Faglig støtte

Stort set alle deltagere fremhæver lektiecaféen som en oplagt måde, hvorpå man kan løse faglige såvel som sociale problemer, hvis den vel at mærke fungerer optimalt. Der lægges stor vægt på, at der stilles tilstrækkeligt med lærerressourcer til rådighed, at der er åbent mindst et par gange om ugen, og at åbningstiderne er tilgængelige for alle.

De fleste – og især de kvindelige deltagere – foretrækker, at lektiecaféen ligger i forlængelse af skoletiden. Bl.a. for at gøre det lettere for dem at få lov til at deltage for deres forældre, men også fordi især de mandlige elever mener, at det kan være svært at tage sig sammen, når man først er nået hjem. Andre ser dog muligheden i at komme hjem og slappe lidt af, hvis lektiecafeen ligger om aftenen.

18

Mange deltagere har oplevet, at der generelt er lærermangel i caféerne, og at eleverne tit er overladt til sig selv, hvilket gør det demotiverende at benytte sig af tilbudet, da de ikke føler, at de kan få tilstrækkelig sparring ud af det.

For at imødekomme den generelle lærermangel i lektiecaféerne, foreslår flere deltagere, at ældre tosprogede studerende kan fungere som lærerassistenter både fordi man på den måde kan få faglig feedback fra nogen, der selv har været det igennem, men også for at få rollemodeller, der kan motivere en til at fortsætte.

Især de frafaldnes ønske om, at lektiecaféer bliver en integreret del af uddannelsen, fx ved at initiativer til læsegrupper styrkes, kan ses i sammenhæng med deres generelle ønske om at blive guidet noget mere undervejs.

Også brugen af rollemodeller og mentorer undervejs i uddannelsesforløbet er der stor tilslutning til blandt deltagerne. Mentorer/rollemodeller, dvs. ældre tosprogede elever, kan dels øge motivationen for at gøre en ordentlig indsats, fordi man med

rollemodellerne får et eksempel på, at det nytter. Dels er ønsket, at man kan få mulighed for at trække på mentorernes/rollemodellernes erfaringer – fx omkring de problemer, man specifikt som tosproget oplever at kæmpe med. Særligt de frafaldne giver udtryk for behovet for dette, fordi de dermed kan opnå den faglige og sociale støtte, som de har oplevet at mangle i både skolen og hjemmet.

Endelig efterspørges grundig feedback, både på opgaver og mere generelt i form af fx individuelle evalueringer, så man som tosproget – og som elev generelt – ved, hvordan man kan forbedre sig fagligt og dermed forbedre sin karakter.

På grund af det store arbejdspres, som mange af deltagerne oplever at kæmpe med i gymnasiet, er ønsket, at den faglige støtte kan tilbydes indenfor den eksisterende skoletid.

2.2.2 Social støtte og særlige hensyn til tosprogede elever

Sammenfattende står det klart, at eleverne ønsker, at lærerne generelt er mere opmærksomme på, at med henblik på at undgå diskrimination og social isolation af tosprogede så vidt muligt skal forsøge at virke som en inkluderende faktor over for tosprogede elever, frem for ekskluderende – både generelt og i undervisningen.

De frafaldne føler, at tosprogedes specifikke (ofte private) problemer i høj grad bliver negligeret i skolesystemet og ytrer ønske om personlige samtaler. Ligesom for

mentorordningens vedkommende handler det igen om, at de på grund af manglende støtte i hjemmet – eller på grund af deciderede private problemer – eftersøger, at skolen kan yde denne støtte.

2.2.3 Støtte i undervisningen

Mange deltagere efterlyser lærere, der i højere grad kan sætte sig i respekt og dermed sikre roen og koncentrationen blandt eleverne i klassen, da især de kvindelige elever ofte føler sig hæmmet af den megen uro, de oplever i visse timer.

På tværs af deltagerne i undersøgelsen udtrykkes der desuden behov for, at lærerne styrer opdelingen af grupper i undervisningen, dels med henblik på at undgå social isolation (fx at der ikke er nogen, som vil arbejde sammen med de tosprogede elever), dels med henblik på at sikre, at tosprogede får mulighed for at arbejde sammen med de etnisk danske elever og dermed lære dem at kende, øge deres sprogkundskaber og helt generelt øge deres muligheder for at integrere sig, både i klassen og helt generelt.

2.2.4 Bedre forberedelse til en gymnasial uddannelse/brobygning og løbende evaluering

Brobygning mellem folkeskolen og en gymnasial uddannelse anses generelt blandt alle deltagerne som et yderst vigtigt middel til at sikre, at forventninger og realiteter

stemmer overens. Dog er det for nogle deltagere vigtigt, at præsentationskurserne løber over minimum en uges varighed hvert sted, og at det primært er andre elever frem for lærere, der fortæller om stedet, for at give et så realistisk indtryk af ens potentielt set kommende uddannelsessted som muligt.

Da mangel på tilstrækkelig kompetence i det danske sprog i høj grad præger elevernes oplevelse af, om de har problemer eller ej, føler flere, at der allerede på et meget tidligt stadie i folkeskolen bør tilbydes ekstraundervisning i dansk for tosprogede – både hvad angår grammatik, tekst- og samfundsforståelse. De mener, at det kan være svært at få tid til ”ekstra-undervisning”, når man først er påbegyndt en gymnasial uddannelse, da de obligatoriske fag i forvejen kræver meget tid. Derfor fremhæver især eleverne, at forebyggelse er bedre end lappeløsning, da man dermed har større chance for at

”overleve” og tilmed få gode karakterer på en gymnasial uddannelse, fordi man kan fokusere på det essentielle på lige fod med andre elever.

Deltagerne angiver dermed, at en skærpet introduktion og forberedelse til livet på en gymnasial uddannelse kan medvirke til at modarbejde frafald.

2.2.5 Kulturelle og sociale arrangementer

Arrangementer, der foregår indenfor eller i direkte forlængelse af skoledagen, har generelt størst chance for at tiltrække tosprogede elever. I den forbindelse er

deltagerne positive overfor ideen om tværkulturelle arrangementer, hvor fokus både er fagligt og socialt. Udover, at opleves at være en faglig dimension ved, at eleverne på aktiv vis lærer forskellige kulturer og lande at kende, opleves en sådan ramme også til at kunne skabe en social ramme for gensidig respekt for kulturforskelle – en indsigt der bygger på egen stillingtagen frem for mediernes og forældrenes ofte stereotype

beskrivelse af de forskellige kulturer.

Det er dog delvist under forudsætning af, at arrangementerne er alkoholfrie, så flest mulige tosprogede kan/vil deltage, og at de gøres obligatoriske for at undgå

deltagernes formodning om, at mange af de etniske danskere vil fravælge

arrangementer udenfor skoletiden, som ikke indeholder alkohol. Der er dog en vis accept af, at nogle arrangementer kan indbefatte alkohol, som fx visse fredagscaféer, fester og julefrokoster, så længe de vigtigste holdes fri. Det gælder især introturen, som de fleste elever betragter som essentiel at deltage i, fordi den ryster klassen sammen og

20

i nogen grad opfattes som afgørende for om man efterfølgende føler sig tryg og som en del af fællesskabet i klassen.

At inddrage forældrene i nogle af de sociale arrangementer, fx introdage, vil ifølge nogle deltagere desuden imødekomme visse deltageres manglende opbakning fra hjemmet og gøre det mere sandsynligt, at de kun har de faglige problemer at tænke på undervejs.