Allerede før Klokkerne begyndte at ringe sam men, var den lille Kirke stuvende fuld af Folk.
Hver Plads — lige op til de to Rækker Rørstole og den højryggede Kurvestol i Koret, som var bestemt til Rispen og hans Følge — optoges af en højtidelig og højtidsklæ dt Forsamling, der i Bekymring og Spænding ventede paa, hvad denne Dag vilde bringe. Nogle sad ganske skrutryggede af Benauelse og stirrede ned paa de foldede Hænder i Skødet, som om de i Stilhed ransagede deres Samvittig
h ed er; og det blev almindeligt bemærket, at flere af Thorkild Mullers nærmeste Venner sletikke havde indfundet sig.
Nu var denne Bispevisitats ogsaa fra de over
ordnede Kirkemyndigheders Side sat i Scene paa en Maade, der tydelig havde til Hensigt at skræmme Befolkningen. Kapellan Ruggaard og Sognets Skole
læ rere havde sneget sig omkring med betænkelige og hemmelighedsfulde Miner, som om der forestod noget forfærdeligt. Der blev fortalt, at ikke alene skulde Sognets Skoler inspiceres og Kirkebygningerne, Kirkegaarden og overhovedet alle Forhold, Kirke og Skole vedrørende, nøje undersøges; men Bispen vilde
ved en særlig Gudstjeneste forlange de sidste fem Aargange af Sognets Konfirmander fremstillede paa Kirkegulvet for personlig at overhøre dem.
Dog, heller ikke Thorkild Muller havde ligget paa den lade Side. Han forstod meget godt, hvortil alle disse Anstalter sigtede, og han havde sagt til sine Venner: «Nu vel, vil de have Krig, saa skal de faa den!» Allerede i nogen Tid havde han — op
irret af sine N abopræsters vedvarende Chikanerier
— følt Lyst til en Gang at rejse sig paa Bagbenene for ligesom en rigtig Bams, naar den forfølges af bjæffende Hunde, at skaffe sig Bespekt ved at gribe en af Køterne i Ørene og ruske den lidt. Paa sine lange, ensomme Spasereture gennem det for- aarsgrønnende Land, hvis bløde, tungt blundende, taagetilslørede N atur var ham som et Billede paa hans egen daadløse Ungdoms henflydende Drømmeliv, havde han endog kunnet tumle med dristige Planer om at rejse en almindelig Kamp i Folket for at bryde Velærværdighedernes Tyranni. Han kunde undertiden formelig fnyse af Stridslyst. I hans Syner vrimlede det med smaabitte, arrige Præsteskikkelser, der skreg op imod ham med truende Fagter; og idet han i sin Fantasi saae den hele sorte, pibe- kravedc Bande troppe op, Geled bag Geled, med de fløjlsmavede Bisper paa Fløjene, kunde der tændes det samme vilde Glimt i hans Øje, den samme Glød paa hans Kind som i gamle Dage under de hidsige Benjagter paa de store Højsletter under
Indlandsisen.
Meddelelsen om Bispens Ankomst, der — af ham som af alle andre — opfattedes som et F or
bud paa hans Afsættelse, havde gjort det af med den sidste Best af hans Besindighed. Uden iøvrigt at være synderlig klar over sit Maal vilde han præke Revolution, plante Oprørsfanen i den danske
Menig-hed. Som han med sin rungende Latter havde sagt til sine Venner: «D’Hrr. Velærværdigheder skal dog faa at fornemme, at de virkelig har sluppet en
Bjørn ind i F aarefolden!»
Aldeles uden at mærke den Uro, som Rygtet om Bispens Komme straks havde vakt i den før saa tillidsfulde Menighed, havde han allerede be
svaret sine Em bedsbrødres Udfordring med en Række egenhændige Foranstaltninger af langtrækkende Be
tydning. Blandt andet havde han ved sidste Kirke
stævne ladet kundgøre, at alle Tiendeydelser til hans Embede saavelsom Offer, Akcidenser o. lign. for Frem tiden skulde bortfalde, idet han gjorde gældende, at den frie Afbenyttelse af Præstegaardens Tilliggende var endog rigelig Betaling for det Arbejde, en Præst forrettede, og at denne idelige Beskatning af Befolk
ningen ved Bryllup, Daab og Konfirmation kun var egnet til at ødelægge Forholdet mellem Præsten og hans Menighed.
Men netop denne usædvanlige Uegennyttighed var bleven skæbnesvanger for ham under disse Da
ges Kamp mod Kapellan Ruggaards pludselig voks
ende Indflydelse i Menigheden. Den Mistanke til Thorkilds Tilregnelighed, som denne Herrens Tjener hidtil forgæves havde søgt at indsmugle hos Befolk
ningen, havde nu fundet Næring. At en Præ st ikke vilde tage mod Offer og Tiende, — Penge, som han havde lovlig Hævd paa — det kunde da enhver forstaa, var G alm andstanke!
Der blev en almindelig, forsigtig Trækken-sig- tilbage fra Thorkild efter denne Dag; og da han mærkede, at Vennerne begyndte at svigte, foer han frem imod dem med en Voldsomhed, der kun gjorde ondt værre. Med eet Slag var det bleven alle klart, at de havde en gal Præst.
I de sidste to Uger havde han raset omkring i
Byerne som et vildt Dyr for snart ved T rusler, snart ved Overtalelser at rejse sin sunkne Anseelse;
men hvor han kom hen, havde han enten fundet G aardportene lukkede, eller Mændene var sm uttet bort og havde gemt sig i Staldene for at blive fri for at tale med ham , mens de lod Konerne tage imod ham inde i Stuen og sidde og snakke ham efter Munden, indtil han gik. Enkelte Steder havde man endog i Forskrækkelse pudset Hundene paa ham, naar han kom til Døren med sin Pigstav og sine af Vejsølen tilstænkede Klæder, med uredt Haar og Skægget strittende vildt ud fra det blege, af Ophidselse fordrejede Ansigt. Bagefter havde man omhyggelig pudset Dørlaasen med Trippelse, — for gal Mands Haandsved gav Sygdom i Leveren.
Endnu til den foregaaende Aften havde han ind
budt sine Venner til et Møde i Præ stegaarden; men der var ingen mødt.
Derfor sad man nu i Kirken og ventede med Angst og Spænding paa, hvad denne Time vilde bringe. Derfor sad der inde i Stolestaderne saa mange duknakkede Skikkelser og stirrede ned paa de toldede Hænder i Skødet, som om de angergivne befriede sig for enhver Samhørighed med den Mand, over hvem Dommen nu skulde fældes.
Egnens Præ ster begyndte at indfinde sig. Med snehvide Pibekraver anbragte de sig paa de to Rækker Rørstole i Koret og kastede herfra strenge Blikke udover den vildledte Menighed. Oppe i det lille Rum bagved Alteret gik Kapellan Ruggaard frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen og talte højt med sig selv af Spænding. Han formelig skinnede af T rium f og Forventning. Han saae sin Frem tid for sig i et dybt og straalende Perspektiv, der endte
P o n t o p p i d a n : F o r t æ l l i n g e r . I. 1 3
jt.
r
i selve Slotskirken i København, hvor han — Lands
bydrengen, den foragtede og latterliggjorte Bonde
student — stod for Alteret i Bispeornat, med Guld
brokades Messehagel og K om m andørkorset om Halsen.
Og hans Sjæl var fuld af Taknemlighed, hans Øjne af fromme T aarer.
Uden for K irkeporten stod Sognets Skolelærere i sorte Kjoler og med hvide Slips for at give Vink til Klokkeren og sende Bud ind til Præ sterne, saa- snart Provstens Vogn — med hvilken Bispen vilde komme — viste sig over Bakkerne. Bispen havde meldt sin Ankomst til Kl. ti præcis, til hvilken Tid Gudstjenesten skulde begynde. Senere paa Dagen vilde han indfinde sig i Skolerne og derpaa tage tilbage m ed Provsten inden Aften.
Men endnu var Thorkild Muller ikke kommen.
«Det manglede bare!» sagde den lille visne Skole
læ rer, som T horkild i sin Tid havde endevendt ved Bondebrylluppet, og som siden havde forfulgt ham med et tæ nderskæ rende Had. «Det manglede bare, at han skulde lade Bispen vente! Det kunde saa- m ænd ligne ham , den — um — Sjover — rent ud sagt. De h a r vel hørt, hvad han vilde have givet til Præstem iddagen idag, dersom Bispen ikke havde frabedt sig al Servering. Gule Æ rter og F læ sk ! Hvad gi’er De mig? . . . En saadan Haan og Op
sætsighed! . . . Den — um — M øgbonde!»
Hans Kollega, den tykke Mortensen, gryntede samstemmende.
«At tænke sig en Fræ khed! vedblev den anden med en Stemme, der slog over af Arrigskab. «Nu mangler Klokken kun to Minutter i ti, og endnu viser han sig ik k e ! De skal faa at se, Mortensen,
— han vil lave Skandale. Han næ rer sig ikke, før han faar lavet Optøjer inde i Kirken. Han skal nok