Delkonklusion

Formålet med kvoterejsen til Damak var at udvælge 150 bhutanske flygtninge til genbosætning i Danmark. Rejsen var første eksempel på strategisk genbosætning. I praksis kom det til at betyde, at ingen blev afvist, selvom bl.a. polygamt gifte blev sorteret fra før interviewet.

Integrationspotentialevurderingerne blev foretaget som normalt, men indstillingerne baseredes på gruppen som helhed og ikke den enkelte familie. ‟Strategisk genbosætning‟ blev altså brugt som en ventil, der tillod forvaltningen at se bort fra integrationspotentialekriterierne.

Den epistemologiske autoritet i forhold til den sociale divination af kvoteflygtningenes fremtidige integration ligger hos medarbejdere fra Udlændingeservice og Dansk Flygtningehjælp, der typisk er jurister. Under henvisning til forholdene i det danske samfund klassificeres flygtningene på en skala over integrationspotentiale, der først lægges helt fast på selve rejsen. Disciplin og normalisering overlejrer retsdispositivet i produktionen af ‟standardfamilien‟.

Det integrationsbegreb, der er aktivt i udvælgelsen, er sammensat. Det trækker på ontologier af Danmark og af flygtningene som disparate størrelser og på et etno-kulturelt integrationsideal, der forstår integration som det at blive identisk med ‟normaldanskeren‟. I praksis forhindrer opfattelsen af flygtningens kulturelle baggrund som problematisk dog ikke delegationen i at acceptere dem.

Effekterne af den hybride måde, hvorpå flygtningene kommer til syne i kvoteudvælgelsen, er bl.a. at det bliver ‟naturligt‟ at søge at drage omsorg for flygtningene, samtidig med at deres risikable sider søges styret. I lyset af de dispositiver der kan fremlæses i den danske udvælgelsespraksis, fremstår flygtningen som et subjekt bestående af krop og sind, der indgår i sociale relationer til andre. At blive genbosat objektiveres som en endog særdeles hård proces, der kræver mange ressourcer af den enkelte og familien, hvis den skal lykkes.

I vurderingen af integrationspotentialet inddrages såvel CV-data som fysisk og psykisk ‟sundhed‟ og

‟styrke‟, personlighed og familiens interne relationer. Udvælgelsen er altså i høj grad informeret af en

63 dagligdags anvendelse af psykologisk og social viden. Samtidig er flygtningenes ‟indstilling‟ vigtig, idet de forandringsparate og føjelige vægtes højt. Den norm om beskyttelsesbehov, flygtningen som rettighedssubjekt skal leve op til, er her trængt i baggrunden af en norm, der mest af alt minder om den, en arbejdstager til jobsamtale vurderes ud fra.

Familien som samfundsmæssigt organisationsprincip spiller en væsentlig rolle i udvælgelsen. Familier anses for at have bedre odds end enlige, da de kan støtte hinanden i genbosætningen. Som relæ for styring skal ‟kernefamilieformen‟ disciplinere flygtningene så deres integrationspotentiale kan blive indfriet. Men hensynet til familiens enhed har også den effekt, at det ikke blot er en enkelt afvist person, der må blive i lejren, men også dennes familie. Problematikken illustrerer det liberale paradoks, at forudsætningen for frihed for nogle anses for at være, at andre fratages muligheden for at vælge.

De strategiske godkendelser bekræfter, at integrationspotentialekriterierne normalt rammer de flygtninge, der har størst mén af deres flygtningetilværelse. Vi ser også i praksis, at familier indeholdende kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb og vanrøgtede børn af svage forældre, i lyset fra integrationspotentialekriterierne tager sig ud som subjekter, der ikke bør tilbydes genbosætning.

Fraværet af faglighed i diagnosticeringen af de psykiske afvigere medførte problemer for delegations udvælgelse, især i forhold til spørgsmålet om hvem der vil have glæde af opholdet i Danmark. Rejsen til Nepal illustrerer, hvordan styringsidealet afslører sin utopiske karakter i mødet med felten. Det liberale individs evne til at realisere sit potentiale på arbejdsmarkedet er dog ikke det eneste, der kan gøre en flygtning attraktiv i delegationens øjne. Det kan udsigt til forbedret livskvalitet efter genbosætningen også. Det bliver nemmere, hvis delegationen er overbevist om, at det uarbejdsdygtige individ ikke vil udbyde for store praktiske problemer efter ankomsten i Danmark.

De eneste flygtninge der blev afvist, var dem man på forhånd havde sorteret fra, fx de polygamt gifte.

Qua deres valg af familieform har disse flygtninge bragt sig i uoverensstemmelse med en juridisk-kulturel norm der stipulerer, at et ægteskab kun kan have to parter.

I mødet med en konkret flygtningesituation producerer integrationspotentialekriteriernes normalisering også i praksis en række afvigere, der ikke formodes at kunne leve op til deres krav. Når disse afvigelser truer flygtningens mulighed for at afslutte sin flygtningestatus, er det igen et eksempel på, at flygtningen som juridisk rettighedssubjekt er blevet overlejret af en dispositionel logik, der objektiverer flygtningen som afviger og dermed som sikkerhedsrisiko. Det er også et eksempel på, at modsatrettede biopolitiske strategier, kan blive en forhindring for, at flygtningenes velfærd og velstand kan sikres.

I formningen af de fremtidige kvoteflygtninge ses disse som udgangspunkt som individer, der ikke kan overskue konsekvensen af deres valg. Men samtidig bliver de konstant taget i ed i forhold til

64 genbosætningen og dens implikationer. Der foregår en intentionel bearbejdelse af flygtningens etiske selvforhold under morgenbriefinger, og i det informationsmateriale flygtningene får udleveret.

Flygtningene skal være forberedt på og ikke mindst acceptere, hvordan det vil være i Danmark. Målet for bearbejdningen er selvforvaltende individer, der praktiserer ligestilling, passer deres sprogundervisning, er aktive på arbejdsmarkedet, tager ansvar for egen integration og samtidig er realistiske i deres valg og ønsker.

De mest fremtrædende moraliteter i den danske praksis er et bestemt forhold mellem kønnene, et bestemt forhold til det gode liv, som relateret til arbejde og bestemte forhold mellem individ og familie og individ og samfund. Den etiske substans, der søges påvirket i flygtningene, er at finde i deres ‟psyke‟ (fx motivation og vilje) og deres ‟vaner‟, herunder deres opfattede kulturelle afvigelser.

Gennem individualiseringsteknikker i form af edsaflæggelse (underskrift af Erklæringen), individuelle undersøgelser og spørgsmål under interviews søges flygtningene bragt til at forstå sig selv som selvstændige individer, der fx - i forhold til familien - selv bestemmer om de vil giftes, og - i forhold til samfundet - aktivt vælger at lade sig genbosætte i Danmark og er motiverede for at tage ansvar for egen integration.

65