Effektiv skattekontrol

Når de enkelte medlemsstater skal udforme skatteregler, kan hensynet til en effektiv skattekontrol have stor betydning. Hensynet er jævnligt blevet fremført overfor EF-domstolen som argument for, at der sker en forskelsbehandling af sammenlignelige situationer.

Principielt har EF-domstolen anerkendt hensynet til en effektiv skattekontrol som et hensyn, der kan begrunde en forskelsbehandling af sammenlignelige situationer.⁹⁶ Alligevel viser en gennemgang af praksis, at EF-domstolen generelt ikke vil tillægge hensynet til en effektiv skattekontrol særlig vægt ved diskriminationsprøvelsen.

I praksis har EF-domstolen vurderet sammenhængen mellem hensynet til en effektiv skattekontrol i forhold til mulige alternativer. Ved vurderingen af mulige alternativer har EF-domstolen generelt ikke tillagt administrativt besvær nogen særlig betydning og har desuden ofte fundet, at hensynet til en effektiv skattekontrol i tilstrækkelig grad har været sikret ved direktivet om gensidig bistand.⁹⁷

Direktivet om gensidig bistand har ganske vist den væsentlige svaghed, at den medlemsstat, som ikke selv har mulighed for at fremskaffe oplysninger, ikke kan forpligte en anden medlemsstats skattemyndigheder til at skaffe dem. EF-domstolen er opmærksom herpå, men har ikke tillagt ind-sigelsen afgørende betydning, hvilket også fremgår af Bachmann-dommen.⁹⁸

I Bachmann-dommen blev det anført, at det ville være vanskeligt at kontrollere præmieindbetalin-ger til udenlandske forsikringsselskaber og her henviste EF-domstolen til direktivet om gensidig bistand. De belgiske skattemyndigheder havde bl.a. anført, at direktivet ikke sikrede tilstrækkelige kontrolmuligheder. EF-domstolen udtalte hertil, at der intet var til hinder for, at skattemyndigheder-ne i stedet afkrævede skatteyderen de beviser, som fandtes nødvendige, og såfremt beviserskattemyndigheder-ne ikke kunne fremlægges nægtede skatteyderen fradragsret.⁹⁹

95 Skatteretten 3, side 478

96 Skatteretten 3, side 481

97 Skatteretten 3, side 481

98 Skatteretten 3, side 481

99 Skatteretten 3, side 482

62

Selv om EF-domstolen i Bachmann-dommen tillagde hensynet til effektiv skattekontrol en vis vægt, er det væsentligt at bemærke, at kontrolhensynet ikke blev tillagt en sådan vægt, at det i sig selv kunne begrunde en forskelsbehandling af sammenlignelige situationer.¹⁰⁰

I 1997 fastslog EF-domstolen imidlertid i Futura Participations-dommen, at en medlemsstat i et vist omfang kan retfærdiggøre hindringer for den fri bevægelighed for at sikre en effektiv skattekontrol.

Futura Participations-dommen C-250/95 omhandlede det franske selskab Futura Participations SA, der havde en filial i Luxembourg. Filialen anmodede i indkomståret 1986 om overførsel af under-skud fra tidligere regnskabsår. De luxembourgske skattemyndigheder afslog anmodningen med den begrundelse, at filialen ikke overholdte betingelserne for overførsel af underskud. Betingelserne for overførsel af underskud var, at underskuddet skulle have økonomisk sammenhæng med den skatte-pligtiges indkomst i staten, og at filialen i regnskabsårene, hvor underskuddene opstod, skulle have ført regnskab efter de luxembourgske regler og have opbevaret det i Luxembourg.

For at vurdere om de luxembourgske betingelser var i overensstemmelse med fællesskabsretten, blev betingelserne vurderet hver for sig.

I forhold til den økonomiske sammenhæng, kræves det, at det overførte underskud har økonomisk sammenhæng med indkomst i beskatningslandet, således at der kun kan overføres underskud, der hidrører fra den ikke-hjemmehørende skattepligtiges virksomhed i beskatningslandet.

I henhold til luxembourgsk lov var hjemmehørende selskaber skattepligtige efter globalindkomst-princippet. Ikke-hjemmehørende selskaber beskattes efter territorialprincippet, og derfor alene af overskud og underskud, der hidrører fra deres virksomhed i Luxembourg. En sådan ordning er i overensstemmelse med det skattemæssige territorialprincip og kan ikke anses for at indebære åben-lys eller skjult forskelsbehandling i strid med traktaten.

Med den anden betingelse krævede de luxembourgske skattemyndigheder, at filialen i året med un-derskud havde ført regnskab i Luxembourg efter de på det tidspunkt gældende nationale regler.

100 Skatteretten 3, side 482

63

En sådan betingelse kan udgøre en hindring for etableringsfriheden i henhold til traktatens art. 52 (nu art. 43) for et selskab, som i medfør af traktatens art. 58 (nu art. 48) er ligestillet med en fysisk person, der er statsborger i en medlemsstat, og som ønsker at oprette en filial i en anden medlems-stat end den, hvor selskabet har hjemsted.

Betingelsen indebærer, at et sådant selskab, hvis det ønsker at have mulighed for at overføre sin filials eventuelle underskud, er nødsaget til foruden sit eget regnskab, der skal være i overens-stemmelse med de gældende skatteregler i den medlemsstat, hvor selskabet har hjemsted at føre et særskilt regnskab for filialens virksomhed efter de gældende skatteregler i den stat, hvor filialen er etableret. Regnskabet skal endvidere opbevares på det sted, hvor filialen er etableret, og ikke på selskabets hjemsted.

I den foreliggende sag har den luxembourgske regering gjort gældende, at en national foranstaltning som den anden betingelse er, er nødvendig for, at en medlemsstats skattemyndigheder kan kontrol-lere den indkomst, der skal beskattes i medlemsstaten.

Kommissionen har, jf. præmis 30, den opfattelse, at selvom formålet med den anden betingelse er lovlig, så er betingelsen ikke nødvendig for formålet. Idet myndighederne har mulighed for at be-nytte det allerede udarbejdede regnskab, som der føres for filialen på dennes hjemsted.

EF-domstolen fastslog dog, jf. præmis 31, at hindringen kunne retfærdiggøres, da en medlemsstat gerne må træffe foranstaltninger, der gør det muligt med klarhed og præcision at kontrollere både den indkomst, der er skattepligtig, men også underskud der kan fremføres i medlemsstaten, hvilket i denne sag kunne gøres ved at stille krav om et regnskab udarbejdet efter reglerne i landet, hvor filia-len ligger.

EF-domstolens efterfølgende praksis har vist, at hensynet til en effektiv skattekontrol sjældent har retfærdiggjort en hindring.¹⁰¹

101 Skatteretten 3, side 483

64