Ved Sognepræst E. Nyholm, Aversi
I
Efteraaret 1846 flyttede Sognepræst Johannes Peter Ovesen Balle ind i Aversi Præstegaard, 5 Fjerdingvej Vest for Haslev. Siden 1839 havde han været Sognepræst i Ulse, en Milsvej Sydøst for Haslev, saa Flytningen var ikke lang.
Han var født paa Als 15. April 1810 som Søn af Distrikts
kirurg, Krigsraad J. O. August Balle og Sønnesøn af Sjæl
lands navnkundige Biskop Nicolaj Edinger Balle. Han var gift med Nancy Henriette Jacobine Schack, Datter af Etats- raad, Kammeradvokat Schack i København. De havde med sig 3 Sønner og 4 Døtre, og de fik i Aversi endnu 5 Søn
ner, hvoraf dog 2 døde som spæde, og 2 Døtre. Han døde i Embedet 1879 og overlevedes af hende til 1886.
Naar der i det følgende skal fortælles et og andet fra Pastor Balles Tid i Aversi, er Grunden ikke den, at han paa særlig Maade hævede sig over Gennemsnittet af Sam
tidens dygtige Præster, men den, at han i Embedets Arkiv har efterladt sig adskilligt Materiale, der klart belyser For-
holdene dengang og giver et Billede af Manden selv. Saa det bliver hovedsagelig ham selv, der her kommer til at føre Ordet.
Kort efter sin Overtagelse af Embedet kaster han sig, som den Ordensmand han viser sig at være, over Ar
kivet, der dengang bl. a. omfattede Forgængernes Kalds
bog, den saakaldte »Liber daticus«. Den bestod af 2 Bind:
Kaldsbog A for Aarene 1738-1804 og Kaldsbog B for Aa
rene 1805-46. Selv paabegynder hans Kaldsbog C, en Fo
liant i Format 40X27 cm indeholdende 566 omhyggeligt paginerede Sider, hvilken Bog endnu er i Brug ved Em
bedet, mens de to fornævnte er paa Landsarkivet. Af de tid
ligere Kaldsbøgers brogede Stof overfører Balle i sin ny
indrettede Bog det, der kan forventes at have blivende In
teresse. Med sin sirlige Skrift har han i de 33 Aar, han var her, tæt beskrevet ca. 115 af Kaldsbogens store Sider. Stof
fet ordner han ifølge Registret paa Bogens første Side i 14 Afsnit med Underafsnit, klart og overskueligt.
I Bogens første Afsnit, der bærer Overskriften »Histo
riske Mærkværdigheder Pastoratet vedkommende« gengiver han først paa Grundlag af Oplysninger af den daværende Præst Hans Christian Nimb en spændende Beretning om Aversi Præstegaards Brand i November 1736, hvorved hele Gaarden med Besætning, Indbo, Embedsbøger og Kirkens Sølvtøj gik til Grunde. Derpaa fortæller han om en Oldtids
høj paa Præstemarken lige udenfor Præstegaarden og de dertil hørende Sagn og Overleveringer. Endelig fortæller han om særlige Begivenheder i sin egen Embedstid: Ilde
brand, Guldbryllup, Diamantbryllup - hvilket i de Tider
var Sjældenheder - om Højdemaalinger i Egnen foretaget i Sommeren 1861 af en i Præstegaarden indkvarteret Gene
ralstabsofficer, om den meget tørre Sommer 1868 med An
givelse af Nedbørsmængden, dog kun angivet som »en en
kelt lille Byge«, osv.
Saa følger næste Afsnit: »Series pastorum«, en Præste- række fra Reformationen op til Balles Tid, hvori han har samlet adskilligt Stof om sine Forgængere, ligesom han har givet meget omhyggelige biografiske Oplysninger om sig selv.
I 3. Afsnit fortæller han om »Embedets Indtægter og de Kaldet paahvilende Byrder.« Her gaar han ved Hjælp af de tidligere Kaldsbøger tilbage til 1738 og giver et meget interessant Billede af Forholdene dengang, og han fortsæt
ter med under Synspunktet: Aktiver at beskrive Sognet og Kirken med alt Inventar. Beskrivelsen af Kirken og dens Inventar er meget minutiøs og omfatter bl. a. en nøjagtig Gengivelse af Inskriptionerne paa de mange Gravstene over tidligere Aversi-Præster, herunder følgende fra en Grav
sten over Præsten Hans Rasmussøn Lund, død 1690:
»Her var jeg Præst, men hvad jeg led, Gud bedst det monne kiende.
Dog, Jesus nu paa min Fortræd har gjort en salig Ende,«
saa man forstaar, at det ikke altid har været lige let at være Præst i Aversi. Og herpaa følger saa meget omhyggelige Oversigter over Embedets aarlige Indtægter gennem de 33 Aar, han var Sognepræst her. Et tilfældigt valgt Aar -
1874 - viser følgende Opstilling:
a. Indtægt
1. Korntienden ... 5327,55 2. Smaaredsel og Høstdage 21,66 3. Offer og Akcidenser .... 914,08 4. Forpagtningsafgift... 4492,83 5. Tørv og Brænde ... 188,00 6. Udbytte af Bankaktier ... 31,27
10975,39 b. Udgift
1. Kgl. Skatter... 394,50 2. Landemodeekspenser .... 60,00 3. Kommuneafgifter ... 40,00
--- 494,50 Summa Indtægt: 10480,89 Altsaa: Ren Netto! Man prøve at omregne denne Sum i Forhold til Pengenes Værdi i Dag!
De følgende to Afsnit af Bogen er nok dem, der for Nu
tiden knytter sig størst Interesse til. Afsnit 4 handler om
»Præstegaardens Bygninger og Have«. Han beskriver om
hyggeligt den Præstegaard, han flyttede ind i, og som var opført i 1737 efter den tidligere nævnte Brand. Han for
tæller om, hvordan hans nærmeste Forgænger i Embedet, den meget ansete Magister Kofoed (1798-1846) i sine før
ste Aar har foretaget store Forbedringer paa Bygningerne, mens han i sine sidste Aar ikke har følt Trang til at holde Gaarden vedlige, hvorfor den, da Balle overtog den, var meget forfalden. Og da tilmed Magister Kofoed havde sin Søn saavel til Kapellan som til Forpagter, »saa er det ikke til at undres over, at han ikke fandt Lyst til at foretage
Forandringer og Forbedringer, som medførte forøgede Be
kostninger, men lod det bero ved almindelig Vedligehol
delse, da hans Stilling var precair, og han maatte vente, at den snart maatte ophøre«. Gaarden var meget stor, lukket, firelænget, med Straatage. Balle tegner i Bogen et Rids af Stuehusets Grundplan med Angivelse af samtlige dets 24 Rum og gør omhyggeligt Rede for, hvad disse Rum i tid
ligere Tider har været anvendt til, hvem af hans Forgæn
gere, der har indrettet dem, som de er, og hvorfor det er gjort! Der mangler heller ikke Angivelse af, i hvilket Væ
relse Forgængeren, Magister Kofoed, døde. Derpaa skil
dres Avlsbygningerne. Og saa beskrives Haven, 3 Tdr.
Land stor med Mængder af Frugttræer. »Haven er i Ry for Mængden af Frugt, der høstes i den, her skal undertiden være høstet 40 Tdr. Æbler«, og Sorterne beskrives. Han sukker over Vandmangel: »En stor Ubehagelighed her er den næsten totale Mangel paa Vand, efter disse to tørre Somre og to Vintre uden Sne er begge Brøndene aldeles tørre, Vandingen nede i Hjørnet af Haven ligeledes. I dette Øjeblik - det er dog i November (1847) - maa vi vande alle Kreaturerne nede i Aaen og hente hver Draabe Vand til Husholdningen«. Og han klager over Oldenborrerne,
»der i denne Forsommer - 1847 - aade ikke blot Blom
sterne, men ogsaa Bladene af Træerne«.
Afsnit 5 beskriver Præstegaardens Mark. Der hørte den
gang til Aversi Præstegaard 123 Tdr. Land af Sydsjællands bedste Jord. Naar man læser dette Afsnit, faar man Forkla
ringen paa Embedets store Indtægt. Af Regnskaberne frem- gaar det, at Balle selv har drevet hele Jorden indtil 1857, og at han derefter har bortforpagtet en væsentlig Del deraf.
Han begynder Skildringen af Marken med en Besværing
over den Tilstand, hvori Formanden har efterladt den, for
tæller om foretagne, haardt tiltrængte Forbedringer, og regner med, at Marken vil være helt i Orden i Sommeren 1850. Han lader en Landmaaler over 2 Sider i Bogen tegne et nøjagtigt opmaalt Kort over Marken med omhyggelig Angivelse og Nummerering af de enkelte Marker og Skif
ter. Og saa gør han Rede for sine Driftmethoder, angiver Gødningsmængde, Mængden af Sædekorn osv., osv., for derpaa over en lang Række Sider i Bogen at skildre det aar- lige Udbytte af Marken. Han fortæller omhyggeligt, hvad der er saaet, og hvad der er høstet i hvert enkelt Skifte, og gør for hvert Skifte Udbyttet op saavel i Penge som i Fold, samtidig med at han Aar for Aar noterer Driftsomkostnin
ger, og han gør aarlige Bemærkninger om selve Høstens Forløb, om den er sen eller tidlig, om Mandskabet, om Vej
ret osv. Alt i alt ikke kedelig Læsning og Stof for en Sta
tistiker, der vil gøre Studier i Datidens Avlingsforhold. Og man forstaar, at Præsten som Leder af et saa veldrevet og velordnet Landbrug har haft nok at gøre.
Bogens 6. Afsnit handler om Korntienden med Redegø
relse for, hvordan Tienden - Embedets »faste« Indtægt - var beregnet aarligt for hver Ejendom i Sognet.
I Fortsættelse heraf følger et Afsnit med Oversigter over Højtidsofre og Akcidenser, der ogsaa indgik i Indtægten, jfr. den tidligere anførte Regnskabsopstilling.
Indholdet af Bogens sidste Afsnit er rent administrativt, man faar Oplysning om Folketællinger, om Fattighjælp, og saa mange Sider med Afskrift af Forordninger og Cirkulæ
rer osv. Og der er indført Beretning om de aarlige Syn over Kirke og Præstegaard, saa man derigennem kan følge, hvil
ke Forandringer Præstegaarden undergik i Balles Tid. Men
der knytter sig næppe til noget af dette saa stor Almenin
teresse som til det foregaaende.
At Pastor Balle har været en meget dygtig Embedsmand, Administrator og Landmand, fremgaar med al Tydelighed saavel af ovenstaaende som af de øvrige Spor, hans Ger
ning har sat sig i Præstegaardens Arkiv. Men hvordan var han som Menneske og som Præst ? Herom tier hans Kalds
bog. Dels er der i dens formelle, embedsmæssige, histo
riske, topografiske, økonomiske og landbrugsfaglige Over
sigter ikke Plads for mere personlige Overvejelser og Be
tragtninger, og dels havde Tiden en klædelig Blufærdig
hed med Hensyn til aandelige Spørgsmaal. Og de Gamle, som har kendt ham som Menneske og som Præst, er borte.
Ingen i Sognet mindes i Dag ham og hans Gerning. Allige
vel kan der findes et og andet frem. Saaledes giver han i de nævnte selvbiografiske Oplysninger i Kaldsbogen Plads for et lille Hjertesuk: han fortæller om, at alvorlig Sygdom i Sommeren 1877 i mere end 9 Maaneder hindrede ham i at gøre sin Gerning, og føjer til: »Først 1. Pinsedag 1878 kunde jeg igen betræde Prædikestolen«. Man kan mærke den gamle Præsts Glæde og Taknemmelighed. Andetsteds- fra er der lidt mere at faa at vide. Der foreligger fra hans Haand et Par Bearbejdelser af Bedstefaderens, Biskop Bal
les berømte »Lærebog i den evangelisk-christelige Religi
on«. Man forstaar, at det har været ham magtpaaliggende, at denne Bog, der gennem mere end 100 Aar kom til at præge al Kristendomsundervisning i Danmark, stadig kunde forblive i Brug, hvorfor han har søgt at modernisere den og gøre den tidssvarende, og Forsøget synes at være faldet heldigt ud. Endvidere har han i 1866 som Nr. 119 i Serien »Gudelige Smaaskrifter« udgivet en Række Bibellæs-
ninger, holdt her i Sognet under Titlen »Kirkeaaret, Kirke
bygningen og Kirkegangen«. I Forordet hertil skriver han bl. a.: »Som vi berede os til enhver anden vigtig Gjerning, vi have at udføre, saaledes skulle vi visseligen ogsaa berede os til at gaae til Guds Huus; uden dette vil Ordet, naar vi komme at høre det, vanskeligen finde ret Indgang i vore Hjerter og gjøre dets velsignede Gjerning i vore Hjerter.
Den rette Beredelse til at gaae til Guds Huus er Bøn og Paakaldelse, at vi anraabe og paakalde Gud, at vor Indgang og Udgang, vor Andagt, af ham maa være os velsignet«.
Og han afslutter Skriftet med først at citere Salme 90, 12
»Lader os lære at tælle vore Dage, at vi maae bekomme Viisdom i Hjertet«, og derpaa føjer han til: »Ophøjer Her
ren og tilbeder for hans Fødders Fodskammel! Een Slægt skal berømme hans Gjerninger for en anden! Jorden skal opfyldes med hans Tilbedelse!« Mon der ikke her er lidt af Præsten Balle ?
Balles Eftermand afslutter i Kaldsbogen Balles Selvbio
grafi med denne Tilføjelse: »Den 2. Marts 1879 døde Pa
stor Balle efterladende sig et saare hæderligt Minde i Me
nigheden«. Paa Baggrund af adskillige mørke Kapitler i Aversi Præstekrønike siger dette en hel Del.
Den gamle Præstegaard nedbrændte til Grunden i For- aaret 1881 kort efter Eftermandens Overtagelse af Embe
det. Saa den ydre Ramme om Balles Virke her findes ikke mere. Dog er den store, parklignende Have her endnu som dengang, kranset af mægtige, aarhundredgamle Træer.
Blandt de mange Frugttræer findes stadig en gammel Graasten, der kaldes »Fru Balles Graasten«. Ifølge Over
leveringen havde hun det Træ med fra Ulse, da hun kom
hertil i 1846, og det første, hun foretog sig her, skulde da have været at plante det Træ, der endnu bærer Frugt.
Paa Kirkegaarden op mod Diget til Præstegaardshaven er Pastor Balles Gravsted. Her hviler de begge med to Børn og to Børnebørn, som døde under Ophold her, og minder den, der i Dag i sin Gerning haster forbi, baade om, at der bygges videre paa tidligere Slægters Gerning og Indsats, og om at Slægt skal følge Slægters Gang.