pulsen” for politikeren. Selvom grupperne måske er ”useriøse” eller ”overfladiske”, så er de ofte et udtryk for virkelige politiske kontroverser blandt borgere, og denne bekymring kan den folkevalgte så vælge at lade sig forbinde med.
Hvis tendensen for online-forbindelser mellem politikere og borgere vil fortsætte sin vækst, kan det siges at være en gevinst for det repræsentative demokratis legitimitet. Men det sætter naturligvis en dæmper på begejstringen, hvis politikerne ikke har den tid til rådighed, der er nødvendig for at passe en profil i netværkene. En sidste ting, som skal undersøges, er netop indholdet af politiker/ven kontakten. Det har nemlig vist sig, at der konstrueres nogle nye sociotekniske former, hvor politik og leg forbindes. Og det lader til, at der er flere af politikerne, der giver sig tid til leg.
kommunikere politik på Facebook, både gennem blogs, video og RSS men også gennem lege-applikationer med politisk indhold, så er prioriteres dette ikke altid først. Formidling via RSS og blogs indeholder ofte en blanding af noget underholdene og politik. Det sås blandt andet i Anders Fogh Rasmussens RSS-post ”Vild med fodbold” som formidler to ting på en gang - nemlig 1. hans interesse i EM og 2. EU-topmødets forløb, som var meget præget af EM. I Lene Espersens wall-post til hendes venner skrev hun om sin nye page: ”hvor i kan læse mere om mine interesser, favoritbøger, m.v.”. Hun reklamerer her ikke for, at man kan læse om hendes politik, men for at man kan få mere information om hendes personlige interesser.
De mange forbindelser mellem politik og underholdning på politikernes profiler, koblet med en masse information om politikerne som personer, lægger op til, at Facebook for politikerne bliver et sted for image-pleje, hvor logikken er ’hvis du kan li mig som person, stemmer du måske på mig’. Dette fokus på at pleje og på at kontrollere det indtryk, man giver sit ”publikum”, har mikrosociologen Erwing Goffman kaldt impression management.
Goffman taler i denne sammenhæng om, at aktøren for sit publikum kan afsløre et back-stage view, som i mange tilfælde kan give et indtryk af troværdighed (Goffman, 1959: 208-212).
Kombinationen af underholdning og impression management på Facebook har nogle ligheder med det, man i amerikansk politik kalder politainment. Begrebet bruges til at beskrive, hvordan medierne eksempelvis gør en politisk nyhed underholdene ved at sætte et fokus på noget morsomt eller sensationelt frem for på den politiske substans. På Facebook er det dog politikerne og borgerne selv, som bidrager med underholdningen.
Hvis vi igen vender os mod Walter Lippmann og hans skepsis overfor demokratisk repræsentation, så er der sådan set ikke noget mærkeligt i at politikerne og borgerne ikke diskuterer politik i ét væk. Borgerne har ifølge Lippmann nemlig ikke en chance for at sætte sig ind i alle politiske sager (Lippmann, 1993: 5 og 29). Og så længe der ikke er noget, der går helt galt i den offentlige administration - hvorfor så beskæftige sig med det? En opposition, der ikke er i totalt oprør, forandrer ikke noget (Lippmann, 1993: 112). Skal vi følge dette lidt kyniske blik på demokratisk repræsentation, og hvis vi vel og mærke ikke tillægger os det habermasianske normative ideal om et kommunikativt demokrati (Eriksen og Weigård, 2003: 293-337), gør det så noget, at politiske kontroverser og enkeltsager bliver blandet med underholdning og dermed flyttes væk fra en strengt alvorstungt fokus? Hvis faktum er, at de fleste borgere - hvoraf en 500.000 danskere har en Facebook-profil – grundlæggende ikke har den store interesse i det, der til dagligt foregår på Christiansborg, er det så mærkeligt, at politikerne tager andre og skrappere metoder i brug? Lippmann beskriver på følgende vis borgerens forhold til demokratiet:
”when the private man has lived through the romantic age in politics and is no longer moved by the stale echoes of its hot cries, when he is sober and unimpressed, his own part in public affairs appears to him a pretentious thing, a second rate, an inconsequential. You cannot move him with a good straight talk about service and civic duty, nor by waving a flag in his face, nor by sending a boy scout after him to make him vote.” (Lippmann, 1993: 5)
Men måske viser det sig, at man i det mindste kan få en smule opmærksomhed fra borgeren, hvis man bliver ven med ham på Facebook og leger Coolest Person Contest med ham. Det lader i hvert fald til det. Om netværk, som kobler politik og underholdning på Facebook kan mobilisere politisk interesse hos borgerne, er ikke til at sige, men som Morten Østergaard bemærkede, så synes de i hvert fald, det er sjovt at lege sten-saks-papir med en folkevalgt.
Facebook og dens mange applikationer skaber nogle sociotekniske konstruktioner, hvor politikeren og dennes holdninger bliver forbundet med underholdning. Dette skaber en form for formidling af det politiske, hvor politikeren som privat person spiller en rolle, der måske er ligeså vigtig som personens holdninger til diverse politiske kontroverser i netværket.
Teknologierne, som Facebook stiller til rådighed, bliver i disse netværk afgørende for den specifikke fremstilling af det politiske budskab, som politikeren repræsenterer.
Denne analyse har fra start haft en ambition om, gennem en høj grad af empirisk nærhed, at fortælle en historie om politikeres kommunikation via en online netværksteknologi, hvis konstruktion og indhold ikke er politisk i en traditionel forstand. Gennem Bruno Latours aktør-netværksteori og Susan Leigh Star og Geoffrey C. Bowkers teori om klassifikationer har jeg forsøgt at følge de associationer, der opstår mellem mennesker og teknologier og de klassifikationer og dikotomier, som disse forbindelser konstruerer. Politikerne, som har svaret på spørgeskemaet, henviser i flere tilfælde til en række traditionelle klassifikationer for politik, hvor aktiviteterne i netværket italesættes som værende adskilt fra politik. Dog har mine observationer af politikernes aktiviteter på Facebook vist, at de mange forbindelser, som indgås med en lang række teknologier og mennesker på Facebook, skaber nogle nye sociotekniske konstruktioner for politisk emergens.