Ved P. Chr. Normann. Skjættrup, Hjerm.
En Aften mod Slutningen af November 1755 gik et ungt Menneske ude i det nordøstlige Hjørne af Hjerm Sogn og søgte efter et Par udeblevne Heste. Den unge Mand hed Anders Normann, han var 17 Aar, i sit attende, og tjente i Snøder. Anders havde gaaet længe rundt over Markerne. Mismodig, men med et svagt Haab søgte han tilbage til Gaarden for at se, om ikke Dyrene imens skulde være fundet hjem. Hestene var vant til Løsgang. Hvert Efteraar, naar Kornet var kommet i Hus, blev alle Kreaturerne slaaet løse for selv at gaa og samle Føden, det var Skik og Brug.
Anders fandt hjem til Stalden, den var tom. Idet han gik over Gaarden igen, mødte han sin Husbond:
»Naa haar du funden æ Øg?« spurgte han. »Nej,« sva
rede Anders og fortalte videre, at han havde været overalt, hvor Dyrene plejede at færdes, men forgæves.
»Ja, Du maa finde dem,« sagde Husbonden meget be
stemt og gik ind ad Gangdøren.
Anders gik atter ud over Markerne. Han gik vest
over, til han naaede Bækken, der kommer oppe fra Telling og Skjættrup. Vandløbet plejede Dyrene al
drig at gaa over. Han gennemsøgte Krattet Syd for Livbjerg, fulgte Bækken mod Nord efter Fjorden. Et Lag Tøsne var faldet i Mørkningen.
LID T AF HVAD M IN FAR HAR FORTALT 117
Da Anders naaede ned til den gamle Skive-Odde- sund Landevej, der den Gang fulgte Fjordbredden gennem Sognet,*) fandt han friske Hestetraad i Sne
laget. Sporene førte mod Vest langs Vandkanten. An
ders skridtede rask ud i lidt bedre Humør. Han naa
ede Mosehullerne Nordøst for Volstrup, Hestespore
ne førte snildt udenom dem alle. Da Anders kom saa langt mod Vest som ud for Volstrup Lade, drejede Sporene mod Syd ind over det brede**) Engdrag op mod Gaarden. Anders naaede op til Rørdammen Nord for Laden, da slog Tarnuret tolv, pludselig mindedes han Fortællingen om den røde Jens Foged (se Hard- syssels Aarbog 1925, S. 123), der slog Drengen ihjel og begrov ham her i Rørkæret, og hver Nat mellem tolv og et maatte hans Genfærd afsted fra Sønder
skov paa Venø over Fjorden, trillende i et gloende Sold for at se til Drengen i Rørkæret. Anders var ikke »møj Kaal«, men bed Tænderne sammen og løb videre med Hestesporene, til han stod foran den ophejsede Vindebro, her hørte Sporene op. Hestene var taget i Hus.
Anders betænkte sig en Stund, gik saa om paa Syd
siden af Voldgraven, sprang i og svømmede over.
Han var godt kendt, han havde været paa Hoveri mange Gange. Han listede sig ind i Stalden. Efter lang Søgen fandt han sin Husbonds Heste, trak dem ud og om til Graven, hvor Brinken var lavest, og fik omsider Dyrene til at svømme over. Nu gik det i stry
gende Galop ad Snøder til.
♦) Ved Havets Gennembrud i 1825 og 1839 ødelagdes Vigen og der dannedes store Engstræ kninger. 1842— 43 flyttedes V igen op i Sognet, hvor det nu gaar.
* * ) Engen g ik dengang ca. 1000 Alen længere mod Nord end nu. Gamle F o lk har fo rta lt, at der kunde staa 28 Stude i Rad i 5 Favnes T ø jr fra den gamle Lade t il Fjorden.
118 P. CHR. NORMANN:
Straffen udeblev ikke.
Herremanden paa Volstrup, Kaptajn Zytphen, der i 1722 var bleven gift med Chr. Lindes Datter Jytte (el.
Ytte) og derved giftet sig til Gaard og Gods, var en Mand, der straks var klar over, hvordan en Bonde
knøs, der øvede Selvtægt, skulde behandles. En halv Snes Dage efter sin natlige Færd fik Anders Normann sit Indkaldelsespas, han skulde møde i »Hessehovc (Itzehoe) tre Dage før Juleaften.
Nu var Anders Soldat i tolv Aar, otte Aar i fast Tjeneste og gjorde Mønstringen i fire. De sidste var paa en Maade de værste for en fattig Fyr.
1767 kom Anders Normann tilbage til sin Hjem
egn, da var hans Far Per Normann død.*) Hans Mor var død, da han var Barn.
Anders fik Plads paa Rydhauge og avancerede ef- terhaanden til Ladefoged. To Ting havde Anders faa- et ud af sin Soldatertjeneste, han havde faaet lært at regne og skrive.
Men Anders droges mod sit Fødesogn, og navnlig var han optaget af at komme til at bo i Nærheden af Volstrup. Forholdet mellem Bonde og Herremand op
tog ham stærkt. Det var den Volstrup-Herremand, der havde taget alle hans Ungdomsaar. Træhesten i Volstrup Borggaard og Hundehullerne ud mod Mølle
dammen havde kuet hans Slægt, netop der maatte han søge Oprejsning for sine Standsfæller og sig selv.
En Foraarsdag (vistnok i 1771) red Anders fra Ryd
hauge til Volstrup for at fæste Gaard. Kaptajn Zyt
phen var død i 1756. Volstrup ejedes af hans Datter og Leutnant Høeg. Datteren havde først været gift med Præsten A. F. Grib i Rudkøbing, som døde der, og hun blev senere (i 1762) gift med Lieutenant Høeg.
♦) Han døde 27. J u li 1760.
LID T AF HVAD M IN FAR HAR FORTALT 119
Anders red rask ind i Volstrup Borggaard, denne Gang over Vindebroen. Han holdt sin Hest an i pas- sendeAfstand fra Hovedtrappen, hvor Herremanden netop stod. Anders sagde, hvem han var, endvidere at han havde hørt, at den vestligste Gaard i Skjæt- trup By var at faa i Fæste, og hvis saa var, vilde han gerne melde sig som Liebhaver. Leutnant Høeg syn
tes godt om den øvede Rytters Optræden, der kunde vanke nyt Indfæste, og han var straks villig, fik sin Hest ud og red nu i behørig Afstand foran An
ders til Skjættrup. Den derboende Fæster, Mikkel Wium, vilde gerne afstaa Garden, de var barnløse Folk og ret velstaaende. Lieutenanten og Anders kom snart overens. Herremanden vilde saa have Bud efter en Skriver. Anders spurgte, om han ikke kunde faa Naadigherrens Tilladelse til at sætte Brevet op, han havde netop en Stump Papir i Lommen. Jo, Høeg var i godt Humør. — »Han kan jo prøve«. Det gik over- maade godt. Lieutenant Høeg var svært godt tilfreds med Anders Normanns Skrivekyndighed, men det var første og sidste Gang.
Anders red glad efter Rydhauge til, da han red for
bi Overfeldborg stod Manden der sammen med en Na
bo og snakkede, en stor Hund, der stod hos, sprang pludselig frem og bed efter Næsen paa Anders’ Hest, Hesten blev urolig, og Mændene lo højt ad det. An
ders blev kaad. »Naa, I vil grine ad mig,« tænkte han,
»jeg skal vise Jer, jeg kan ride,« han gav sin Hest fri Tøjle, i næste Nu laa Hunden med knust Hoved.
Kort efter flyttede Anders Normann til Skjættrup.
Fra den Dag til sin Død, 23. Juni 1812 laa han i Strid og Proces med Herremanden paa Volstrup —, men det skal der ikke fortælles om ved denne Lejlighed.