Under udarbejdelsen af denne undersøgelse er der foretaget fem interviews med tidligere medarbejdere ved DR3. De fem personer repræsenterer et ret bredt udsnit af de forskellige medarbejderkategorier, som var impliceret i den daglige drift af DR3. Interviewpersonerne er udpeget i samråd med Dansk Dekommissionering. Sidst men ikke mindst er der vedlagt et enkelt interview med en af reaktorens flittigste brugere, materialefysikeren Bente Lebech.
3.1. Reaktorchefen: Et interview med civilingeniør Heinz Floto.
Civilingeniør Heinz Floto (HF) var fra 1973 til 1999 reaktorchef på DR3. Interviewet fandt sted den 13/3 2007 i Flotos hjem. Da Floto straks begyndte at tale, begynder udskriften midt i en sætning.
HF: …værkstedspersonalet og vagtholdene bliver hver især specialister: Vedligeholdelse og reaktordrift er to forskellige funktioner. Det er meget vigtigt, at holde sig for øje, at de på den måde har hver deres verden. Det er noget af det, jeg forgæves har forsøgt at fortælle direktio-nen, at det kan man altså ikke blande sammen. Man kan ikke forlange, at vagtholdene skal gå og lave vedligeholdelse. Det har de hverken forstand på eller flair for. De er indstillede på noget andet.
HK: Har det været sådan, at man ind imellem fra direktionens side har forsøgt at få…
HF: Ja, man har ønsket at spare. Det er ingen hemmelighed, at det er dyrt at køre sådan en reaktor. Det koster rundt regnet 40 mio. kroner om året i brændsel og drift, og vi var ca. 70 mennesker. Når man ikke sætter sig ind i det og bare ser det lidt udefra, kan man ikke forstå hvorfor i al verden, der skal så mange mennesker til? Hvorfor kan tre hold ikke dække 24 timers vagt, otte timer til hver? Så er det altså man må sige: Jamen, stop lige engang, der er også weekend. Der er flere arbejdstimer fra fredag, når vi andre går hjem, til mandag morgen, end der er på en hel arbejdsuge. Den skal også dækkes, og så skal de have afspadsering for skæve arbejdstider, og så skal de have overarbejdskompensation for afløsning.
Der skal – eller skulle - altid være et vagthold til stede. Det betyder, at når nogle er syge, så prøver vi først, om der er en af dem, der har fri, der kan, og hvis der ikke er nogen af dem, der kan, så er der en af de andre, der må tage den, om ikke andet så som dobbeltvagt på 16 timer. Nogle gange kunne de dele med 12 timer til hver, som de nu kunne blive enige om. Det har jeg altid sagt, at det må de selv om. Det er nogle ulemper, vi godt er klar over. Men det må de så selv få lov til at være med til at finde ud af, hvordan de helst vil have. Hvis de helst vil dele i to gange 12 timer, så er det også i orden. Hvis de hellere vil tage 16 timer og få det overstået, så kan det også lade sig gøre. Men selvfølgelig er det en uheldig situation, når man løber ind i udbredt sygdom f.eks. en influenzaepidemi, hvor de lægger sig på stribe. Det er meget ubehageligt.
HK: Det er klart.
HF: Derfor endte vi altså med, at der skal syv hold til at dække. Det var svært at få nogen, der ikke gad sætte sig ind i det, til at forstå. Når man så begynder at forklare [direktionen] sådan og sådan. ”Ja tak, det gider vi ikke høre på.” (Morskab.)
HK: Leif Rødskov fortalte, at der var et fast hold, som kun stod for brændselsskifte?
HF: Nej, det er ikke et vagthold. Nej, nej, nej. Det hører til vedligeholdelse. Vagtholdene var de syv hold, de var ens i princippet: en mester, to operatører og en assistent, og så en parallel-organisation uden for reaktoren. Der var så en helseassistent, der sørgede for at gå og måle,
men han var ikke i vores regi, ham havde jeg ikke noget at gøre med andet end at hilse pænt på ham. Men de syv hold var ens. Og så var der så vedligeholdelse, der var nogle, der tog sig af brændselsskift og alt det andet. Det vi kalder tung håndtering: Køre kraner og flytte rundt med store ting. For at flytte de her 180 gram uran skal man køre rundt med en flaske på 15 ton. Der skulle jo blokvogne, taljer, trisser og kraner og alt det her til. Det var der et hold, der tog sig af. Så var der et hold, der tog sig af det, vi kalder mekanisk vedligeholdelse: Repara-tion og vedligeholdelse af pumper, rør og ventiler og alt muligt andet. Så var der el-værkste-det, der tog sig af både stærkstrøm og instrumentering. Og så var det et værksted, der tog sig af forsøgene, f.eks. den såkaldte kolde kilde. Den ved jeg ikke, om du har hørt om? Der var der et værksted, der var specialister i at servicere den kolde kilde.
HK: Var det det, der hed rig-værkstedet?
HF: Det var rig-værkstedet. Ikke at forveksle med ”riggerne”. Riggerne var dem med brændslet.
HK: Ja, ja. Okay.
HF: Så var der ingeniørgruppen, som alle sammen også på skift gik vagt. Det var 24 timers vagter, hvor man sov ude på stedet. Det har jeg også været med til. Det er der også nogle ude-fra, der ikke har kunnet forstå, hvorfor jeg ikke bare lod være.
HK: Selv da du blev reaktorchef?
HF: Ja, men fidusen er, at hvis man ikke deltager i vagterne, så får man aldrig noget nært forhold til vagtholdene, fordi de kun er på dagvagt en syvende del af deres tid og kun på de fem hverdage. Der ville være vagthold, jeg ikke havde set i månedsvis, hvis jeg ikke engang imellem gik ind og holdt vagt og var der. Selvfølgelig sov jeg om natten. Natholdet så jeg kun lige og sagde goddag, og så gik jeg i seng. De var gået, når jeg stod op igen, og så var det morgenholdet, der var i gang. Men jeg fandt ud af, at det var en socialt nyttig funktion, at jeg også deltog i det. Det betød jo, at jeg kendte både de officielle og uofficielle rutiner.
HK: Ja.
HF: Så kan man bedre lure, hvad der foregår og sige nå ja, det ved jeg godt. Hvis der nu er en på vagtholdet, der er helt ”død”, så får han lov til at gå ud og lægge sig på en sofa, og så klarer de andre det så længe. Det står ikke i reglementet, at man må det, men det er sådan nogle ting, som man så må vide og acceptere.
HK: Jeg forstår, at der har været en del, hvad skal man sige, værkstedsfusk og sådan noget?
HF: Ja, ja. Vi sagde altid, at i det omfang det ikke generer andet arbejde, kan man godt lave noget såkaldt fusk, hvis det kan siges at være fornuftigt og kvalificeret. Det er sådan set beta-lingen for at en være loyal og engageret medarbejder, at man har visse friheder, hvor man helst selv skal kunne finde grænsen for, hvor langt man kan tillade sig at trække den.
HK: Det er vel også mange gange de mest kvalificerede medarbejdere, der laver den slags?
HF: Uha, ja. Jo, det er vigtigt, når vi snakker de her vedligeholdelsesfolk. De er klar over, at de har en betroet opgave. Og de er klar over, at der reelt ikke er andre end dem selv, der ved, om det nu lykkedes eller ikke lykkedes. Når først de har lukket kassen, så kan vi andre ikke se uden på den, om den nu er samlet rigtigt. Vi kan se og høre eller på anden måde erfare, hvis det går galt, hvis det siger crash bang. Så kan man sige: ”Ja, den var ikke så god”. Men altså der er jo f.eks. de der kontrol-arme [CCA’erne], der styrer hele fissionsprocessen. Der er det jo livet om at gøre det, at de er lavet omhyggeligt, og at man kan stole på, at der ikke er noget
med, at nogen har sagt, at ”det går nok, bare i med dem”. Dels giver det grimme forsinkelser, hvis sådan noget udstyr svigter under drift. Så kan det betyde mange dages stop. Dels ryger hele sikkerheden, hvis man ikke kan stole på at… Altså reaktoren er bygget med en masse redundant indbygget sikkerhed, reserver for reserver. Men hvis de alle sammen er defekte, så hjælper det ikke noget.
Jeg hørte for ikke så mange år siden om et tilfælde i Australien – fra en søsterreaktor der-nede…
HK: HIFAR?
HF: HIFAR, ja. De havde tre dieselgeneratorer, der alle sammen svigtede på én gang, da de skulle bruges. Det var et enten et mærkeligt statistisk tilfælde, eller også var det udtryk for dårlig vedligeholdelse. Selvfølgelig kan det ske statistisk, men det er højst usandsynligt, at de svigter alle sammen, hvis det hele er i orden.
Derfor har jeg altid prøvet at holde fast i, at de betroede folk, der lavede det vitale vedli-geholdelsesarbejde - det er lige meget om det er instrumentering eller styreorganer eller, hvad det er for noget - de skal selv føle ansvar for det, de gør. Og de skal for Guds skyld lade være med at skjule, hvis de har dummet sig, så skal de komme og sige: ”Prøv at se det her, det er noget skidt.” Derfor har jeg konsekvent aldrig hængt folk ud for at gøre fejl. Fordi hvis man hænger folk ud eller straffer dem, eller hvordan man nu kan aktionere, fordi folk har gjort en fejl, så kommer de ikke og siger det næste gang. Så er det ind under gulvtæppet.
Derfor er det er vigtigt at sige: ”Okay. Det var en skam, men det var godt, du sagde det. Så må vi se, hvordan vi så får det bragt i orden.”
Der har vi jo været utrolig heldige. Vi har nok været en af de bedst kørende reaktorer af dem, som vi har haft indsigt med, altså dem vi har kendt og haft møder med rundt omkring.
HK: Ja, de seks reaktorer af Pluto/Dido-typen?
HF: Plus de andre europæiske. Det lykkedes at opbygge sådan en korpsånd, der lige som har… . Altså, det er utrolig få ting der ikke har fungeret i længere tid. Tag nu den kolde kilde, som er så kompliceret, at man de fleste andre steder har opgivet og er gået over til et andet system, der er nemmere at vedligeholde. De her stempelmaskiner, de var mægtig sarte, men de var effektive, når de bare virkede. De havde på otte-ti år kun en eneste periode, hvor de ikke var i drift. Der var to maskiner, og den ene var hele tiden under vedligeholdelse, og den anden kørte. Og så byttede de. De har haft en eneste køreperiode, hvor vi måtte sige:
”Desværre, den kan ikke køre”. Men ellers er det lykkedes i 10 år eller der omkring hele tiden, at holde den kørende. Det var jo også sådan, at fysikerne sagde, når de en enkelt gang skulle rose os, at det var specielt. De kunne nemlig tage gæster og sige, at den dag kan du komme, da kører reaktoren, så kører den kolde kilde også.
Reaktoren kunne gå i stå af mange grunde. Strømsvigt: Det var specielt et problem, indtil vi fik nogle statiske omformere, som er betydeligt mere stabile end roterende omformere. Og så vejret: Anlægget blev bygget om til fjordvandskøling, og det betød, at når det rigtig stor-mede, så blokkede det hele til i tang og grus, skidt og møg. Selv om vi så lavede forskellige forbedringer, så kom vi ikke helt ud over det problem. Det kunne altså være så vildt, at det gik i stå. Og når det gik i stå, så var det altid 2½ døgn, fordi du så får xenonforgiftning. Så er der ikke andet at gøre end at sætte sig ned og trille tommelfingre, indtil xenonforgiftningen er
”fordampet” igen.
HK: Med mindre man kan nå at få den op at køre igen inden for en kort periode…
HF: Ved et almindeligt blink i lyset var vi oppe med det samme. Det var ikke noget problem.
Der var altid en reservereaktivitet, så vi kunne starte op efter en kort pause. Op til mellem en til to timer ufrivillig nedlukning, så kunne den komme op igen. Men hvis det var længere end et par timer…
HK: Så begynder der at opbygges xenon i brændselselementerne…
HF: Så bygges xenonen op, og så døde den lige så stille og der var ikke noget at gøre.
HK: Hvad er det for nogle funktioner reaktorchefen tager sig af?
HF: Jeg mener selv, den vigtigste funktion, reaktorchefen har, er at være garant for, at heden ikke bliver kompromitteret. For selv om reaktoren er bygget med alle de her sikker-hedssystemer, så er der ikke noget af det, der virker, hvis man ikke respekterer… hvis man bare sætter det ud af kraft eller lader det være inoperativt. Man skal hele tiden tage stilling til de ting, der sker og sige: ”Var det her kritisk eller var det bare en driftsforstyrrelse?” Vi skel-nede mellem forskellige grader af driftsforstyrrelser: Der var de simple driftsforstyrrelser, hvor man bare sagde: ”nåh, om igen”. Det kunne være sådan noget som når lyset blinker: Det er ren rutine, det er ikke noget. Men der var også fejl, hvor man må gå ind og sige: ”Hov, det burde ikke kunne have fundet sted. Enten må vi lave om i proceduren eller også må vi lave om i systemet, fordi det her bør ikke kunne ske”. Det er så reaktorchefen, der er garant for det. Han er den, der dels har kompetencen til at blande sig, og dels står over for myndighe-derne som den, der skal stå inde for, at alt det, som myndighemyndighe-derne ikke kan se, også er i orden. Myndighederne kan stille en masse betingelser op, og nogle af dem er fornuftige og andre har vi aldrig rigtigt haft forståelse for.
HK: Hvad er det for nogen?
HF: - Vi havde en hel tyk bog med driftsbetingelser, med hvad der skulle være i drift, og hvad der ikke skulle være i drift, og hvordan det skulle være. Der er en masse nedskrevne vilkår, og nogle af dem var noget, vi selv havde fortalt dem, at sådan skal det være, og noget var noget, de selv af en eller anden uransagelig grund selv havde fundet på, hvor vi måtte sige: Nåh ja, det bliver vi nødt til, hvis de eksisterer, så må vi opfylde dem, selv om vi synes, det er noget pjat.
HK: Kan du nævne et eksempel på sådan nogle pjattede ting?
HF: Nej, jeg kan ikke huske dem. Men der var da nogle af de betingelser for drift, hvor vi sagde: ”Nårh ja, det …” Men så var der jo nogen af dem, og det var heldigvis de fleste, som man bare kunne opfylde uden problemer, fordi det ikke var noget problem at opfylde dem. Så kan man bare sige: ”Åh, ja, det er uden betydning. Det er ikke en gang uden betydning. Det er lige meget, hvis det ikke generer os at opfylde dem, så kan vi bare gøre det.”
HK: De myndigheder, der havde med jeres sikkerhed at gøre, var det Beredskabsstyrelsen og Statens Institut for Strålehygiejne?
HF: Det var Tilsynet med Nukleare Anlæg i Beredskabsstyrelsen. Så havde vi også selv på Risø en sikkerhedskomité, som var meget nyttig, fordi den var rådgivende, den havde ikke nogen myndigheds funktion. Den var rent rådgivende, og i virkeligheden min rådgiver. Så vi kunne sige: ”Sådan her har vi haft det. Vi har haft så og så mange fejl”. Og så nikkede de og sagde: ”Nårh ja, det ser meget fornuftigt ud.” Engang imellem var der noget vi havde tænkt os at bygge om på den og den måde, og så kiggede de på det: Jamen, det syntes de var fornuftigt, eller også syntes de, at det her burde vi kigge på en gang til. De var helt klart på vores side.
Det var nogle folk, der støttede, og også når der var stridigheder, om hvor vidt det nu var nødvendigt eller ikke var nødvendigt at opretholde bemandingen, som vi én gang havde fået lagt fast. Når direktionen kom og sagde: ”Jamen, vi må sagtens kunne spare, der er alt for mange folk.” Så var det Sikkerhedskomiteen der kom ind og sagde: ”Der er dem, der skal være. Der skal være redundans. Det kan ikke nytte noget, at der står én stakkels mand og hvis han kommer til skade, så er der ingen til at bære ham ud.”
HK: Men hvor hårdt…
HF: Jeg fulgte sådan med i alting og prøvede så vidt muligt at holde mig fri af andet arbejde, hvilket betød, at alle mente, at jeg drev den af! Jeg kunne sagtens have deltaget i noget mere udvalgsarbejde og hvad ved jeg… Men jeg prøvede at trække mig ud af alt, hvad der ikke lige vedrørte reaktoren, for jeg kunne mærke på mig selv, at hvis jeg havde - hvad jeg havde i perioder – sådan nogle arbejdende udvalg, så gik det altså ud over… Så opdager man lige pludselig: Hov, hov hvad er det, der er ved at ske? Der er noget, der er ved at udarte sig. Der er nogen, der er ved at få dårlige vaner. De bliver ikke holdt i ørerne… Jeg gik rundt på anlægget og kiggede på det og spurgte folk, hvad de lavede og kiggede dem lidt over skulde-ren.
HK: Ja, det har man jo ikke tid til, når man sidder i møde.
HF: Nej, hvis man er engageret i en hel masse andet, så kommer man væk fra det, og så ved man ikke rigtig, hvad der egentlig foregår, og hvem, der nu ikke kan enes. Der er jo også per-sonaleledelse i det, at finde ud af, hvordan fungerer det, og hvem er det, der strides og kævles, kan det rettes op eller kan det ikke rettes op, eller hvad gør vi ved det? Det er ikke nemt. På sådan en institution som Risø var det ikke nemt. Jeg kunne ikke bare sige, at nu ville jeg have den mand fyret. Næh, næh, næh, det var skam ikke min kompetence at fyre folk. Det var per-sonalekontoret og direktionen, det skulle de nok bestemme. Det var lidt irriterende. Men det må man så finde nogle veje at leve med det.
HK: Ja, men du var vel også nødt til at være synlig i nogle udvalgssammenhænge?
HF: Ja, ja. Jeg deltog også i nogle af de fælles direktionsmøder og samarbejdsudvalg, og hvad der nu ellers var. Men man skal passe på, at man ikke begraver sig i uvedkommende arbejde og for mange ad hoc udvalg, der slet ikke har noget med reaktoren at gøre. Så mister man altså kontakten med, hvad der foregår.
HK: Du har hele tiden lagt meget vægt på at være til stede og være synlig?
HF: Jeg er den, der kendte anlægget godt og kunne huske en masse detaljer. Jeg var den, som de kom og spurgte: ”hvordan er det nu med det der?”
HK: Hvornår kom du til Risø?
HF: I 1960. Jeg var først et år i konstruktionsafdelingen, og så var jeg et halvt år ude at rejse.
Så har jeg været på reaktoren resten af tiden og været chef i 27 år.
HK: Du har så været den længst fungerende chef.
HF: Ja, helt klart.
HK: Overtog du direkte efter Søren Mehlsen?
HF: Nej, ikke direkte. Der har været Th. Friis Sørensen ind imellem.
HK: Og så nåede du lige at trække dig tilbage, inden det skete?
HF: En måned før det hele kollapsede. Det var synd og skam. Man kunne godt have kørt et par år til, men nedtællingen var begyndt. Det var klart nok. Der var en deadline i 2004. Efter marts 2004 ville amerikanerne ikke længere tage det brugte brændsel tilbage, og det havde været en næsten uoverstigelig hurdle. Hvad søren skulle vi så stille op med det? Vi kunne jo ikke grave det ned nogle steder i Danmark? Men den kunne have kørt fire år til, hvis vi havde