Ved Dr. phil. Poul Nørlund.
H
ØRVE kirke maa oprindelig være en romansk kampestenskirke, men den er nu ganske omdannet. Det nuværende kor er fra 1575, som det frem- gaar af en indskrift paa den nordre side af dets tønde
hvælving (1575 muret Oluf Persen af Alsthied dethe sanghus i hr Mieckel Hansens thiedt. Jep Sørenssen oc Per Ollessen kirkevere). Skibet overhvælvedes i middelalderens slutning, og i det østlige hvælvingsfag findes kalkmalerier fra 1564, som i 1885 fremdroges og i det følgende aar istandsattes af professor Jacob Kor- nerup. Et taarn i vest og et vaabenhus i syd af kampe- og munkesten er ligeledes sent middelalderlige tilbyg
ninger.
Inventar: Alterbordspanel ca. 1575. Altertavle fra 1630, og prædikestol fra 1620. Af sit middelalderlige inventar har kirken bevaret en romansk granitdøbe
font, et krucifix fra 13. aarh. og rester af en gotisk Laurentiustavle fra et sidealter. Den ene klokke er ogsaa middelalderlig, støbt af Oluf Kegge; den anden fra 1591.
Kalkmalerierne
er især mærkelige ved at være fra en tid, hvor man ellers her paa Sjælland var ophørt med slige deko
rationer. Omendskønt de er malet et kvart aarhun- drede efter reformationen, er de dog helt i
middelalder-lig maner. Æmnevalget er nok noget præget af den nye tid, men en helgen (S. Jørgen) har dog faaet lov at slippe med.
I Østkappen troner Gud Fader med bøjlekrone, scepter og rigsæble og med Helligaandsduen svævende over sit hoved mellem to profetbilleder. I kappefligene er fremstillet Jesus i Gethsemane have samt korsdrag
ningen, hvor Simon af Kyrene kommer til og hjælper den segnende Kristus med at bære korset.
Sydkappen: Jesus og den samaritanske kvinde ved brønden. Hun bærer tidens modedragt af brokadestof med purpurærmer og flad fløjelsbaret. Til højre ses Samaria stad, og bag Kristus tre apostle. Baggrunden er et forsøg paa et naturalistisk landskab. I den ene af denne kappes flige finder man en malet tavle med aarstallet for maleriernes udførelse: 1564.
Nordkappen: Et dommedagsbillede. Kristus sidder paa regnbuen, med et sværd ved den venstre, og en liljekvist ved den højre haand. (De to forbedere, Maria og Johannes, er udeladt. Det er en virkning af re
formationen). Under Kristi fødder stiger de døde op af deres grave, vækkede af basunblæsende engle. Ved siderne ses himmerig og helvede. Foran Himmerigs
porten samles ingen salige, medens djævle myldrer om
kring helvedsgabet, travlt beskæftigede med at genne de fordømte ind.
Nærmest ribbekrydset findes i de tre kapper smaa profetbilleder. Endelig fremstilles paa nordvæggen, ovenover en bort af akanthusbladværk i ungrenais- sancestil, Set. Jørgens kamp med dragen. Set. Jørgen var en østerlandsk helgen, som først paa korstogstiden er bleven kendt i Vesteuropa. Det fortælles om ham, at han kom til en by, som var under formeligt tyranni af en frygtelig drage, der hver dag krævede sit bytte.
Da man havde udleveret den alt kvæg og hele stadens 12
ungdom, faldt loddet tilsidst paa kongens datter, som Jørgen i sidste øjeblik befrier ved at fælde dragen. Paa billedet ser man den ridderlige helgen med en mægtig vajende fjerbusk, borende sin lanse ind i gabet paa dragen, som er væltet under hestens fødder. I bag
grunden den knælende prinsesse og (øverst oppe) hen
des forældre, kongen og dronningen, som inde fra byen med spænding følger kampens forløb.
SMAASTYKKER.
En Degnehistorie fra Vig.
Ved Niels Stenfeldt.
1
1701 havde man i Vig Sogn en Degn, Frantz Strøe, som vakte almindelig Utilfredshed baade hos Menigheden og hos Sognepræsten, Hr. Albert Chrystalsiin — i Odsherred var der samtidig en anden Præst af samme mærkelige Navn, hans Broder, Andreas Chrystalsiin, der var Præst i Egebjerg og Provst i Herredet. Hr. Albert indgav til Bispen en Klage over Frantz Strøe og fik ham suspenderet fra Degneembedet, som han kun havde haft inde i halvandet Aar, fra 1699.
Nu mødtes Parterne for Landemodet i Roskilde, den gejstlige Overret. Præsten fremstillede 24 Vidner, og disse Klagere forlangte af Dommerne at blive ham kvit, de maatte, sagde de, »skille dem ved den Degn, om de ellers skulde svare Kongen deres Skatter«. Mange graverende Be
skyldninger havde de mod ham; han skulde een Gang ugent
lig have Aftenlæsning med Ungdommen i hver Landsby, snart hos een Bonde, snart hos en anden, men den Læs
ning havde han skammelig forsømt, »i heel Aar og Dag hafde hand i somme Byer læst ickun een Gang, i somme to«. Med den anden Side af hans Virksomhed, den kirkelige, var det gaaet lige saa slet. Under Gudstjenesten var det hans Pligt at gaa frem og tilbage paa Kirkegulvet og synge for; »hånd vilde icke siunge der, som hand dog burde«, men blev siddende oppe i sin Degnestol.
Værre var det dog, at, naar Menigheden var samlet, og Gudstjenesten skulde begynde, var der ingen Degn kom
men; han sad henne »i Kroen og fyldte sig«; de maatte alle pænt bie, til han endelig kunde bekvemme sig til at komme, baade Præst og Menighed. Rent galt var det gaaet Langfredag Anno 1700, da havde Præsten ventet efter Deg
nen i to stive Timer, og da han ikke viste sig, maatte den velærværdige Hr. Chrystalsiin selv bede i Kordøren og synge Salmerne for uden nogen Hjælp i sit Embede. Naa, har Frantz Strøe været en forsømmelig Degn, saa har
12*
Præsten været en stridbar Herre, som stædig har vægret sig ved at begynde sin Tjeneste, indtil hans Medhjælper kom til Stede.
Gik det saa galt med Degnen i Kirken, saa var man ogsaa utilfreds med ham uden for den. Skønt Menigheden betalte Manden hele 9 Rigsdaler om Aaret for Klokkeringning, var det ikke muligt at bevæge ham til at ringe ved Middag Kl. 12.
Ingen Bønner eller Grovheder hjalp; Folk har nok skældt dyg
tig ud, og han svarede brøsigt, >at Bønderne kunde vel faae Mad om Middagen, alligevel der blef icke ringet tilbords for dem«. Onde Ord er der faldet mellem Parterne, og ofte er de gaaet over til Haandgribeligheder, thi »de beskylte han
nem, at hand med Hug og Slag ofverfalt dennem, naar de kom til ham«. Ved dette Landemode har Klagerne ikke haft Sagerne i den rette juridiske Orden; de havde ikke sørget for i Forvejen at iværksætte Forhør ved en Prov
steret og skaffe sig et beediget Tingsvidne. Frantz Strøe
»beraabte sig ogsaa paa, at hand icke kunde dømmes, før
end disse hans Sagsøgere beviste det, som de beskylte ham for; thi de kunde icke self være baade Vidne og Sagsøgere;
begiærede derfor af Retten, at hand maatte videre forfølge sin Sag, hvilcket blef hannem tilladt, men Suspensionen imidlertid at staae fast«.
I det Referat af Landemodedomme, hvoraf ovenstaaende er taget, ender Sagen blindt her. Men af Degnefortegnelsen ses det, at der allerede i samme Aar, 1701, er kommen en ny Degn i Vig, saa Frantz Strøe har altsaa, som man kunde vente, faaet sin Afsked.