Først og fremmest er det potentiale for forandring, jeg forfægter, imma-nent i de aktuelle symptomers udtryk. I modsætning til den manglende dirigent-analogi, der bestemmer symptomerne som en mangel i forhold til en ideal struktur, så kan capoeira ses som en skabende eksperimente-ring med de singulære adfærdsmæssige træk ved diagnosen. Det, som jeg ansporer, er således ikke capoeira som generelt terapeutisk og uddannel-sesmæssigt værktøj eller selvteknologi, hvilket ville berøve den en del af dens potentiale for reel forandring ved at gøre den til et middel for medi-ering eller transcendens af præetablerede psykologiske og uddannelses-mæssige idealer. Den centrale pointe her er, at capoeira ikke identificerer en bestemt krop, hvilket med Mannings begreber ville være at tæmme bevægelse og dermed ophøre med at sanse (Manning, 2007, p. xvi). Det er derimod fremhævelsen og mestringen af den kontinuerlige og ube-stemte bevægelse i capoeira-æstetikken, der leder os til et mere
funda-Den utopiske krop 87 mentalt spørgsmål vedrørende relationen mellem sansning og tanke. Som beskrevet knytter capoeira-æstetikken sig til de materielle sociokulturelle betingelser udtrykt inden for konventionelle kropsbevægelser. Men ud over denne repræsentationelle forbindelse imellem capoeira og dens so-ciokulturelle oprindelse involverer capoeiraens kropslige bevægelsesæ-stetik også et forskelssættende og ekspressivt element, der er rettet imod en overskridelse af netop de etablerede sociokulturelle og subjektive mu-lighedsbetingelser for bevægelse – indstiftelsen af utopier. På denne må-de giver capoeira mulighed for at relatere til og arbejmå-de med må-de forskels-sættende mulighedsbetingelser for at etablere andre steder – altså de im-manente muligheder for forandring, der er givet i vores aktuelle positio-nering. På dette punkt repræsenterer capoeira ikke “det værendes sanselighed,” men udtrykker “det sanseliges væren” (Deleuze, 1972, p.
182, egen oversættelse) – produktionen af sansninger igennem eksperi-mentel praksis. I forhold til bevidsthedens udgangspunkt i kroppen bety-der dette ikke, at capoeira repræsenterer en måde at tænke på, men sna-rere, at capoeira-praksis er at tænke i sansninger. Den utopiske krop i capoeira er i denne forstand associeret til det, som Foucault beskriver som den “tanke, der i relation til det indvendige af vores filosofiske re-fleksioner og i relation til positiviteten ved vores viden konstituerer det, som man med en sætning kunne kalde ‘tanken udefra’” (Foucault, 1986, p. 16, egen oversættelse). Dette betyder ikke, at capoeira skal betragtes som en filosofi, der kan oversættes til propositionelle begreber og de-skriptive ideer, men snarere, at den udgør en meget konkret og radikal aktivering eller affirmering af det, som mange fænomenologiske tænkere inspireret af Merleau-Ponty i dag betegner som den ‘kropsbundne be-vidsthed’ (embodied mind) (Gallagher, 2005; Johnson, 2007; Lakoff &
Johnson, 1999; Varela et al., 1992). Ud fra dette fænomenologiske per-spektiv kan capoeira betragtes som et intersubjektivt middel for en foran-dring igennem en kropslig indlejring af strategier for at håndtere livets udfordrende diversitet uden for capoeira-rammerne. Som antropologen Greg Downey skriver på baggrund af sine etnografiske feltstudier af ca-poeira-miljøer:
Kunstarten forandrer [capoeira-]eleverne. De færdigheder, de lærer, påvirker tilsyneladende den måde, de gebærder sig på og betragter verden på uden for rodaens [kampcirklens] rammer. Spillerne bliver nye slags sociale, eksperimentale og fysiske aktører: capoeiristaer.
(2005, p. 22, egen oversættelse)
Når vi forholder os til konsekvenserne af, hvad jeg har beskrevet som det ekspressives primat immanent i bevægelse, er det imidlertid vigtigt at holde fast på, at denne fænomenologiske forståelse af det kropsbundne ved en forandring, der knytter sig til ‘det værendes sanselighed’ altid
forudsætter ‘det sanseliges væren’ i Deleuzes termer. Konstitueringen af nye subjektiviteter – nye måder at være tænkende krop på, forudsætter med andre ord skabelsen af sansninger (bevægelsens utopiske, ulegem-lige materialitet eller ‘Legemet uden Organer’). Dette er væsentligt, fordi det understreger vigtigheden af det forskelssættende og kritiske element immanent for det virkelige og materielle potentiale for forandring, hvil-ket betoner vigtigheden af eksperimentering, der igen bliver begrænsnin-gen for det fænomenologiske begreb om den kropsbundne bevidsthed. I overensstemmelse hermed associerer Downey capoeira med Foucaults filosofiske begreb om ‘livskunst’ og projektet “at gøre livet til et kunst-værk” (Downey, n.d.; Foucault, 1997, egen oversættelse). I denne bestræ-belse lægger Foucault vægt på det, som han kalder “[d]en kritiske onto-logi over os selv” (Foucault, 2013, p. 164), hvilket i modsætning til Kants kritiske projekt
ikke [må] opfattes som en teori, en doktrin, eller endog som en per-manent samling af viden, som akkumuleres; den må opfattes som en holdning, en ethos, et filosofisk liv, i hvilket kritikken af, hvad vi er, på en og samme tid er en historisk analyse af de grænser der er os pålagt, og et eksperiment med mulighederne for at gå ud over dem.
(Foucault, 2013, p. 164)
At gå ud over de begrænsende ADHD-symptomer i en capoeira-roda i denne forstand involverer en affirmativ eksperimentering med de selv samme aspekter af bevægelse som dem, der giver anledning til ADHD-diagnosen. Ligesom den ADHD-diagnosticerede holder capoeiristaen ikke sin opmærksomhed på samtalen i konventionel forstand, men efter-stræber derimod at gøre kroppen ekspressiv. Både den ADHD-diagnosti-cerede og capoeiristaen undlader at følge reglerne ved spillet, men capo-eiristaen opfinder i stedet nye regler, nye spil. Ligesom den ADHD-diagnosticerede har capoeiristaen sine overflow-bevægelser, men på en måde således, at de skaber et andet sted som immanent forhold ved de diagnosticerede bevægelser og ikke som repræsentationen af et abstrakt ideelt andet. Det, som forandres, er ikke blot subjektet, men hele det diagnostiske territorium af sansninger deterritorialiseres, bliver ekspres-sivt – utopisk.
Det, som jeg har forsøgt at udpege gennem introduktionen af capoeira-bevægelserne, er således, at der er et æstetisk og utopisk element, som ikke tages med i analysen og identifikationen af kroppen i såkaldt AD-HD-adfærd. Dette æstetiske element mener jeg, primært skal betragtes som en invitation til en beskrivelse af adfærd og bevægelse, der tager udgangspunkt i det forskelssættende element eller diversiteten af, hvad en krop kan – hvad den udtrykker, snarere end hvad den mangler i for-hold til etablerede idealer og værdier.
Den utopiske krop 89 REFERENCER
Alvarez, J. A., & Emory, E. (2006). Executive function and the frontal lobes: a meta-ana-lytic review. Neuropsychology Review, 16(1), 17–42. doi:10.1007/s11065-006-9002-x APA. (2000). Diagnostic and statistical manual of mental disorders: DSM-IV-TR. (4th
ed.). Washington DC: American Psychiatric Association.
Assunção, M. (2005). Capoeira a history of an Afro-Brazilian martial art. London; New York: Routledge.
Attali, J. (1977). Bruits: essai sur l’économie politique de la musique. Paris: Presses universitaires de France.
Attali, J. (1985). Noise: the political economy of music. (Oversat af Massumi, B.). Min-neapolis: University of Minnesota Press.
Bacon, S. F. (2010). Sir Francis Bacon: The New Atlantis (p. 52). CreateSpace Independ-ent Publishing Platform.
Barkley, R. (2006). Attention-deficit hyperactivity disorder: a handbook for diagnosis and treatment. New York: Guilford Press.
Barkley, R. A. (1997). Behavioral inhibition, sustained attention, and executive functions:
Constructing a unifying theory of ADHD. Psychological Bulletin, 121(1), 65–94.
doi:10.1037/0033-2909.121.1.65
Barkley, R. A. (2001). The executive functions and self-regulation: an evolutionary neu-ropsychological perspective. Neuropsychology Review, 11(1), 1–29.
Barkley, R. A. (2003). Issues in the diagnosis of attention-deficit/hyperactivity disorder in children. Science, 25, 77–83. doi:10.1016/S0
Bloch, E. (1974). Das Prinzip Hoffnung. Frankfurt a.M: Suhrkamp.
Brown, T. E. (2000). Emerging understandings of attention deficit disorders and co-morbidities. In T. E. Brown (Ed.), Attention-deficit disorders and comorbidities in children, adolescents, and adults (pp. 3–55). Washington D.C.: American Psychiatric Press.
Brown, T. E. (2006). Executive Functions and Attention Deficit Hyperactivity Disorder:
Implications of two conflicting views. International Journal of Disability, Develop-ment and Education, 53(1), 35–46. doi:10.1080/10349120500510024
Browning, B. (1995). Samba resistance in motion. Bloomington Ind.: Indiana University Press.
Capoeira, N. (2002). Capoeira: Roots of the dance-fight-game. Berkeley: North Atlantic Books.
Capoeira, N. (2003). The little capoeira book. Berkeley: North Atlantic Books.
Claeys, G., & Sargent, L. T. (1999). The Utopia Reader. New York: New York University Press.
Damasio, A. (1994). Descartes’ error: emotion, reason, and the human brain. New York:
Putnam.
Davis, A. S., Pass, L. A., Finch, W. H., Dean, R. S., & Woodcock, R. W. (2009). The canonical relationship between sensory-motor functioning and cognitive processing in children with attention-deficit/hyperactivity disorder. Archives of Clinical Neuropsy-chology: The Official Journal of the National Academy of Neuropsychologists, 24(3), 273–86. doi:10.1093/arclin/acp032
Deleuze, G. (1968). Spinoza et le problème de l’expression. Paris: Éditions de Minuit.
Deleuze, G. (1972). Différence et répétition. (2nd ed.). Paris: Presses universitaires de France.
Deleuze, G. (1988). Le pli: Leibniz et le Baroque. Paris: Editions de Minuit.
Deleuze, G. (1996). Hvad er filosofi? København: Gyldendal.
Deleuze, G. (2005). Tusind plateauer: kapitalisme og skizofreni. København: Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
Deleuze, G., & Guattari, F. (1972). Capitalisme et schizophrénie 1: L’anti-Oedipe. Paris:
Editions de Minuit.
Deleuze, G., & Guattari, F. (1980). Capitalisme et Schizophrénie 2: Mille Plateaux. Paris:
Editions de Minuit.
Deleuze, G., & Guattari, F. (1991). Qu’est-ce que la philosophie? Paris: Editions de Minuit.
Downey, G. (n.d.). Capoeira as an Art of Living: The Aesthetics of a Cunning Existence, ikke-udgivet manuskript.
Downey, G. (2005). Learning capoeira: lessons in cunning from an Afro-Brazilian art. Oxford & New York: Oxford University Press.
Dumoulié, C. M. (2006). La capoeira, une philosophie du corps. Chimères. Revue Des Schizoanalyses, hiver 2005(58/59).
Foucault, M. (1986). La pensée du dehors. Paris: Fata morgana.
Foucault, M. (1997). Histoire de la sexualité 3. Le Souci de soi. (Tel.). Paris: Gallimard.
Foucault, M. (2001). Talens forfatning. København: Hans Reitzel.
Foucault, M. (2004). Des Espaces Autres. Empan, 54(2), 12–19. doi:10.3917/em-pa.054.0012
Foucault, M. (2009). Le corps utopique suivi de Les hétérotopies. Paris: Nouvelles éditions Lignes.
Foucault, M. (2013). Hvad er oplysning? Slagmark. Tidsskrift for Idéhistorie, 66, 147–166.
Funahashi, S. (2001). Neuronal mechanisms of executive control by the prefrontal cor-tex. Neuroscience Research, 39(2), 147–65.
Galkin, E. (1988). A history of orchestral conducting: in theory and practice. New York:
Pendragon Press.
Gallagher, S. (2005). How the body shapes the mind. Oxford & New York: Clarendon Press.
Gallagher, S., & Zahavi, D. (2007). The Phenomenological Mind: An Introduction to Philosophy of Mind and Cognitive Science (p. 256). London & New York: Routledge.
Gillberg, C. (2003). Deficits in attention, motor control, and perception: a brief review.
Archives of Disease in Childhood, 88(10), 904–910. doi:10.1136/adc.88.10.904 Godefroy, O., Jeannerod, M., Allain, P., & Le Gall, D. (2008). Lobe frontal, fonctions
exécutives et controle cognitif Frontal. Revue Neurologique, 164 Suppl, 119–27.
doi:10.1016/S0035-3787(08)73302-2
Harvey, W. J., & Reid, G. (1997). Motor performance of children with attention-deficit hyperactivity disorder: a preliminary investigation. Adapted Physical Activity Quar-terly, 14(3).
Harvey, W. J., & Reid, G. (2003). Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder: A Review of Research on Movement Skill Performance and Physical Fitness. Adapted Physical Activity Quarterly, 20(1).
Harvey, W. J., Reid, G., Grizenko, N., Mbekou, V., Ter-Stepanian, M., & Joober, R.
(2007). Fundamental movement skills and children with attention-deficit hyperactivity disorder: peer comparisons and stimulant effects. Journal of Abnormal Child Psycho-logy, 35(5), 871–82. doi:10.1007/s10802-007-9140-5
Husserl, E. (1928). Vorlesungen zur Phänomenologie des inneren Zeitbewußtseins. Halle a.d.S.: Niemeyer.
Johnson, M. (2007). The Meaning of the Body: Aesthetics of Human Understanding (p.
328). University Of Chicago Press.
Lakoff, G., & Johnson, M. (1999). Philosophy in the flesh: the embodied mind and its challenge to Western thought. New York: Basic Books.
Den utopiske krop 91 Lawlor, L. (1998). The end of phenomenology: Expressionism in Deleuze and
Merleau-Ponty. Continental Philosophy Review, 31, 15–34.
Lebrecht, N. (1991). The maestro myth: great conductors in pursuit of power. Secau-cus NJ: Carol Pub. Group.
Lebrecht, N. (1997). Who killed classical music?: maestros, managers, and corporate politics. Secaucus N.J.: Carol Pub. Group.
Levin, K. (2013). Becoming Worthy of What Happens to Us: Art and Subjectivity in the Philosophy of Gilles Deleuze. I R. Tone & J. Lang (Eds.), Art and Identity: Essays on the Aesthetic Creation of Mind (Consciousness, Literature & the Arts) (pp. 135–167).
Amsterdam & New York: Editions Rodopi B.V.
Luria, A. (1973). The working brain: an introduction to neuropsychology. New York:
Basic Books.
Macneil, L. K., Xavier, P., Garvey, M. A., Gilbert, D. L., Ranta, M. E., Denckla, M.
B., & Mostofsky, S. H. (2011). Quantifying excessive mirror overflow in children with attention-deficit/hyperactivity disorder. Neurology, 76(7), 622–8. doi:10.1212/
WNL.0b013e31820c3052
Manning, E. (2007). Politics of touch: sense, movement, sovereignty. Minneapolis &
London: University of Minnesota Press.
Mariani, M. A., & Barkley, R. A. (1997). Neuropsychological and academic functioning in preschool boys with attention deficit hyperactivity disorder. Developmental Neu-ropsychology, 13(1), 111–129. doi:10.1080/87565649709540671
Massumi, B. (2002). Parables for the Virtual: Movement, Affect, Sensation (p. 336).
Duke University Press Books.
Massumi, B. (2003). Like a Thought. In B. Massumi (Ed.), A shock to thought: expres-sion after Deleuze and Guattari. London & New York: Routledge.
Merleau-Ponty, M. (1942). La structure du comportement (6 ed., p. 248). Paris: Presses Universitaires de France.
Merleau-Ponty, M. (1945). Phénoménologie de la perception. Paris: Gallimard.
Merleau-Ponty, M. (1960). L’homme et l’adversité. In Signes. Paris: Gallimard.
Merleau-Ponty, M. (1964a). L’Entrelacs - Le Chiasme. In C. Lefort (Ed.), Le visible et l’invisible (pp. 170–201). Paris: Gallimard.
Merleau-Ponty, M. (1964b). Le visible et l’invisible. (C. Lefort, Ed.). Paris: Gallimard.
Merleau-Ponty, M. (1984). Maleren og Filosoffen. In J. Dehs (Ed. & Trans.), Æstetiske teorier: en antologi. Odense: Odense Universitetsforlag.
Merleau-Ponty, M. (1994). Kroppens fænomenologi. Frederiksberg: Det Lille Forlag.
Merleau-Ponty, M. (1999). Det Indirekte Sprog og Tavshedens Stemmer. In P. A. Brandt (Trans.), Om sprogets fænomenologi: udvalgte tekster. København: Gyldendal.
More, T. (2010). Utopia. W. W. Norton & Company.
Mostofsky, S. H., Newschaffer, C. J., & Denckla, M. B. (2003). Overflow movements predict impaired response inhibition in children with ADHD. Perceptual and Motor Skills, 97(3 Pt 2), 1315–31.
Pennington, B. F., & Ozonoff, S. (1996). Executive functions and developmental psy-chopathology. Journal of Child Psychology and Psychiatry, and Allied Disciplines, 37(1), 51–87.
Piek, J. P., Pitcher, T. M., & Hay, D. A. (1999). Motor coordination and kinaesthesis in boys with attention deficit-hyperactivity disorder. Developmental Medicine and Child Neurology, 41(3), 159–65.
Price, P. (2011). Resonance: philosophy for sonic art. New York: Atropos Press.
Sheets-Johnstone, M. (2011). The primacy of movement (Expanded 2.). Amsterdam &
Philadelphia: John Benjamins Pub. Co.