til brugen og omgangen med sig selv i internettets arena. Der eksisterer herigennem en kollektiv be-skrivelse af, at internettets udsigelse bør iagttages som normativt til det subjekt, for hvem det søger at repræsentere. Dette adskiller sig imidlertid fra den tidligere karakteristik af, at subjektet i sig selv be-stemmer værdien af de digitale erfaringer. Samtidig erfares det, hvordan den udsigelse - som digitale identiteter beror på - er flydende og foranderlig, idet de forskelige subjektspositioner, som udstikkes digitalt, kan sammenholdes på kryds og tværs uden noget fast forankringspunkt.
Digitale identiteter iagttages at oscillere i et krydsfelt mellem i) at have et værdigrundlag bundet på subjektets egen accept af spejlingen, ii) forventes gennem GDPR at være repræsentativt til dets sub-jekt, og iii) at være konstant foranderligt i sine udsigelser. Denne hybride oscillering kan imidlertid beskrives som konsekvens af, at der til internettets udsigelseskraft konstant kan overvejes,
B: […] Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at jeg synes det er fint, at du ved det her om mig, altså jeg stoler på dig, og det her er et projekt – men altså jeg tænker, at der kan jo sidde alle mulige klamme mennesker, og gøre det same – også finde alle mulige informationer--- (Bilag 3),
D: Nej det er rigtigt… jeg tror, at det er fordi, at vi har været længere tid til stede på nettet. Det er ligesom om, at vores forældre og bedsteforældre er kommet på efter os…
O: Så vi er de ældste i flokken? Fordi vi har dummet os nok online?
D: Lige præcis (Bilag 5).
Denne leg, som D knytter til sin tidligere omgang med internettet, repræsenterer digitale platformes udformning og design. Når denne internettets udsigelse ingen fast forankringspunkt har, så tillader det samtidig også en leg. Eksempelvis kan denne leg yderligere iagttages gennem kunstneren Amalia Ulmand, der i værket Excellences & Perfections problematiserer internettets identitetsproduktion.
Ved at opstille narrativer og forskellige personligheder online fremvises det, hvordan det digitale nødvendigvis ikke altid har relation til det subjekt, som datasubjektet udspringer fra (Ruigrok, 2018).
På en og samme tid ligner Amalia Ulmands datasubjekt en genspejling af hende som subjekt, men samtidig bliver det en præmis for værket, at denne genspejling konstant er en distance fra subjektet i sig selv.
Når vi inden for den seneste årrække er blevet mødt med iagttagelser af, hvordan platforme bruger dataens genspejling til at tilpasse produkterne, og således varerliggører subjekters digitale handlinger, så iagttages dette som en distinktion til legen. Det fremtvinger nye spørgsmål om, hvorvidt det gen-spejlende datasubjekt skal anskues som en reel repræsentation eller snarere en leg med identitetspro-duktionen. Denne distinktion mellem leg og repræsentation iagttages heraf som en synliggørelse af den manglende vished om arenaens grundlag: Hvordan skal vi se os selv leve i ukendt terræn? I dette henseende drager D’s erfaring af, ”det er fordi, at vi har været længere tid til stede på nettet”, rette-snoren mod at legen også er blevet til et spørgsmål om repræsentation, i kraft af dataens forsøg på at føde et personspecifikt datasubjekt. Denne iagttagelse fremkommer endvidere i samtalen med C, hvor
C: […] Men det er også det der med, i virkelighed er det ligesom den her Corona-krise, det er fordi at vi er den første generation, som skal gøre det. Så vi skal ligesom famle os selv i blinde. Hvad er The Golden Solution her? Og det er der ikke rigtig nogle, der har regnet ud ---, plus arbejdsgiverne, dine venner – alle mennesker – de aner ikke selv, hvad de gerne vil have… […] På en eller anden måde – uanset hvor surre-alistisk det end lyder – så er vi jo nu, os der er i 20’erne – jeg ved ikke engang, hvad vi hedder. Vi hedder sikkert et eller andet---,
O: Generation Z, tror jeg…
C: Vi er på en eller anden måde nu blevet de mest erfarne overhoved på internettet, som betyder at det er ikke længere vores forældre eller vores bedste forældre, som man skal spørge om råd. Nu er det os. Og når vores mormor og morfar kommer, så er det os de spørger. Men det er vores yngre – dem som er yngre end os lige nu, jeg har en kusine på 13, og en fætter på 6, altså de bruger deres iPad hurtigere end jeg gør – og det er vitterligt sådan, at min fætter på 6 år, han har vitterlige siden han var 1,5 kunne taste koden til iPad’en, og jeg er sådan 1) du kan huske koden, 2) du kan ramme ting, 3) de kan få de to dele af hjerne til at forbinde […] (Bilag 4).
Der knyttes an til, hvordan erfaringen med digital tilstedeværelse fremtræder som centralt for at kun-ne forsøge at skabe vished om datasubjektiviteten. Væsentligt bliver, at denkun-ne erfaring og forståelse ophobes simultant med brugen af internettet, ergo kan det ikke aflæres. Mens internettet gennem iagttagelserne kan kategoriseres som rhizomatisk og konstant foranderligt, så iagttages det samtidig, hvordan denne flydende forståelseshorisont fremtvinger konstante nye genforhandlinger af datasub-jektets udsigelseskraft. Arenaen, i sin foranderlighed, og det legende subjekt opstiller derigennem ikke faste reglementer og organiseringer, men i stedet iagttages det, at onlineplatformene inviterer til omskiftelighed i subjektets af sig selv. Foranderligheden og pluraliteten synes at accelerere. Den genspejling, som datasubjekter repræsenterer, stiller sig konstant til rådig for nye genforhandlinger af udsigelseskraften. Samtidig iagttages det, hvordan subjektets ledelse af sin digitale tilstedeværelse bliver iboende til erfaringen, hvorfor den ikke kan læres fra sig. I stedet knyttes der an til den per-sonlige erfaring som grundlaget for læringen og opførslen. At formå at kunne agere og oscillere i den hybride digitale arena, det gør således fordring på en praktisk erfaring.
Samtidig knytter denne iagttagelse an til Zuboffs beskrivelse af, at vi partout ikke går imod digitale platforme, simpelthen fordi de opfylder vores behov, og fordi vi har opbygget en verden på baggrund af de tilbud, som digitale platforme tilbyder os (Zuboff, 2019: 402). Legen har indgroet sig i vores udfoldelse af os selv, hvilket bevirker subjektets retning mod et LuO, netop fordi datasubjektets gen-beskrivelse ikke synes at have faste organiseringsformer. Digitalt bliver omskifteligheden katalysator for, at subjektet ikke blot organiseres, men konstant kan genforhandle sig selv uden for organiserin-gens lænker. Vi har ikke længere indre organer, hvis regelstyring fortæller os, hvordan vi skal bruge vores subjekt gennem internettet, men i stedet må vi konstant genforhandling disse med brug af vores fantasi og praksis erfaring.
AT VÆRE MERE OG FLERE
Denne forståelse af datasubjektets eksistensvilkår ansporer blikket på subjektivitetstitlen influencer5. Alene det, at der er opbygges brancher på baggrund af subjektets opførsel af sig selv gennem digitale medier, iagttages som symptom på et legende og genforhandlende subjektivitetsgrundlag. Datasub-jektet - som en influencer - fremtvinger en forståelse for, hvordan subDatasub-jektets opførsel af sig selv er blevet marketing. Dette giver blik for, hvordan markedsliggørelsen af digitale subjektspositioner i sig selv opstiller en normativ matrice for subjektets digitale ledelse af sig selv. Når subjektet i digitale arenaer har mulighed for konstant at genopstille og redefinere sig selv, så bliver det afgørende at ”det falske ikke er en fejl eller noget konfust, men derimod en magt, som gør det sande uafgørbart” (De-leuze, 2006 [1990]: 82). Den manglende organisering, som internettets arena repræsenterer, umulig-gør derigennem samtidig, at vi konkret kan adskille det reelle fra det, som ikke er. Hvem er det rigtige subjekt uden for internettets influencerpositionering? Og hvilken grænse eksisterer der mellem disse to subjektspositioner? Findes subjektet uden for influencerpositionenringen? Det marketingssubjekt, der genopstiller nye udsigelse for sig selv på det digitale marked, tvinger os til konstant at stille nye spørgsmål til os selv og andre – for hvem er de? Nærværende iagttagelse adskiller sig herigennem fra logikken om subjektsrepræsentation, som GDPR synes at indstifte. Mens digitale subjekter på en og samme tid forventes at repræsentere det subjekt, som det søger at spejle, så fremtvinger nye be-grebsliggørelse, som influencer, en iagttagelse af en bestemt form for performativitet inden for dette digitale subjekt, en performativ ledelsesstrategi som er rodfæstet i leg og markedsliggørelse.
Når arenaen iagttages flydende og uforståelig samtidig med et performativt datasubjekt, bliver det væsentligt, at det etablerede datasubjekt fremstår som en produktiv kreativ kraft (Brians, 2011: 122).
Subjektets digitale fødsler kan derigennem anskues ved Deleuzes subjektivitet, hvor det afgørende bliver forfølgelsen af nye eksistensmuligheder. Væsentligt for subjektiviteten bliver ikke, hvem du er, snarere bliver det en subjektivitet, som spørger: Hvem vil du gerne være? I dette blik fremtræder det, at datasubjektiviteten besidder en indre iboende kraft til at spørge subjektet: Hvilken bliven-x vil du være? I kraft af LuO, som en præmis for datasubjektets udsigelseshorisont, så tillader digitaliseringen konstant nye genforhandlinger af, hvilket subjektet man er på vej til at blive, og ikke mindst subjek-tets historiske tilblivelses proces. Det iagttages herigennem som karakteristisk for datasubjektet, at der eksisterer muligheden for konstant at genopfinde sig selv. Denne iagttagelse kommer konkret til syne i samtalen med C, hvor lillesøstens performance af sig selv erfares,
5 Influencere som en fællesbetegnelse for individer, hvis levegrundlag består i at influere andre via digitale platforme.
Influencere er derigennem personliggjort marketing, hvor enkeltindivider laver reklame via deres egen digitale platfor-me. Marketingteknikken henvender sig derigennem direkte til den enkelte influencers netværk at følgere mv.
(Martine-C: […] Du sagde, at du havde brugt meget til på at stalke min lillesøster på Instagram? […] Var der noget, som du har lagt mærke til, da du stalket hende som var underligt? Eller tænkte du: hun går i 3.g?
O: Hmm… Nej ikke rigtig umiddelbart… Men jeg forholdt mig heller ikke til hende – jeg gik jo kun efter billeder af dig… det var rent selektivt…
C: Jeg tror, at grunden til at jeg spørger, det er fordi – det som man kan sige, at Instagram ikke viser, det er, at hun i virkeligheden ligger hjemme hos mine forældre, og hun er meget meget sygt med en depression.
Hun kan slet ikke stå op om morgenen. Hun får så meget medicin for bare at åbne øjnene. Men jeg ved samtidig, at hun har brugt sin Instagram til, at det stadig skal se ud som om, at når hun går tilbage i den rolle om 2-3 år, at det så stadig ligner, at hun har haft en form for social kontakt. For det har hun i virkeligheden ikke (Bilag 4).
Der iagttages, hvordan lillesøsterens fremstilling af sig selv afgøres af strategiske overvejelser om, hvilket liv der projiceres, og hvordan livet synes levet. Lillesøsteren, som eksempel, fremtvinger en erfaring af, hvordan livet bevidst kan leves gennem internettet med et mål om at kunne kigge tilbage på sit liv på en bestemt måde og med et bestemt defineret minde. Digitale arenaer bliver ikke blot et mulighedsrum for at repræsentere subjektet, men skaber samtidig eskapistiske og forskydende mulig-heder. Det er således i kraft heraf at den bliven-x, som synes iboende for datasubjektets karakter, ved-bliver at være en positivitet gennem dens potentialisering af subjektivitetsudtrykket. C’s lillesøster opstiller således bevidst et datasubjekt, hvis blivende fremstår som udtryk for den indre potentialitet i livet, som forventes være genspejlende senere hen. Med dette eksempel iagttager jeg en erfaring af digitaliserede normer, hvorved der eksisterer krav om konstante selvopfindelser og -opretholdelse til sit datasubjekt. Med denne iagttagelse spørger jeg til: Hvordan det bliver muligt ikke at være digital forankret i en digital verden? Hvilket sætter distinktionen mellem leg og alvor på spidsen, idet denne erfaring samtidig forholder sig til, hvilken status det digitale datasubjekt bør tilskrives. Hvis online-eksistensen virker gennem genopfindelsen af sig selv, bliver et centralt spørgsmål, om vi med GDPR lader digitale subjekter være noget, de ikke er?
* * *
Det fremkommer, at trods GDPRs forsøg på at skabe klarhed digitalt ved at opstille forventninger om repræsentation mellem subjektet og dets digitale pendant, så synes denne distinktion mellem rigtig og forkert at være en mangelfuld forklaringstypologi til datasubjektet. I stedet iagttages det, hvordan
datasubjekter fremtvinger nye genforhandlinger af, hvordan repræsentation af subjektivitet i første omgang bør forstås. Når digitale arenaer herigennem fremtræder rhizomatiske og flydende, stiller det krav til en subjektivitet, der konstant må forholde sig til sig selv. Dette leder blikket tilbage på en forklaringstypologi, hvorved digitale subjekters værdi afgøres af subjektets egen accept af dens repræsentation.
Som medie til selvfremstilling giver digitale arenaer mulighed for strategiske overvejelser om-kring dets tilstedeværelse. Med evnen til at filtrere og selektivt skabe fortællinger om dette og hint datasubjekt bliver det væsentlig ikke at forvente komplet lighed. I stedet bliver spørgsmålet i højere grad, hvordan etableringen af personspecifikke fortællinger, giver indsigt i subjektet bag. Nærværen-de afsnit ansporer, hvordan fokus i højere grad bør være på, hvorfor Nærværen-denne positionering positioneres, fremfor positioneringens udsigelse.
Når enkelte digitale handlinger ikke kan anskues som havende en specifik udsigelsesposition, men i stedet besidder evnen til at kunne sammensættes på kryds og tværs, afgøres de i stedet af øjnene der ser, hvilket fremkommer i D’s beskrivelser,
D: Jamen øh… både og… nu er jeg typen, som elsker Instagram, og bruger måske lidt for meget tid på det. Jeg kan rigtig godt lide at sidde og se, hvordan folk---, hvad folk poster og laver de ligger op… Jeg ved godt, at det er den bedste side, som folk gerne vil fremstille… så jeg synes bare, at det er sjovt at følge med, og jeg synes egentlig, at det giver et blik af nogle personer, som ja… jeg synes det er interessant, hvordan folk gerne vil fremstille sig, så på den måde synes jeg, at det er meget sjovt. Men jeg tror bare, at jeg glemmer, at folk selvfølgelig---, at jeg jo selvfølgelig ikke er den eneste, der gør det. Men at andre også kan gøre det mod mig […] altså privatpersoner er mere interessante at gå ind og kigge på – end influencers, som ligesom lever af det.
O: Hvorfor det? Kan du sætte nogle flere ord på hvorfor?
D: Jamen på en eller anden måde, så synes jeg, at det er mere personligt, det som foregår på privatperso-ners Instagram… de føles---, jeg synes faktisk, at de føles mindre poleret… end influencers… selvom der selvfølgelig er rigtig mange influencers, som begynder at sige, hvordan at de egentlig har det, for ligesom at italesætte, at alting selvfølgelig ikke er perfekt på overfladen. Men at det kun er forsiden… men jeg tror også bare, at det er nogle andre personligheder, og det virker bare mere ægte på en måde (Bilag 5)…
FOR HVEM ER JEG?
Når dataspor - som digitale handlingskonsekvenser - fremtræder rhizomatiske i deres udsigelsesho-risont, søger nærværende kapitel at give blik for subjektspositionernes positionering. Som iagttaget eksisterer der for datasubjektet et indre mulighedsrum for at præsentere en ny blivende karakteristik af det subjekt, for hvem datasubjektet forsøger at repræsentere. Kapitlet spørger først og fremmest til, hvad det gør for denne positionering, at alle potentielt kan lure med som følge af, at datasubjektets ud-sigelse ikke synes at have fastforankret organiseringsformer. Ærindet bliver at kvalificere det særlige ved digitale positioneringer, når beskuerens identitet stiller flere spørgsmål end svar. Jeg spørger til, hvad genforhandlingerne af positionernes positionering gør for den udsigelse, med hvilket at subjek-tet synes at opføre sig selv som et datasubjekt.
Dernæst griber jeg, i følgende kapitel fat i, hvorvidt det er muligt at eksistere ikke-digitalt. Med den selvkategorisering af en given subjektivitet, som datasubjektet fremskriver, bliver fokus for ana-lysen, hvordan ejerskabet af digitale identiteter bliver udkrystalliseret. Min analytiske undren bliver, hvad det gør for datasubjektets særlige eksistens, at ingen har monopol til deskriptivt at knytte an til bestemte navne. Kapitlet indskriver sig herigennem i forlængelse af tidligere analytik ved yderligere at søge at udfolde konsekvenserne af LuO i datasubjektet. Herfor fremtræder et paradoks ved, at der på den ene side eksisterer en logik om konstant at skabe digitale datasubjekter, men samtidig eksiste-rer politiske krav om kontrol og ejerskab.