7. ANALYSEDEL 2: BEHANDLING PÅ ARBEJDSPLADSEN
7.3 H ENSYN
eksempler, blandt andet i afsnittet om det sociale liv, som peger i retningen af, at Preben ønsker at være en del af det sociale liv hos V3.
At autisterne har et andet udgangspunkt end deres kolleger kan desuden ses i følgende uddrag fra lederen Hanne. Hun svarer på spørgsmålet om, hvorfor hun kalder den autistiske medarbejder Andreas for en succeshistorie:
Hanne, leder: Jeg tror, at det er kombinationen af, at han kom ind i et miljø, hvor han var og bliver accepteret for det, han er. Det tror jeg gælder alle - det gælder også Mette: ‘Det er i orden, at du ikke går ned og spiser frokost og det er i orden, at du har den måde, du nu gør tingene på’. (V2)
Når de mange ansatte og deres ledere fortæller, at de er rummelige, inddragende og accepterende over for medarbejdere med autisme, er de implicit med til at understrege, at der er noget, at skulle acceptere. Når accept bliver et udgangspunkt for medarbejderne med autisme, er det med til at pointere, at autisterne opfattes forskellige fra normalen på de respektive arbejdspladser. Komplimenterne som bliver givet til medarbejderne med autisme er måske derfor utilsigtet med til at udgrænse medarbejderne med autisme mere.
7.3 Hensyn: “Hun varetager mine behov, før jeg egentlig selv kan
Hun skelner hermed sine andre medarbejdere fra Mette og derpå også måden at udforme en arbejdsopgave på:
Hanne, leder: Jeg synes, det er interessant, hvor meget man kan strukturere en arbejdsopgave, så den bliver overskuelig og overkommelig for en person. Faktisk kan man godt have nogle meget svære opgaver, men så længe de er skåret til i en eller anden form for forståelsesmæssig ramme, så kan du komme rigtig langt (...) Det [skærer arbejdsopgaver til] gør jeg jo ikke særlig meget med mine andre medarbejdere. Nogle gange kan det godt være nødvendigt, men jeg tror måske, at jeg er mere specifik og meget mere konkret ift., at det er lige nøjagtigt det, som de skal. Det er i hvert fald vigtigt for Mette. (V2)
Hanne imødekommer således Mettes behov gennem bestemte hensyn. Lige netop denne form for hensyn bunder i Mettes diagnose, men er også et direkte resultat af kommunikationen mellem leder og den autistiske medarbejder. En generel tendens i vores empiri er netop, at ledere og kolleger forsøger at imødekomme de behov, som deres autistiske medarbejder/kollega har fortalt dem. Men det betyder dog ikke, at behovene altid udtrykkes.
Behovene kan også være funderet udelukkende i autismediagnosen:
Hanne, leder: Sidder du godt her? Er der noget her, som vi kan ændre på? Hun kan nogle gange gå rundt som en hund, der skal lægge sig ned i en kurv. Det skal man være meget, meget, meget usensibel for ikke at lægge mærke til. Min opgave er at holde øje med dem. Så det lægger jeg mærke til, og så går jeg til hende og spørger, om der er noget, vi lige skal vende. Og så siger hun: ‘Ja, vi skal lige have fat i sådan og sådan’. (V2)
Her refererer Hanne til en bestemt situation, hvor hun, som reaktion på de fysiske tegn som Mette udtrykte, valgte at købe nogle skærme, så Mette kunne sidde mere isoleret. Som Hanne påpeger, er det i den autistiske medarbejders fysiske ageren - som en hund der skal ligge sig
ned i sin kurv - der gør, at Hanne spørger ind til hende og derefter træffer beslutningen om, at Mette har behov for at få varetaget bestemte hensyn. Hannes hensyn kan bunde i en stereotypisering af Mette som autist, som ligefrem kan være hensigtsmæssigt for Mettes trivsel. Stereotypiseringen kan blive anset som negativt, da den kan blive en meget fasttømret måde at anskue mennesker på. Men den kan også forekomme hensigtsmæssigt og ligefrem være en hjælp til måden, man behandler hinanden på (McFarlane 2014). McFarlane (2014) pointerer, at stereotyper kan tjene et fint formål, når det kommer til at navigere i komplekse situationer og skabe mening ud af mennesker og relationer (MacFarlane 2014: 156). Hanne kender til autisme, da hun har haft flere autister ansat før Mette og heraf har hun erfaret, at de fysiske omgivelser kan være en afgørende faktor for autistens trivsel. Der kan derfor på den ene side argumenteres for, at stereotypen i dette tilfælde opstiller et repertoire for Hanne for, hvordan hun bedst muligt aflæser og hjælper Mette i den pågældende situation. På den anden side kan der argumenteres for, at denne stereotypisering fastholder Mette i en position, som hun har svært ved at komme ud af, hvilket kan have konsekvenser for Mettes handlemuligheder. Hannes hensyn kan også ses som en reaktion på en afvigende adfærd, fordi Mette overtræder nogle regler for, hvordan man skal agere i specifikke situationer. Ved netop at basere et hensyn på en afvigende adfærd, kan det have en forstærkende effekt i henhold til at bibeholde Mette som en afviger (Becker 2005: 23). Den fysiske placering bliver også omtalt af Mette:
Mette, autist: Som eksempel på, hvordan jeg kan have nogle andre behov, eller det kan være svært: Helt konkret, så havde jeg først en plads blandt programmørerne. Det kan jeg sagtens affinde mig med (...) Jeg sad ovre blandt programmørerne, hvor der alligevel foregår rigtig meget, fordi de nørder deres programmerings-ting der, ikke?
Og så lige pludselig spørger Hanne, om jeg ikke hellere vil sidde et andet sted, hvor jeg har ryggen til væggen. Så på den måde så… ja...
så varetager hun mine behov, før at jeg egentlig selv kan mærke dem.
(V2)
Som Mette påpeger, var hun ikke selv bevidst om, at hun havde et bestemt behov før, at Hanne kom og sagde det til hende. Og da Mette ikke selv italesætter et behov for at sidde
et andet sted, kommer ovenstående fortælling til at styrke belægget om, at det er den fysiske ageren, og dermed afvigelsen, der er resulterende i hensynet. Samtidig er Mettes fortælling med til at forstærke pointen om, at hensynet kan være med til at bibeholde Mette i en position, som den afvigende. Dette gør sig gældende, da Mette selv påpeger, at den daværende placering var til at forene sig med, hvilket kan være en indikation på, at hendes daværende placering ikke var et reelt problem for hende. Samtidig fortæller Mette også, at Hanne varetager hendes behov, før at hun selv kan mærke dem, hvorfor denne hensyntagen kan ses som hensigtsmæssig for Mette.