SCHLAGER TIL CHRISTIANE HEGER
1799-1800
I.
[1799, 28. Okt.]
I en Samtale med Deres Broder Carl i Aften, fortalte han mig, at han havde været saa uforskammet, at uleilige Dem med at besørge en hviid Vest i Vask, som hører mig til. Jeg er aldeles uskyldig i denne Uartighed og haaber derfor Frie*
kjendelse. Da Skjebnen har bestemt mig til at være Mad, O'Donnels Elsker i Aften i en Fændriks Lignelse, saa tager jeg mig den Friehed atter at gjøre Dem Uleilighed med nær*
værende Farverdreng, som jeg har givet Fuldmagt at annamme Vesten, hvis den er vasket. Da jeg kan bruge den i militair Dragt i Aften, siden d^n. er hviid.
Ærbødigst
A. Øhlenslæger.
IL
Sidst jeg havde den Ære at tale med Dem hos Deres Frue Syster yttrede De Lyst til at see Frederiksbergslot førend Herskabet kom. Dersom De endnu skulde være af samme Tanker og dersom Deres Sundhed tillader det (thi jeg hører De har været upasselig) saa vilde jeg gjerne overlade Valget til Dem og Deres Syster, men da Kongen kommer paa Tors*
dag og da Værelserne blive feiede og afstøvede paa Onsdag, saa er Tiden beqvemmest paa Tirsdag, i Morgen nemlig.
Dersom De kan komme skal jeg udbede mig at De vil have den Godhed at lade mig det vide ved nærværende Bud, thi saa gaaer jeg til Frederiksberg i Morgen Eftermiddag.
Ærbødigst
A. Øhlenslæger.
111
Dersom Skjebnen venligen leder min Farverdrengs Fjed, saa bringer han Dem Tusinde og een Nat i samme Form, som han fik den af mine Hænder, men da det er meget bil*
ligt at dens Udvortes endogsaa som den da var maa støde enhvers Anstændigheds Følelse, saa tjener til min Undskyld*
ning, at jeg har faaet den fra Herr Boghandler Paasches Leie Bibliothek, hvis Bøger i Almindelighed ikke have nogen for*
deelagtig Physiognomief!]. Dog man glemmer at Valnødden har en bruun smudsig Skal, naar man tænker paa dens velsma*
gende Kjerne. Om nu Tusinde og een Nats Kjerne vil smage Dem, veed jeg ikke. Nogen Interesse maa den have naar man betænker, at den er skrevet af Araber og naar man over*
seer den elendige Form den har faaet ved den slette tredob*
belte Oversættelse. Naar De har læst denne Deel, skal jeg strax skaffe Dem den næstfølgende.
Ærbødigst
A. Øhlenslæger.
E. Sk.: Da Farverdrengen er hos Herr Provst B*st, for at fornye sin Daabspagt, saa maa jeg tage til Takke med een af Karlene til Merkur.
IV.
Christiane!
Jeg vilde trøste Dem — men kan ikke; jeg kan intet, intet uden elske Dem. Deres Brev har rørt mig usigelig. De zittrer, er syg og det er min Skyld, det smerter mig inderlig. I et mørkt Øjeblik i de Dage jeg elskede Dem uden Haab, skrev jeg blandt andet disse Linier:
Aldrig, Hulde, skal jeg græmme Dig med en Klage, som Du ei kan hæve;
til min Kierlighed kan døe med mig, skal den kun i mine Taarer bæve
O gid jeg var bleven dette Forsæt troe, thi ved Gud, end*
skjønt den ædelste Pige har tilladt mig at haabe, saa vilde jeg dog langt heller elske haabløs, end skaffe hende et eeneste kummerfuldt Øjeblik. Christiane! bliv for Guds Skyld ikke
syg! Hvorfor nager Deres Samvittighed Dem? Hvilken For*
brydelse har De gjort Dem skyldig i? Den at De fulgte Deres Hjerte. Fulgte De det! o da Held os begge, men var Deres Yttringer kun et varmt, et overraskende Øjebliks Føl*
ger, o da haaber jeg Christiane veed at jeg aldrig kunde være saa nedrig at benytte mig deraf. Jeg elsker kun Dem, min Lykke er intet, den beroer paa Deres. Bedrøv Dem derfor ikke med bange Anelser. De er frie! frie som førend jeg sagde Dem, hvad De var mit Hjerte! Tvivler De om min Be*
standighed, troer De at det var muligt jeg kunde gjøre Dem ulykkelig — nu vel! skjenk mig et medlidende Blik, et ven*
skabeligt Haandtryk og Farvel! Deres Lykke er min. Jeg vil miste Dem, naar De kun ikke gyser. Dersom jeg ikke skal foragte Samvittigheden som et vildfarende Instinkt maa den ikke forurolige det reneste Hjerte!
Mit Hjerte er og bør være uroligt. Hvorfor skulde jeg tale. Det var Egennytte, der drev mig til at sige: Jeg elsker Dem! Vidste jeg dengang, om Christiane følte for mig igjen?
Kunde jeg ikke elske og tie! Men min Trøst er, at jeg ikke selv har nedlagt disse gjenstridige Følelser i min Barm. Jeg elskede og maatte sige det! Svaghed brød mit Forsæt: at skjule mig saalænge til jeg kunde gjøre mig et Slags grundet Haab om Gjenkjerlighed. Naar jeg derfor forestiller mig, at den uforglemmelige Søndagaftens lidenskabelige Udbrud først opvakte en gjensidig Følelse hos Dem, naar jeg forestiller mig, at De kunde blevet lykkelig uden mig, o da gyser jeg ogsaa og har Aarsag til at gyse! Da har jeg et forfærdeligt Ansvar. Men — Christiane! elskede De mig førend denne Aften, havde den velsignede Tanke allerede inden den Tid besjelet Deres Barm: Han! kun han! Da er jeg lykkelig! Da ville vi begge blive det! Er det sand Kjerlighed, der binder Deres Hjerte til mit og ikke medlidende Deeltagelse, ikke høimodig Selvopoffrelse, da lyser Lyksalighed i min Sjæl, da skal jeg leve for Dem, for at døe med Dem.
tTvivl ikke om min Bestandighed. Gjør for alting Forskjel paa Forelskelse og Kjerlighed. Saaledes som jeg elsker Dem har jeg aldrig elsket. At gjøre Dem lykkelig er og bliver mit høieste Maal. Jeg tænker mig det Øjeblik som det gud*
dommeligste i mit Liv, naar vi begge engang graahærdede og
runkne kunne staae ved Gravens Bredde Haand i Haand,, naar da Deres matte Øje, som nu blusser af Ungdoms Ild, maatte smile blidelig til mit, Deres Haand trykke min og Deres skjelvende Ord være: Du har gjort mig lykkelig! O min Elskede, var jeg vis paa at vinde til dette Maal, da skulde Tvivl om Udødelighed aldrig nage mig, smilende og rolig skulde jeg synke i Graven, for at hensmuldre til mit forrige Støv, thi jeg havde nydt en Himmel paa Jorden!
Deres Adam Øhlenslæger.
V.
Tilgiv mig Christiane!
Jeg har forseet mig, men betænk min Tilstand. Længselfuld efter at see Dem ilede jeg til Kirken. Jeg havde ikke talt med Dem siden den velsignede Aften jeg bragte Adele de Senange. Dengang glædede vi os begge saa inderlig til den kommende Søndag. Behøver jeg at sige Dem, hvor inderlig jeg længtes efter den? Den kommer! jeg seer Dem — og nu kuldkastes mit hele Haab i de Ord: De maa ikke gaae der*
ud, De skal undgaae mit Selskab, kun ikke skye mig. Deres Søster kunde troe at De kun kom der for min Skyld. Havde Christiane talt et eeneste Ord om sin Fader, om at fore*
komme Mistanke, med en Taare i Øjet havde jeg trykket hendes Haand, billiget hendes Forsigtighed og fundet mig i min Skjebne. Men jeg saae Sagen fra en gandske anden.
Synspunkt. Deres Veninde havde i Forvejen givet Dem det Raad, at De skulde vogte Dem for en lang og varm Sam*
tale med mig. Aarsagen hertil var udentvivl at De ikke skulde røbe Deres Hjerte. Paa samme Grund troede jeg at hun havde givet Dem den nye Advarsel. Men hvorledes kunde den virke paa Dem, da De alerede af ædle Grunde havde tilstaaet mig Deres gjensidige Følelse? Jeg tog Tingen fra den Side at De skulde vogte Dem for mig, ikke at vi skulde vogte os.
Det var det, som gjorde mig ondt. Mig syntes det røbede Tvivl om min Oprigtighed at min Pige kunde tage imod Forsigtigheds Regler mig angaaende, at hun kunde sætte mere Liid til en Venindes velmente, men kolde Raad end til mit varme Hjerte. At Deres Søster kunde mærke at De kom paa Bakkehuset for min Skyld, var heller ingen grundet Indven*
ding i mine Tanker. Deres Søster er Deres Veninde, jeg smigrer mig med at hun ogsaa er min. Hun kjender vor Stil*
ling og har et Hjerte. Hun elsker sin Mand, hvorledes kunde hun da lægge sin Søster til Last om hun ogsaa elskede lidt.
Det var som sagt ingen Indvending. Men naar min ædle for*
træffelige Pige taler om fælles Forsigtighedsregler, om at fore*
komme Deres Faders Mistanke og naar jeg betragter Deres Afslag fra den Side, som jeg er vis paa De altid har betrag*
tet den, saa giver jeg Dem fuldkommen ret, saa beder jeg min kjere, kjere Christiane indstændig om Forladelse, fordi jeg kunde miskjende hende, saa maatte jeg være en nedrig Karl om jeg ikke gjorde alt for hende, opoffrede alt hvad der kunde være hende ufordeelagtigt eller til Uleilighed. Jeg vil see Dem sjelden, saare saare sjelden, thi det kræver fælles Forsigtighed, men det maa ikke være det sidste Brev jeg faaer fra Dem, thi det vilde være Deres Forsigtighed imod mig. Og hvorfor vil De nægte os begge den Glæde at ud*
gyde vore Hjerter skrivtlig for hinanden, da vi saa sjelden kan gjøre det mundtlig. Hvorfor rødmer Christiane ved at skrive den til, som hun ikke rødmer ved at elske. O kjereste Pige De skuffer Dem selv, De troer at rødme over at handle urigtigt, og det er jomfruelig Blyefærdighed, Jordklodens skjønneste Rose som blusser paa Deres Kinder. O lad den uskyldige Blomst blusse, den skader mig intet, vel er den stærk, thi den værner Dyden, hvis Præg den er, men Kjer*
lighed kan den dog ikke holde fra Dydens Barm, thi Salo*
mon siger: Kjerlighed er stærk som Døden! Mange Vande kan ikke udslukke ei heller Floder overskylle den, dersom nogen vilde give alt sit Gods for Kjerlighed, man skulde dog af Hjertet foragte ham.
Lev vel til Skjebnen skjenker os et sødt Øjeblik igjen.
Deres Adam Øhlenslæger.
VI.
Min Elskede!
De har været paa Bakkehuset, og jeg var der ikke! Det ærgrer mig overmaade meget. Jeg har slet ikke været syg, og det var alene det elendige Veir, som holdt mig tilbage. Jeg kunde umulig troe at en Pige saa mandigen kunde striide mod
Storm og Regn. Hundrede Gange gik jeg til Vindvet for at see om det da slet ikke vilde blive Opholdsveir. Forgjeves søgte jeg at erindre et Øjeblik paa Dagen, da det ikke havde sneet eller regnet, for med nogen Sandsynlighed at haabe Deres Nærværelse paa Bakkehuset. Et Par Gange havde jeg dog i Sinde at gaae derud uagtet jeg aldeles intet Haab havde om at faae min Gang betalt. Min Ven Sessing holdt mig tib bage og forsikkrede mig om at det var umuligt at De kunde være der. Jeg havde heller ingen Grund til at haabe at De kunde være gaaet derud i Løverdags Aftes, thi Carl var hos mig og fortalte mig at Rabeks var paa Skydebanen. Mismodig og kjed af mig selv gik jeg op til Rosings for ved Wisthbor*
det at hendøse den Aften, som jeg aldeles ikke kunde nyde paa en behagelig Maade, siden jeg ikke kunde nyde den i Deres Selskab. Saaledes gik den Søndagaften. Den eneste Aften i Ugen jeg kan vente nogen sand Glæde. Jeg længes saa inderlig efter at see og tale med min Christiane! Ædle, gode Pige mit Hiertes inderligste Tak for Deres skjønne Hiertes Tilstaaelse. Jeg maatte være nedrig for at kunne mis*
bruge den, og det ved Christiane at jeg ikke kan være. Naar seer jeg Dem igjen. O gid det dog maatte blive førend paa Søndag; hvad er en heel Aften, der rinder blid hen ved en taus Beskuelse, mod den Henrykkelse at tale et Øieblik ene med Dem. Tak for den herlige Onsdag Aften; jeg vilde gjerne mindes den med saligt Sværmerie, dersom Christiane ikke havde forbudet mig at sværme.
Min Sjel beskjeftiger sig saa meget med den Tanke, hvor sødt det er for en Yngling at gjøre sin Pige lykkelig, hvor afskylig, nederdrægtig den er, som gjør hende ulykkelig, at jeg maatte give min Fantasie Luft i en Ballade, som jeg ved Leilighed skal vise Dem.
Lev vel ædle, kjere Pige! kun De kan gjøre mig Livet kjert. Min Lykkes Morgen begyndte den skjønne, skjønne Søndag i Sommer, da vi først ret blev bekjendte. Husker De vor Spadserertour i Søndermarken. Husker De det Kors jeg skar i Træet med Deres Søsters Kniv Christiane? O nu veed De hvad dette Kors vil sige. Nu vil De skjenke det et Eng*
lesmiil, naar De seer det igjen, ikke sandt? Jeg har ind*
sluttet et Par Blade af de Korn Blomster, hvoraf De og De*
Gemt og Glemt. II. 12
res Søster bandt Krandse samme Eftermiddag. De tillod mig at beholde den ene, som jeg bar ind til Byen for Dem. O siden den Dag har jeg gjemt den paa det omhyggeligste og naar jeg engang døer, om jeg døer førend De da skal De krone min kolde Isse dermed, og fælde en Taare. Den skal følge mig i Graven.
Lev vel Christiane!
Deres A. Øhlenslæger.
VIL Min elskede Pige.
Aarsagen hvorfor Du intet Brev fik igaar var at det kom for silde til sit Bestemmelsessted i Kjøbenhavn. Budet var alerede borte, da Carl kom med Brevet.
Som der nu intet Ondt er i Verden, der jo tillige er noget godt ved saa gik det ogsaa her. Jeg havde skrevet Dig et Brev til paa Vers og da jeg nu læste det igien, rev jeg det i Stykker, da jeg fandt det at være fast.
I Morgen kommer Du jo hjem ikke sandt, lille Ikkesandt?
Dersom jeg vidste Du var hjemme i Morgen aften Kl. 9, saa skulde jeg dog gjøre Dig en Visit. Jeg gaar forbi og det skal være vore Aftale, at dersom Du staaer i Vinduet, saa bety*
der det at Du er kommen til Byen. Man maae have saadanne Tegn, som ingen andere kan forstaae.
Lev vel! Hils Din velsignede Moder Drevesen, at sige ikke Dronningen af Golkonda, men Dronningen over alle Hjerter.
Farvel min gode Pige, fornøi Dig bravt og naar Du er aller*
gladest, tænk da paa, at det er Din Øhlenslæger usigelig kjert. Farvel!
VIII.
Min elskede Pige!
Carl bragte mig strax Dit Brev og jeg satte mig strax til at skrive, da Brevet skal bort Kl. 2. Han bad mig gjøre Und*
skyldning for at Hinbærrene ikke var saa gode; dersom der bliver nogen bedere naar Du er derude, saa vil han sende dem.
Jeg længes usigelig efter Dig og kun den Tanke at Du maaskee fornøier Dig derude mildner mit Savn. Jeg har baade i gaar og Overgaars været Kl. 9 paa Nørregade i det Haab at see Dig i Vinduet. Jeg vidste ikke at Du er paa Strand*
møllen endnu.
I Aftes spadserede jeg paa Volden med Carl.
Paa Løverdag kommer Du jo? O jeg længes usigeligt efter Løverdag! Skal vi saa gaae til Bakkehuset paa Søndag. Far*
vel Du Ædle! Du kjere Pige.
Tusinde Kys fra Din Øhlenslæger.
IX.
Min søde Pige!
Jeg saae Din Broder, da han gik forbi mit Vindue, kaldte ham og bad ham hilse Dig. Gud hvor dog Carl er lykkelig, han har nu været hos Dig, spist og talt med Dig, medens jeg sørgmodig har siddet alene i det melankolske Værelse.
Han lovede at komme tilbage, og da jeg formoder at han bliver i Byen i Nat, saa benytter jeg mig nu af Ledigheden, for at faae Dig bragt et lille Brev. Det er jo den eneste Maade hvorpaa jeg kan meddele Dig min Kjerlighed. Jeg vilde gaaet i runde Kirke i Dag, Du veed vel selv hvorfor? men da det regnede saa overmaade stærkt og jeg ingen Paraplye havde ved Haanden, saa nødtes jeg ogsaa til at opgive den Glæde!
Tak for Dit søde elskelige Smiil i Aftes o Gud de lyn*
snare Øjeblik forøge min Kummer og dog ere de mig saa kjere at jeg maa bede Dig om at lade dem vedblive. I Mor*
gen kommer jeg paa samme Tid. Jeg kunde gjerne bestemme en forskjellig Tid for at forekomme Mistanke, men for ikke som muligt var, at genere Dig, lader jeg det blive ved det gamle for at Du selv kan bestemme een.
Jeg er overmaade nedslaaet og modløs i dette Øjeblik. Det falder mig forfærdeligt tungt at undvære Dit Selskab. Det falder mig hver Dag tungere og tungere.
Jeg er intet uden Dig, det kan jeg mærke.
Lev vel min elskede Christiane. En veemodig Taare, som i dette Øjeblik staaer i mit Øje siger Dig et inderligt Farvel.
D. 15. Junii 1800. Din
A. Øhlenslæger.
X.
Min Englepige!
Jeg vil ikke — som den flaue Kozebue siger i et af sine Skuespil — skamme mig ved at give Dig et Navn, som Dig*
tere og Romanskrivere saa ofte har misbrugt. Hvad kan det søde, uskyldige Navn derfor? Ved en Engel tænker jeg mig
12*
det livsalige, ædle Væsen, som er de svage Dødeliges Skyts*
aand. Jeg tænker mig det i en skjøn menneskelig Form, fordi jeg, som en sandselig Skabning, maa tænke det i en sandselig Forestilling. Jeg tænker mig det bliidt, fordi Tanken om dets Bliidhed forhøier dets Værdie i min Sjel og byder mig at elske det. Ædel, skjøn og bliid! Skytsaand! Og jeg skulde et Øjeblik betænke mig paa at give Dit et Navn, som i et Ord indbefatter hele Dit Jeg? Er Du ikke min Skytsaand?
Er Du ikke bliid og ædel. Skjøn! nægter den beskedne Pige at være og mener Du den regelmæsige Skjønhed, saa takker jeg Gud, at han gav Dig Ungdoms, Sundheds og Uskyldig*
heds og en blomstrende Skabnings Ynde, forenet med For*
stand, Følelse og Vittighed; Ting, der saa saare sjelden fin*
des samlede med den planmæsige Skabning, der kun op*
vækker kold Beundring hos den bedre Dødelige og kun hen*
river den Sandselige. Det er altsaa afgjort, Du er en Engel!
°g jeg taaler ingen Modsigelse, om den endogsaa kom fra Din egen lille søde Mund, hvis henrykkende Kys jeg nu saa længe har maattet undvære. Tak Du kjere elskede Pige for mit Lommetørklæde, men tusindgange mere Tak for Din Sysselsættelse dermed. Du har indviet det, som et Kjerlig*
heds Minde, fra nu af er det ikke længer Lommetørklæde.
Det skal ligge ubrugt ved Siden af det hvide, som jeg fik fra Dig i Vinter. Det skal kun berøres af mine Kys. Mit Navn paa Tørklædet laae just udad, da jeg lukkede Papiret op, det faldt mig ind, at det læt kunde være muligt, at Dine skjønne Læber havde hvilet derpaa. I Øjeblikket trykkede jeg et brændende Kys paa mit eget Navn. Tøiet gav saa vil*
ligt efter, var saa blødt, duftede saa yndigt. Jeg kysser altid Dit søde Navn påa Dine Breve, men Papiret er mere haart, det bøier sig ikke om hele Læbernes Overflade — det gjorde Lommetørklædet og jeg syntes at berøre Din fløielsrøde Pur*
pur Mund.
Nordmanden Randulf, som jeg har talt med Dig om, under*
tiden, var nærværende, da Iris kom. Da hun var gaaet, put*
tede jeg gandske fortrædeligt Dit Brev i Lommen og sagde:
»Det er da forfærdeligt med al det Overhæng jeg har for den tossede Søndermarks Skyld. Der er nu igjen een af mine Bekjendtere, som vil have nogle ind, og min Fader gjør det