Følgende diskussion tager afsæt i det empiriske grundlag: Nordic fathers’ willingness to participate during pregnancy og Fædre og sundhedsvæsenet samt Axel Honneths anerkendelsesteori. Da vi i tidligere analyse har sammenholdt det empiriske grundlag og anerkendelsesteorien, tager følgende diskussion udgangspunkt i at diskutere anerkendelsesteoriens muligheder for at optimere faderens inddragelse. Her diskuteres teoriens forudsætninger og begrænsninger. Afslutningvis forekommer der kritik af egen metode.
Som fremstillet i vores analyseafsnit vurderede vi, at jordemoderen har en afgørende rolle for, hvorvidt faderen føler sig inddraget eller ekskluderet. Afgørende for faderens oplevelse af sin deltagelse er jordemoderens anerkendelse af ham som en vigtig deltager samt positiv bidrager. Når vi i analyseafsnittet vurderer, at fædrenes oplevelser kan ses som en moralsk krænkelse, antager vi ikke, at dette er en bevidst handling. Idet Axel Honneth definerer moralske krænkelser som forholdt eller nægtet anerkendelse, mener vi, at det kan ske ubevidst i mødet mellem jordemoderen og faderen, og at dette oftest er tilfældet i praksis.
Dermed mener vi, at det fra jordemoderens side ikke nødvendigvis er intenderet, at hun krænker faderen moralsk ved ikke at henvende sig til ham eller inddrage ham som en vigtig deltager i graviditeten.
Skal jordemoderen gennem anerkendelse optimere faderens inddragelse, må det kræve, at hun er bevidst om, i hvilken grad hun udviser anerkendelse. Dette medfører krav til jordemoderens selvindsigt samt selvrefleksion. Vi forestiller os, at hvis jordemoderen f.eks.
bliver bevidst om sin manglende tiltale af faderen, kan det medføre, at hun fremadrettet benytter tiltaleformen “I”. Denne bevidsthed vil da medføre, at jordemoderen anerkender faderen frem for at krænke ham moralsk.
For at jordemoderen kan anerkende faderens positive bidrag til fællesskabet, fandt vi i analyseafsnittet, at hun skulle tiltale faderen og invitere ham ind i samtalen på en sådan måde, at hans perspektiver, ønsker og behov kom til syne. Hun får herved kendskab til faderens behov, og vi overvejer om disse kan være afgørende for faderens inddragelse.
Eksempelvis kunne vi forestille os, at jordemoderens kendskab til fædrenes ønske om praktiske råd og faktuel information kan medføre kommunikative ændringer, som optimerer
Side 31 af 39
hans inddragelse. Desuden overvejer vi, om dette kendskab kan bidrage til, at jordemoderen vil arbejde for organisatoriske ændringer. Jordemoderens anerkendelse af faderen og kendskab til hans perspektiver bliver da en forudsætning for andre tiltag eller ændringer, som kan optimere hans inddragelse.
Som ovenstående afsnit indikerer, vurderer vi at jordemoderen gennem anerkendelse af faderen kan optimere hans inddragelse under graviditeten. Man kan dog diskutere, hvorvidt Axel Honneths anerkendelsesteori alene er tilstrækkelig for at optimere faderens inddragelse. Dette med baggrund i at anvendelse af anerkendelsesteorien i sig selv f.eks.
ikke kan ændre, at fædrene efterlyser flere praktiske råd og faktuel information.
Axel Honneths anerkendelsesteori kan bidrage til, at jordemoderen kan styrke faderens selvværdsfølelse og give ham en følelse af at have betydning i fællesskabet. Men anerkendelsesteorien giver i sig selv ingen opskrift på vejen hertil og kan dermed ikke give jordemoderen konkrete redskaber til, hvordan man anerkender. Derfor kan man diskutere anerkendelsesteoriens direkte anvendelighed i praksis. Skal jordemoderen være anerkendende, for derigennem at optimere faderens inddragelse, fordrer det altså, at hun har kendskab til og er i stand til at udvise anerkendelse i praksis. I analyseafsnittet fandt vi, at en forudsætning for anerkendelse er en relation mellem faderen og jordemoderen. Med tanke på at jordemoderen skaber en relation til faderen gennem kommunikation, reflekterer vi over hvorvidt et krav om anerkendelse ligeledes stiller krav til jordemoderens kommunikative færdigheder, verbale som nonverbale. Da jordemoderens mulighed for at anerkende kræver en relation, må det siges, at hun er afhængig af faderens deltagelse samt ønske om at indgå i relationen. Jordemoderen kan derfor, trods gode intentioner, ikke optimere faderens inddragelse, uden at han ønsker det.
Organisatoriske rammer i svangreomsorgen afgør hvor, og under hvilke forhold, jordemoderen møder faderen i graviditeten. Med baggrund i at mødet kan foregå flere steder, overvejer vi, hvorvidt jordemoderens mulighed for at optimere hans inddragelse gennem anerkendelse har forskellige forudsætninger. På den ene side kan man argumentere for, at anerkendelsens muligheder er lige, idet den finder sted i relationen i fællesskabet. På den anden side overvejer vi dog, om jordemoderens mulighed for at anerkende den enkelte fader kan være afhængig af fællesskabets størrelse. Her forestiller vi os blandt andet, at der er forskel på konsultation og fødsel- og forældreforberedelse.
Fædrene beskrev i Forum for Mænds Sundhed, at de oplevede, at systemet var rettet mod kvindens behov og ikke mandens. Dette gør det relevant at diskutere, hvorvidt organisatoriske forhold og rammer kan påvirke både faderens oplevelser samt
Side 32 af 39
jordemoderens mulighed for inddragelse. Hvis jordemoderen skal optimere inddragelse af faderen – ved f.eks. at anerkende hans perspektiver, give information og inddrage ham i den udvendige undersøgelse, kræver det tid. Vi forestiller os derfor, at tidsmæssige rammer i f.eks. konsultationen kan være en barriere, der medfører en nedprioritering af faderens inddragelse.
Når vi i indledningen henviser til, at vi i nogle situationer har oplevet, at faderen inddrages, henviser vi primært til vores erfaringer fra kendt jordemoderordning, hvor vi oplever, at faderen inddrages i højere grad. Her overvejer vi, hvorvidt det er organisatoriske forskelle mellem kendt jordemoderordning og det konventionelle tilbud, der bidrager til faderens øgede inddragelse. Vi forestiller os, at kendthed og kontinuitet i kendt jordemoderordning kan skabe en stærkere relation mellem faderen og jordemoderen, og at dette kan understøtte anerkendelse og inddragelse af faderen.
Afsluttende finder vi det relevant i forbindelse med de organisatoriske forhold at medtænke den retslige sfære. Jordemoderens arbejdsmæssige rammer er til dels afhængige af samfundsbestemte strukturer, love og anbefalinger. Med tanke på dette kan det være afgørende for jordemoderens anerkendelsesmuligheder, om svangreomsorgen er opbygget, så faderens rettigheder er medtænkt og anerkendt. Vi overvejer dog, om jordemoderen selv kan have betydning for sine arbejdsmæssige rammer ved aktivt at forsøge at påvirke den retslige sfære.
Med baggrund i denne diskussion argumenterer vi for jordemoderens afgørende rolle for at optimere faderens inddragelse under graviditeten. Vi er dog bevidste om, at jordemoderens indsats ikke kan stå alene, da Axel Honneth beskriver, at de tre anerkendelsessfærer tilsammen udgør fundamentet for vores personlige integritet og det gode liv. I analysen argumenterede vi for, at jordemoderen gennem anerkendelse i den solidariske sfære kun indirekte kan påvirke privatsfæren og den retslige sfære. Vi mener derfor, at jordemoderen må være afhængig af en fælles indsats, så faderen anerkendes i alle tre sfærer for at optimere hans inddragelse, således at han ses som en vigtig deltager i graviditeten generelt.
Kritik af egen metode
Vi har benyttet os af en metode, som læner sig op ad et systematisk litteraturreview, hvor vi har fået indblik i allerede eksisterende kilder. Ved at benytte os af denne metode er vi opmærksomme på, at kilderne oprindeligt er udarbejdet til andre formål end til at besvare vores problemformulering. Axel Honneths anerkendelsesteori henvender sig f.eks. ikke direkte til fædre eller til sundhedsprofessionelle, men er en mere overordnet teori, som gør sig gældende i enhver mellemmenneskelig relation. Vi mener dog at have argumenteret for
Side 33 af 39
teoriens relevans. Som nævnt giver anerkendelsesteorien ikke jordemoderen konkrete redskaber til, hvordan hun anerkender faderen. Vi vurderer derfor, at det kunne have styrket projektet, hvis vi havde medtaget andre teorier som kunne have bidraget med redskaber og således andre perspektiver. Ligeledes overvejer vi, om inddragelse af f.eks. jordemødrenes eller kommende mødres perspektiver kunne have styrket projektet. Dette kunne f.eks. være opnået ved indsamling af egen empiri.
Vi har tidligere gjort opmærksom på, at vi i projektet arbejder ud fra en forforståelse om, at faderen ikke inddrages tilstrækkeligt i svangreomsorgen. Således hviler projektet altså på en præmis om, at alle fædre og jordemødre ønsker en optimeret inddragelse af faderen, og således er homogene grupper. Vi må erkende, at alle fædre ikke nødvendigvis har samme behov for inddragelse eller er lige engagerede og har lige meget lyst til at deltage i graviditeten. Disse fædres manglende perspektiv er således en begrænsning for vores projekt. Dette er dog en præmis, som ligger implicit i den kvalitative metode, idet der søges at sandsynliggøre, at den undersøgte population er repræsentativ for en større population, til trods for at der er fokus på individet. Vi mener også, projektet igennem at have argumenteret for relevans samt aktualitet.
Side 34 af 39