Behovet i dansk arkæologi for at forklare og formidle fagets samfundsrelevans i offentligheden kan som foreslået af flere andre arkæologer ske ved en arkæologisk perspektivering af aktuelle samfundsproblematikker i kombination med en diskussion af samtidens brug af forhistorien (f.eks.
Birkebæk 1996; Hatt 2001).
Den debatskabende formidling forudsætter imidlertid, at deltagerne har et minimum af kundskaber om forhistorien og samfundets brug af den for at kunne finde formidlingen relevant. Ifølge min spørgeskemaundersøgelse tager respondenterne således afstand fra brugen af forhistorien til at perspektivere nutidige problemstillinger. Denne afstandstagen hænger sandsynligvis sammen med respondenternes manglende viden om og interesse i arkæologien, hvilket nødvendigvis må stille dem tvivlende overfor ”nytteværdien” af debatskabende formidling.
Med tanke på at undervisningen af klassisk arkæologi i gymnasiet, ifølge min spørgeskemaundersøgelse, tilsyneladende har en positiv effekt på interessen for arkæologien, er det oplagt at rette blikket mod undervisningsinstitutionerne.
Historieundervisningen i folkeskolen og gymnasiet er således der, hvor den basale viden om arkæologien burde være formidlet. En forklaring på den manglende viden om og interesse for arkæologien og fagets samfundsfunktion skal sandsynligvis findes i arkæologernes manglende indflydelse på historieundervisningen i både folkeskolen og gymnasiet, eftersom ansvaret for formidlingen af den danske forhistorie i undervisningsregi primært er placeret hos historikere i egenskab af lærebogsforfattere, seminarie- og gymnasielærere samt ekspertrådgivere i forbindelse med udformningen af Undervisningsministeriets læreplaner
(Undervisningsministeriet 2006a;
Undervisningsministeriet 2006b).
Undervisningen i både folkeskolen og især i gymnasiet er således et område, hvor der kan og skal gøres en indsats fra de danske arkæologer for at få den basale arkæologiske viden formidlet. Formidlingen gennem undervisningen er således netop grundlaget for befolkningens mulighed for og interesse i at forholde sig kritisk til brugen af forhistorien i nutiden og dermed deres deltagelse i den debatskabende formidling.
En anden årsag til ”folkekirkesyndromet” i dansk arkæologi har sandsynligvis rod i den empiriske og nationalromantiske tradition. Når forskningen primært lægger sine kræfter i at rekonstruere en tilnærmet værdifri udlægning af forhistorien bliver formidlingen som konsekvens heraf også tilnærmet værdifri. Den sidste rest af værdi i formidlingen kommer således til at fremstå som implicit, hvilket i arkæologiens tilfælde er synonymt med de nationalromantiske undertoner.
Som følge heraf forsvinder interessen for arkæologien i takt med, at den implicitte værdi – nationalstaten – mister sin status i samfundet.
Negligeringen af den implicitte brug af forhistorien har ligeledes den konsekvens, at forskningen får karakter af udelukkende grundforskning – altså forskning i sin egen ret. På denne måde tilsidesættes den anvendte forskning, der producerer ny viden med et praktisk formål for øje - herunder formidling. Den anvendte forskning skal således medtænke den brugsværdi, som forskningen skal have for sin
målgruppe. Formidlingen skal ligeledes tænkes sammen med en demokratisk formidlingsetik, idet kampen om ”folkets” historiebevidsthed og identitet vil finde sted, uanset om arkæologien deltager eller ej (Bryld et al. 1999:199f). Hermed ikke sagt, at den samlede forskning skal baseres på anvendt forskning.
Jeg postulerer blot, at arkæologerne skal tage formidlingsansvaret alvorligt også på et forskningsmæssigt plan. Det er således vigtigt at erkende eksistensen og eksplicit diskutere brugen af de forskellige udlægninger af forhistorien i samfundet.
Fastholder vi en meningsfri formidling, er der risiko for et øget kommercielt og politisk misbrug af forhistorien i takt med nationalidentitetens dalende betydning. Det må således være i samfundets interesse, at der fastholdes en demokratisk adgang til og brug af forhistorien, hvilket jeg anser for arkæologiens opgave.
For at undgå at udlægningen og brugen af forhistorien bliver ensidig og udemokratisk, er det således nødvendigt, at arkæologien bekender sig til at rumme en kombination af teoretiske grundlag fra både naturvidenskaben og humaniora. Naturvidenskaben er som navnet antyder konstrueret med henblik på at håndtere naturfænomener, imens de humanistiske teorier er konstrueret med henblik på at kunne håndtere menneskelige fænomener – kulturfænomener om man vil. Da arkæologien er en videnskab, der omfatter forhistoriens samfund omfatter den også samtlige teoretiske grupperinger i det nuværende samfund – både den naturvidenskabelige og den humanvidenskabelige. Det er naturligvis fristende at prioritere empirien frem for problemstillinger, som kræver humanvidenskabelige teorier, eftersom humanvidenskaberne ikke lader sig reducere til en enkelt metode eller et præcist afgrænset undersøgelsesobjekt (Hastrup 1999). Denne fristelse placerer således dele af forhistorien udenfor det videnskabelige felt, hvilket gør forhistorien til muligt offer for misbrug. Humanioras grundlagsproblematik er således en konstant udfordring, men udeladelsen af brugen af humanvidenskabelig teori vil medføre en manglende helhed i billedet af forhistorien – og vi vil stå med kun den halve forhistorie.
L
ITTERATURBille, Trine et al. 2005 Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinier tilbage til 1964. København.
Birkebæk, Frank 1996 Kulturel pluralisme eller europæisk composé. I: Michael Lauenborg (red.): Museerne ved årtusindskiftet. Statens Museumsnævn.
Bryld, Claus et al. 1999 At formidle historie:
vilkår, kendetegn, formål. Roskilde Universitetsforlag.
Grundberg, Jonas 2004 Historiebruk, Globalisering och Kulturarvsförvaltning. Utveckling eller konflikt? Göteborg.
Hastrup, Kirsten 1999 Vilje til viden.
Gyldendal.
Hatt, Henrik 2001 Introduktion til en krise. I: Kuml 2001. Emne: Danmark, arkæologi, arkæologisk forskning, forskningsformidling, formidling, kulturformidling. Højbjerg.
Hvass, Steen & Hans Peter Svendler 2005 Kulturarv en værdifuld ressource for kommunernes udvikling. Kulturarvsstyrelsen og Fonden Realdania. København.
Kulturministeriet 2006 Udredning om
museernes formidling. København.
Nelleman konsulenterne 2000 Imageundersøgelse 2000. Borgernes forventninger til og oplevelsen af de kulturhistoriske museer.
Undersøgelse rekvireret af Dansk Kulturhistorisk Museumsforening og Museumshøjskolen Danmark.
Thuesen, Janni 2007 Hård kritik af kirkens nye udviklingsfond. I: Kristligt Dagblad 14.
februar 2007, Kirke og Tro: 1.
Undervisningsministeriet 2006a Læreplan og
undervisningsvejledning til studentereksamens historieundervisning.
København.
Undervisningsministeriet 2006b Rapport fra udvalget til styrkelse af historie i folkeskolen.
København.