«?•<:-D e r burde have været Roser.
Af de store, blege Gule.
Og de burde have hængt ud over Havemuren i en overdaadig Klynge, ligegyldigt dryssende de sarte Blade ned i Hjulsporene paa Vejen: et fornemt Glimt af al den yppige Blomsterrigdom derinde.
Og lad dem .saa have den fine forbidragende Rosenduft, der ikke er til at fastholde, der er som af ukjendte Frugter, Sanserne fable om i deres Drømme.
Eller skulde de være røde, Roserne ? Maaske.
De smaa, runde, haardføre Roser kunde det være, og saa skulde de hænge der i lette Ranker, blankløvede, røde og friske og være som en Hilsen eller et Fingerkys til Vandreren, der træt og støvet kommer gaaende saa midt ad Vejen,
8
glad over at han nu kun har det halve af en Fjerdingvej til Rom.
Hvad nu han tænker paa? hvad nu hans Liv det er?
Saa, — nu er han skjult af Husene, de skjuler Alting derindefter; de skjuler hinanden og Vejen og Byen, men til den anden Side er der Udsigt nok; der svinger Vejen i en træg og langsomt svajet Bugtning ned mod Floden, ned til den triste Bro. Og bagved det igjen er der saa al den megen Kampagne.
Saadan store Sletters Graa og Grønne . . . . det er som om mange mødige Miles Træthed stiger op fra dem og lægger sig tyngende over En og faar En til at føle sig ensom og forladt, bringer En til at søge og hige.- Saa er-det dog meget bedre at hygge sig ind i en Krog som denne, nede mellem høje Havemure, hvor Luften ligger lun og blød og stille, sidde paa Solsiden, hvor en Bænk krummer sig ind i Noget som en Niche i Muren, sidde der og se paa de glinsende grønne Acanthus i Landevejsgrøften, paa de sølv
plettede Tidsler og de matgule Efteraarsblomster.
Paa den lange, graa Mur ligeoverfor, en Mur fuld af Firbenehuller og Revner med fortørret Murgræs, der er det Roserne burde have været,
D er burde have væ ret Éoser. ] j
-og de skulde have tittet frem just det Sted, hvor den lange, ensformige Flade brydes af en ud- buget, stor Kurv af dejligt gammelt Smedearbejde, en Gitterkurv, der danner en rummelig og mer end brysthøj Balkon, hvor det maa have været forfriskende at stige op, naar man var træt af den indelukkede Have.
Og det har de været tidt.
De har hadet den prægtige gamle Villa, som skal være derinde, med dens Marmortrapper og dens grovtraadede Tapeter; og de ældgamle Træer med deres stolte, sorte Kroner, Pinjer og Lavrbær, Ædelask, Cypres og Steneg, de har været hadede gjennem hele deres Opvækst med det Had, som urolige Hjærter har til det Daglig.- dags, det Tilvante, det Begivenhedsløse, det, der ikke higer med og derfor synes at staa imod.
Men paa Balkonen kunde man da i alt Fald komme bort med sit Blik, saa der har de staaet den ene Slægt efter den anden og stirret ud Allesammen, hver i sit Mod, hver imod Sit.
Guldspangede Arme har hvilet paa Jærnkurvens Rand, og mangt et *silkesvøbt Knæ har stemmet sig imod dens sorte Snirkler, mens brogede Baand har flagret fra alle dens Sprosser som Elskovs
vink og Stævnemødeløfter. Husfruer, tunge og 8*
frugtsommelige, de ogsaa, har staaet der og sendt umulige Bud mod det Fjærne. Kvinder, store, yppige og forladte, blege som H ad et. . . dersom Døden kunde sendes med en Tanke, dersom Helved’ kunde aabnes ved et Ønske! . . . Kvin
der og Mænd! det er altid Kvinder og Mænd, selv disse magre, hvide Jomfrusjæle, der som en Flugt af vildede Duer presser sig imod det sorte Gitter og raaber: grib os, ud til tænkte, ædle Høge!
Man kunde tænke sig et Proverbe her.
Sceneriet vilde passe godt til et Proverbe.
Muren der med Balkonen ganske som den -er; men Vejen maatte være bredere, brede sig til en Runddel, og i Midten trænges der til et gammelt stilfærdigt Springvand, bygget af gullig Tuf med en Kumme af sprukken Porfyr. Som Fontænefigur en Delfin med afbrukken Hale og med det ene Næsebor tilstoppet. Af det. andet springer den spinkle Straale. — Paa den ene Side af Springvandet en halvrund Bænk af Tuf og brændte Sten.
Det løse, hvidgraa StøV, Bænkens rødlige, støbte Sten, den huggede, gullige, porøse Tuf, det møtke, slebne, vædeglinsende Porfyr og saa
D er burde have v ær et Roser.
i i 7 den levende, lille, sølvsitrende Straale; Stoffer og Farver falder rigtig godt.
Personerne: to Pager.
Ikke fra nogen bestemt historisk Tid, for de virkelige Pager har jo slet ikke svaret til Pageidealet. Pagerne her, det er Pagerne som de elsker og drømmer i Billeder og Bøger.
Det er altsaa kun Dragten, der har lidt Hi
storisk ved sig.
Den Skuespillerinde, der skal være den yngste af Pagerne, er i tynd Silke, som slutter ganske tæt og som er blegblaa og indvævet med heral
diske Liljer af det lyseste Guld. Det og saa saa mange Kniplinger, det er muligt at anbringe, er det mest Fremtrædende ved Dragten, der ikke saa meget stiler mod noget bestemt Aar- hundrede som mod at fremhæve den ungdomme
ligt fyldige - Figur, det pragtfulde blonde Haar og den skære Teint.
Hun er gift, men det varede kun halvandet Aar, saa blev hun skilt fra Manden og skal slet ikke have opført sig godt imod ham. Og det kan godt være, men noget mere Uskyldigt- kan man ikke se for sine Øjne. Det vil sige, det er jo ikke denne meget nysselige Førstehaands- uskyldighed, der ganske vist har s it Tiltalende;
dette er derimod denne soignerede, veludviklede Uskyldighed, som intet Menneske kan tage fejl af og som gaar En lige til Hjærtet og betager En med hele den Magt, der nu en Gang er det Fuldendte givet.
Den anden Skuespillerinde er i Proverbet den slanke Melankolske. ETun er ugift, har ingen Ehstorie, absolut ingen; der er Ingen, der veed det Mindste, og dog er der saa meget Talende i disse finttegnede, næsten magre Lemmer, i dette ravblege, regelmæssige Ansigt, overskygget som det er af ravnsorte Lokker, baaret af denne linjestærke, mandlige Hals, æggende ved sit haan- lige og dog længselssyge Smil, uudgrundeligt ved disse Øjne, hvis Mørke har en Blødhed i dets Glans som Stedmoderurtens dunkle Blad i Blomsten.
Dragten er dæmpet gul, kyradsagtig, stribet al brede Læg paa Langs, med opstaaende, stiv Krave og med Knapper af Topas. En lille, kruset Strimmel kommer frem i Kanten af Kraven og ligesaa for Haanden af de snævertsluttende Ærmer. Benklæderne er korte, vide, opslidsede og af en død, grøn Farve med bleget Purpur i Slidserne. Trikot graat. — Den blaa Page har selvfølgelig skinnende hvidt.—Begge have de Barret.
Der burde have været Roser.
Saadan er de.
Og nu staar den Gule oppe paa Balkonen
■og læner sig frem over dens Rand, medens den Blaa sidder dernede paa Springvandets Bænk, mageligt lagt tilbage, og med de ringbesatte Blænder foldede om det ene Knæ. Drømmende -stirrer han ud mod Kampagnen.
Saa taler han.
»Nej, der er Ingenting til i Verden som Kvinder! — jeg forstaar det ikke . . . der maa være en Trolddom i de Linjer, hvori de er skabte, for blot jeg ser dem gaa forbi: Isaura, Rosam und og Donna Lisa og de Andre, blot jeg ser hvor
dan at Dragten samler sig om deres Form, hvordan den kaster sig under deres Gang, saa er det, som om mit Hjærte drak Blodet ud af alle mine Aarer og lod mit Hoved tomt og uden Tanker og mine Lemmer skjælvende og uden Kraft, al — hele mit Væsen samlet i en eneste lang og sitrende, angstfuld Længsel. Hvad er det dog? Hvad kan det være? Det er, som Lykken gik usynlig forbi min Dør, og jeg skulde gribe den og holde den fast, og den skulde være min saa vidunderligt, — og jeg kan jo ikke gribe, fordi jeg ikke kan se.«
Saa siger den anden Page fra sin Balkon:
1 1 9
»Og naar Du sad ved hendes Fod, Lorenzo, og hun fortabt i sine Tanker havde glemt, hvor
for hun havde ladet Dig kalde, og Du sad tavs og ventede, og hendes dejlige Ansigt var over Dig, mer fjærnet i dets Drømmes Skyer end Stjærnen er det fra Dig i sin Himmel, og dog dit Blik saa nær, at hvert et Træk var givet din Beundring i Vold, hver skjønhedsbaaren Linjes Drag, hver Hudens Farvelilje i dens hvide Ro som i dens bløde, rosennære. Skiften, var det Dig da ikke som om hun, der hun sad, hørte en anden Verden til end den, hvori Du knælede i Beundring, havde en anden Verden inde, en andenVerden om sig, hvor hendes søndagsklædte 1 anker gik mod Maal, Du ikke kjendte, og hvor hun elsked’ fjærnt fra Dig og Dit, din Verden og det Hele, og drømte fjærnt og længtes fjærnt, og der var ikke mindste Rum for Dig at vinde i hendes Tanker, endskjøndt Du brændte efter at ofre Dig for hende, efter at give dit Liv og Alt, blot for at der mellem hende og Dig skulde være, om end kun et Blink, af mindre end Fællesskab, langt mindre end Fløren sammen.«
»Jo, jo, Du veed jo det er saa. Men . . .«
— Nu løber der et gyldengrønt Firben langs
Der burde have været Roser. 121
henad Jærnkurvens Rand. Det standser og ser sig om. Halen gaar paa d e t. .
Hvis man kunde finde en Sten . . . Tag Dig nu i Agt, min firbenede Ven!
Nej, de er ikke til at ramme, de kan høre Stenen længe før den kommer. Alligevel, en Forskrækkelse fik han da.
Men Pagerne, de blev borte med det Samme.
Hun sad saa nydeligt, den Blaa, og der var netop den rette uvidende Længsel i hendes Blik og en anelsesfuld Nervøsitet i alle hendes Be
vægelser som i det lille Drag af Smerte om hendes Mund, baade naar. hun selv talte og endnu mere naar hun lyttede til den gule Pages bløde og lidt dybe Røst, alt som den oppe fra Bal
konen bar de æggende og dog kjærtegnende Ord ned mod hende med Klang af Spot og Klang af Sympathi.
Og er det nu ikke som om de begge vat der igjen?
De er der, og de har spillet videre i Pro- verbet, mens de har været borte og er blevet ved at tale om den vage Ynglingeelskov, der aldrig finder Hvile, men rastløs flakker gjennem alle Anelsers Lande og alle Haabets Himle, syg
af Længsel efter at stilles i een stor samlet Følel
ses stærke, inderlige Gløden; det har de talt om;
den Yngste med bitter Beklagelse, den Ældre mer og mer vemodigt, o g 'n u siger den Ældre, den Gule til den Blaa, at han ikke skal være saa utaalmodig efter at en Kvindes Gjenkjærlig- hed skal fange ham og holde ham fast.
»Nej tro Du mig,« siger han, »den Kjærlig- hed, Du finder, bunden af to hvide Arme, med tvende Øjne for din nære Himmel og tvende Læbers sikre Salighed, den er for nær ved Jorden og Støvet, den har byttet Drøfnmenes frie Evig
hed for en Lykke, der kan maales i Timer og som ældes i Timer; for om den end stadig for- ynges, saa mister den dog hver Gang en af de Straaler, der i en Gloriekrans, der ikke kan visne, straaler om Drømmenes evige Ungdom. Nej Du er lykkelig!«
»Nej Du er lykkelig!« svarer den Blaa, »jeg vilde give en Verden til, jeg var som Du.«
Og den Blaa rejser sig og begynder at gaa nedad Vejen mod Kampagnen, og den Gule ser efter ham med et vemodigt Smil og siger for sig selv: »nej h an er lykkelig!«
Men langt nede paa Vejen vender den Blaa
D er burde have været Roser.
sig endnu en Gang imod Balkonen og raaber, mens han løfter paaBaretten : »Nej Du er lykkelig!«
Der burde have været Roser.
Og saa kunde der nu komme et Vindpust og ryste en hel Regn af Rosenblade af de blom
stertunge Grene og hvirvle dem efter den bort- gangne Page.
1 2 3
P e s te n i B ergam o.
D e r var Gammel-Bergamo oppe paa Toppen af et lavt Bjærg, i Hegn bag Mure og Porte, og der var det nye Bergamo nede ved Bjærgets Fod, aabent for alle Vinde.
En Dag brød Pesten ud dernede i den nye By og greb frygteligt om sig; der døde en Mængde Mennesker og de andre flygtede bort udover Sletten, ad alle Verdens fire Hjørner til.
Og Borgerne i Gammel-Bergamo stak Ild paa den forladte By for at rense Luften, men det hjalp ikke, de begyndte ogsaa at dø oppe hos dem, først en om Dagen, saa fem, saa ti og saa en Snes, og da det var paa sit Højeste mange fler endnu.
Og de kunde ikke flygte saadan som de i den nye By havde gjort.
Der var jo de, der forsøgte det, men de kom til at leve et Liv som det jagedø Dyrs, med Skjul i Grøfter og Stenkister, under Hegn
1
og inde i de grønne Marker; for Bønderne, der baade det ene Sted og det andet havde faaet Pesten bragt i Gaarde af de første Flygtninge, de stenede hver fremmed Sjæl, de traf, bort fra deres Enemærker, eller slog dem ned som gale Hunde uden Naade eller Barmhjærtighed, i ret
færdigt Nødværge som de mente.
De maatte blive hvor de var de Folk fra Gammel-Bergamo, og Dag for Dag blev det varmere i Vejret og Dag for Dag blev den grue
lige Smitte gridskere og gridskere i sit Tag.
Forfærdelsen steg op som til Galenskab, og hvad der havde været af Orden og ret Regimente, det var som om Jorden havde slugt det og sendt det Værste istedet.
Lige i Begyndelsen, da Pesten kom paa, havde Folk sluttet sig sammen i Enighed og Samdrægtighed, havde været paa Vagt efter at Ligene blev ordenlig og godt begravede, og havde hver Dag sørget for, at der blev tændt store Baal af Ild paa Torve og Pladser, at den sunde Røg kunde drive gjennem Gaderne. Ene
bær og Eddike var der bleven delt ud til de Fattige, og fremfor Alting havde Folk søgt til Kirkerne aarie og silde, enkeltvis og i Optog, hver Dag havde de været inde for Gud med
Pesten i Bergamo. 1 2 9
-deres Bønner, og hver Aften, naar Solen gik i Bjærge, havde alle Kirkernes Klokker raabt kla
gende imod Himlen fra deres hundrede svingende Svælg. Og Faster var der bleven paabudt og Relikvierne havde hver Dag staaet stillet frem
paa Altrene. v
Endelig en Dag, de ikke vidste mere at gjøre, havde de fra Raadhusets Altan, under Ba
suners og Tubers Klang, udraabt den hellige Jomfru til Podesta eller Borgmester over Byen,
nu og evindelig.
Men det hjalp Altsammen ikke; der var Ingenting der hjalp.
Og da P"olk fornam det og efterhaanden blev faste i den Tro, at Himlen enten ikke vilde hjælpe eller ikke kunde, da ikke blot lagde de Hænderne i Skjødet, sigende, a f Alting maatte komme som det komme skulde, nej, men det var som om Synden fra en dulgt og snigende Sot var bleven en ond og aabenbar, rasende Pest, der Haand i Haand med den legemlige Farsot higed efter at slaa Sjælen ihjel, ligesom denne efter at lægge deres Kroppe øde. Saa utrolige vare deres Gjerninger, saa uhyre deres Forhærdelse. Luften var fuld af Bespottelse og Ugudelighed, afFraadseres Stønnen og Drankeres
9
Hyl, og den vildeste Nat var ikke sortere af Uteerlighed end deres Dage var det.
»Idag ville vi æde, thi imorgen skulle vi dø!« — Det var som havde de sat d e t ud efter Noder, at spille paa mangfoldige Instrumenter i een uendelig Helvedeskoncert. Ja, havde ikke alle Synder forud været opfundne, saa var de blevet det her, for der var ikke den Vej, de jo vendte sig hen i deres Forkerthed. De unatur
ligste Laster florerede iblandt dem, og selv saa- danne sjældne Synder som Nekromantia, Trol
dom og Djævlepaakaldelse var dem velbekjendte, thi de vare mange, som tænkte hos Helvedes Magter at faa den Beskyttelse, Himlen ikke havde villet yde.
Alt hvad der hed Hjælpsomhed eller Med
lidenhed var forsvundet af Sindene, Enhver havde kun Tanke for sig selv. Den Syge blev set paa som Alles fælles Fjende, og hændte det en Stakkel, at han faldt om paa Gaden, mat af Pestens første Febersvimmel, der var ikke en Dør, der aabnede sig for ham, men med Spyde- stik og med Stenkast blev han tvungen til at slæbe sig bort fra de Sundes Vej.
Og Dag for Dag tog Pesten til. Sommer
solen brændte ned over Byen, der faldt ikke en
Pesten i Bergamo.
Regndraabe, der rørte sig ikke en Vind, og af Lig, der laa og raadnede i Husene, og af Lig, der var ilde skjult i Jorden, avledes der en kvæ
lende Stank, som blandede sig med Gadernes stillestaaende Luft og lokked Ravne og Krager til i Sværme og i Skyer, saa der var sort af dem paa Mure og paa Tage. Og rundt omkring paa Stadens Ringmur sad der enkeltvis underlige, store, udenlandske Fugle, langvejs fra, med rov
lystne Næb og forventningsfuldt krummede Kløer, og de sad og saae med deres rolige, gridske Øjne indover, som biede de kun paa, at den ulykkelige By skulde blive een stor Aadselkule.
Saa var det Elleveugersdagen efter at Pesten var udbrudt, at Taarnvægterne og andre Folk, der var tilvejrs paa høje Steder, kunde se et sæl somt Tog bugte sig fra Sletten ind igjennem den nye Byes Gader, mellem de røgsværtede Stenmure og Træskurenes sorte Askedynger. En Mængde Mennesker! vist henved de sekshundrede eller fler, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, og de havde store, sorte Kors imellem sig og brede Bannere over sig, røde som Ild og Blod. De synger imens de gaar, og sære fortvivlelsesfuldt klagende Toner bæres op igjennem den stille, lummervarme Luft.
9*
Brune, graa, sorte er deres Dragter, men Alle har de et rødt Mærke paa Brystet. Et Kors er det da de kommer nærmere. For de kommer stadigt nærmere. De presser sig op ad den stejle, murindhegnede Vej, som fører op til den gamle By. Der er et Mylder af deres hvide Ansigter, de har Svøber i Hænderne, der er en Ildregn malet af paa deres røde Faner. Og de sorte Kors svinger til den ene Side og til den anden i Trængslen.
En Lugt stiger op fra den sammenstuvede Hob, af Sved, af Aske, af Vejstøv og gammel Kirkerøgelse. De synger ikke mer, de taler ikke
heller, blot den samlede trippende, hjordeagtige Lyd af deres nøgne Fødder.
heller, blot den samlede trippende, hjordeagtige Lyd af deres nøgne Fødder.