BØRNERÅDET MENER - HVIS MAN IKKE KAN STOLE PÅ SINE FOR-ÆLDRE, HVEM KAN MAN SÅ STOLE PÅ?

BEDRE REDSKABER TIL OPSPORING AF FYSISK OG PSYKISK VOLD HOS FAGFOLK, DER ARBEJDER MED BØRN Sikkerhedsnettet omkring børn og unge skal strammes, så ingen børn – som de tre unge i ekspertgruppen – risikerer at leve med vold i årevis, uden at nogen griber ind. De unges historier er eksempler på fysisk og psykisk vold af så grov karakter, at det er svært at forstå, der ikke er blevet handlet tidligere. Samtidig er det vigtigt at understrege, at der også skal handles på de ikke-syste-matiske og mindre grove tilfælde af vold mod børn.

Derfor skal fagfolk, der arbejder med børn, oprustes på deres kom-petencer til at spotte og handle på mistrivsel hos børn, der kan skyldes fysisk eller psykisk vold. De unge i ekspertgruppen efterlyser, at fagfolk i højere grad interesserer sig for be-kymrende eller atypisk adfærd hos barnet, lige fra et voldsomt tempe-rament til aldrig at deltage i sociale aktiviteter. Men ekspertgruppen viser også, at der er brug for bedre faglighed i forhold til at kunne

spotte og gennemskue afvigende og manipulerende adfærd hos børns forældre. Derfor anbefaler Børne-rådet, at grunduddannelserne til fagfolk, der arbejder med børn og unge, bliver styrket med særligt fokus på at sikre viden om børn og unge, der udsættes for vold, samt psykiske problemstillinger hos både børn og forældre.

En ting er, at der er kompetente fagfolk omkring børnene, der kan hjælpe dem. En anden er, at bør-nene selv rustes til at forstå, at det, de bliver udsat for, er forkert. Det er svært at sige fra og søge hjælp, hvis man ikke ved, at noget er galt.

Derfor efterlyser de unge i ekspert-gruppen også undervisning i emnet vold i skolen. Det kan Børnerådet kun bakke op om. Det er utroligt vigtigt, at alle børn ved, at det ikke er i orden at blive udsat for fysisk eller psykisk vold, og at børnene også ved, hvordan og hvor de kan søge hjælp.

De unges beskrivelser af den psy-kiske vold viser tydeligt, at den kan

være mindst ligeså alvorlig og trau-matiserende som den fysiske vold.

Samtidig er de meget bevidste om, at den er svær at bevise og håndtere for myndighederne. Derfor er det også utroligt vigtigt, at der bliver skabt opmærksomhed og viden – også blandt børn og unge – om, hvad psykisk vold er, og at den er ligeså ødelæggende og alvorlig som den fysiske vold.

ØGET FOKUS PÅ VOLD I

SUNDHEDSSYSTEMET OG BLANDT SAGSBEHANDLERE

Det er påfaldende, at de tre unge i ekspertgruppen har haft så lidt kon-takt til sundhedspersonale gennem deres barndom. Sundhedsplejen har i dag relativ tæt kontakt med familier, når børnene er helt små, men den personlige kontakt stop-per i langt de fleste kommuner, når barnet bliver halvandet år. Kontak-ten genoptages først ved indsko-lingen med en sundhedssamtale sammen med barnets forældre, hvorefter sundhedsplejen ser bør-nene til en samtale på skolen hvert andet år. Sundhedsplejens

hed for at spille en forebyggende og opsporende rolle gennem hele bar-nets barndom bør understøttes ved, at de har mulighed for at fortsætte med at følge børnene i deres eget hjem indtil skolealderen. Derud-over bør sundhedsplejen være mere synlig og tilgængelig på den enkelte skole, end de er i dag, hvor en sund-hedsplejerske kun er på skolen en eller to dage om ugen, fordi resten af arbejdsugen går til hjemmebesøg hos småbørnsfamilier.

Sagsbehandlere kan – og bør – være en nøgleperson for de børn, der udsættes for vold, fordi de har mu-lighed for at hjælpe børnene væk fra volden. Derfor er det afgøren-de, at sagsbehandlere har de rette kompetencer til at tale med børn, sådan at ingen børn sidder tilbage med oplevelsen af ikke at blive troet på. Ligesom det er utroligt vigtigt, at en ny sagsbehandler får en grundig overlevering af et barns sag, når der sker en overdragelse. Børnerådet er flere gange gennem årene stødt på problematikken med udskiftning af sagsbehandlere, som også de unge

i denne undersøgelse peger på.

Udskiftningen er et problem, blandt andet fordi det er svært for børnene at etablere den nødvendige tillid til sagsbehandleren, og samtidig er der risiko for, at vigtig viden aldrig kommer frem. De unges erfaringer viser, at det er nødvendigt at se nærmere på, hvordan man kan styr-ke sagsbehandlernes arbejdsvilkår og kompetencer, så børnene møder både erfarne, vedvarende og kvalifi-cerede sagsbehandlere, som de kan indgå i stabile relationer til.

VI SKAL VÆRE BEDRE TIL AT UNDERRETTE

En underretning er udtryk for en generel bekymring, ikke for en bevi-selig hændelse. Derfor skal der altid handles på en mistanke om mistriv-sel hos et barn. Det gælder, hvad enten man er lærer, sagsbehandler, politi, nabo eller forbipasserende.

For at komme fagfolks usikkerhed i forhold til underretninger til livs an-befaler Børnerådet, at alle kommu-ner har en handleplan for, hvordan man håndterer en mistanke og en

efterfølgende underretning, som er formidlet til skoler, institutioner og andre, der har med børn at gøre.

Når medarbejderne har overblik over den proces, en underretning sætter i gang, er der også større sandsynlighed for, at børnene føler sig trygge undervejs i processen.

Som de unge i ekspertgruppen giver udtryk for, er en af de helt store barrierer for, at børn fortæl-ler om vold, frygten for sanktioner fra deres forældre, når de bliver konfronteret med mistanken. Den barriere skal nedbrydes, så børne-ne tør bede om hjælp. Derfor skal den, der underetter, og myndig-hederne være opmærksomme på børnenes sikkerhed undervejs i underretningsprocessen. Hvordan og hvornår konfronteres forældre-ne, og hvor er barnet, når det sker?

Skal barnet væk fra hjemmet i et par dage? Og hvad er mulighederne på længere sigt?

I forlængelse heraf er det også vigtigt at huske fagfolk og andre på muligheden for at underrette

anonymt og uden at inddrage barnets forældre. Når der er mistanke om overgreb begået af forældrene, må forældrene ifølge lovgivningen slet ikke orienteres om underretningen.

Min lærer kunne godt have gjort noget. Hun vidste godt, at der skete noget derhjemme, men hun sagde det ikke videre til mine nye lærere, så de kunne gå videre med det.

Det var min gamle lærer, der var med til møder med kommunen, men hun

sagde det ikke videre.

”HVIS MAN IKKE KAN STOLE PÅ SINE FORÆLDRE, HVEM KAN MAN SÅ STOLE PÅ?”

Børn fortæller om vold i hjemmet Udgivet af Børnerådet

November 2016 ISBN: 978-87-90946-42-5 Grafisk design: Peter Waldorph Tryk: Rosendahls

Foto: Lizette Kabré (forside) og Jeppe Carlsen

Børneinddragelse: Line Emma Jønson, Susanne Bang Dahl og Laura Rosenkvist Hansen

Tekst og redaktion: Anna Eistrup, Katrine Munch Bechgaard og Line Emma Jønson

Tak til alle i ekspertgruppen for jeres tid og lyst til at fortælle om jeres oplevelser og erfaringer.

Alle navne i publikationen er ændret af hensyn til de deltagende unges anonymitet.