”Ligesom et æble ruller velduft og sødme sammen i ét lege-me, blander sindet også impuls og anerkendelse, erkendelse og fornuft inden for ét og samme legeme.
Overgangen fra impuls til fornuft opleves som lige så glidende som overgangen fra smag til duft.
Duften fra æblet her på bordet foran mig foreslår mig at tænke i ligheder frem for i enhed over tid, frem for i iden-titet og forskelle.
Det ses som en måde at forhindre generaliseringer på. I stedet for bliver min nysgerrighed til et spørgsmål.
Et spørgsmål om glidninger fra ét til noget andet og lig-nende. Et sprog af berøringer.”
Den tanke er da en begyndelse, i det mindste det, en begyndelse. Den ledsages af en forestilling om, at et sprog af identiteter, af udsagn, kan undværes.
Her på cafeen bevæger mænd sig rundt mellem borde og vandpiber, mens regnen strømmer ned over baldakinen, og et tordenvejr langsomt ruller over himlen.
I mit hjemland ville lynet være en gnist, der springer fra en hammer, der slår mod en himmel af sten.
I det lys ser alle metaforer maskuline ud: ”De ser så virile ud, de vil parre sig med alting og tilmed forbinde him-mel og jord …”
Efter at have ført en serviet hen over bordet, vendes vrangen ud på den, så dens rene inderside kommer til syne.
På den skitseres med hastige streger et andet patetisk syn, der hjemsøger mig:
”En skikkelse står med åben mund og ansigtet vendt mod himlen, mens et lyn ser ud til at bevæge sig fra himlen og nedad og nagle skikkelsen til jorden. I virkeligheden be-væger energien sig, usynligt, den anden vej: Fra munden op i himlen, hvor lyset bliver til lyd.”
Med den lyd følger en vis modstand mod metaforer:
De har så travlt med at gøre adskilte dele til ét! Det er, som om de med den ene hånd insisterer på at bevare modsætning- erne, hvis der bliver spurgt til den, og imens hævder modsæt-ningernes identitet med den anden. Måske ser de alle for-skelle som grundlag for en identitet, der får sin kraftfuldhed
MIKKEL THYKIER
63 identitet, hvor andre ser forskelle?
Sammenligninger er mere kritiske: Det er, som om de vil se forholdene an først. Sammenligninger får nok modsæt-ninger til at glide ind over hinanden, men gør det tydeligt, at de ikke er ét.
Det kan også siges kysk: Sammenligningen bringer to detal-jer sammen, fletter dem ind i hinanden så løst og skrøbeligt som fingre lagt ind i andre fingre, mens metaforerne insiste-rer på at kopulere.
I sammenligningerne ses en kysk berøring og et forhold så skrøbeligt som to personer holdt sammen ved fingerspidserne.
Sådan ser det ud herfra, mens to mænd forlader ca-féen sammen.
Modsat metaforernes orgie fører berøringernes lethed til jalousi, fordi det ikke er åbenlyst, hvad der foregår, og hvad det betyder: ”Ingenting, det betyder ingenting!”
Jalousien ser alle handlinger som udsagn. Med jalousien skyl-ler en følelse af at blive berørt af alting ind over mig. Minder det om beruselse?
I så fald en beruselse, der skyldes kombinationen af fingerspidsernes berøring med et glas koldt vand og det sam-tidige syn af dem gennem glasset og vandet. En oplevelse af ikke at være identisk med mig selv: Gennem glasset ser fingrene ud til at hæve som i en feberdrøm.
I sammenligningen ses ledet efter som for det meste som en dekoration. Men måske bor sjælen dér og ikke foran?
Måske kan der læses en forskydning af vægten i forholdet mellem det sammenlignede og sammenligningen her?
Her ses sammenligningen som det sted, hvor person-ligheden – eller sjælen – samler sig og bliver synlig, som sand på bunden af et glas vand. Dét sand er interessant. Resten er bare vand. Eller tomhed.
Mit blik glider fra tomheden eller vandet over mod et tegn (mit fingeraftryk) og dermed et tegn på – identitet? eksi-stens? eller bare liv?
(Hvis en mælkebøttes frøkuppel kunne iagttages igennem glasset i stedet for stearinlyset fra i går, kunne dens fnug betragtes som et tegn på afsløring af sandheden.)
At insistere på at se realplanet (”hun pustede ly-set ud …”) som det reelle: Måske er det den virkelige
eskapisme?
Realplanet forveksles så let med et udsagn om, hvor-dan det står til i verden, mens sammenligningsplanet (”…
som der pustes til en mælkebøtte”) bare opleves som en sky følelse, der siger noget om et liv.
Som fungerer som en linse, der kan ses på begge igennem, men når der ses fra sammenligningsplanet ud på realplanet, ser det hele noget småt ud, uanset hvor skarpt konturerne står.
Som fungerer som en linse, der afholder mig fra at drukne i verden. På samme måde holder glasset mig adskilt fra det kolde vand, selv om dets kølighed danner kondens på glassets yderside og kan mærkes dér.
Mine fingerspidser set gennem glasset forvrænges.
Det er det syn, der giver anledning til jalousi, en cool jalousi: Det bliver uigennemskueligt, hvad berøringen betyder.
Alligevel er det et spørgsmål om ikke bare at blive bevæget, men også berørt. Det er ikke nok bare at blive bevæget.
Hvordan skulle det også ske uden berøring, når berø-ringen kommer før bevægelsen?
Hvordan opdage min intimsfære uden berøring, når min egen hånd ikke kildrer særlig meget?
Du, derimod, kan lægge din hånd i min nakke: Dét vil føles som en berøring. Den berøring vil bevæge mig. Tog du min hånd ville du få mig til at føle noget andet. Eller ingenting.
Nakke, skulder: Sjælen sidder åbenbart sådan nogle passive steder. Den er bare genert og giver sig sjældent til kende.
Det hele foregår dér, på bunden af et glas vand.
Med glasset, der løftes op mod munden og tanken om noget sublimt, følger en tanke om nydelse, hvor nydelsen ikke er forbundet med –
Nå ja, den er under alle omstændigheder stadig ma-terialistisk og forbundet med legemet. At nyde det er i hvert fald min forventning, da glasset når min mund, og min ånde får kanten af glasset til at dugge til, så det bliver uundgåeligt at se mig selv sådan: som et tåget individ. Eller individet som tåge?
65 handlingsmuligheder, ligesom min ånde kun samler sig og bliver synlig inden for glassets kolde sfære, hvordan så kom-me på højde kom-med det?
”Møde inden for en andens intimsfære gør mig synlig som tåge og genert som en sky.”
Det ændrer alt, det ændrer mig: Det fører til, at min eksistens ikke kan være i det jeg er, men flyttes over i mig, og nu hvor tjeneren står ved et bord i den anden ende af lokalet, må de to (jeg og mig ) ses som to uforenelige grammatiske størrelser.
Istanbul 2001