Historiske notater
Fortiden
Med det speciellefamilienavn,melder spørgsmålet sigjævnligt: hvorfra kommer vi? Deterjo helt gi
vet ikke et almindeligt dansk navn og gætterierne ermange.Det man oftest hører er, at familien er af fransk afstamning ogdet ældst kendte udsagn, fra Johan Christian Frisenette (3), går da også netop i den retning. At man også harvillet forbin denavnet med provinsen Toscana i Italien, ermå ske heller ikke heltforkert,men den størstesand synlighed knytter sig dog til Frankrig.
Jeg har forsøgt at grave ned i fortidenog har taget udgangspunkt i den tyske provins Branden
burg medbyen Magdeburg, hvorfra Johan Christi
an Frisenette kom mellem 1801og 1807. Frisenet
te erjo ikke noget særligt tysk klingende navn,så måskeer påstandenom,at det er fransk ikke helt ved siden af.
Dykker man så nedihistorien, vil man hurtigt opdage, at der i Brandenburg boedemange efter kommereaffranske Huguenotter som flygtedefra Frankrig i rædselsårene mellem 1650 og1700, alt
såtog jeg fat på atklarlægge begivenhederne den
gang.
Går vitilbagetilFrankrig omkring 1550 servi, at den reformerte lære i franskmanden Calvins udformning, havde vundet storudbredelse, dels i Sydfrankrig, dels i hanshjemegn Picardiet og i de belgiske landskaberFlandern og Hainaut,ogher
fra bredte den sig udover heleFrankrig. Allerede i 1551 samledes en del reformerte iTours, og her fik de det navn, der skulle følge dem siden: Hu- guenotter. Navnet var kendt her som fornavnfør 1400 og optræder som pigenavn (Huguenote Ma-raye) 1405. Det optræder som efternavn siden 1509 og er stadig et familienavn. Fra 1552-60 an
vendes detspecielt om de reformerte og har der
med fået sinplads i verdenshistorien.
Manhar også villet hævde, at navnetstammer fra fransk udtale af »Eidgenossen«, som schwei zerne kaldtes, men dette er næppe rigtigt. Hugue- notterne fik væsentligst deres tilhængere blandt adelen, de studerede og de mellemstorebyers bor
gere. Deres fornemste ledere var Kong Anton af Navarra, hans broder Louis Condé og admiral Gaspard de Coligny.Huguenotternesmodstandere varbefolkningens brede lagog især byen Paris og slægten Guise, samt ikke mindst den katolske kirke. Efter forskellige forfølgelser, under hvilke
Huguenotternesantal stadig var vokset, afbrudt af perioder, hvor regeringen søgte at vinde Hu-guenotterne ved tolerance, kom det 1562-94 til i alt otte religionskrige (jfr. Bartholomæusnatten den 24. august 1572), afbrudt af uholdbare freds
slutninger, der gav Huguenotterne begrænset religionsfrihed og visse garantier. Ved Ediktet i Nantes 1598 fik Huguenotterne religionsfrihed undtagen i Paris og omegn og man tillod dem at beholde de sikkerhedsstæder, de havde opnået som garanti for tolerancens overholdelse. I den følgende tid undergravedes dog Huguenotternes magt, sikkerhedsstæderne blev frataget dem, og 1681 indledtesenformelig forfølgelse, der kulmi nerede i det nantiske Edikts ophævelse 1685, hvorefter ca. 200.000 Huguenotter flygtede ud af Frankrig, hovedsageligtil England ogHolland.
Forfølgelsernefortsatte i den følgende tid, men ebbede ud i det 18. århundrede. Resultatet var dog, at Huguenotternes tal og betydning i Fran krig blev meget betydeligt forringet.
Kurfyrste Friederich Wilhelm (den store) i Kur
fyrstendømmetBrandenburgiTyskland åbnede af politisk-økonomiske grunde 1642 forindvandring af hollændereog schweizeretil at ophjælpe land
brugetog jødertil handelslivet, hvilketforårsage
de en rivende udvikling på det økonomiske om råde.Dette gjorde staten til en af Europas stærke
ste. Han omgavsig medefterkommere af franske flygtninge oghele hoffetvarmeget fransk præget, ligesom han selv talte og skrev franskog hansfo retrukne skribenter, kunstnere og generaler var franskreformerte. Ni af hans generaler var således disseefterkommere og med dem besejrede han i syvårskrigen (1756-63) de franske hære.
I 1684, da flugten fra Frankrig tog til, fik han anmodning fra den nederlandskesynode forsamlet i Arnhem, om at støtte de flygtende huguenotter, og den 29. oktober1685, ugedagen efter atLudvig XIV tilbagekaldte det nantiske edikt, udstedte FriederichWilhelm detpotsdamske edikt, dertil bød de flygtende franskmænd etsikkert tilflugts sted og arbejdsmuligheder. 11697 var der kommet
10.568, i 1703 15.770og alene i Berlin var der i 17248.496.
TilBrandenburg kom flygtninge af allestænder, og ikke mindst bønder. De fik her enlangt større betydning, end man kunne have formodet af deres
Historiske notater
forholdsvis ringe antal,idetdelærte prøjserne de mere rationelle vesteuropæiske arbejdsmetoderin den forallefelter. De fransk-reformerte blev såle
des aktive lærere,hvis erfaringer tyskernetrængte til og forstodat tilegnesig.Det varnok heller ik
ke de mindst energiske emigranter, der kom så langt mod nordøst, og hvis arbejdsmetoder, levevis og sprog i over et århundrede kom til at præge netop dennefjernest liggende tyske stat så stærkt.
Bønderne, hvorafen del var fra Dauphiné og Champagne, resten fra nordfransk-belgiskeegne, fik overladt øde arealer i distriktet Uckermark med hovedstaden PrenzlauvedÜcker-flodenmel lem Berlin og Østersøen, somkongen disponerede over. I mange tilfælde anvistes jorden ikke til de enkelte familier, men til den samlede menighed eller til kirken, idet hver familie så lejedesinpart.
Demedbragtetalrigekøkkenurter,derikke tid
ligere vardyrket herog somfranskmændene ikke kunne undvære, såsom blomkål, artiskok, aspar
ges, scorsonné, bønner,salater, vistnok grønærter osv. De var sandsynligvis her ligesom i Hessen de første til atdyrkekartoflerog spergel. Ibegyndel sen var den vigtigste produktion dog tobak, som jorden viste sig fortræffeligt egnettil, og som gav større udbytteend kornavl. Deførste forsøg med tobaksavl ilandetvar gjort 1676,netop af flander- skeflygtninge. 1685 nævnes kolonien i Battin,til hvilken der hørteadskilligelandsbyer,bl.a. Wod- dow og kolonien Bergholz 120 km nord for Ber lin. 1686 oprettedes kolonierne Klein- og Gross- Ziethen 60 km, Parstein og Angermünde 70 km og Gramzow 100 km nord for Berlin, Pasewalk etc.
Omkring 1700var det i Frankfurt an der Oder skik, at en tysker, der giftede sig ind iflygtninge menigheden, oversatte elleromformede sit navn til fransk; kort efter forsvandt dette bevis på fransk som talesprog; 1727 optrådte i kirkebøger
ne tyske bemærkningermidtide franske formula
rer;snart efter fortyskedes defranskenavne,sam tidig med at mange udtrådteaf menigheden, såat efterkommernenu forlængst har glemt, at de ned stammer fra franske forfædre.
Kirkebogen for menigheden i Frankfurt an der Oder kan statistisk belyse denne ændring: 1686- 1725 varaf samtlige medlemmers navnekun 2-3%
tyske; 1725-50 derimod 20%,og 1750-1800 30%.
1686-1700 var der 154 forskellige franske navne;
1725-50kommer kun 21 igen; 1750-1800erantal letdalet til 10, og 1853 er der kun 3 franske nav
ne tilbage; 1832 døde en gammel enke, »die letzte Huguenottin« i byen.
Under syvårskrigen (1756-63), og efter Friede
rich Wilhelms død skete sprogændringen,hvordet tyske sprog togherredømmet over det franske, og så inden for de franske kolonier, hvoraf den stør ste vari Berlin (1724: 8.496, 1785: 6.000 medlem
mer). Ved den nationale rejsning 1809udslettedes den sidste rest af offentlighedens sympati for fransk. Forretningsmændmed franske navne måt
te oversætteeller omforme disse til tyskfor ikke at miste kunderne. Tysk blev det enerådende sprog, alle, ogsåde fransk-reformertes efterkom mere, glødede af national begejstring og hadede undertrykkeren Napoleon og hans sprog. Indtil 1810havde man efter gammelskik skrevet adres
ser udenpå brevene påfransk;ogsådette blev nu rettet. Fra disse franske kolonier i Brandenburg indforskrev den danske kongei anden halvdel af 1700-tallet, gennem udsendte agenter,plantører til at hjælpededanske bøndermed at dyrke tobaks
planter. Disse plantører blev installeret i den fransk-reformerte koloni i Fredericia, hvorfra de blev rekvireret tilde forskellige købstæder rundt i landet. Blandt disse kolonister ses imidlertid ik
ke nogen Frisenetter.
Når vi så ser lidtnærmere på de Brandenburg-skekoloniersindbyggere,erdersnartet navn som påkalder sig særlig interesse, nemlig Fraissinet, som man godt kan tænke sig fortysket til Frise nette. Derfindes bl.a. en »hovedliste over flygtede eller emigrerede franske Huguenotter fra 31.
december 1699«, hvor der for den franske koloni i Königsberg står en farverlærling Jacob Fraissinet fra Nîmes, og fra kolonieniMagdeburgen Ancien Jac. Dan. Fraissinet.
Ligeledes finder vi i »alderslisten over flygtede eller emigrerede Valdenser-Huguenotter fra de samlede departementer d’Embrun og Die-Bas Dauphiné« en Jean Fraissinet, hanskone og svi germoder. De to departementer ligger ca. 100km sydøst for Grenoble i Sydfrankrig. Dertil kommer, at min far, Aksel Gunner Frisenette, formentlig i 1926, har haft korrespondance med, så vidt det kan tydes Alfred Fraissinet i Marseilles og hans svar lyder i oversættelse:
36
Historiske notater
Som svarpåDeresbrevaf 3. kan jeg meddele Dem, at Fraissinetteme stammerfra departementet Lo zère; tre landsbyer i dette departement bærerendnu navnet Fraissinet. Deter meget sandsynligt, atProte stantismen har bevirket at noglemedlemmeraf min familie er udvandret, da Ediktet fraNantesblevop hævet. Jegved, da jeg har korresponderet med dem, at derboede Fraissinet’ter iMagdeburg..... Omkring 1700 har mine forfædreforladt Cévennes, een af demindtog en høj diplomatisk stilling under Ludvig XIV, andre rejste til Montpellier og videre tilMar seille. Dereksisterer et våbenskjold efterladt af en forfader... Fraissinet’ter lever i Holland,det ervore fætre; Jaques Marc Fraissinet harfor hundrede år siden giftet sigmedenfrøken vanArp der-ogende lig har, på samme tid, Jeanne Fraissinet slået sig ned i Danmark, hvor hun giftede sigmed en dansk admiral Svenson.
De trelandsbyerder omtales ligger i omegnen af Florae, som ligger på nationalvej 106 nordvest for Nîmes. Fraissinet da Fourgues ved floden Fraissinet ligger sydvest for Florae, Fraissinetde Lozère øst for Florae og Fraissinet-de-Poujols la Citernevest for. Den nævnte admiral Svenson er ikke admiral, men generalkonsul Niels (Nicolas) Anthoniusen Svendsen (1731-1805) som blev gift med Jeanne Fraissinet. Det var deres søn Jean André Suenson, født 30. november 1773, som blev admiral.Afdisse treer detkun Ancien Jac. Dan.
Fraissinet der har forbindelsemed Magdeburg, så interessen må nok koncentrere sig om ham. Val-denser-Huguenotten Jean Fraissinet er ikke særlig sandsynlig, da disse huguenotterer en retning in denfor Romerkirken, som på reformationstiden blev evangelisk.
Nu erjeg så gået i gang med atprøve at finde en forbindelsemellem disseflygtninge og vor fa milie, og håber naturligvisdet vil lykkes en dag.
Historiske notater