Afhandlingens hovedkonklusion om ”at muligheden for at kunne lave mad sammen med og/eller til andre spiller en afgørende rolle for madlavningspraksissen og hermed for, hvilken type mad, der bliver spist”, kunne - isoleret betragtet - godt lede frem mod nogle forslag, der ville gå i retning af kampagner, der skulle opfordre unge til at spise sammen og lave mad sammen. Det er imidlertid en central pointe, at deres
madlavningspraksis ikke udspringer af deres bevidste valg endsige manglende viden. At det er efterstræbelsesværdigt at lave mad sammen med og til andre, er således et gennemgående træk for alle fire praksistyper. For unge, for hvem madlavning sammen med og til andre allerede indgår som en del af hverdagslivet, vil der derfor – groft sagt - blot blive tale om formidling af noget, som de må formodes at vide i forvejen, mens det for unge, der laver mad og spiser alene, ville risikere at forstærke den type af dårlig samvittighed, der var et karakteristikum for den negativt-ambivalente
madlavningspraksis, al den stund fælles madlavning og fælles spisning ikke er noget, som man kan gennemføre på egen hånd.
En alternativ mulighed for at motivere unge til at lave mad end den direkte
kommunikativt opfordrende, ville være at tage afsæt i de fysiske rammer for fælles madlavning og spisning. For så vidt angår det den 1/3 af de studerende (Engholm 2009: 42), der bor på kollegier og i ungdomsboliger, fx om disse er indrettet med eller uden fælleskøkkener/fælleshuse, og i øvrigt hvordan mulighederne for at kunne lave mad sammen og spise sammen er prioriteret. Det skal dog i forlængelse af denne kortlægning nævnes, at fleksibiliteten prioriteres højt blandt respondenterne; det vil sige både muligheden for at kunne være sig selv og muligheden for at kunne være fælles (Engholm 2009: 79). En konklusion, der både flugter med denne afhandlings hovedkonklusion, med dertilhørende pointe om hvordan madlavningslyst og læring trives bedst gennem praksissamvær med andre unge, der laver mad. Denne anbefaling retter sig selvsagt, kun mod den del af de unge, der bor i kollegier/ungdomsboliger, mens den ikke kan rettes mod unge, der bor i andre boligformer uden at de af den grund kan siges at leve i en veletableret familiestruktur. Her giver pointen om at skabe fysiske rammer for fællesmadlavning- og spisning i stedet mening med tanke på det, der er blevet omtalt som brugen af det offentlige rum, hvor de unge færdes i forvejen, og hvor der kunne peges på understøttelse og videreudvikling af fælles
madlavningsaktiviteter i offentlige rum, på festivaller og på uddannelsesstederne, med henblik på at udnytte eksisterende sociale fællesskaber til igangsættelse af det, der er blevet betegnet som ”positive tilberedningskredsløb”.
169
En anden tilgang til, hvordan man vil kunne motivere unge til at lave mad, gives med konklusionen om madlavning, som en måde hvorpå man får mulighed for at give noget til andre i kombination med identifikation af den lystmotiverede madlavningspraksis, der karakteriserede nogle af de unge, som i deres hverdag på mange forskellige måder fik omsat deres store interesse for mad og madlavning i samværet med andre. For denne gruppe handlede det ikke om i snæver forstand at motivere dem yderligere, de var nemlig topmotiverede i forvejen, men derimod om, at også de – som alle de andre unge – skal have nogen at lave mad til, for de synes det er sjovt. I den egenskab kunne ville de være særligt motiverede for at fungere som ”madambassadører”, det vil fx sige som initiativtagere til spiseordninger, fællesspisninger og fælles madlavningsinitiativer eller aktiviteter med tilknytning til lokalsamfundets detailhandel og lign.
Endelig giver afhandlingens konklusioner også grund til at pege på nogle forhold af mere konkret operationel karakter, rettet mod praktikere, der i forskellige
sammenhænge arbejder med madlavningsaktiviteter rettet mod unge.
• Brug af kogebøger: De unge, der har været omfattet af denne undersøgelse bruger sjældent opskrifter, men googler, hvis de skal finde en ret. Størstedelen har dog flere af de klassiske kogebøger stående, (med God mad let at lave og Suhr Mad som det typiske, og som de har fået med sig fra hjemmet). Det synes derfor oplagt at afdække, om der kunne tænkes på en form for synergi med disse eller
tilsvarende kogebøger, fx i udviklingen af en app. Der er desuden en del – specielt mænd – der slet ikke bryder sig om at bruge opskrifter og hellere vil være kreative og lave mad på ”gefühl”, hvilket peger på, at der også skal være mulighed for nogle
”vilde/kreative retter”, hvor man på et simpelt grundlag kan ”lege” og lade sine egne smagsløg få lov til at bestemme det endelige resultat. Der er dog grund til at pege på at sådanne indsatser overvejende vil appellerer til dem, der i forvejen befinder sig i et positivt tilberedningsfagligt kredsløb, altså de ”lyst,- og positivt-ambivalent motiverede”.
• Overskuelige indkøb: Det følger også af afhandlingens konklusioner, med hensyn til madlavningen som del-element i de unges mange andre hverdagslivsaktiviteter (og små køkkener), at det stiller store krav om, at ingredienserne skal være nemme at få fat i helst kunne købes i en butik og i nærområdet.
• Manglende rutine gør det svært at håndtere paralle processer: Noget af det de urutinerede især har svært ved, er at holde styr på mange
opmærksomhedskrævende delprocesser samtidig: For dem er det bedst med en klar tidsmæssig gennemførelse af enkeltaktiviteterne, som ikke må være for mange.
---000---
170
171