Mor og spædbarn er tæt knyttet også via lugt. Det er for nyligt påvist gennem forskning, at mødre alene ved duften af sin baby frigør en øget dosis Oxytocin - et hormon, der fysiologisk fremmer kontraktioner i den gravide livmoder og får mælken til at løbe til ved den første amning.
Oxytocin fungerer også som neurotransmitter i hjernen og påvirker den sociale adfærd ved at dæmpe angst og skabe tillidsfølelse, omsorg, tilknytning mellem mennesker.
Teksterne i de grønne bokse er skrevet af Jette Lindstrøm, ergoterapeut på Døvblindecentret i Aalborg.
Jette Lindstrøm har også oversat artiklen fra engelsk til dansk.
på, at lugt er et vigtigt sansemæssigt input. Mange børn er i stand til at registrere omgivelserne og sociale sammenhænge, som kan forvirre og overraske os andre (for eksempel drengens reaktion på hospitalsbesøget), indtil vi indser, at deres lugtesans omsætter den væsentlige information, der er nødvendig for at skabe denne bevidsthed og genkendelse.
Det virker oplagt, at andre intakte sansekanaler som lugt og smag forstærkes, hvis de er menings-dannende for barnet. Især hvis vi sammenkæder sansetabet med begrebet døvblindhed.
For personer, der samarbejder med et barn med døvblindhed, kan man bevidst bruge lugte til at hjælpe barnet til at øge sin kontrol med omverdenen.
I disse tilfælde kunne følgende guidelines måske anvendes.
For det første hjælper det at observere og
1. diskutere de måder, barnet allerede reagerer på.
Hvordan viser de os, at de har opfanget en lugt?
Og hvilken lugt? Kan de lokalisere kilden til lugten i rummet? Udskiller de lugten fra andre lugte? Genkender de lugten, og på hvilken måde viser de, at de gør det?
Disse er alle vigtige spørgsmål at stille og diskutere, før man indlemmer lugte i arbejdet eller tilføjer nye lugte til barnets omgivelser.
Man bør hjælpe barnet til blive mere opmærksom 2. på lugte, der allerede eksisterer i dagligdagen og i
de vanlige rutiner. Der er ofte mange flere af disse rutinelugte omkring os, end vi tænker på.
Et barn med betydelige syns- og høreskader blev altid meget optørt, når han kom ind på et hospital. På grund af døvblindheden havde han aldrig haft mulighed for at se hospitalet, men den distinkte duft på stedet var nok til at sætte alarmklokkerne i gang. Foto fra stock.xchng
fortsættes næste side...
30
Denne idé kunne praktiseres ved, at man
1. forstærker allerede eksisterende lugte, hvis det er muligt, eller måske undersøger muligheder for at henlede barnets opmærksomhed på de lugte, som barnet selv forbinder med en relevant aktivitet.
Disse aktiviteter kan også hjælpe barnet til at udskille lugte mere bevidst og målrettet fra andre lugte. Den tid, der anvendes til at udforske og gennemtænke mulige fortolkninger og diskutere det med andre, vil være til hjælp for barnet.
Vær varsom med at skabe en kunstig introduktion 2. af nye lugte. Hvis den nye lugt ikke allerede er en
integreret del af aktiviteten eller livsvilkårene, så kan det faktisk være distraherende og skabe frustration for barnet. Netop fordi lugten
introduceres kunstigt, vil det også blive vanskeligt for alle andre omkring barnet at huske at bruge lugten konsekvent og relevant. Det vil også være svært at huske præcis hvilken lugt, der er tilknyttet hvilken aktivitet og på hvilket sted.
Mange lugte, der frigøres i atmosfæren, forbliver 3. mærkbare i et stykke tid. De kan ikke fjernes,
som når man slukker lyset, lukker radioen, eller fjerner et stykke legetøj fra barnet, og lægger det i skuffen.
Hvis for mange forskellige og stærke lugte med vilje introduceres på et sted, så vil de blende sammen. Det kan afstedkomme forvirring og afledning – ja, endog udgøre en potentiel helbredsrisiko (afhængig af hvilken type kemi, der anvendes). Alle i rummet vil blive udsat for disse lugte og ikke kun barnet, de er tiltænkt.
Desuden udmattes lugtesansen ved præsentation af tre til fire forskellige lugte samtidig og næsen begynder at miste sin sensitivitet.
Vi er alle hypersensitive overfor visse lugte 4. og ved særlig intensitet af visse lugte. Nogle
børn med døvblindhed demonstrerer denne hypersensitivitet med tydelig modstand, mens andre måske ikke er i stand til at gøre os opmærksom på, at de lider under det.
Netop fordi det unikke nervebanesystem fra indersiden af næsen går direkte op i hjernen, så er det særlig vigtigt at være forsigtig, diskret og observere nøje, når barnet udsættes for en række forstærkede lugteeksperimenter.(Yderligere
informationer om denne type hypersensitivitet www.handle.org/miscinfo/environ.html).
Man kan reducere hypersensitivitet, hvis man 5. anvender olieudtræk til at fremkalde visse lugte
i stedet for at bruge en forureningskilde som en aerosol spray eller andre typer air freshener.
Essens fra olieudtræk er kraftfuld kemisk substans, som bør anvendes i samråd med en aromaterapeut.
Duftolie kan bruges i massagebehandling. Det er en aktivitet, hvor det vil være godt at introducere den samme duft i massagecremen hver gang.
På den måde sætter man via lugten en etiket på aktiviteten for barnet med døvblindhed.
Hvis olierne bliver brugt i massagecremen, så absorberes de både gennem næsen og gennem huden. Det er derfor vigtigt at konsultere en aromaterapeut og at følge de forholdsregler, hun giver.
Til massageformål bør alle essentielle olier være meget fortyndet med en neutral, steril olie, og olien bør fortyndes mere til børn end til voksne.
Mange specialister anbefaler, at man slet ikke anvender duftolie til de yngste børn, og at kun duftolie med lavendel eller kamille anvendes til større børn. Begge disse olier skal have en beroligende og lindrende effekt.
31
32
I
denne sidste todelte artikel vil jeg kigge nærmere på det, jeg kalder sanseintegrations-perspektivet. Jeg vil også reflektere over, hvorfor jeg synes, det tilbyder os et meget anvendeligt redskab til de børn, vi arbejder med.Først må jeg dog lige forklare lidt om begrebet sanseintegration, fordi det henviser til tre tæt forbundne, men dog forskellige ting:
Sanseintegration er en neurologisk proces, der 1. starter, mens fostret er i udvikling. Sansesystemet
begynder altså at fungere hos barnet, før det bliver født, og det begynder allerede at lære og erfare i livmoderen – noget som selvfølgelig fortsætter efter fødslen.
Vi ved for eksempel, at de taktile receptorer reagerer på et syv uger gammelt foster, og at et 16 uger gammelt foster selv vil tage initiativ til taktil stimulation, især i mundens omgivelser.
Smagssansen udvikler sig fra ottende svanger-skabsuge. Hele det vestibulære system udvikler sig og fungerer i løbet af de første 21 svanger-skabsuger, og derfor kan overdrevne bevægelser og stillingsforandringer hos moderen faktisk give vestibulær overstimulering hos fostret.
Det auditive system udvikler sig og fungerer i 24. svangerskabsuge, og i denne alder kan fostret udføre både beroligende og øget arousal (opstemt, red.) respons (og bevægelsesrespons) i overensstemmelse med specifikke udefra kom-mende lyde.
Samtidig med nervefibrene bærer informationer
fra flere forskellige sanser, så bearbejder hjernen dem samstemmende. Derfor synes det, som om sanserne automatisk fungerer sammen. Faktisk er hver sans designet til at udvikle sig på en måde, så de tilsammen skaber mere effektiv sansesym-foni, end hvis de var hver for sig.
Med en velfungerende sanseintegration resulterer dette i, at vi for det meste ikke behøver at ofre bevidst opmærksomhed på den enkelte sans. Vi kan frit kanalisere vores bevidsthed på aktiviteter til et højere niveau, selv om de samlede input af alle disse sanseindtryk frembringer et konstant multifunktionelt flow til vores hjerne.
Når alt arbejder godt, kører det meste af vores sansebearbejdning og sanseprocessen på autopi-lot. Kun når der opstår et uventet og usædvanligt sanseinput, udfordres vi til at rette opmærk-somheden mod den information, vi modtager gennem den specifikke sansekanal.
Sanseintegration er også en teori, der blev 2. udviklet i 60’erne, 70’erne og 80’erne af
ergotera-peuten Jean Ayres. Hun forsøgte at give en præcis forklaring på, hvordan alle de forskellige stumper af information, der strømmer ind fra alle de for-skellige sanser, bliver forbundet og koordineret, så vi kan fungere effektivt.
Ayres arbejdede med børn med indlæringsvan-skeligheder, som udviste bekymrende adfærd – de blev let distraheret, var uopmærksomme, usædvanligt overaktive eller inaktive, klodsede, havde dårlig håndskrift eller døjede med andre