En afhandling, der drejer sig om menneskets fetichistiske forhold til ting kan dårlig komme uden om design som praksis, fænomen og markedsøkonomisk komponent. Design er den senmoderne hverdagsforbrugers variation af ’det skønne’ og forlener funktionel omgang med genstande med en æstetisk nydelsesdimension. Samtidig er designprodukter det kapitalistiske samfunds sine qua non. Jeg rækker derfor igen tilbage til en historisk tekst, der udkom første gang i 1867, med eksempler på de første skriftlige koblinger af begreberne fetichisme, vare og samfundsøkonomi, idet jeg fremlægger Karl Marx’
betragtninger fra Das Kapital, der som nævnt har inspireret Žižek, og hvis materialistiske tænkning generelt har haft stor indflydelse på politisk og økonomisk filosofi. De kritiske marxistiske analyser af varefetichismen modstiller jeg med designforsker Prasad Boradkar, der som én ud af få designteoretikere har medtænkt fetichismeaspektet i designteori og -metode, og som ligger på linje med nærværende afhandling i sin anvendelse af spektrummodellen for besiddelsesrelationer mellem menneske og ting.
I kapitlet “The Obsession of Possession: Fetish Objects” fra bogen Designing Things (2010) skelner Boradkar mellem ting eller objekter og ejendele. Bevægelsen fra begærsobjekt til ejendel tegner en udvikling i relationen mellem objekt og menneske, hvor tingen tilsyneladende passiviseres: ”On a store shelf, a thing might be an object of desire beyond reach that beckons consumers with its seductive qualities. But once acquired, it becomes a domestic possession that signifies ownership” (Boradkar 2010, p. 249). At tingen ikke nødvendigvis har mistet agens i sin ’post commodity phase’ (Ibid.) er ikke desto mindre en pointe hos Boradkar. Tingens betydning i postvarefasen er denne afhandlings fokus, og med afsæt i Marx’ varefetichisme og Boradkars ejendels-agens skal jeg i det følgende gøre rede for reifikation, betydningsdannelse og dynamisk gensidig besiddelse i forholdet mellem ting og mennesker. Ligeledes er det her på sin plads at åbne fetichbegrebet som et spektrum, der bevæger sig mellem seksuel fiksering (eller læring) og sanselig eller
affektiv objekttilknytning. Afhandlingens informanter viste flere eksempler på både først- og sidstnævnte felt af spektret, hvis grader af seksuelt begær, seksualitetsidentitet, personlig affektion, sanseligt forbrug og besiddelsesbegær som nævnt i sig selv kan gennemskæres af flertydige, spektrale kvaliteter, som jeg viste det med de relevante begreber sex og seksualitet i interviewanalysen. I dette kapitel er fokus forskudt fra en eksplicit seksuel fetichisme til en sanselig eller affektiv objekttilknytning med den hensigt at pege på, hvordan de fetichistiske kvaliteter og kropslige relationer også kan findes i de ting, vi omgiver os med i en ikke primært seksualiseret hverdagssfære.
Varefetichisme og social værdi – Karl Marx
Der er hos Marx en klar skelnen mellem tingen-som-brugsgenstand og tingen-som-vare.
Skellet ligger i betydningsdannelsen og værdisætningen. Brugsgenstanden opnår værdi i praktisk omgang og bibeholder et aspekt af iboende materialitet: ”Die Form des Holzes z.
B. Wird verändert, wenn man aus ihm einen Tisch macht. Nichtdestoweniger bleibt der Tisch Holz, ein ordinäres sinnliches Ding (Marx 1979 [1867], p. 85). Træet og bordet, materiale og objekt, smelter sammen og lader sig anvende. Varen derimod udviser transcendente kvaliteter, fordi betydningen i høj grad tilføres den udefra. Den sociale kontekst, relationen mellem varer og mennesker samt varens udskiftelighed og bytteværdi bidrager til at fortrylle brugsgenstanden om til vare og omgærde den med betydning hinsides anvendelse og materiale. ”Erst innerhalb ihres Austauschs erhalten die Arbeitsprodukte eine von ihrer sinnlich verschiednen Gebrauchsgegenständlichkeit getrennte, gesellschaftlich gleiche Wertgegenständlichkeit” (Marx 1979 [1867], p. 87).
Marx, der henter fetichismebegrebet fra samtidens religionsantropologiske studier, underforstår en negativ betydning i den applikerende brug af ordet. Via fetichbegrebet foretager han en sidestilling af religion som sådan og et aspekt af industrialiseringens økonomiske forhold. De konnotationer, der her bliver overført med begrebet, drejer sig om materialisering, tingsliggørelse og socialimagination:
Um daher eine Analogie zu finden, müssen wir in die Nebelregion der religiösen Welt flüchten. Hier scheinen die Produkte des menschlichen Kopfes
mit eignem Leben begabte, untereinander und mit den Menschen in Verhältnis stehende selbständige Gestalten. So in der Warenwelt die Produkte der menschlichen Hand. Dies nenne ich den Fetischismus, der den Arbeitsprodukten anklebt, sobald sie als Waren produziert werden, und der daher von der Warenproduktion unzertrennlich ist (Marx 1979 [1867], p. 86-7).
Fantasmagoriske størrelser tager form af ting, der medierer eller erstatter direkte mellemmenneskelige relationer, som således tingsliggøres. Hos Marx er det negative islæt ved tingsliggørelsen delvis grundet på kvantificerbarhed – at denne materialiserede mediation kan vejes og måles på baggrund af tilsyneladende objektive standarder. Værdi er her det, der kan aflæses i samfundsøkonomiske og produktionsorienterede termer. Det handler ikke først og fremmest om den enkeltes værdisætning. På den måde fremskriver Marx værdi som en socialkonstruktivistisk størrelse. Den bliver til i socialsfæren som det filter, der tilføjer ethvert produkt sociale kvaliteter hinsides brugsværdien. Tilmed sammenligner Marx værdisætning med sprog – det mest strukturelt arbitrært symbolske system, vi har:
Es steht daher dem Werte nicht auf der Stirn geschrieben, was er ist. Der Wert verwandelt vielmehr jedes Arbeitsprodukt in eine gesellschaftliche Hieroglyphe. Später suchen die Menschen den Sinn der Hieroglyphe zu entziffern, hinter das Geheimnis ihres eignen gesellschaftlichen Produkts zu kommen, denn die Bestimmung der Gebrauchsgegenstände als Werte ist ihr gesellschaftliches Produkt so gut wie die Sprache (Marx 1979 [1867], p. 88).
Marx har ikke fokus på relationen mellem mennesker og ting, som ville være et genuint fetichistisk udgangspunkt, men bruger fetichismebegrebet som en negativ formel til at vise kapitalismens øgede materialisering af mellemmenneskelige relationer og de til gengæld sociale relationer mellem ting. Her er det klart, at produktionsforholdene er af relevant interesse for Marx til en kritik af tingsliggørelsen af arbejdskraft, ligesom den økonomiske omsætning af produkter til merværdigenstande i socialsfæren, det vil her sige markedet, er et marxistisk fokus – begge dele er af strukturel samfundsøkonomisk karakter. Derimod
bruger Marx ingen opmærksomhed på postvarefasen. Individets omgang med og affektive valuering af en erhvervet ejendel er ikke anvendelig kapitalismekritik, kunne man således være tilbøjelig til at udlede. Ikke desto mindre vil jeg i det følgende hævde, at der netop her findes potentiale til en opbremsning af den kapitalistiske forbrugskultur.
Besiddelsessynergi og samlermani - Prasad Boradkar
Boradkar, der skriver fra en designfaglig position, arbejder med et spektrum til at vise forskellige grader af tilknytning mellem mennesker og ting. Hvor fetichisme således er den ene pol i spektret, er udpræget antipati dets modsætning. Punktet før fetichisme er samlermani, og disse to relationsformer indebærer ifølge Boradkar, at tingen har mere eller mindre agens. Tingen indgår på den måde aktivt i relationen, og designaspektet er i høj grad medvirkende til at styrke agens, det vil her sige tingens evne til at fastholde relationen og øve indflydelse på menneskelige affekter og handlinger. Også identiteten af såvel menneske som ting er under påvirkning af en samlermanisk eller fetichistisk relation:
”The act of owning marks a transformation in the relationship between the possessed and the possessor, between the object and the subject. In some cases (and with certain kinds of objects), this relationship can become immensely powerful as well as overpowering”
(Boradkar 2010, p. 249). At eje noget er her ikke blot overgået fra en passiv til en aktiv handling, men fremstilles som en stadig genindstiftelse af et gensidig konstituerende forhold. Forholdets overvældende karakter – ifølge Boradkar afhængig af tingen, designet, og jeg tilføjer situationen og fortolkningen af disse dele – ændrer på en klassisk balance mellem et aktivt subjekt og et passivt objekt. Mennesket ejer ikke blot tingen, men tingen ejer mennesket tilbage:
The agency of things reaches its zenith when they transform into fetish items;
their means to configure us is at maximum potency (…) A fetishized thing possesses not only its own agency, but is made more potent with the psychic energy of the fetishist. The more possessive we become of our things, the more possessed we are (Boradkar 2010, p. 250).
Besiddelsessynergien ændrer på de involverede identiteter, udvider deres potentiale og opløser deres individuelle grænser i en bevægelse mod et lukket affektionskredsløb. Den begærede ting optræder som en forlængelse, fordobling eller repræsentation af den begærende, og her bliver teorien om det eksterne organ igen aktuel: ”In consumer behavior studies, possessions have often been described as extensions of the self. An object possessed becomes (at least partially) an expression of the owner; it takes on the role of representing the owner’s self” (Ibid.) Fetich- eller samlerobjektet fungerer som en virtuel satellit, som både spejler subjektet og indvirker kontrollerende på det. Marx’ idé om varefetichismen som afsæt for sociale relationer mellem ting samt materialiserede relationer mellem mennesker er her på forfinet vis samlet i postvarefasens identitetsletopløselige subjekt-objekt-relation, som både opviser en investering i tingens psykiske potentiale og en tingsliggørelse af det menneskelige subjekt.
Hos Marx var de forskudte sociale og materialiserede relationer udelukkende negativt konnoterede, men hos Boradkar er vurderingen uklar. At være en tings ejendom, at dele sin subjektposition med en ekstern genstand, at erkende sin subjektivitet som afhængig af design, brugsværdi og tingsbegær står ellers i modsætning til et klassisk modernistisk subjekt, der som udgangspunkt er en selvberoende og afgrænset enhed. Hos Boradkar er det selve kapitalismens kerneområde, forbrugerismen, der bidrager til at opløse grænserne:
People and their possessions are generally conceived as two independent entities (subjects and objects); however, the more accurately things represent the self the more they act as subjects rather than objects. If it is our possessions that define us, consumption effaces and blurs the boundaries between subject and object (Boradkar 2010, p. 251).
De materialiserede relationer mellem mennesker, der hos Marx figurerede i produktionsfasen, er her blevet til et intrasubjektivt projekt. Vi spejler os i og forbruger os selv som ting.
Den måde på samme tid at fortabe og konstituere sig på som subjekt er ifølge Boradkar gældende for ejendomsbesiddelse og materielt forbrug generelt og må, hvis vi følger hans omtalte spektrum, intensiveres, jo tættere på den fetichistiske pol det kommer, om end det aftegnede kontinuum er en forsimplet, tilnærmet model over tingsrelationer, der i faktiske tilstande er langt mere overlappende og komplicerede: ”The boundaries between fetish items and functional objects, for example, are not inflexible. It is contexts of use that define the meanings of objects and it is these contexts that determine their fetish quality”
(Boradkar 2010, p. 252). Idet han fastslår det åbenlyse, at ingen ting i sig selv er en fetich, åbner han samtidig for, at enhver ting potentielt er en fetich. Sådan en anskuelse trækker potentielt værdien af designaspektet ud af fetichen. Hvis man accepterer, at design ikke er noget, der tilføjes en allerede eksisterende ting af brugsværdi, men er et aspekt af tingen i sig selv, må en følge være, at enhver ting uanset design i bestemte brugs- eller begærskontekster kan fremtræde som fetich.
En variation af tingsagens ses som nævnt i samlertilbøjeligheder. Her fungerer samlingen både dynamisk som en enhed under stadig ændring og som sidestillede enkeltdele.
Samlingen er sammenlignelig med fetichobjektets betydningsgivende kontekst, og det er således den, der enten gennem mere eller mindre fuldstændighed eller kvantitativ størrelse giver enkeltdelene mening: ”The last piece of a set holds tremendous agentic power and can drive collectors to pay significant amounts of money for its acquisition”
(Boradkar 2010, p. 253) Alt efter samlingens karakter kan det være tvivlsomt, hvornår den er komplet, og på den måde kan ’the last piece’ fortsætte med at mangle og udgøre et agenscentrum in absentia. Her er det værd at genoverveje Krafft-Ebings beretning om manden, der samlede på fletninger: Samlingen af fetichobjekterne er i sig selv en besiddelsesfetich, der i dette tilfælde supplerer materialefetichen (håret), partialismen med nekrofile konnotationer (den ’døde’ del af en krop), magtfetichen (overgrebet) samt ophidselse ved risikoen for at blive pågrebet (situationen i det offentlige rum). Samlingen som genstand og som handling lapper ind over alle enkeltdelene i dette eksempel. Dermed ikke sagt at samlermani og fetichisme altid er ombyttelige, men der vil være kvaliteter, som går igen, ikke mindst hvis man følger denne afhandlings tese om, at fetichisme betegner