Generel vurdering af kommunernes sagsbehandling

Den børnesagkyndige vurdering peger overordnet på, at der i kommunerne bør fokuseres på følgende:

• faste procedurer for hurtig opfølgning på underretninger og tidlig indsats

• iværksættelse af relevante og nødvendige undersøgelser

• helhedsorienteret sagsbehandling

• sagsbehandlerens styring af sagerne

7.1.1 Faste procedurer for hurtig opfølgning på underretninger og tidlig indsats

De børnesagkyndige peger i deres vurderinger på, hvad der er særlig hensigtsmæssigt i sagsbehandlingen, set ud fra en børnesagkyndig vinkel. Generelt er en hurtig opfølgning på underretninger om bekymring for et barn eller en ung meget væsentlig i relation til at kunne støtte barnet eller den unge relevant. Når et barn eller en ung får problemer eller kommer i vanskeligheder, er det nødvendigt, at kommunen tidligt i forløbet undersøger forholdene nærmere, og hurtigt inddrager både barnet eller den unge og forældrene for på et tidligt tidspunkt at kunne tilbyde barnet eller den unge konkret og tilstrækkelig intensiv støtte.

Det har endvidere betydning for resultatet af den iværksatte støtte, at der ikke går lang tid fra kommunen har truffet afgørelse om en foranstaltning til den iværksættes,

eksempelvis i forbindelse med, at kommunen skal finde en konkret aflastningsfamilie eller kontaktperson. Det vurderes at være meget uhensigtsmæssigt, hvis barnet eller den unge orienteres om og forberedes på at skulle modtage støtte, men i stedet mødes med ventetid. Det kan være demotiverende og forværre barnets eller den unges problemer.

Det er afgørende, at man i kommunen prioriterer et tilbud, som kan imødekomme forskellige støttebehov hos barnet eller den unge, er tilgængelige og kan bruges ved behov.

7.1.2 Iværksættelse af relevante og nødvendige undersøgelser

I de børnesagkyndiges vurderinger er det flere gange bemærket, at der mangler

udredning eller undersøgelse af barnet eller den unge – også efter at støtte er iværksat.

Det er påpeget, at det er vigtigt for at kunne iværksætte relevant støtte, at barnet eller den unge og barnets eller den unges forhold er udredt, således at

undersøgelsesresultaterne kan underbygge valget af foranstaltning. Der skal foretages undersøgelser i det omfang, det er relevant og nødvendigt. I nogle tilfælde er der som supplement til den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, behov for en bred psykologisk undersøgelse af barnet eller den unge til afdækning af både det kognitive niveau samt en personlighedsvurdering. Kun i sjældne tilfælde er der behov for en

egentlig børne- og ungdomspsykiatrisk undersøgelse. Resultatet af mangelfuld udredning eller undersøgelse af barnet eller den unge kan være, at den støtte som iværksættes ikke er tilstrækkelig, eller ikke er relevant i forhold til barnets eller den unges problemer.

I nogle sager er der behov for at foretage en forældrekompetenceundersøgelse med henblik på afdækning af forældrenes mulighed for at tage vare på barnet eller den unge.

7.1.3 Helhedsorienteret sagsbehandling

En anden problematik som flere gange er fremhævet i den børnesagkyndige vurdering er, at man i sagsbehandlingen har været for lidt opmærksomme på forældrenes egne vanskeligheder og behandlingen heraf. Har forældrene for eksempel alkoholproblemer eller psykiske problemer, er det afgørende for, om barnet eller den unge kan profitere af støtte, at forældrenes vanskeligheder behandles parallelt med at barnet eller den unge tilbydes støtte. Ligeledes vil undersøgelser af forældrene i mange tilfælde kunne være med til at underbygge og kvalificere en beslutning om støtte til et barn eller en ung.

Større børn og unge kan i nogle tilfælde med fordel inddrages i sagsforløbet på et tidligere tidspunkt, end det er tilfældet i de udvalgte sager, da en god kontakt er

afgørende for, om det vil lykkes sagsbehandleren at ”nå” et større barn eller en ung, og motivere ham eller hende til at modtage støtte. En god kontakt mellem sagsbehandleren og barnet eller den unge skabes oftest tidligt i sagsforløbet, inden barnets eller den unges vanskeligheder bliver for alvorlige eller tilspidses.

Endelig er det nødvendigt, når der iværksættes støtte til ét barn i familien, at eventuelle søskendes forhold ligeledes undersøges, da det er muligt, at en søskende til et udsat barn også har et støttebehov.

7.1.4 Sagsbehandlerens styring af sagerne

De børnesagkyndige har peget på, at sagsbehandlerne ofte skal forholde sig til svære problemstillinger og foretage nogle vanskelige afvejninger i sager om støtte til børn og unge, og at det i nogle af de vurderede sager ses, at denne afvejning har været svær at håndtere.

Sagsbehandleren bør derfor være særlig opmærksom på at ”styre” processen både i forhold til tidspunktet for inddragelse, dokumentation og faglig sparring.

Det er i den forbindelse fremhævet, at sagsbehandleren har en svær rolle, idet han eller hun skal være i stand til at opbygge en god og kvalificeret kontakt samt skabe tillid til barnet eller den unge samt forældrene, men også kunne træffe indgribende og svære beslutninger overfor familien.

I kontakten til forældre er det nødvendigt at være opmærksom på, at meget og

gentagende mødeaktivitet og telefon- eller mailkontakt ikke i sig selv er medvirkende til, at øge kvaliteten af støtten til barnet eller den unge. Der er således i de gennemgåede sager eksempler på, at sagsbehandleren har givet forældrene ”for lang snor” i forhold til at få truffet beslutning om at iværksætte den for barnet eller den uge bedste løsning.

Der er også eksempler på, at sagsbehandleren i for lang en periode forsøger at etablere et samarbejde med forældre, der for eksempel nægter at lukke op for sagsbehandleren eller ikke er hjemme ved aftalte hjemmebesøg og udebliver fra eller aflyser aftalte møder.

Ligeledes skal sagsbehandlerne være opmærksomme på at sikre den nødvendige dokumentation, for eksempel i forhold til børnesamtalen.

Det er desuden vigtigt, at sagsbehandlerne har fokus på om og hvornår der er behov for at inddrage hjælp og støtte i sagsbehandlingen, for eksempel i form af mulighed for sparring med kolleger eller andre fagpersoner.

De børnesagkyndige har samtidig fremhævet, at nogle af sagerne er særdeles

velunderbyggede og godt tilrettelagt, samtidig med, at barnets eller den unges behov er imødekommet relevant, og at det er lykkes for sagsbehandleren i disse sager at bedre barnets eller den unges forhold og vende en negativ udvikling.

I nogle få sager er det vurderet, at der har været et behov for at indhente yderligere ekspertviden fra VISO eller andre til støtte for sagsbehandlingen.

Nedenfor er anført et eksempel på en sag, hvor den unges vanskeligheder er så alvorlige, at sagsbehandleren burde have indhentet særlig ekspertviden fra VISO eller andre

fagpersoner for at kunne imødekomme barnets eller den unges behov for støtte.

Sag nr. 048 Sagen handler om en 15-årig dreng, som igennem en del år har været i en kriminel løbebane og været ude af stand til at fastholde et skoleforløb, og hvor

forældrene, som har få ressourcer og økonomiske problemer, ikke har kunne sætte relevante grænser for ham. Drengen tildeles en kontaktperson, der først iværksættes et år efter afgørelsen herom. Han kommer på efterskole og smides ud derfra, da han ryger hash.

Det vurderes, at sagsbehandleren i for høj grad har haft fokus på drengens indlæringsmæssige vanskeligheder og udelukkende har fokuseret på drengens problematik i skoleregi. Der har imidlertid hele tiden været tale om alvorlige

underliggende psykiske problemer, som sagsbehandleren skulle have sørget for blev undersøgt med henblik på iværksættelse af relevant støtte til drengen og hans forældre.

Sagsbehandleren kunne med fordel have indhentet viden fra VISO eller andre.

Den børnesagkyndige har vurderet, at en tidlig undersøgelse af behovet for støtte og hjælp til familien, samt iværksættelse af denne kunne have virket forebyggende på drengens kriminalitet.