Den beskrivende videnskab nøjes, som bekendt, ikke med en række isolerede iagttagelser af enkeltfænomener, som f. eks.: dette dyr er eenhovet, denne blomst har 4 støvdragere, o . l., men søger tillige at konstatere ligheder og forskelle mellem enkeltiagttagelserne, derunder at danne videnskabelige almenbegreber (f. eks. almenbegreberne:
pattedyr, organisk væsen, grundstof o . l.), endvidere at fastslå lov
mæssig sammenhæng eller årsagssammenhæng mellem fænomenerne i tid og rum. Moderne videnskab indskrænker sig altså ikke, som vi
denskaben i ældre tider på sit mere primitive stadium, til at være beskrivende i snevrere forstand (deskriptiv), men søger tillige at for
klare fænomenerne i årsagssammenhæng (eksplikativ). Man erindre her blot forskellen mellem ældre historieskrivning, som er overvej
ende fortællende, og den senere historieskrivning, som søger at for
klare begivenhedsforløbet som en sammenhængende kæde af årsager og virkninger (jfr. eksempelvis allerede i antikken modsætningen mellem Herodot og T hukydid).
Idetheletaget m å det, der er, eller virkeligheden efter moderne be
skrivende videnskab forstås som: samtlige vore sanse-iagttagelser og psykologiske iagttagelser opfattet i forskelle og ligheder og lovmæssige sammenhæng i tid og rum i den størst mulige samstemthed eller korre
lation.1
Den moderne beskrivende samfundsvidenskab, være sig sociologi, nationaløkonomi og jura, søger også at give en sådan beskrivelse og dybere forskning af fænomenerne i årsagssammenhæng. Men da de psykiske og social-psykiske fænomener er væsentlig mere sammen
satte og indviklede end de ydre, fysiske fænomener, er det langt van
skeligere at udrede de psykiske og i endnu højere grad de social-psy- kisk e. Derfor befinder samfundsvidenskaberne sig endnu den dag i dag på et højst ufærdigt stadium ; og m an vil indse, hvor vanskeligt det er at udtale bestemte meninger om samfundsforholdenes udvik
ling. Dette gør ikke desmindre de fleste sociale og politiske anskuelser sig skyldige i, hvad enten de kalder sig liberalisme, socialisme, kom munisme o. a.
1 Se m in afhdl.: Videnskabens Begrundelse, 1943, s. 31 ff.
a. N ationaløkonomi og jura.
De retslig-økonomiske årsagssammenhæng.
Som følge af de økonomiske samfundsforholds overordentlige sam
mensathed betoner de kyndigste forskere indenfor nutidens national
økonomi med rette gang på gang det højst usikre i at opstille bestemte teorier om de økonomiske årsagssammenhæng. Teorier fremsattes tidligere og fremsættes til en vis grad stadig om disse sammenhæng;
og de søges udtrykt i matematiske formler og illustreres ved kurver i nationaløkonomiens teori, som om m an havde at gøre med fysikkens enkle lovmæssige sammenhæng; men disse teorier veksler bestandig, thi aldrig så snart er en bestemt teori fremsat om visse socialøkono- mislce årsagssammenhæng, så opstår der en ny teori, der påviser, at den først fremsatte teori har overset visse årsags- og virkningssam- menhæng, hvorfor de sindrig opstillede formler og kurver falder. Tag f. eks. problemet om forholdet mellem opsparing og investering og de derpå opstillede teorier om kapital-renten i de nationaløkonomiske fremstillinger. E n teori, kredit-teorien, får fat på et sæt årsagssam
menhæng, en anden teori, likviditets-teorien på andre årsagssammen
hæng o. s. v. Een opfattelse hævder f. eks., at der findes en bestemt sammenhæng dels mellem rentens højde og opsparingen og dels mel
lem renten og investeringslysten; og der opstilles formler og kurver desangående. Men derefter gør andre nationaløkonomer opmærksom på, at der findes andre faktorer, andre årsags-virknings-sammenhæng, der spiller ind, at hele problemet idethele er meget mere sammensat end her antaget. Navnlig findes der psykologiske faktorer, som det er vanskelig med sikkerhed at beregne; f. eks. forudsætter opsparing og afsavn herved til investering ikke altid noget offer; der findes f. eks.
så rige personer, at opsparing ikke er noget offer; de sædvanlige psy
kologiske motiver svigter her, o. s. v. Der er, som Maynard Keynes har fremhævet, et helt kompleks af faktorer, der er afgørende for, hvordan folk vil anbringe deres formuer, og idethele for udbud og ef
terspørgsel efter kapital, en række sammensatte psylcologisk-økono- miske motiver (forretnings- og spekulations-motivet, forsigtigheds- og beredskabs-motivet o. s. v .)1. Det er derfor, som de kyndigste moderne nationaløkonomer indser, um uligt at opstille bestemte teorier om rente, opsparing, investering o. l. Og lige så sammensat, psykologisk
1 Se om disse spørgsmål iøvrig: Lånerenten. En teoretisk og historisk un
dersøgelse med særlig h enb lik på renteudviklingen i D anm ark, 1947. Af Nyboe Andersen, Bent Hansen, Sigurd Jensen og Sloth Carlsen.
økonomisk, er årsagssammenhængen på de fleste andre samfunds
økonomiske områder. Mange matematiske formler og kurver i natio
naløkonomien kan derfor spares og erstattes af den beskedne erken
delse: vi ved i virkeligheden intet bestemt herom. Dertil kommer, at teorierne, deres formler og kurver ofte opstilles på baggrund af en ganske bestemt forudsætnings konstans, f. eks. indenfor renteteorierne forudsætningen om fuld beskæftigelse, fuld udnyttelse af de tilstede
værende mængder af realkapital (råstoffer, maskiner o. l.) o. s. v. Så
danne forudsætninger er uvirkelige eller stemmer kun med virkelig
heden i visse, relativt sjældne perioder. Kommer så endelig hertil den i nutiden stadig mere og mere virkende og sig bredende faktor: Stats
magtens indgriben og kontrol, hele det sæt af psykiske årsager, som jeg andetsteds har påvist som retsordenens vurderende og dømmende beherskelse af det økonomiske livs udvikling, styrter de national
økonomiske formlers og kurvers korthus ofte sammen i nutiden på de praktisk vigtigste områder.
Idetheletaget er samfundets økonomiske liv ikke en rent økonomisk organisme, men, som jeg andetsteds har påvist, allerede ved den al
mindelige borgerlige rets regler en økonomisk-retslig organisme. Alene sådanne enkle grundregler i den borgerlige lov: 1) at m an skal holde sine løfter og kontrakter i alle deres ord og punkter (D.L. og N.L.
5-1-1 og 2), og 2) at m an ikke m å tilegne sig andres ejendom eller ødelægge den uden deres vilje (D.L. og N.L. 6-17-1-5, straffelovens
§§ 276-294), er fundamenterne for hele det økonomiske liv. Hvis man f. eks. ikke havde grundregel 1 i juraen, ville det økonomiske liv i bund og grund se helt anderledes ud; kredit- og panteretsformer ville totalt forandres, hvad erfaringen fra de ældre tiders samfund, hvor grundregel 1 ikke var anerkendt, klart viser. Nationaløkonomien er i nyere tid, i modsætning til den ældre nationaløkonomi, nok klar over (indenfor den såkaldte nationaløkonomiens politik), at en vis indgri
ben fra statsmagtens side, også ved love, i ret væsenlig grad kan for
andre det økonomiske liv og dets retning; men det har kun været de udadtil i samfundslivet stærkt fremtrædende statsforanstaltninger, såsom fabrikslovgivning, den såkaldte sociallovgivning idethele, told
lovgivning, anden skattelovgivning o . l., m an her har tænkt på. Men hvad man ikke i nationaløkonomien har været klar over, er, at alene den udadtil mindre fremtrædende almindelige borgerlige rets regler, som f. eks. de nys nævnte 1) og 2), simpelthen er intet mindre end fundamenterne for hele det økonomiske liv, at dette i alle sine årer og nerver er gennempræget af disse retsregler, at det økonomiske liv
ville se totalt anderledes ud, hvis disse juraens grundregler ikke be
herskede menneskenes økonomiske handlinger, og at det følgelig ikke er m uligt at opstille økonomiske »love« for årsagssammenhængen – som naturlove i fysikken – eller udtrykke dem i enkle matematiske formler og kurver, som det er m uligt i naturvidenskaben1. Men det er ikke blot ved de nævnte juridiske fundamentalregler, at retsordenens afgørende indgriben i og indflydelse på de økonomiske årsagssammen
hæng og disses forløb viser sig. Ved hele den retsordning, vi kalder tinglysningssystemet, og den præceptive panteret, dokumenteres det lige så klart, hvilken dybt omformende og retningsgivende forandring det økonomiske liv undergår gennem disse juraens tvingende rets
regler. Det samme forhold er nærmere påvist i m in undersøgelse af landboretten, hvor m an hidtil i historie og nationaløkonomi alene har hæftet sig ved frigørelsen for de ældre retsregler, men overset de tvingende, præceptive retsregler og deres dybt omformende indflydelse på landboforholdene.2
De sammenhæng, jeg har kaldt de retslig-økonomiske årsagssam
menhæng, viser sig im idlertid ikke blot ved den borgerlige rets regler, men også – og i nyere tid i stedse stigende grad – på et område, som efter en almindelig udbredt nationaløkonomisk opfattelse helt skulle være unddraget juraens regler og grundsætninger, og overladt det økonomiske livs egen udvikling. Da nationaløkonomien grundlagdes af Hume, Adam Smith o. a., betød den et angreb på den ældre rets
ordning, lavsordningen og hele det ældre system af retsregler, der greb bestemmende ind i prisers, arbejdslønningers og produktionens årsagssammenhæng; og det hævdedes, at disse årsagssammenhæng skulle forløbe frit og uhæmmet af retsregler, alene bestemt af økono
miske naturlove, som loven om tilbud og efterspørgsel o. l. Det samme gjaldt kapital- og renteforhold. Da det efterhånden lykkedes national
økonomien at overbevise statens ledere om dette liberalismens syns
punkt, at lovgivningen helt skulle trække sig tilbage fra disse forhold og overlade dem til deres egen fri udvikling, blev tilsidst hele lavs- ordningen og alle retsregler om prisers og arbejdslønningers fast
sættelse, lovene om maksimalrente o. l. afskaffet. Dette betød, at juraen trak sig tilbage fra hele dette område og overlod det til sin naboviden
skab, nationaløkonomien; og i det 19. århundrede indskrænkede juraen 1 Se nærmere m in påvisning af de retslig-økonomiske sammenhæng på den borgerlige rets om råde i: Ejendomsretten, 3. udg., 1951 (cit. som E. R.) I. s.
33-36, 45-58, og m in frem stilling i: Retslæren s. 65-71, jfr. s. 50 ff.
2 Se nærmere E. R. II. s. 844 ff., III. s. 1338 ff., I. s. 262-79.
sig til den almindelige borgerlige rets regler, privatretten og straffe
retten.
Arsags-virknings-forløbet i den frie pris- og løn-dannelse formede sig imidlertid som bekendt helt anderledes, end den national-økonomiske teori havde tænkt sig og forudsagt. Der opstod på borgernes eget private initiativ mægtige sammenslutninger, karteller, truster, fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, der ophævede den frie pris- og løn-dannelse og den frie produktion. Og nu indtrådte det besynderlige: ud fra den libe
rale økonomi påkaldtes retsordenens indgriben, både lovgivningens og domstolenes indgriben, overfor disse sammenslutninger til retablering af friheden, af den »frie naturtilstand«, hvor alene den økonomiske na
turlov om tilbud og efterspørgsel skulle bestemme priser og lønninger.
Vi fik da den destruktive trust- og foreningslovgivning, anti-trustlove, lovene rettet mod fagforeninger, domstolenes indgriben overfor alle restraint of trade-aftaler og sammenslutninger, o. l.
Det er im idlertid i nyeste tid mere og mere blevet erkendt, at denne destruktive lovgivning og domspraksis efter erfaringen ikke slår til;
og vi står nu overfor en konstruktiv opgave: at forme en helt ny trust- og fagforeningslovgivning, der ikke forbyder sammenslutningerne, men udnytter dem samfundsmæssigt.
Så vidt jeg kan se, står vi her, tvunget af livets egne krav, overfor at skulle skabe et mægtigt system af retsregler til beherskelse af hele dette område, en helt ny retsorden med særlige love og domstole, der er en slående analogi til ældre tiders lavs- og anden retsorden. Det økonomiske samfundsliv kan altså ikke alene ikke undvære den bor
gerlige rets store system af regler; det kan heller ikke undvære rets
ordenens planmæssige indgriben i og fastsættelse af regler for pris-, løn- og produktionsforhold1. Dette betyder m. a. o., at juraen atter tager hele dette område i sin besiddelse. Årsagssammenhængen bliver også her ikke økonomisk, men retslig-økonomisk. Udviklingen bestem
mes af retningslinjer, givne af loven og domstolene. Pris- og løndan
nelsen og produktionsforholdene, kan ikke skilles ad, som det hidtil er sket i den sporadiske, tilfældige lovgivning på bedste beskub, som m an hidtil har hutlet sig igennem med, tildels bestemt af uklare teo
rier. Hele årsags-virknings-forløbet m å også på dette område under retsordenens planmæssige kontrol, ligesom på tinglysnings- og pante- rets-området og den øvrige borgerlige rets område.
1 Se nærmere om disse problemer m in afhandling: Arbejdets og Kapitalens Organisationer, og Retslæren II. s. 737-838.
Alt dette betyder, at retsvidenskaben igen m å underlægge sig dette mægtige område, som hidtil, navnlig i det 19. århundrede, har været overladt nationaløkonomien.
Endelig m å fremhæves, at der i nyeste tid er opstået helt nye om
råder, der i det moderne sam fund har en stadig stigende praktisk be
tydning, men som intet har med økonomiske forhold og faktorer at gøre, men derimod angår åndelige og sjælelige kræfter, der vil få ind gribende betydning for fremtidens sam fund og helt omforme dettes struktur og udseende, og som juraen som videnskab også i stigende grad bliver nødt til at beherske med sine regler. Det er ikke alene hele den åndelige ejendomsrets mere og mere indgribende problemer, men også det mægtige problem, jeg har kaldt omverdens-problemet, og som angår vore byer, bygninger og naturen, disse faktorers form ning i for
hold til hinanden, og som ofte m å løses på trods af økonomiske inter
esser1. Mennesket lever ikke af brød alene. Hvad jeg har kaldt den åndelige og sjælelige ejendomsret, vil beherske fremtidens sam fund i m indst lige så høj grad som den materielle ejendomsret. Vi står her overfor en helt ny udvikling, der endnu er i sin vorden, og som i n u tiden famler sig usikkert frem gennem spredt bygnings-, byplan-, kul- tur- og naturfrednings-lovgivning, men som i stedse stigende grad for hver dag, der går, uimodståelig baner sig vej og kræver retsordenens retningsgivende og planlæggende regler. Medens det menneskelige sam fund hidtil under den hårde kam p for tilværelsen, for tilfredsstil
lelsen af sine materielle behov overvejende har været en retslig-økono
misk organisme, vil samfundet i fremtiden, og i desto højere grad jo lettere det bliver at tilfredsstille de økonomiske behov, også blive en retslig-sjælelig organisme, med krav o m en helt ny retsorden.
Dele af retsordenen kaldes undertiden i nutidens nationaløkonomi
»institutionelle« faktorer, som erkendes at krydse de rent økonomiske faktorer. Men dette udtryk er både uklart og lidet dækkende; det lod
der ikke hele problemet i dets dybde. Alle herhen hørende faktorer er retslige d. v. s. de er regler om, hvad der bør eller skal være, hvorledes m an bør eller skal handle, m . a. 0. vurderings-faktorer, faktorer, der gør krav på at bestemme samfundets økonomiske, åndelige og sjæle
lige udvikling. På dette sted i undersøgelsen stiller vi foreløbig disse faktorer hen som ukendte X-årsager eller efter den herskende etisk nihilistiske teori »irrationelle« eller »alogiske« faktorer, som ikke kan forklares ud fra det traditionelle videnskabs-begreb. Vi nøjes på dette
1 Jfr. E. R. 3. udg. 1951, I. s. 343—367, Retslæren II. s. 912-935.
sted blot med at konstatere, at på mægtige områder af samfundslivet og i stadig stigende grad viser disse »irrationelle« faktorer sig og gri
ber dybt ind som X-årsager i det samfundsmæssige årsags-virknings- forløb. De findes altså, de er tilstede i de sociale virkeligheds-sammen
hæng. De m å altså også ud fra det traditionelle videnskabs-begreb er
kendes som reale, som eksisterende, som hørende med til virkelighe
den. Men deres indhold og indgriben i årsags-virknings-forløbet er ganske uforklarligt ud fra det traditionelle begreb. Vi kan kort kalde disse X-fænomener for »bør-være-fænomener« i modsætning til »er- fænomener«. Nationaløkonomien begynder også erkendelsesmæssig at regne med de retslige faktorer, »det institutionelle system«, altså erkende »bør-være-fænomenerne« som realt tilstedeværende og in d gribende i de økonomiske årsags-virknings-sammenhæng — eller for
styrrende cirklerne og kurverne – altså som værende »er-fænomener«.
Men da den herskende retning også indenfor nationaløkonomien over
hovedet ikke vil anerkende vurderinger, etiske, retslige værdi-begre
ber, m å også den moderne nationaløkonomi stille de retslige årsager i virkeligheds-sammenhængen hen som uforklarlige, irrationelle X-faktorer.
De mest skæbnesvangre videnskabelige fejl er begået ved, at sociale teorier, der fik stor politisk indflydelse på den store befolkning, overså de retslige faktorer i det virkelige livs årsagssammenhæng. Således beror hele Karl Marx’s samfundsopfattelse, socialismen, på den viden
skabelige metodefejl, at han i beskrivelsen og forklaringen af det øko
nomiske livs udvikling alene regner med økonomiske, materielle år
sager, men overser de retslige. Hans generaliserende slutninger til, at samfundet overalt i landene under den moderne teknik vil gennemgå en storkapitalistisk udvikling, er derfor urigtige. Af den storkapitali
stiske udvikling både i det engelske landbrug og den engelske industri og handel i det 18. og 19. århundrede drog Marx den generelle slutning, at den samme storkapitalistiske udvikling ville samfundet i alle andre lande komme til at gennemgå. Han så ikke, at den kapitalistiske ud
vikling i England havde til forudsætning en af ham overset årsag, X 1, nemlig en retsordning, der gav fuld frihed til koncentration af bedrif
ter, både godser og industribedrifter. I et andet land, Danm ark, havde udviklingen til forudsætning en helt anden retsordning, X 2, som inde
holdt tvingende, præceptive retsregler imod koncentration af land
brugsbedrifter; og her blev resultatet lige det omvendte af resultatet i England, nemlig opløsning af storgodserne i små bedrifter, virkning O.
Men det er meget forståeligt, at Marx overså disse faktorer, X 1 og X 2;
de blev overset også af alle andre forskere, både historikere, national
økonomer og retsvidenskabsmænd. Disse ukendte årsager er det nem
lig meget vanskeligt at få øje på. Hvad m an i det ydre iagttager, er kun de materielle, synlige årsager og virkninger: de små bedrifters forsvin
den og storbedrifternes mægtige vækst og opslugning af de små, både i landbrug og industri. Retsordenens – lovens og domstolenes – hold
ning overfor en økonomsisk udvikling kan være enten negativ: und
ladelse af at gribe ind, eller positiv: indgriben og kontrol. I England var retsordenens holdning overfor både den landbrugsmæssige og in dustrielle koncentration rent negativ. Denne passivitet ser man, mær
ker man jo ikke; altså regner man ikke med den. Men Karl Marx anså iøvrig, ligesom også Adam Smith og den liberale skole idethele, også lovenes positive, aktive indgriben i det økonomiske liv for værende uden real betydning. Både socialismen og liberalismen mente, hvor uenige de end iøvrig var, begge, at lovene til syvende og sidst hverken gør fra eller til, at lovene ikke kan stanse eller hindre en økonomisk udvikling, at denne uimodståelig med en naturtilstands vælde vil bane sig vej i kraft af ubønhørlige økonomiske naturlove, som f. eks. loven om tilbud og efterspørgsel, og at overfor disse naturloves virkninger står en lovgiver i virkeligheden magtesløs. Disse herskende retninger indenfor den økonomiske videnskab viser klart, hvor vanskeligt sam
fundsvidenskaben er stillet i h. t. videnskabelig metode, i udforsknin
gen af de sande årsager og virkninger i et udviklings-forløb. I natur
videnskaben er det lettere at få fat på alle årsager og virkninger, thi de er alle ydre, iagttagelige. Men på det socialpsykologiske område er årsager som X 1 og X 2 overordentlig vanskelige at få fat på; m an vil i samfundsvidenskaben let ubevidst lade sig forlede til at følge den naturvidenskabelige metode: at holde sig til de ydre, let iagttagelige årsager og virkninger. Ganske særlig vil m an forledes til at overse de negative årsags-betingelser, fordi de unddrager sig ydre iagttagelse.
Man vil, som Marx, når man i det ydre ser, at det økonomiske livs tendens til bedriftskoncentration – i det følgende kaldet K – fører til denne, til de små bedrifters forsvinden, stordrift og kapitalisme, – i det følgende kaldet S – når erhvervslivet af loven overlades til sig selv, slutte, at det alene er K, der fører til S, og overse, at i virkeligheden er det K + X 1, der er de sande årsager til S, at X 1 er den negative årsags- betingelse for S. Og selv i lande, hvor den ukendte faktor, retsordenens holdning ikke er negativ, men positiv, som f. eks. i Danm ark, da land
bolovgivningen i det 18. århundrede greb ind overfor bedriftskoncen- trationen, stansede denne og opløste storbedriften, så fæstede både
historikere og nationaløkonomer selv i nyere tid ikke deres opmærk
somhed ved denne side af landbolovene, men alene ved den anden, også mere ydre iagttagelige side af disse: friheden for det økonomiske liv, stavnsbåndets løsning, hoveriets og anden tvangs afskaffelse. De præceptive, tvingende retsregler, som landbolovene også indførte, men som udadtil virkede mere stilfærdigt, som reglerne om udstykning og sammenlægning, forbudet mod sammenlægning af bøndergårde med hovedgårde, mod jordfællesskab, mod fremtidig pålæggelse af arbejds
pligt som grundbyrde o. l., stilledes i baggrunden; og deres sande ju ridiske, normgivende retledning af det økonomiske liv blev ikke er
kendt eller forstået1.
I det økonomiske liv i Danm ark virkede tillige årsagen K, en stærk tendens i det økonomiske liv, også i landbruget, til bedrifts-koncen
tration; men når udviklingen her gik i modsat retning af udviklingen i England, skyldes det, at her virkede som årsag tillige X 2. I England førte årsagerne K + X 1 til S – bedriftskoncentration derunder stor
godser; i Danm ark førte årsagerne K +X- til O, opløsning af storgod
serne og stansning af bedriftskoncentrationen. I begge tilfælde var år
sagssammenhængen altså ikke økonomisk, men mere sammensat, nemlig retslig-økonomisk. Den danske præceptive landbolovgivning er idetheletaget, som jeg andetsteds har påvist, den bedste dokumentation for, at både liberalismen og socialismen giver et urigtigt billede af sam
fundets økonomiske liv, at de hidtil oversete X faktorer altid virker med i de sociale årsagssammenhæng, positivt eller negativt, og giver den økonomiske samfundsudvikling en helt anden retning, end den ville have fået, hvis alene de økonomiske årsager havde været de be
stemmende. Retsordenen, loven og domstolene, kan altså gribe norm- og retningsgivende ind i det økonomiske liv og i ikke ringe grad be
stemme dettes udvikling.
I et følgende afsnit skal jeg nærmere søge at analysere disse X-fak- torer, disse efter det traditionelle begreb om videnskab irrationelle faktorer, »bør-være«-årsagerne i de sociale årsagssammenhæng.
b. Sociologi.
De vanskeligheder, der er for at give det helt rigtige billede af de virkelige årsagssammenhæng i nationaløkonomi, gør sig også gældende i sociologien. Udviklingen indenfor denne videnskab viser, at m an gang på gang for hurtigt har draget generelle slutninger fra
årsagssammen-1 Se nærmere E. R. 3. udg., årsagssammen-195årsagssammen-1, I. s. 266 ff, 270-279.