Af
Agnes Guldbrandsen
Bag al forskning ligger et kolossalt slid - for slægtsforskeren betyder det års bladren i kirkebøger, folketællinger, skrifter mm. Kilderne er uudtømmeli
ge; men heldigvis kan vejen gennem kildematerialernes urskov lettes ved opslag i leksika, embedsstater, foreningsårbøger og andet trykt materiale.
Men tro ikke blindt på det trykte ord!
Vi, der er over den første ungdom lærte, at det, der er prentet i bøger, er sandhed - det er ganske vist! Aviser, derimod, er pr. definition fyldt med løgn. Tiden har dog lært os at være mere tolerante over for begge påstande.
Jeg vil her prøve at vise, at selv højt anerkendte opslagsbøger skal bruges med skønsomhed, samt at de fleste fejl lader sig opspore og forklare.
Som bedsteforældre ofte har deres yndlingsbørnebørn, men ikke må vise det, således har de fleste slægtsforskere også deres favoritter blandt forfæd
rene. Det er tit folk, der ved deres arbejde, dygtighed og initiativ har hævet sig over den almindelige grå masse - ægteskabelige sidespring eller forbry
derisk adfærd kan dog også skærpe interessen, eller snarere nysgerrigheden.
Blandt mine forfædre har jeg sådan en ener - dog kun kendt for det gode;
det er min tipoldefar, dyr- og bataillemaleren Christian Holm. Tragedien, da han døde i Rom fra kone, tre børn og et i vente, har jeg fået ind med mo
dermælken. I familiens omdømme rangerede han blandt guldalderens yp
perste malere - en dom, der ikke deles helt af nutidens kunstkendere - og på familiens vægge hang flere af hans malerier, der blev fremvist med dyb vene
ration. Jeg kendte 10-15 af hans malerier; de to var så store, at de alene ved deres størrelse gjorde indtryk på et barn, resten var små udpenslede studier eller flygtigt henkastede skitser, som man holder mere af som voksen.
Jeg ville naturligvis gerne vide alt om denne mands liv, færden og kunst
neriske produktion, så jeg slog op i kunsthistorikernes bibel: »Weilbachs Kunstnerleksikon«, hvor der stod: »Holm, Christian Frederik Carl« og tilføjet i en ydmyg parentes: »ved daaben Jens Christian«. I Helliggeists kirkebog fandt
92 Agnes Guldbrandsen
Karikaturtegning afdyr- og bataljemaler Jens Chr. Holm, derblandt kunsthistorikerekendes under navnet Chr. Fr. CarlHolm.
jeg hurtigt Jens Christian Holms dåb indført i 1803 - selv kaldte maleren sig kun Christian.
Men hvorfra kom de andre kongeligt klingende fornavne? Kunne det tæn
kes, at den unge kunstner havde antaget prins Christian Frederiks søns
navn som kunstnernavn for at tækkes prinsen, der var hans velynder og råd
giver?
Gåden blev løst på Statens Museum for Kunst. Her findes »Weilbachs Ar
kiv«, der rummer det materiale, kunsthistorikeren Philip Weilbach havde samlet til sit kunstnerleksikon. En væsentlig del af biografierne bygger på levnedsbeskrivelser, skrevet enten af kunstnerne selv eller deres efterladte, og i tilfældet Christian Holm bad Weilbach malerens svigersøn, grosserer Johannes Holm om relevante oplysninger; det blev dog hans kone, min ol
demor Sophie, der besvarede brevet. Hun indledte sit brev: »Da min Mand er paa Reise, saa maa jeg give Dem de Oplysninger De ønsker angaaende min Fader Dyrema- ler C. Holm«. Vi synes jo nok i vore ligestillingstider, at hun selv var den nær
meste til at fortælle om faderens liv.
Da Sophie Holm skulle svare Weilbach, forvekslede hun i sin husmoder
lige forvirring uheldigvis sin fars og sin brors navne! Faderen hed kort og godt Jens Christian og har aldrig heddet andet; men i kunsthistorikernes kreds har man standhaftigt klamret sig til det pompøse navn Christian Fre
derik Carl i 112 år. Det går stadig igen i museums- og auktionskatalogerne, på oplysningssedler ved malerier og på små sirligt malede navneskilte på malerirammerne.
Det viste sig ved kritisk gennemgang af Weilbach-biografien, at der var 9 fejl om Christian Holm! De fleste stammer fra maleren C. A. Jerichau, der var Christian Holms gode ven. Da Sophie Holm fik Weilbachs forespørgsel, bad hun Jerichau om hjælp. Han ransagede sin hukommelse, slog op i bøger og udarbejdede en beskrivelse af Holms liv, der desværre var fyldt med fejl, og Sophie, der kun var 10 år ved faderens død, afskrev kritikløst Jerichaus svada. Nogle af fejlene rettede Weilbach; men til gengæld føjede han selv et par stykker til, så summa summarum - resultatet blev 9 fejl i førsteudgaven af »Weilbachs Kunstnerleksikon« fra 1877.1 anden-udgaven fra 1896 gento
ges fejlene, og først i den sidste udgave fra 1947 har man anet uråd og rettet godt halvdelen, bl.a. malerens fødselsår; til gengæld er et par nye sjuskefejl føjet til, så facit i denne udgave blev 6 fejl.
Alle fejlene lever i bedste velgående. De citeres igen og igen. I næsten alle kunstnerleksika, der er udkommet i Skandinavien, Tyskland, England og Frankrig siden 1877, dukker de frejdigt op, og det er bemærkelsesværdigt, at man på fejlenes antal og art tydeligt kan se, hvilken udgave af »Weilbach«
der er brugt ved udarbejdelsen af leksikonartiklen. Et godt eksempel er vær
ket »Dansk Kunst«, der i 1983 udkom hos Gyldendal; her har forfatteren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen helt klart brugt den nyeste Weilbachud- gave som forlæg, da alle fejlene er gengivet ufordøjet, seks fejl på femten korte linier! Værsgo’!
94 Agnes Guldbrandsen Nørregaard-Nielsens version,
(fejlene er kursiveret):
Holm, Christian Frederik Carl, 1803-46:
maler. Uddannet Guldsmed', på Kunstaka
demiet 1817-25 under C. D. Gebauer.
Rejste 1830-31 til Dresden og München, 1838-39 til München og Rom, 1845 til Rom.
- H ville være bataljemaler, men gik over til dyremaleriet. Hans værker, der især blev beundret af engelske og tyske sam
lere, prægedes af en rutinemæssig ro
mantisk naturopfattelse. Af hans arbej
der kan nævnes Franske kyrasserer som angriber en russisk forpost (1827) og To jagthunde {1845, begge Kunstmuseet).
Agnes Guldbrandsens version:
Holm, Jens Christian 1803—46 maler.
På Kunstakademiet 1814—28 under C. D.
Gebauer. Rejste 1829-30 til Dresden og München, 1834 til Paris og München, bosat der til 1845, 1845-46 til Rom, hvor han døde.
- H ville være bataljemaler, men gik over til dyremaleriet. Hans værker, der især blev beundret af engelske og tyske sam
lere, prægedes af en rutinemæssig ro
mantisk naturopfattelse. Af hans arbej
der kan nævnes Franske kyrasserer som angriber en russisk forpost (1827) og To jagthunde (1837, begge Kunstmuseet).
Mit endelige mål var at lave et katalog over »min dyrmalers« arbejder.
Ifølge protokoller og skoleregnskaber gik Christian Holm på Kunstakade
miet 1814—29, og han udstillede sit første maleri på Akademiudstillingen i 1823. I hele sin levetid var Christian Holm en trofast udstiller, og Akade
miets udstillingskataloger fortalte titlerne på 45 malerier.
God hjælp fandt jeg i det imponerende værk med den nette titel »Forteg
nelse over Danske Kunstneres Arbejder paa de ved det kgl. Akademie for de skjønne Kunster i Aarene 1807-1882 afholdte Charlottenborg-Udstillin- ger«, som Carl Reitzel udgav i 1883. Han benyttede Kunstakademiets og Kunstforeningens arkiver samt auktionskataloger som kilde, og bogen næv
ner ikke alene maleriernes titler, men også de første ejeres navne.
Her fandt jeg også kilden til en af fejlene i »Weilbach«. Reitzel citerer til
læget til kataloget fra Akademiudstillingen 1839, hvor der står, at »C. Holm, Dyr- og Bataillemaler i Rom« udstiller flere billeder. På dette spinkle grund
lag fastslog Weilbach, at Holm opholdt sig i Rom 1838-39. Der kan imidler
tid ikke være tvivl om, at Holm boede i München hele tiden fra 1835 til 1845, for i de breve, han med et par måneders mellemrum sendte hjem til Køben
havn sidst i 1830’erne, nævner han ingen romerrejse, ligesom der ikke findes et eneste romersk motiv blandt hans efterladte skitser fra dette år. Et Rom
ophold incl. rejse til og fra München har slet ikke kunnet lade sig gøre. For halvandet hundrede år siden indlod man sig ikke på så lang og farlig en færd for at opholde sig nogle dage i Den evige Stad. Charterrejser Rom t/r på 7 dage var en utopi.
Chr. Holm levedeogarbejdede 1835til1845 i München.Den fine skitse af et nedlagt vildsvin har værethamtil godhjælp, når han komponerede et afsine utallige jagtbilleder fraomegnenaf Mün
chenog de bayerske Alper. (ForlagetBogan fot.).
En anden af fejlene: at Holm foretog sin første udenlandsrejse 1830-31, blev også opklaret. Weilbach gennemsøgte bevillingsprotokollerne fra
»Fonden ad usus publicos« og fandt her, at maleren i marts 1830 fik et to
årigt rejsestipendium; men fuglen fløj allerede udenlands året før på forven
tet efterbevilling. Til gengæld drev hjemve og længsel efter den udkårne ham hjem et år før ventet. Disse ting afsløres ikke ved en nok så grundig gen
nemgang af saglige protokoller, men kun gennem breve, dagbøger etc.
Under jagten på malerier gik jeg på hovedet i kartoteket i Statens Mu
seum for Kunst. Naturligvis ejer Kunstmuseet flere kunstværker end de ud
stillede, en del fjæler sig i museets kældre, mens andre er udlånt til offent
lige kontorer. I kældermagasinet gemmes bl.a. Christian Holms dramatiske afgangsstykke fra Akademiet, forestillende »Hippolyts Død«, en fiks lille sag på 190 X 264,5 cm, dvs. godt 5 kvadratmeter! Kartotekskortene giver alle ønskelige oplysninger om maleriernes størrelse, historie og opbeva
ringssted. Ej heller kartoteket er fejlfrit; dog må det tilgives, at man i beskri
velserne har forvekslet to jagthunde i moselandskab med to hunde ved en sæterhytte - Holm malede hunde på samlebånd, og han malede dem godt.
Min søgen førte mig videre til Kunstakademiets bibliotek og billedsam
ling, et inspirerende og livligt sted, der rummer kataloger fra alverdens
96 Agnes Guldbrandsen
Chr. Holm, som en af hans venner så ham. Tegningen til
skrives enafguldalderensbe
tydeligste landskabsmalere Johan Thomas Lundbye
(1818-48).
(Forlaget Bogan fot.).
kunstsamlinger og auktioner. Desuden findes her direktøren for Thorvald- sens Museum Sigurd Schultz’ og Hjalmar Bruhns vidunderlige samlinger af scrapbøger med udklip om kunst og kunstnere.
Det kongelige Biblioteks Håndskriftsamling, Kongehusets Arkiv, privat
arkiverne på Rigsarkivet samt auktionsprotokoller på Landsarkivet for Sjælland blev endevendt. På Universitetsbiblioteket gennemtrawledes avi
ser og kunstblade fra begyndelsen af forrige århundrede, det var især kritik
ken af malerierne, der var spændende læsning. Og sidst, men ikke mindst, gik familiens medlemmer på eftersøgning i gemmerne. Resultatet blev en pragtfuld stor samling af Christians Holms skitser og studier, der var til me
gen nytte.
På grundlag af det indsamlede materiale har jeg udarbejdet et »katalog«
over 91 af Christian Holms malerier. Listen gør bestemt ikke krav på at være fuldkommen, da mange malerier især fra Christian Holms Münchenperiode
er umulige at efterforske: to verdenskrige har ryddet kraftigt ud i Tysklands kunstsamlinger. Der findes desuden et utal af små studier, der har en så skitsemæssig karakter, at de ikke er medtaget.
I det foregående er jeg gået hårdt til rette med de mange fejl, jeg stødte på under mine undersøgelser. Når jeg er faret i blækhuset, er det ikke, fordi jeg er så naiv at tro, at man kan skrive bøger uden fejl, men mere for at råbe vagt i gevær: Man må aldrig stole blindt på det trykte ord, det skal kontrolleres lige så grundigt som andet kildemateriale. En usandhed bliver ikke rigtigere af at blive sat på prent; men den bliver sværere at gennemskue, når den cite
res gennem over hundrede år.