Relationen mellem IPS-kandidat og
6.4. Debriefing: ”At lukke op og blive tapet sammen”
Den respekt, accept og omsorg, som interviewpersonerne føler hos IPS-konsulenterne, kommer blandt andet til udtryk i måden, de taler sammen på – og i måden hvorpå de af-slutter en samtale. Interviewpersonernes erfaringer fra andre velfærdsinstitutioner omhandler mange spørgsmål, som skal besvares uden, at det bliver tydeligt hvorfor – andet end for at følge en modus tempi på computeren. I citatet nedenfor fortæller IPS-kandidaten Marie om at blive ’skåret op’, men ikke nødvendigvis ’tapet sammen’ igen:
Jeg har efterhånden også bare lært, for eksempel når sagsbehand-leren [i Jobcentret] som lige nu er en mega ung fyr, som bliver ved med at sidde og spørge: ”Jamen hvordan har du det?”. Så siger jeg: ”Jamen okay, jeg har det sådan og sådan og sådan.”
Og så får jeg egentlig nogle flugttanker. […] I forhold til når jeg snakker med en psykolog, så er det jo hele kroppen, vi har fat i, og hvordan jeg snakker. Men fordi det dér med at skulle sidde og sige de ting, det er ret voldsomt. Man bliver ikke tapet sam-men igen, og så sidder de dér og skriver ned: ”Selvmordstanker.
Super. Andet?” […] Jamen det er jo for eksempel, når man er inde til det dér, hvad kalder jeg det? [navn på kommune]-da-merne, der sidder ved det lange bord? Men det er jo nok dem, når man er til ressource… […] Ressourceforløbsdamer. Hvor der er en overlæge og en læge, de ikke er interesserede i. Og for eksempel er det, når jeg er ovre på psykiatrisk halløj og ligesom skal til at finde ud af, hvad jeg skal have hjælp til. Så spørger, spørger og spørger de. Min psykolog spørger jo også, hun stiller
KAPITEL 6 Relationen mellem IPS-kandidat og IPS-konsulent
82
nogle spørgsmål, jeg så svarer på selv. Og så bliver jeg jo tapet sammen. De andre stedet skærer mig jo op og lægger det ud, men jeg bliver ikke tapet sammen. Det, synes jeg faktisk, er pisse ubehageligt. Og nogle gange så bliver jeg så pissesur, fordi jeg tænker: ”I har jo slet ikke indsigt til..” Det er som om, at man skulle have en psykolog med, der så sagde: ”Hey hvordan var dét og dét og dét”, og dér har jeg bare lært, at dér kan jeg sige det på sådan en måde, hvor jeg bare fyrer det af, men det er på en måde uden følelser. Men jeg er jo nødt til at forklare dem det. Men der er jo ikke nogen til at samle mig, for jeg bliver jo pisseked af det, når jeg skal fortælle, hvordan jeg har det. Det jo ikke superfedt, på nogen måde.
[…]
Så jeg kan godt snakke med hende [IPS-konsulenten] om personlige ting. […] Ja, men ikke de dybe psykologiske. Sådan ligesom når nogle siger mentor og sådan noget. Og jeg har også fornemmelsen af nogle gange, at folk tænker: ”Uha”. Altså, man kommer dér med en: ”Her er jeg” altså, en kæmpe skygge af ting og problemer. Dér kan vi snakke om, hvordan jeg har det. Det kræver også nogen, der er prof og siger: ”Ja okay, men lad os lige holde os til det her”. Det er jo også fint nok, for det er jo forskellige roller. Og det synes jeg også måske, hun har.
[…] Men hun accepterer mig, og hun respekterer mig. Så jeg synes egentlig, at det er et samarbejde, vi har, faktisk. Og jeg kan pissegodt lide hende. […] Altså hun er 100 procent på mit hold. Synes jeg.
Marie – og flere andre kandidater – mangler tydelighed og gennemsigtighed i de mange spørgsmål, de får stillet af vel-færdsprofessionelle forskellige steder i systemet. I IPS ople-ver de, at selv de svære samtaler bliople-ver rundet af og lukket ned. Men spørgsmålene og samtalerne giver også mening for dem. IPS er en uddannelses- og jobrettet indsats, men samta-lerne mellem kandidat og konsulent handler om flere af livets aspekter end arbejdsløshed. Dog fortæller interviewperso-nerne, at samtalerne giver mening i den kontekst, de afholdes,
KAPITEL 6 Relationen mellem IPS-kandidat og IPS-konsulent
83
selvom de spænder vidt. Samme følelse har interviewperso-nerne ikke haft i forhold til samtalerne i deres kommunale jobcenter. Her har de oplevet at svare på spørgsmål, de ikke forstår relevansen af, og flere af interviewpersonerne fortal-te, at de havde prøvet at fortælle noget til en sagsbehandler for så at få det genfortalt af en anden sagsbehandler. Sam-arbejdet mellem IPS og psykiatri eller rusmiddelbehandling betragter interviewpersonerne dog som en mere fleksibel og smidig kombination, end hvis der alene var tale om to adskilte enheder uden et fælles samarbejde fx det lokale jobcenter og det lokale distriktspsykiatriske center eller rusmiddelcenter.
Interviewpersonerne har tilliden til, at de spørgsmål, der stil-les af IPS-konsulenten, og de informationer, der udveksstil-les mellem IPS-konsulent og behandlere i psykiatrien eller rus-middelbehandlingen, er relevante og har til formål at hjælpe IPS-kandidaten videre i arbejde eller uddannelse.
6.5. ”We know presence by its absence”
De rum, som interviewpersonerne tegner af IPS – særligt møderne med og relationen til deres IPS-konsulent – er van-skelige at komme ind i, men de efterlader indtryk af et sted, hvor der er rigeligt med plads, men også faste vægge når der er brug for det; at murene kan flyttes, og der er et menneske, som kan hjælpe med at sparke døre ind til andre rum, hvor der er brug for det. Fra et mere detaljeret blik på relationen mellem IPS-kandidaten og IPS-konsulenten vender vi blikket tilbage til Kleinmans begreber, og hvilken rolle ’nærvær’, ’til-stedevær’ og ’fravær’ spiller i omsorgsarbejde i IPS-indsatsen.
Alle tre handler om ’-vær’ – om at være i relationen til den anden. Eller ikke at være. Negeringen er lige så væsentlig for at forstå og definere det relationelle. Kleinman siger i artiklen The art of medicine. Presence fra 2017:
Presence is a calling forward or a stepping toward the other. It is active. It is looking into someone’s eyes, placing your hand in solidarity on their arm, speaking
KAPITEL 6 Relationen mellem IPS-kandidat og IPS-konsulent
84
to them directly and with authentic feeling. Presence is built out of listening intensely, indicating that the person and their story matter, and explaining carefully so that you are understood (Kleinman, 2017, p. 2466).
Denne form for nærvær og tilstedevær kan dog ifølge Klein-man have trange kår i et bureaukratisk styret system, hvor den professionelle fx alene taler med borgeren i telefonen eller ved et møde knapt lytter, når en borger eller patient forsøger at forklare sin situation. Andre eksempler er, når relationen er præget af, at den professionelle slavisk gennemgår bestemte spørgsmål i en manual, han/hun skal have svar på, men uden at fornemme hvad disse spørgsmål kan betyde for den per-son, der bliver spurgt. Som i eksemplet med Marie, der ople-ver, at sagsbehandleren fra jobcentret rutinemæssigt spørger,
’hvordan hun har det’, og når hun ved et møde i jobcentrets rehabiliteringsteam oplever, at de mange professionelle om-kring bordet egentlig ikke er oprigtige interesserede i hende.
Marie beskriver det som en oplevelse af at blive ’lukket op’, men ikke ’lappet sammen’. I Kleimans optik signalerer denne form for adfærd, at personen i sig selv ikke er betydningsfuld, men at spørgsmålene stilles, fordi det er institutionens for-ventning og krav. Dette er ifølge Kleinman dog et moralsk anliggende for den professionelle - hvordan de møder bor-gerne, og hvordan de vælger at gå ind i relationen.
Det er vigtigt at sige, at det funktionelle i relationen mellem IPS-kandidat og IPS-konsulent (Nemlig at IPS-konsulenten er der, fordi han/hun hjælper personen med at få et job eller uddannelse) ikke er fraværende i IPS. Det er blot assisteret af nærvær og perspektiv til andre forhold.
6.6. Delkonklusion
Analysen af relationen skal også ses i lyset af det, IPS også er, men som interviewpersonerne sjældent nævner som den direkte årsag til, at de er glade for IPS. Ofte havde de svært
KAPITEL 6 Relationen mellem IPS-kandidat og IPS-konsulent
85
ved at huske detaljer om, hvornår de startede i IPS, hvornår hvilke tiltag blev sat i værk – eller principperne for IPS. Men de kan huske deres konsulent. Dette er en væsentlig pointe i forhold til at beskrive indsatsens funktion og styrke. Dét, som for mange af dem har adskilt IPS fra andre indsatser, er relationen til ét enkelt menneske. Én, der kan huske dem, og én, som kan huske for dem. De mange roller, som inter-viewpersonerne tilskriver deres konsulent og de relationer, der bliver skabt, kan udelukkende etableres på baggrund af rammerne for IPS. At indsatsen bygger på tidsubegrænsethed og en individuel proces, åbner op for nærvær og tilstedevær på en for dem meningsfuld måde.
KAPITEL 6 Relationen mellem IPS-kandidat og IPS-konsulent
86
KAPITEL 7 Afslutning
Nærværende studie bekræfter i vidt omfang den eksisterende forskning i deltagernes erfaringer og vurdering af IPS. Litte-raturstudiet viste, at de forhold deltagerne lægger vægt på, er relationen til deres IPS-konsulent, at IPS er tidsubegrænset og fleksibelt og bygger på deres ønsker og behov, samt at må-let er arbejde og herigennem at få en rolle i samfundet, som opleves meningsfuldt og værdifuldt (afsnit 2.2). Forskningen bekræfter således, at de grundlæggende principper og værdi-er, som IPS bygger på, også udfoldes i den konkrete praksis i mødet mellem IPS-kandidaten og IPS-konsulenten.
Den eksisterende forskning er centreret om at beskrive og analysere IPS-deltagernes erfaringer set i lyset af selve IPS-indsatsen. Forskningen beskæftiger sig således relativt snævert med at evaluere IPS set fra deltagernes perspektiv. I dette studie har vi søgt at udvide forståelsen af deltagernes erfaringer med IPS ved at inddrage deres fortællinger om de erfaringer, de har med mødet med andre velfærdsindsatser.
Herigennem gives et mere dybdegående indblik i, hvordan IPS-deltagerne oplever, at IPS adskiller sig fra andre former for hjælp, de har modtaget i det danske velfærdssystem. Stu-diets bidrag er således først og fremmest at give et nuance-ret og detaljenuance-ret indblik i IPS-deltagernes erfaringer ved at bringe deres egne fortællinger i centrum. De analytiske afsnit er skrevet ud fra de tematiske mønstre, vi fandt i materialet.
Formidlingen heraf har været centreret om at bringe disse
’tykke’ fortællinger frem forstået som de fortællinger, der fyl-der i interviewpersonernes beskrivelser. Der er selvsagt tema-er og aspekttema-er, som dtema-erfor ikke trædtema-er så tydeligt frem, som
KAPITEL 7 Afslutning
87
man måske kunne have forventet. Et eksempel er IPS kandi-daternes erfaringer med samarbejdet mellem IPS-konsulen-ten og deres kontaktpersoner i behandlingspsykiatrien eller rusmiddelbehandler. Dette var ganske enkelt ikke et emne, som fyldte ret meget.
Den eksisterende forskning anvender også i mindre omfang teoretiske begreber i fortolkningen af deltagernes erfaringer med IPS. Nærværende studie er også i afsættet empirisk frem for teoretisk. Vi har søgt at udfolde de analytiske pointer ved at inddrage sociologiske og antropologiske begreber og te-orier, fordi disse kan åbne blikket for det, vi kan kalde det almene i det specifikke. IPS er en evidensbaseret metode, der i udgangspunktet retter sig mod mennesker med svære psy-kiske lidelser inden for bestemte diagnostiske kriterier. IPS er dermed også forbeholdt en bestemt målgruppe i samfundet.
I nærværende studie indgår også deltagere, som er rekrutte-ret via rusmiddelbehandling, da en af kommunerne tilbyder IPS til denne målgruppe. Denne kategorisering kan dog også udgøre en blind vinkel for en indsigt, som er af mere almen betydning. De teoretiske begreber og perspektiver bidrager til at vise, hvordan deltagernes fortællinger ikke finder sted i et socialt vakuum, men netop kan være genkendelige i mere almenmenneskelig betydning. IPS-kandidaterne træder frem som individuelle personer, idet vi kan genkende det almen-menneskelige i det specifikke.
Forskerteamets sammensætning spiller naturligvis også en rolle for den måde, studiet og analyserne er formet på. Den inkluderende forskningsproces har betydet, at vi har forfulgt spor og tematikker, som vandt genklang hos teamets med-lemmer. Teoretiske blikke og perspektiver fra samfundsvi-denskabelig og humanistisk forskning er blevet drøftet og bi-drager til at skabe indsigt i materialet. De to forskere har især været forundret over, at IPS-kandidaterne ikke gav udtryk for kritik af IPS, hvilket måske var mindre overraskende for de to forskningsassistenter, som havde primære erfaringer med IPS. De kritiske elementer, som kom frem i interviewene,
KAPITEL 7 Afslutning
88
rettede sig mod, at nogle af deltagerne oplevede, at det var svært at forstå, hvad IPS var for en type indsats. Som eksem-pel betyder det forhold, at IPS er tidsubegrænset jo ikke, at IPS ikke afsluttes på et tidspunkt. Hvordan kunne de forstå, hvad dette betød, når de i anden sammenhæng blev mødt med tidafgrænsede beskæftigelsesindsatser og psykiatriske behandlingsforløb?
For IPS-kandidaterne repræsenterer IPS på mange måder ’en anden form for hjælp’. Studiet giver en indsigt heri, som, vi mener, rækker ud over IPS-indsatsen i sig selv. Der er der-for væsentlige begrundelser der-for, at IPS som tilgang og meto-de kan fungere som inspiration for socialt arbejmeto-de og andre former for professionsudøvelse, hvor relationsarbejdet står i centrum. Den psykoterapeutiske litteratur om betydning-en af at etablere betydning-en arbejdsalliance mellem terapeut og klibetydning-ent beskriver på tilsvarende vis indholdet i en sådan relation. Re-covery-forskningen kan også fungere som inspirationskilde (Topor & Ljungberg, 2016). Men IPS var ikke IPS, hvis ikke der også fulgte nogle særlige rammer og vilkår med omkring IPS-konsulenternes arbejdsvilkår og muligheder for at udøve denne form for relationsarbejde. IPS er i den oprindelige mo-del udviklet inden for behandlingspsykiatrien, hvor IPS-kon-sulenten er ansat som en del af et behandlingsteam. IPS kan i denne sammenhæng antages at blive udfoldet inden for en behandlingsterapeutisk kontekst. I Danmark er IPS imple-menteret i et tværsektorielt samarbejde mellem IPS-teamet forankret i de kommunale jobcentre, som samarbejder med den regionale behandlingspsykiatri om at støtte deltagerne i at opnå deres uddannelses- eller jobmål. Det skaber nogle an-dre forudsætninger for implementering og for IPS-konsulen-ternes arbejdsvilkår. Nærværende studie indgår som ét studie i et forskningsprogram om IPS, der via kvalitative metoder har undersøgt implementering af IPS (Bonfils, 2019), samt de professionelle IPS-konsulenters arbejdsliv (Weber,2020).
IPS-konsulenterne er i en dansk kontekst ansat og forankret i de kommunale jobcentre. De er også i et vist omfang re-krutteret herfra. De er ikke uddannet terapeuter, men de får
KAPITEL 7 Afslutning
89
i IPS mulighed for at udøve en faglighed i kraft af den lave sagsstamme, de lange forløb, teamorganisering med faglig sparring fra IPS teamets leder og kollegaer og en relativ auto-nom position i forhold til det traditionelle jobcenters måde at fungere på. Det skaber anderledes arbejdsvilkår, end mange jobkonsulenter i jobcentrene oplever, de har i dag. Dette stu-die skal derfor ses i sammenhæng med de to øvrige projekter gennemført som en del af forskningsprogrammet om ’Indi-viduelt planlagt job med støtte – implementering, organise-ring og erfaorganise-ring’.
KAPITEL 7 Afslutning
90
LITTERATUR
Areberg, C., Björkman, T., & Bejerholm, U. (2013). Experi-ences of the individual placement and support approach in persons with severe mental illness. Scandinavian Journal of Ca-ring Sciences, 27(3), 589–596. https://doi.org/10.1111/j.1471-6712.2012.01056.x
Beresford, P. (2013). From ‘other’ to involved: user involve-ment in research: an emerging paradigm. Nordic Social Work Research, 3(2), 139–148. https://doi.org/10.1080/215685 7X.2013.835138
Besse, C., Poremski, D., Laliberté, V., & Latimer, E. (2017).
Changes in the nature and intensity of stress following employment among people with severe mental illness recei-ving individual placement and support services: an explora-tory qualitative study. Journal of Mental Health, 26(4), 312–317.
https://doi.org/10.1080/09638237.2017.1294738
Bonfils, I. S. (2019). Implementering af IPS - Individuelt planlagt job med støtte. København: Københavns Professionshøjskole.
Borg, M., & Askheim, O. P. (2010). Deltagerbasert forskning i psykisk helsearbeid – et bidrag til mer «brukbar» kunnskap?
Tidsskrift for Psykisk Helsearbeid, 7(02), 100–109.
Borg, M., & Kristiansen, K. (2009). Medforskning: å forske sam-men for kunnskap om psykisk helse. Oslo: Universitetsforlaget.
LITTERATUR
91
Boycott, N., Akhtar, A., & Schneider, J. (2015). “Work is good for me”: views of mental health service users seeking work during the UK recession, a qualitative analysis. Journal of Men-tal Health, 24(2), 93–97. https://doi.org/10.3109/09638237.
2015.1019044
Christensen, T.N & Eplov, L.F. (2018). Resultater fra IPS pro-jektet. STAR
Coombes, K., Haracz, K., Robson, E., & James, C. (2016).
Pushing through: Mental health consumers’ experiences of an individual placement and support employment program-me. British Journal of Occupational Therapy, 79(11), 651–659. ht-tps://doi.org/10.1177/0308022616658297
Dahler-Larsen, P., Krogstrup, H. K., Albæk, E., & Rieper, O. (2001). Tendenser i evaluering (2. oplag). Odense : Odense Universitetsforlag.
Dominy, M., & Hayward-Butcher, T. (2012). “Is work good for you?” Does paid employment produce positive social ca-pital returns for people with severe and enduring mental he-alth conditions? Mental Hehe-alth & Social Inclusion, 16(1), 14–25.
https://doi.org/10.1108/20428301211205865
Drake, R. E., Bond, G. R., & Becker, D. R. (2012). Indivi-dual placement and support : an evidence-based approach to supported employment. USA: Oxford University Press.
Eplov, L. F., Korsbek, L., Petersen, L., & Olander, M. (2010).
Psykiatrisk & psykosocial rehabilitering: en recoveryorienteret tilgang (1. udgave.). København: Munksgaard Danmark.
Gammelgaard, I., Christensen, T. N., Eplov, L. F., Jensen, S.
B., Stenager, E., & Petersen, K. S. (2017). ‘I have potential’:
Experiences of recovery in the individual placement and sup-port intervention. International Journal of Social Psychiatry, 63(5), 400–406. https://doi.org/10.1177/0020764017708801
LITTERATUR
92
Glintborg, C., & Berger, N. P. (2018). Narrative forsknings-tilgange. In C. Glintborg, L. Hedegaard-Sørensen, & B. Kir-kebæk (Eds.), Professionelle blikke på den anden : når fortællinger forandrer identiteter (1. udgave., pp. 14–27). København: Fry-denlund Academic.
Hamre, B., & Kirkebæk, B. (2018). Narrative forskningstil-ganges relevans for marginaliserede grupper. In C. Glintborg, L. Hedegaard-Sørensen, & B. Kirkebæk (Eds.), Professionelle blikke på den anden : når fortællinger forandrer identiteter (1. udga-ve., pp. 28–35). København: Frydenlund Academic.
Kleinman, A. (1988). Rethinking Psychiatry: From Cultural Ca-tegory to Personal Experience. New York: Macmillan/The Free Press.
Kleinman, A. (2017). The art of medicine. Presence. The Lancet, 389(10088), 2466–2467. https://doi.org/https://doi.
org/10.1016/S0140-6736(17)31620-3
Kleinman, A. (2019). The Soul of Care. The Moral Education of a Husband and a Doctore. New Work: Viking.
Lexén, A., Hofgren, C., & Bejerholm, U. (2013). Reclaiming the worker role: Perceptions of people with mental illness participating in IPS. Scandinavian Journal of Occupational The-rapy, 20(1), 54–63. https://doi.org/10.3109/11038128.2012 .693946
Ludvigsen, B. H. (2016). Når ældre mennesker bliver gamle.
Tidsskriftet Antropologi, 73(73), 89–110.
Miller, L., Clinton-Davis, S., & Meegan, T. (2014). Journeys to work: the perspective of client and employment specialist of
“Individual Placement and Support” in action. Mental Health
& Social Inclusion, 18(4), 198–202. https://doi.org/10.1108/
MHSI-08-2014-0029
LITTERATUR
93
Møller, J. R., & Bjerregaard, J. (2016). Udvikling og stabilitet - en etnografisk analyse af det sociale arbejde på Kofoed Skole og i Settlementet i København. Social Kritik, 147, 36–47.
Nicholson, J., Carpenter-Song, E. A., MacPherson, L. H., Tauscher, J. S., Burns, T. C., & Lord, S. E. (2017). Developing the WorkingWell mobile app to promote job tenure for indi-viduals with serious mental illnesses. Psychiatric Rehabilitation Journal, 40(3), 276–282. https://doi.org/10.1037/prj0000201 Nygren, U., Markström, U., & Bernspång, B. (2016). Pro-cesses towards employment among persons with psychiatric disabilities: a study of two individual placement and support programmes in Sweden. Scandinavian Journal of Disability Re-search, 18(1), 32–51. https://doi.org/10.1080/15017419.201 4.964765
Nylehn Portaasen, I. L. Haaland-Øverby, M., Jensen, S. L., Kjus, S. H. H., & Norheim, I. (2015). Egenerfaring som res-surs i forskning - ei rådgivningsgruppes opplevelse av med-forskning. Tidsskrift for Psykisk Helsearbeid, 4, 352–356.
Rahbæk Møller, J. (2013). Galskabens bureaukrati : en antropo-logisk analyse af diskrepansen mellem idealer og betingelser i Social-forvaltningen i Københavns Kommune : Ph.d. afhandling. Det Sam-fundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Rahbæk Møller, J., & Schepelern Johansen, K. (2015). Spæn-dingsfeltet mellem dynamik og stabilitet. Antropologi, Nr. 72, S. 67-87.
Rosa, H. (2014). Fremmedgørelse og acceleration. (1. udgave.). Kø-benhavn: Hans Reitzel.
Rosa, H., Endres, W., Primdahl, N. L., & Kahl, R. (2017).
Resonanspædagogik : når det knitrer i klasseværelset. (1. udgave.).
København: Hans Reitzel.
LITTERATUR
94
Rose, D, Fleischman, P., & Wykes, T. (2008). What are mental health service users’ priorities for research in the UK? Journal of Mental Health, 17(5), 520–530.
Rose, D. (2003). Collaborative research between users and professionals: Peaks and pitfalls. Psychiatric Bulletin, 27(11), 404–406. https://doi.org/10.1192/pb.27.11.404
Rose, D. (2017). Service user/survivor-led research in mental health: epistemological possibilities. Disability & Society, 32(6),
Rose, D. (2017). Service user/survivor-led research in mental health: epistemological possibilities. Disability & Society, 32(6),