Næt-ter paa Stranden, af F. L. Stolberg, Hauch4, Kaalund og Drach- mann) til Hornbæk. Her paa Nordlinjen møder Drachmann Ewald ligesom Winther Saxo uden at kende ham, da det er den samme endnu paa Stedet huskede Hændelse, der ligger til Grund for Skue
spillet „Fiskerne“ og Digtet „Ligprædiken“ over Ole Pihl (Pii) i
„Sange ved Havet“ (Vers af begge), saaledes kaldet til Forskel fra Søerne, hvor Havskjalden først var hjemme: Esrum (Vers) og Gurre (Vers af Chr. Winther, H. C. Andersen, J. P. Jacobsen og Drach
mann5). Paa denne Kyst i Sammenspillet mellem „Skvulpet fra Hornbæk Strand og Suset fra Ellekilde“ mødes den sene Romantik med den begyndende Naturalisme. Til Gilleleje og Tisvilde naaede først „Hjortens Flugt“ 6; nu er der atter Sang paa Grønsværen under den aabne Himmel, af Ludvig Holstein og Seedorff, og Johs. V. Jen
sen er bleven en Sjællænder ved Helenes Kilde. Dermed endte Symfoniens Allegro.
Andanten var Hillerød (Vers af Lyskander 16237, S. Terkelsen 1656, Cl. Frimann 1779, Hauch 1859), der var Foredragets ligesom Mødets Stade. Herfra gjordes Udflugter. Mod Syd til Dyssen ved Dæmpegaard (Vers af W. Gerstenbergs tyske „Skjaldekvad“ som Optakt til Klopstock og Ewald), over Blovstrød med den nordsjæl
landske Jeppe (Junge) til Birkerød (Vers af Henrik Gerner 1670) og Hørsholm (Vers af Hertz), til Farum (Vers af C. J. Boye og Kaa
lund; Poul Rasmussens Melodi til Danmarks dejligst Vang og Væn
ge) og Slangerup med Vers af Kingo og Kirkens Lyshal som hans rette „Sjungekor“. Mod Nord gennem Gribskov forbi Søborg til Gilleleje, med lyrisk Prosa af Søren Kierkegaard: Ottevejskrogen,
„Klaringen“ i den næsten tilgroede Søborg Sø og det aabne Hav, svarende til hans tre „Stadier paa Livets Vej“. Mod Øst til Hel
singør med Kronborg (Vers af Kingo, Cl. Frimann og flere Nord- mænd, Z. Topelius8, Johs. V. Jensen; Skuespil af H. Chr. Sthen paa Hamlets Tid og P. V. Jacobsen). Tilbage ad Slots- og Konge
vejen forbi Fredensborg, hvis klassiske Slot og Have mellem Nabo
ernes Renæssance og Barok anskueliggjordes som den hvide Rose mellem den røde Rose i Skoven og den irrede Strandtidsel ved det blaa Sund.
184
I Fredensborg sad Luftrytteren af, fordi ikke blot han selv havde hjemme der, men den danske Lyrik og anden dermed beslægtet musisk Kunst gennem to Hundrede Aar. Det blev, husker jeg, Sym
foniens Finale, en bredere Sats og længere Tone. Den begyndte med Ordspillet paa Stedets Navn, paa Latin paa Marmorrelieffet af Fre
dens Tempel, der opsattes i Haven efter Frederik den Femtes Død, men paa Dansk i et af Wadskiærs snurrigste Vers ved Christian den Sjettes Svigermoders højsalige Henfart, hvor hele Hoffet „staar i Øjenvand til Hagen“9. Derefter løftede Tonen sig, først paa Tysk i Klopstocks Oder om Søen og de lyse Nætter10, siden — efter Juliane Maries Tid med den første Skuespillerkoloni, Ægteparret Rosing med deres fælles Trubadur Rahbek — med det reneste Ud
tryk (trods det endnu bevarede Ordspil) i Ludvig Bødtchers „Fre
densborg“11 fra den stille eller, som det syntes Nordmanden A.
Munch (Vers), døde Tid, indtil en ny og større Kunstnerkoloni ryk
ker ud. Forud indsattes en Passage af Chr. Winthers poetiske For
tælling fra 1836 „Annette“, hvis personlige Baggrund er Digterens uopfyldte Drøm om at blive Ægtemand og Kapellan i Fredensborg.
Ordfører for Skuespillerne var F. L. Høedt, bl. a. med et Vers om de æstetiske Baadfarter til Tevandsbakken i Nødebo Holt12; mel
lem Digterne er de hver paa sin Vis af Stedet prægede Bournonville og Paludan-Müller. Med dem og Gade (Et Folkesagn) førtes Tonen over i Christian den Niendes Tid. Monumentet derover er Drach- manns „Der var en Gang“ med det hvide Prinsesseslot og Kulsvi
erskoven paa den anden Side Søen og Olaf Poulsen, den sidste Fre- densborg-Skuespiller, midt i Spillet. Drachmanns Fredensborg-Lyrik paa Vers og Prosa er „Ranker og Roser“ og Fortællingen „En Over
komplet“, som blev til „Forskrevet“, uden Fredensborg. Det kom
mer igen i hans sidste Skuespil „Hr. Oluf han rider“: i denne Skov, hedder det i Prologen, hvor det Levende dør og det Døde staar op og gaar igen.
Det er den „forskrevne“, men tonerige Digters sidste Node i den Nordsjællands Lyrik, der har „ret en egen, en Hjertemelodi — der er saa megen Jubel og dog Vemod deri“ (Chr. Winther).
1 Da blaanede der af Havet et vildfremmed Land med Klint og lyse Lunde;
det var den danske Strand.
Ud fra Kysten drev der en Brise dem forbi, de kendte baade Kløver og Skovmærker deri.
2 Dankongens Legeme her i Ly af den levende Græstøiv gemmer den aabne Mark under den drivende Sky.
3 Ak, kunde jeg da lægge til Ro mig i din Eng, dit Grønsværtæppe trække over mig og min Seng!
4 Morgen- og Aftenrøde de havß hinanden kær,
dog skiller dem Dagens Himmel og Mørkets Aandehær;
ene naar Nattergalen synger i Skov og Lund, kan Morgen- og Aftenrøde samles i Nattens Stund.
Men hviler han alt for længe ved Brudens dejlige Bryst, da kalder ham Nattergalen, da hæver den højt sin Røst;
den melder med klagende Stemme, at Midnatstimen veg,
den bringer ham til at ende den korte Elskovsleg.
5 Der findes ej Sagn over Danmarks Land med Toner saa smeltende bløde,
der findes ej Fryd mellem Kvinde og Mand som Volmers og Tovelils Møde.
Der findes ej Sø paa den ganske Jord, hvori saa usigelig Vemod gror med Vandliljen op fra de Døde:
Kender du Volmers den sjunkne Borg, kender du nogen saa hvilende Sorg som den over Egnen ved Gurre — hvor Volmers Tovelil døde?
186
6 Tungsindigt Borgen stirred mod Nord paa Havets Spejl, fra Brinken ud til Hesselø til fjerne hvide Sejl.
Mod Syd dens Øjne fulgte mod Høj og Dal, der skred i smaa, i mindre Bølger mod flade Slette ned.
Dybt nede, tæt ved Stranden et Fiskerleje laa,
lerklinede Hytter
med Tag af Tang og Straa.
Om Borgen kvidred Svalen, og Maagen skreg ved Strand, hvor evigt mellem Stene rulled det salte -Vand.
7 Hen Nord udi Sjælland han bygge lod, som Hillerødsholm udi fordum stod, en kongelig Gaard og Sæde.
Den Sted han ligger saa lystelig, baade Himmel og Jord der fryder sig, at Hjertet sig ved maa glæde.
De Skove de ligger hen rundt omkring, de Søer de løber hen i den Ring, den Fisk spiller indenfore.
Baade Hjort og Hind de springer saa rist, og Fuglen synger paa grønneste Kvist, den ringeste med den store.
8 På jordens vida rund
Anns ej så glad en bölja som blåa Öresund ; hon strömmar långt, hon blickar stort, och där är Danmarks Kungsväg, och där är Nordens port.
9 Der fordum lynildraske Hjort har alt en Banqueroute gjort paa sine stolte Takker,
og humper, Fod for Fod, omkring foruden mindste Spøg og Spring i sine Busk-Gemakker.
Sø-Admiralen Gedden plat med al den hele Sø-Etat er smuttet hen i Dvale.
Den guldmor-klædte Middagssol ser ej den mindste Kapriol af Karpens Spjatte-Hale.
En fin! Det lille Paradis er givet platterdings til Pris for alle Hvirvelvinde;
den, Fredensborg for nylig saa, paa Fredensborg nu lede maa for Fredens Borg at finde.
10 Se, den hvilende Sø, se, hvor dens Kysters Drag, tæt beskygget af Skov, mildelig løfter sig, fanger Aftenens Straale
i den grønlige Skumring ind.
11 Omtaage Sanserne Forstanden, vil Bægret skumme over Randen, drag, Fredensborg! mig til dit Bryst, og lad det sværmeriske Stille i dine Skove sødt formilde det vilde i min Ungdomslyst.
12 DergaarDe om Dagen og sysler saa smaat,
og læser lidt og drømmer lidt og har det kort sagt godt — Aviserne kan De faa at laane.
Men kommer saa Aftenen med hele Favnen fuld af blussende Roser, Orange og Guld.
mens Nøddebo-Skovene blaane, da ser De et Selskab af Store og Smaa med brogede Dragter og Solhatte paa, som iler ned ad Skipperhus-Alleen.
Der er en Skare Venner, som ej har glemt at le, og kommer nu at hente Dem til Lystsejlads og Te og kritisk Diskussion under Teen.