kere at klokken var 18.00, og at m iddagsbordet ven
tede.
Det var udflugtens tyngdepunkt, og denne fest
skafning var forbundet med et ritual, hvis første punkt var form andens opfordring til et nifoldigt leve for m ajestæten.
Form anden var siden året før tandlæge Strange Friis, der indtil dato er den form and, der længst har beklædt denne post. H an var form and helt frem til 1963, da han blev afløst af fabrikant M ogens Bur- chardt.
De efterhånden brødflove eks-orlogsgaster fat
tede derefter kniv og gaffel og tyggede sig igennem m enuen og frem til det tidspunkt, da m an begav sig ind i etablissementets store sal til det dér anrettede kaffebord.
O g dér sad m an så, da det vidunderlige skete, at en rigtig vaskeægte adm iral med masser af æ rm e
guld og en ledsagende adm iralinde invaderede sce
nen.
Det var adm iral Georg H ugh Robert Zachariae, der sam m en med adm iralinden faldt inden for for at indtage en stille kop kaffe med blødt brød.
Adm iralen var en im ponerende herre med hvidt hår og ditto stort overskæg. H an var storkorsridder og havde bestridt betydelige poster som bl.a. chef for Orlogsværftet, departem entschef i M arinem iniste- riet og form and for U denrigsm inisteriets komité til forplejning af syge krigsfanger, og hans tilsyne
komst tændte julelys i øjnene på de koldingensiske m arineforeningsm edlem m er.
Adm iralen m åtte uundgåeligt inddrages i som
m erudflugtens slutfase, så tandlæge Strange Friis lod adm iralen og adm iralinden vide, at de var mere end velkomne i kredsen af gamle orlogsgaster, og adm iralen var en høflig m and, så han og konen slut
tede sig til det efterhånden højstemte selskab.
De blev begge m odtaget med glade hurraråb, og m an udbragte selvfølgelig et leve for adm iralen.
Tandlæge Strange Friis.
Nu ville det jo være synd for adm iralinden, at hun bare skulle betragtes som et slags sømilitært på
hæng, så et andet af foreningens æresmedlemmer, hospitalsforstander Jens Jensen, foreslog et leve også for hende. O g det havde hospitalsforstanderen den gode grund til, at adm iralinden, viste det sig, var datter af hin næstkom m anderende på panser
fregatten »Peder Skram«, som Jen s Jensen havde gjort tjeneste under på et togt i Nordsøen, og da ski
bet ekskorterede prinsesse D agm ar på dennes rejse til Rusland.
Jens Jensen var i øvrigt også æresmedlem af Ma- rineforeningen og veteran fra 1864 og en i øvrigt
Hospitalsforstander J e n s Jensen.
ganske interessant personlighed. Det var ham, der som form and for V åbenbrødrene fik rejst m inde
bygningen »Kronborg«, hvor hotelejer H ans Nielsen i 1923 drev Palæ Hotellet. H an havde været sprøjtefører ved brandvæsenet og senere bestyrer af byens brandvæsen, og i 1907 var han blevet forstan
der på Set. Jørgens Hospital. Forinden havde han al
lerede i 1875 etableret en vognfabrik i Låsbygade, og han var opfinder af en såkaldt »hånd- og
fodmotor-vogn«, der dog i sin egenskab af m otorkøretøj led af den skavank, at den skulle skubbes op ad bakker.
H an opfandt også »Jensens Flutometer«, og da bi
lerne begyndte at vise sig på gader og veje, opfandt han, hvad der i et patentdokum ent blev beskrevet som »en autom atisk autom obilhånd, der kan svin
ges ud fra den lukkede bil ved et tryk på en knap og vise den retning, hvori m an ønsker at svinge«. M ed andre ord: han opfandt den gode gamle afviser
vinge. Desuden var han aktiv i politik og var i en å r
række medlem af byrådet, hvor han var en af konsul G raus foretrukne. H an døde i 1926 i en alder af 83 år.
M en da Jensen nu med sin skål for adm iralinde Zachariae havde fået profileret sig over for adm ira
len, ville amtsforvalter Juliu s Nielsen ikke stå til
bage, for han havde i sin tid været en af Zachariaes elever på M arineskolen. Det lod han udbringe en skål for.
Blikkenslagermester N. Barsøe opdagede ved at lytte til, hvad adm iralen sad og fortalte, at denne bo
ede i samme hus som prins Valdemar, og da Barsøe i sin tid havde tjent under prinsen, var det u undgåe
ligt, at han udbragte en skål for prinsen, som han i sin skålbegrundelse betegnede som sin »humane chef«.
K onditor Klaaborg, der havde vældig lyst til at sige noget, men som ikke havde nogen eller noget at udbringe skåler for, valgte i stedet at gøre opm æ rk
som på, at det var hans m arinekringler, m an i denne uforglemmelige stund sad og gnaskede i sig, og da han nu for en gangs skyld havde en rigtig adm iral in
den for rækkevide, benyttede han anledningen til at besvære sig over, at han havde været genindkaldt til tjeneste - på landjorden. Nu var det selvfølgelig ikke m eningen, at m an ved denne lejlighed skulle sidde og brokke sig, så m an strøede sukker på konditorens besværinger ved at bede adm iralen fortælle om sin strålende sømilitære karriere.
R W. Klaaborgs Konditori i Østergade ca. 1930.
D a denne beretning var til ende, var klokken ble
vet 22.00, og adm iralen og adm iralinden sagde der
for pænt tak for det uforglemmelige samvær, og led
saget af en kanonsalut fra kanonkom m andør Eriksen Thys A rm strong kanon drog parret af. Stil
fuldt gik det skam for sig.
De tilbageblevne ex-gaster tog sig tid til et par ef- terskylninger, inden de til tonerne af fanem archen
gik om bord i m otorbåden og stod til søs, hvor re
sterne af hotelejerens proviant blev vist skyldig reve
rens.
Det havde været en storslået og uforglemmelig dag. Det var alle enige om, og for blikkenslager Bar- søe blev den ekstra uforglemmelig, for adm iral Za- chariae havde hjem komm et til hovedstaden mødt prins Valdemar, hvem han fortalte om de pæne ord,
blikkenslageren havde sagt om H ans kongelige H øj
hed.
Det foranledigede prinsen til at skrive et brev til Barsøe, hvori han takkede for, hvad denne havde u d talt ved kaffebordet på Kongebrogaarden.
Barsøe var med god grund stolt af den prinselige
skrivelse, som han under andægtig lydhørhed lod oplæse på generalforsam lingen det efterfølgende år.
Jo, det havde været en herlig somm erudflugt.
M ed m arinekringler, kanondrøn, en rigtig adm iral og med en kongelig skrivelse i sit kølvand.
P. W. Klaaborgs Konditori, 1919. P W. Klaaborg står i døren.