I planlægningsfasen, før børnene blev sendt til Danmark, blev det besluttet, at de under opholdet på Fedgården skulle testes af skolepsykolog Knud Binzer, der var vokset op i Grønland og talte grønlandsk.197 Binzer, som siden blev rektor for seminariet i Godthåb og dermed for den danske skole, besøgte Fedgården to gange, første gang i juli og anden gang i oktober, og fremsendte på grundlag af sine undersøgelser to rapporter til Red Barnets Arbejdsudvalg.198
Binzer foretog sin første undersøgelse 11. juli, hvor 17 af de 22 børn var ankommet til Fedgården.
Hans umiddelbare indtryk var, at det var ”en samling glade, tilfredse og sunde børn”, han traf, og der havde efter hans egen vurdering været en god kontakt mellem ham og børnene. I forbindelse med undersøgelserne var børnene dog på nær en enkelt undtagelse meget fåmælte og
tilbageholdende og måtte for manges vedkommende have instruktionerne på de forskellige opgaver gentaget flere gange. Dette forklarede Binzer med, at børn i Grønland traditionelt blev indpodet med en stærk autoritetstro og ærbødighed over for voksne danske.
Hvad angår selve undersøgelsen understregede Binzer, at den indeholdt store mangler, og at
resultaterne derfor skulle ”tages med meget stort forbehold”, hvorefter han opridsede nogle grunde
193 RB 11: Referater af arbejdsudvalgsmøder 15. september og 18. oktober 1952.
194 Middelfart Venstreblad 25/9 1952, s. 3: 5 Grønlænderbørn blev adopterede.
195 Berlingske Tidende 26/9 1952, s. 7: Hjem til Grønland.
196 Nationaltidende 19/9-52: De grønlandske Børn og Unge maa tilbage til Grønland.
197 RB 11: Referat af arbejdsudvalgsmøde10. april 1951.
198 GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.
hertil. For det første forelå der ikke testmateriale fra Grønland eller miljøer, der kunne sammenlignes med det grønlandske, og han havde derfor måttet derfor benytte en
performancetest199, der var udlånt af skolepsykologisk kontor i København. Og skønt han i dette materiale anvendte specielt udvalgte tests, der måtte formodes at være de bedst egnede i forhold til grønlandske børn, vurderede han, at de alligevel måtte anses for at virke langt mere fremmedartede for de grønlandske børn end for danske.
For det andet, mente han, var det endnu vanskeligere at anvende den såkaldte Binet-Simon test200, der forelå i en standardiseret form beregnet for danske børn, også selv om han havde fravalgt
”absolut uegnede prøver” og erstattet disse med prøver, der var i bedre overensstemmelse med børnenes grønlandske miljø. I forlængelse heraf var det endvidere hans vurdering, at det ville have været bedre at foretage undersøgelsen i Grønland og dermed i børnenes eget miljø, eller i det mindste om han på forhånd havde haft større kendskab til hvert enkelt barns miljø, fx dets
familiemæssige baggrund og om barnet kom fra en by, et udsted eller en boplads. Endelig påpegede Binzer, at der havde været for kort tid til at foretage undersøgelserne, og at disse som følge heraf ikke blev tilstrækkeligt dybtgående, samt at det kneb for børnene at tilpasse sig prøvesituationen, som de var langt mere uvante med end danske børn.
Trods disse forbehold udarbejdede Binzer på grundlag af sine tests en meget kort karakteristik af hvert enkelt barn og inddelte dem i tre grupper, nemlig 1) de egnede med seks børn, 2) de muligvis egnede med syv børn og 3) de uegnede med de resterende fire børn. Denne inddeling skulle ses i forhold til en fremtidig anbringelse på de nye A.-B.-skoler, hvor dansk skulle have en fremtrædende placering.201
15. oktober var Binzer atter tilbage på Fedgården for at foretage den anden undersøgelse og blev i denne omgang et par dage. Der var nu ankommet yderligere fire børn, der gennemgik de samme undersøgelser, som de andre børn havde været igennem i juli. Derudover var formålet at se, hvilken indvirkning de foregående måneders ophold havde haft på børnene. Han syntes ikke, at børnene havde gjort nogen særlig fremgang i tilegnelsen af det danske sprog, hvilket han tilskrev det forhold, at børnene talte grønlandsk indbyrdes og med den grønlandske kvinde, der var særligt tilknyttet Fedgården i denne periode.
På den anden side observerede han, at nogle af børnene var begyndt at blive usikre i de grønlandske betegnelser, mens de på den anden side stadig benyttede deres indlevede erfaringer fra Grønland, når de skulle løse en opgave. Fx nævnte de dyr fra Grønland og ikke dyr fra Danmark i forbindelse med en opgave, hvor de skulle opremse dyrenavne.
Det var Binzers sammenfattende vurdering, at børnene både fysisk og psykisk havde haft godt af opholdet på Fedgården. Og, sluttede han, ”de har også lært kammeratskabets glæder at kende. De har indlevet sig som én stor familie, og med en vis ængstelse syntes de at se frem til den dag, da de skulle skilles.”202
Formålet med de to rapporter fremstår ikke entydigt. I den første af rapporterne oplyste Binzer, at den – og dermed vel også den efterfølgende rapport – var ”beregnet for RED BARNETs
personale”203 – men det fremgår ikke konkret i hvilke situationer, de skulle anvendes: var det fx i forbindelse med udvælgelse af plejeforældre, eller var det personalet på Fedgården, der skulle bruge
199 Betegnelse for test, også benævnt handleprøver, der ikke kræver en sproglig reaktion, og hvor forsøgspersonen skal arbejde med materiale, fx klodser eller brikker, der skal anbringes i et bræt med huller. Psykologisk Leksikon, s. 308.
200 Binet-Simon testen er en intelligensprøve udarbejdet 1905 af Alfred Binet og Theodore Simon, som består af en række opgaver til forskellige alderstrin, hvoraf hovedparten ligger inden for det sproglige og logisk-matematiske område og skal give et billede af den form for intelligens, som spiller en afgørende rolle for at klare sig i den traditionelle folkeskole. Psykologisk Leksikon, s. 40-41.
201 GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.
202 GD 1499/51: Rapport á 17. november 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.
203 GD 1499/51: Rapport á 23. juli 1951 fra Knud Binzer til Red Barnet.
rapporterne i deres omgang med børnene på stedet? I det sidste tilfælde kan man i hvert fald godt forestille sig, at personalet kan have haft gavn af viden om både de 22 børns samlede baggrund og hver enkeltes forudsætninger.
På den anden side fremgår det af drøftelsen i Red Barnets arbejdsudvalg om disse tests, at skolekonsulent Gad, som var ansat i Grønlandsdepartementet, skulle underrettes herom. Det er således nærliggende at tro, at testene skulle anvendes i forbindelse med overvejelser om børnenes senere skolegang. Binzer nævner da også udtrykkeligt, at børnene er sendt til Danmark for senere at
”danne grundstammen i de dansksprogede (såkaldte B-) skoler”, altså de kommende klasser med elever med gode danskkundskaber og boglige forudsætninger. Og derfor havde han foretaget en inddeling af børnene i de tre nævnte grupper ud fra hans umiddelbare forventninger, om de ville være egnede til at indgå i disse klasser, også selv om han selv tog store forbehold for
undersøgelsernes resultater, og selv om de to rapporter var meget korte, nemlig henholdsvis tre sider og én side, ikke mindst set i forhold til opgavens omfang. Det kan da også konstateres, at rapporterne blev fremsendt i afskrift til Grønlandsdepartementet, men der foreligger ikke oplysninger, om de fx derfra er sendt videre til Skoledirektionen i Godthåb, eller om der på forskellig vis er gjort brug af rapporterne til en pædagogisk evaluering af børnene.204
Sammenfatning
Børnenes ankomst til og ophold i Danmark medførte en del opmærksomhed hos pressen, hvor den generelle holdning var meget positiv. Man anså opholdet som en stor chance for børnene og for deres videre udvikling og uddannelse, og overordnet set var vurderingen, at det kunne skubbe udviklingen i Grønland i den rigtige retning og samtidig bidrage til at styrke det dansk-grønlandske forhold.
Hvad angår forholdene for de 22 børn under opholdet i Danmark, er de samtidige kilder meget begrænsede. Ved ankomsten blev de anbragt på Red Barnets feriekoloni Fedgården syd for Faxe, hvor de tilbragte godt fire måneder, hvorefter de blev placeret hos plejefamilier. Her blev opholdet forlænget fra det planlagte halve år til næsten et helt år, da byggeriet af børnehjemmet i Godthåb blev forsinket. Erindringerne om børnenes ophold hos plejefamilierne er meget sporadiske. En del beretter on afsavn, andre, at de havde er trygt og godt forhold til familien, mens andre igen syntes, at plejeforældrene kunne være strenge.
204 GD 1499/51: Rapporter á 23. juli 1951 og 17. november fra Knud Binzer til Red Barnet.
6 Adoptionerne
Da børnene blev sendt til Danmark, var det meningen, at de kun skulle være der i et års tid og derefter vende tilbage til Grønland. Men seks af dem blev i stedet adopteret og vendte ikke tilbage.
Herunder behandles omstændighederne og forløbet omkring de seks adoptioner.