ERHARD BORCH - SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

28. Juli 1834-19. Februar 1906

VED

MARIUS BORCH.JENSEN

I

den lille Landsby Over Fussing, der ligger ca. 9 km Vest for Randers ved Viborgvejen, laa i mange Aar overfor Smedien og Forsamlingshuset, tæt ved Gadekæret, et langt straatækt Bin

dingsværkshus. Det saa meget idyllisk og hyggeligt ud udefra, hvad især skyldtes de to mægtige, gamle Popler i den lille Have foran Huset. De var nemlig tæt dækket af dejlig, grøn Efeu baade rundt om den tykke Stamme og langt opad Grenene. — Inde var det ikke altid saa idyllisk; især om Vinteren kunde det være bitterligt koldt, da de tynde Lervægge og de utætte Døre og Vinduer ikke ydede meget Læ mod Frost og Blæst, saa den gammeldags Kakkelovn ofte maatte kæmpe forgæves for at skabe Varme i den ret store Dagligstue, som gik helt igennem Huset med Vinduer baade til Vejen og til Haven. Og særlig galt var det, naar det ofte var smaat med Brændsel.

Det var heller ikke altid rart for Husmoderen at skulle lave Mad ude i det lille Køkken paa det aabne Ildsted, naar Stormen susede ned igennem Skorstenen.

Men det havde vel været et ret godt Hus, da et Par unge Folk med seks Børn drog derind i Aaret 1868. Og det ydede dem da ogsaa et Hjem i de godt 40 Aar, de boede der, og en Datter efter dem, til hun for et Par Aar siden maatte flytte fra Huset.

Endnu i Efteraaret 1939 stod Huset der, omend Ryggen var knækket ned, og nogle Vægge var faldet ind. — Men ved et Besøg i Sommeren 1940 var Huset brudt ned, det gamle Ege

tømmer sat tilside, og kun det nederste af Lerskorstenen og Ovnen var tilbage.

Der var nok ingen af de lykkelige Forældre paa Bredholt, som ved deres førstefødtes Daab gav ham Navnet Erhard efter Bed

stefaderen, der drømte om, at deres store, kønne Dreng skulde

henleve sit Liv som en fattig Husmand. Tværtimod havde de vel regnet med, at han efter Faderen skulde overtagét Gaarden Skjern, som var hans Hjem fra 8 Aarsalderen, og derfor blev han oplært i Landbruget baade derhjemme og hos Onkelen, Ole Frausing i Todbjerg.

Men det maa ret tidlig være gaaet op for de bedrøvede For

ældre, at deres Dreng altid vilde have vanskeligt ved at klare sig blandt andre og staa paa egne Ben. Aarsagen hertil maa sikkert søges i den Ulykke, der ramte ham allerede i 2—3 Aars Alderen:

„Han fik da en Hjernebetændelse, kom sig, men var fra da af sjælelig Invalid. Det var ikke daarlige Anlæg eller Laster, der forhindrede ham i at naa frem, men udelukkende Sygdom. Han følte selv i høj Grad sin Ulykke, og Mindreværdsfølelsen gav sig Udslag i Selvhævdelsesforsøg, der virkede tragisk ved sin Stejlhed, Egensindighed og Halstarrighed. — Han stødte ofte en hjælpende Haand fra sig ved at være stejl og fornærmet. Det var næsten ikke muligt at komme ham til Hjælp.“

Der foreligger, saa vidt jeg ved, ikke noget til Oplysning om Bedstefaders Barndom og Ungdom. Men det har vel gaaet nogenlunde, saalænge han var under Forældrenes Vejledning og Kontrol. Den store Konflikt kom, da han begyndte at ville staa paa egne Ben og vælge selv.

Bedstemoder, dengang Marie Steenberg, Datter af Prokurator S., Grenaa, kom til Skjern som Husjomfru, dengang Erhard B.

var ca. 20 Aar gammel. Hun var seks Aar ældre og havde vist været Husjomfru paa flere større Gaarde, før hun kom til Skjern.

Bedstemoder har sikkert været en smuk ung Pige, og Erhard blev forelsket i hende. Da hun rejste til Løvskal Kro, opsøgte han hende ogsaa der, og Forbindelsen blev vedligeholdt. Hans Forældre har vel søgt at hindre Forholdet, ikke af Uvilje mod hende; men fordi de har frygtet eller vidst, at han ikke kunde forsørge en Familie. Derfor blev han af Faderen sendt bort til Aarhusegnen.

Det var imidlertid for sent. Bedstemoder maatte snart forlade sin Plads og rejse til Randers. Her lejede hun sig ind hos en Sadelmager og syede Ligtøj for Opholdet. Og her, i „Voldbro- hus“, fødtes Moder (Erhardine Marie) saa den 20. December 1856. Det har nok ikke været nogen glad Jul for den unge Moder.

Engang senere paa Vinteren kørte Sadelmageren med Jomfru Steenberg til Spørring Kro, hvor de forsøgte at faa fat paa Erhard

Borch; men han kom ikke. Saa kørte hun en Tid efter sammen med den „kørende Post“ ud til Aalum uden at kende nogen der.

Hun blev her optaget i Huset af et Par gamle Folk, som overlod hende og Barnet en Alkoveseng. Sengetøj havde hun selv med.

Degnens Kone kom med en Vugge til Barnet, fra Karmark kom der Gaver og senere sendte Fru Borch paa Skjern en Pige (anta

gelig med Fødevarer).

Nu tog Pastor Christiani i Bjerregrav sig af de to ulykkelige.

Han viede de to unge, og Bedstemoder kom saa i Huset hos ham, da de jo ikke havde noget Hjem. Faderen paa Skjern havde ikke givet sin Tilladelse til Ægteskabet, og han sendte nu Søn

nen ud til dennes Onkel, Ole Frausing, som dengang var For

pagter i Todbjerg Præstegaard nær Aarhus. Den lille Dine blev sat i Pleje hos en gammel Kone i Aalum, som hed Karoline.

Denne var vist god nok ved Barnet; men hun havde Flasken lidt for kær. En Dag saa en Bondemand, hvordan hun faldt om, da hun var ved at sætte Barnet ud paa Græsset udenfor Huset.

Han fik det da lavet saadan, at Karoline ikke mere kunde købe Brændevin.

Da Moder var ca. to Aar gammel, tog hendes Moder hende med sig paa Rejse ud til Todbjerg til Manden og Faderen. De gik meget af den 5—6 Mil lange Vej og naaede Todbjerg om Natten, saa de maatte sove i en Grøft til næste Morgen. De kom da ind til en Gaardmand, hvor de fik Lov at bo. Her besøgte Bedstefader dem og bragte, hvad han kunde afse af sin egen Mad; men tit led de Nød. Saaledes gik vist et Aarstid. Folk paa Stedet havde ondt af dem, og til sidst skrev de til Frederik Borch paa Skjern, at enten maatte han sørge for Sønnens Familie, eller ogsaa kom de paa Sognet.

Saa kom der da en Overenskomst i Stand med Faderen, som købte og gav dem et Hus i Vennelyst, i Skoven ved Aalum. Des

uden maatte Bedstefader hente Familiens Brødforbrug paa Skjern, og han fik herfra en „altid malkende Ko“. Der var jo ikke saa langt til Skjern, til Hjemmet. Her i Vennelyst boede Familien saa i 8 Aar, fra 1860 til 1868, og her fødtes de fem andre Børn, 4 Drenge og 1 Pige.

Vennelyst ligger meget smukt i en dyb Dal, omgivet af Gran

skove og høje Bakker, hvoraf „Sukkertoppen41 er særlig kendt.

Her har været en ideel Tumleplads for Børnene. Stedet var et yndet Udflugtssted om Sommeren. Da kom der mange Randers-

Erhard Borch. Marie Borch, f. Steenberg.

boere kørende derud i Charabanc’er, og der kunde da tjenes lidt ved at koge Vand til Kaffe o. 1.

Noget afsides og ensomt var det, idet der kun var et Hus til i Vennelyst. Den Dag, Moster Johanne kom til Verden, i Vinte

ren 1866, var Bedstefader gaaet til Skjern. Moder, som ellers var syg med Gulsot, maatte da ud og hente Nabokonen og faa Bud til Fussingø efter en Vogn, som saa hentede Madammen i Taa- num. Da Bedstefader kom hjem, fandt han alt oplyst og mod

toges af Jordemoderen med Opfordring til at komme ind og lave Kaffe. Brændselet bestod for en stor Del af „Skallepinde“, som kunde samles op i Skoven. — Da Jordemoderen skulde afsted, væltede Vognen med hende i Sneen, og Bedstefader maatte ud og hjælpe hende op.

I Aaret 1868 flyttede Familien saa til Over Fussing ind i det føromtalte straatækte Bindingsværkshus, med Lo og Ko og Toft.

Bedstefader fik saa Stillingen som Vejmand paa Randers-Viborg Landevej, som han passede i 18—20 Aar. Fra Vejgrøfterne kunde der bjerges Foder til Koen. Men megen Hjælp kom sikkert sta

dig fra Hjemmet paa Skjern. Da Faderen her døde samme Aar, fik Oldemoder det ordnet saaledes, at Sønnen ikke mere skulde hente Brødet fra Skjern; men en Bager fra Randers blev betalt for at levere det.

Børnene gik som alle andre Landsbybørn i Træsko; men til Konfirmationen fik de Støvler af Bedstemoderen paa Skjern.

Børnene var altid holdt rene og pæne. Nabokonen Else Marie lærte af Bedstemoder at vaske fin Vask. Men meget Tøj havde de ikke at skifte med. Moster Johanne fortæller saaledes, hvor

dan hun og den mindre Broder Thorvald løb til Taanum med en ren Skjorte til Broderen, Christen, som tjente der. Han skif

tede saa ude paa Marken, og de fik den snavsede Skjorte med hjem.

Hvor meget der saas op til Bedstemoderen paa Skjern, frem- gaar af følgende Træk, som Moster Johanne ogsaa har fortalt.

Hun havde en Dag, da hun vel har været en halv Snes Aar, revet sin Haand slemt. Den blev meget betændt, og Moderen vidste da ikke bedre Raad end at gaa med hende de ca. to Mil til Skjern. Bedstemoderen, der da ogsaa straks lagde alt andet Arbejde tilside, fik lavet et Urteafkog og lagt Omslag paa Haan

den, hvorpaa Johanne blev anbragt paa Sofaen, hvor hun sov til Kl. ca. 4 om Eftermiddagen. Senere kom hun op og ud i Haven, hvor hun saa Onkel Martin, som var der paa Besøg sammen med sin Forlovede. Denne havde ondt af det for Johanne og sagde: „Stakkels lille Pige!“ Haanden var dog alle

rede da bedre, og næste Dag var den næsten kommet sig helt.

For Børnene maa det have væ

ret en stor Oplevelse at komme til Skjern. Moder som den ældste kom der maaske mest, somme

tider i flere Dage i Ferierne, hvor hun legede med sin Onkel Martin, som jo ikke var saa meget ældre. Hun holdt meget af sin Bedstemoder, som hun vist slægtede meget paa i Karakter, og de skrev en hel Del sammen.

Moder fik Bedstemoderens Rok, og paa den har hun spundet meget Uld til Strømper og andet til sine 5 Børn.

Moder var hjemme, til hun var 16 Aar, og har saaledes kunnet være til Hjælp med de smaa,

hvoraf de mindste, Johanne og Fru Marie Borch med Datteren Erhardine.

Thorvald, var 10 og 11 Aar yngre. Da var Frederik og Christen allerede ude at tjene. Efterhaanden kom de jo saa alle fra Hjem

met med Undtagelse af Viggo, der døde af Tuberkulose (“Ben

edder” i Armen) som tyveaarig, efter at han en Tid havde været Landpost. I 90’erne var alle fem Børn gift. De tre Sønner boede i Over Fussing som Husmænd og Skovarbejdere paa Fussingø, Moder i Gjandrup (Aalum Sogn), hvor Fader var Boelsmand og Høker, og Johanne i Asferg pr. Faarup.

Saa har det vel været lidt lettere for Forældrene, da Børnene nu ogsaa kunde hjælpe dem lidt, vel mest med Naturalier. Moster Johanne skriver: „Fader og Moder havde det roligt og godt, da de blev alene; nu havde de ingen økonomiske Sorger. Det var ogsaa drøjt, da vi var saa mange.“ I de senere Aar hjalp Bedste

faders Brødre ham en Del, især var Onkel Martin meget trofast og hjælpsom. Ogsaa Børnene tænkte han paa, og jeg husker fra min Barndom, med hvilken Glæde og Forventning vi gik til Stationen og hentede den aarlige Julepakke med Tøj og Kolo

nialvarer fra København. Men smaat var og blev det alle Dage for Erhard og Marie Borch. En Arv paa 4000 Kr., en ellers ret anselig Sum i de Tider, smuldrede snart bort. — „Naar Krybben er tom, bides Hestene/4 siger Ordsproget. Og naar der til den tomme Krybbe kom et uligevægtigt Sind og Tilbøjelighed til Bitterhed — fra hans Side mod Familien, som han syntes reg

nede ham for „Familiens sorte Faar“, — og for hendes Vedkom- vende vel ofte mod Manden, som saa daarligt formaaede at sørge for Familien, — ja, saa kunde der let opstaa Rivninger og Storme, saa Børnene ikke fik lutter lyse Minder fra Barndoms

hjemmet. De frygtede Faderen, da Opfarenhed og Hidsighed til Tider kunde tage Herredømmet fra ham, saa baade de og Mode

ren maatte flygte ud af Huset fra ham.

Ellers var Bedstefader paa mange Maader velbegavet og legem

ligt godt udrustet. Han havde et godt Haandelag til at bruge Redskaber som f. Eks. Sav og Økse. Han var noget af en Sports

mand og regnede ikke at spadsere til Randers, Skjern eller de 4 Mil til Viborg og hjem igen samme Dag. Fussing Sø holdt han meget af. Her svømmede han om Sommeren, vistnok flere Gange tværs over den og tilbage igen, en ret god Præstation i de Tider, da Svømning ikke var saa „moderne44 som nu. Ved et Kæntringsuheld under Fiskeri i Søen svømmede han engang til

Land med baade Tøj og Træskostøvler paa. Om Vinteren løb han paa Skøjter, hvad han ogsaa var en Mester i.

Han blev da heller ikke regnet for en almindelig, fattig Hus

mand. De blev kaldt Borch og Madam Borch. Det var vist kun faa, som blev dus med Bedstefader. Han forstod at holde Folk paa Afstand. „I hvilken Grøft har vi to drukket dus?“ sagde han iflg. Mor til en Mand, der sagde du til ham.

Vi Børnebørn fra Gjandrup regnede det for en stor Oplevelse at faa Lov at komme med paa Besøg i Overfussing, især i Bær

tiden, naar vi kunde plukke Ribs, Stikkelsbær, Moreller, ja, selv Jordbær, som vi ellers ikke kendte, i den ret store og veldyrkede Have. Fra Haven fik Bedstefader vist ogsaa en lille Indtægt ved Bærsalg. Saa trakterede Bedstemoder, der huskes som en lille, spinkel Kone, som for det meste sad ved Kakkelovnen og var

mede sig, os med Kaffe, Købefranskbrød og Knapost, som og

saa var ukendt derhjemme, saa vi syntes, det var en Herreret.

Ellers sagde Bedstefader ikke ret meget til Børnene, i hvert Fald de smaa, og Bedstemoder havde nok heller ikke meget Greb paa at behandle Børn. De trættede og irriterede hende let. Men da var hun jo ogsaa gammel.

Efter min Faders Død i 1901 flyttede Moder med os til Over

fussing, hvor vi boede i et lille, rødt Hus ved Enden af Dammen.

Jeg husker fra den Tid Bedstefader som en rank, tynd Mand med Fuldskæg. Bedstemoder var en sirlig og lille, gammel Dame med hvid Kappe paa Hovedet, som ofte kom trippende hen til Moder for at søge Trøst eller Hjælp i et eller andet. — Oftest maatte jeg da ledsage hende forbi Dammen, da hun var meget bange for de hvæsende Gæs, som jeg saa holdt paa Afstand med en Stok.

Bedstefader satte megen Pris paa Fader og forærede ham gen

nem Aarene forskellige Ting til hans Fødselsdag saasom en Signet til Laksegl — som Broder Erhard nu har —, Bøsse med Krudthorn m. m. Det var ikke helt almindeligt, at vi kaldte dem Bedstefar og Bedstemor; Faders Moder kaldte vi Beistemoue.

Bedstefader var gerne glad, naar han kom over til os i Gjan

drup. Der vankede vistnok ved en saadan Lejlighed Kaffepun

cher (som Tidens Skik var), og det var formodentlig en af de faa Adspredelser i den daglige, graa Tilværelse. Der blev da ogsaa sunget Viser (Drikkeviser?).

Broder Jens Viggo skriver: „Det første, jeg husker om Bedste

fader var, naar han kom og hjalp Fader med Høsten. Han havde altid en Lædertaske i en Rem over Skulderen og ofte en Kurv over Armen. Han rumsterede altid lidt i vor stenpikkede For

stue, og saa vidste vi, at det var Bedstefader, for vi var ikke vant til, at nogen ikke straks kom ind.

Taske eller Kurv indeholdt gerne Bærfrugt fra hans Have eller Ærter, som han altid havde rigeligt af og gerne gav. Æbler eller Pærer var der ingen af i hans Have, men derimod Blomster, ogsaa i massevis og mangeartede. Dem fik vi ligeledes store Buketter af til vore Naboers udelte Beundring, da saadanne var sjældne i Bønderhaverne. Vi fik ogsaa store Stykker af Pølser, Franskbrød og Ost, der var bleven for tørt for Bedstefader og Bedstemoder. Det spiste vi Børn med god Appetit; især Fransk

brødet smagte os godt, da vi udenfor Højtiderne kun fik Rug

sigtebrød.

Og at Bedstefader var glad for at komme og hjælpe Fader med Arbejdet, gav sig Udslag i, at han snakkede og lo. Og Middags

maden spiste han med god Appetit, især naar han kunde faa Kødsuppe, for det var yderst sjældent, saadanne Retter kom paa Bedstemoders Bord. — Sukkergodter og andre Slikkerier kan jeg ikke mindes, at han er kommet med til os; men vi var dog meget glade for ham, og tillidsfulde overfor ham var vi ogsaa.

Men jeg kan ikke huske, at han nogensinde har kærtegnet os.

Og dog tror jeg, at han elskede os, sin ældste Datters smaa Børn, for jeg kan huske, at han ofte bøjede sig ned og saa paa os med milde, kærlige Øjne. Men jeg kan ikke huske, hvad han sagde til os.“

I de senere Aar tog Bedstefader sig ikke noget videre for. Han saaede dog Korn for Bønderne om Foraaret, hvad han var god til, og om Høsten hjalp han med at forke Korn. Moster Johan

nes ældste Søn, Viggo, var nogle Aar som lille Dreng hos Bedsteforældrene og har gode Minder fra den Tid.

Da Bedstefader døde den 19. Februar 1906, 711/? Aar gammel, flyttede Datteren Johanne, som da ligesom min Moder var blevet Enke, med de to mindre Børn, Marie og Anders, hjem til Moderen og var nu hos hende, til hun døde den 18. Novem

ber 1909, 81 Aar gammel.

Toften blev da delt mellem de to Søstre. Min Moder byggede et nyt lille Hus paa den øverste Del, og her boede hun med en

kortere Afbrydelse, da hun var hos Børnene paa Sjælland, til sin Død i 1925. Moster Johanne blev boende i det gamle Hus til 1939. Nu er Huset nedbrudt, og det hele er paa fremmede Hænder. Morbroder Frederik og Sønnen, Karetmager Lauritz Borch, er nu de eneste af Slægten Borch, som er tilbage i Over Fussing.

Det var ikke nogen stor eller straalende Kariere, det første Skud paa Skjern-Borchernes Stamme gjorde. Menneskeligt set kunde man vel ofte synes, at hans Liv var forfejlet, og det er forstaaeligt, at Moderen sørgede meget over sin „meget smukke Søn“s Skæbne, og at Faderen ved den fik et Knæk, som han aldrig forvandt.

Og dog lykkedes det Erhard og Marie Borch at opfostre de seks Børn til stræbsomme og hæderlige Mennesker, og selv levede de da ogsaa et ikke helt fattigt Liv. Bedstefader var poli

tisk interesseret, konservativ og kongetro (holdt „Amtsavisen").

De havde vel ikke selv mange Bøger, men laante saa gode Bøger i Randers og fra Præstens Bibliotek i Bjerregrav. Moster Johanne skriver: „Moder havde en god Prædikenbog; den læste hun

In document SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK (Sider 69-79)